Jehova har jævnet vore veje

JEG blev født i 1924 i nærheden af Cham, en by i den schweiziske kanton Zug. Mine forældre fik 13 børn — 10 drenge og 3 piger. Jeg var den førstefødte. To drenge døde da de var helt små. Resten af børneflokken fik en streng katolsk opdragelse på en gård under den store depression.

Min far var en ærlig og godhjertet mand, men han kunne også få nogle gevaldige raserianfald. Ved en lejlighed slog han endda min mor da hun på grund af jalousi kom med uretfærdige beskyldninger mod ham. Hun kunne ikke tolerere at han snakkede med nabokvinderne, til trods for at hun ikke havde nogen grund til at betvivle hans troskab. Dette forhold gjorde mig meget ked af det.

Min mor var meget overtroisk. Hun tolkede selv ubetydelige ting som et tegn fra „de stakkels sjæle i skærsilden“. Jeg afskyede denne lettroenhed. Men præsterne nærede hendes overtro gennem læsestof der støttede hendes falske religiøse tanker.

Jeg stiller spørgsmål

Lige fra mine drengeår har spørgsmål om Gud og om menneskets skæbne optaget mit sind. Jeg prøvede at nå til logiske konklusioner, men der var så mange selvmodsigelser. Jeg læste katolske publikationer om helgener, mirakler og så videre. Men de kunne ikke stille min fornuft tilfreds. Jeg følte det som om jeg famlede mig frem i blinde.

Den lokale præst advarede mig mod at gå og spekulere over disse spørgsmål. Han sagde at det at ville forstå alt var et tegn på stolthed, og at Gud ikke bryder sig om de hovmodige. En lære der især virkede frastødende på mig, var at Gud for evigt i et brændende helvede ville pine dem der ikke havde fået bekendt deres synder inden de døde. Eftersom det betød at de fleste mennesker på jorden ville blive pint for evigt, tænkte jeg tit: ’Hvordan kan det harmonere med Guds kærlighed?’

Jeg betvivlede også den katolske skik med at skrifte. Jeg blev bange når vi i den katolske skole fik at vide at urene tanker var en alvorlig synd der krævede at man skriftede for en præst. Jeg tænkte: ’Huskede jeg at bekende alt? Eller havde jeg glemt noget så mit skriftemål derved var ugyldigt og mine synder utilgivelige?’ På den måde blev der sået tvivl i mit hjerte angående Guds barmhjertighed og hans villighed til at tilgive.

I omkring tre eller fire år kæmpede jeg med deprimerende tanker der sled mig op. Jeg overvejede at opgive min tro på Gud. Men så tænkte jeg: ’Hvis jeg holder ud, vil jeg uden tvivl finde den rette vej.’ Med tiden voksede min tillid til at der findes en Gud, men jeg var plaget af usikkerhed i forbindelse med den katolske troslære.

Som følge af min tidlige oplæring mente jeg at Jesus Kristus havde den katolske kirke i tanke da han sagde til apostelen Peter: „På denne klippe vil jeg bygge min kirke.“ (Mattæus 16:18, den katolske Douay-oversættelse) Jeg troede at de gode elementer i kirken til sidst ville sejre, og jeg ville samarbejde med kirken om at nå dette mål.

Ægteskab og familie

Som familiens ældste søn hjalp jeg min far på gården indtil den næste bror i børneflokken kunne tage over. Derefter tog jeg en landbrugsuddannelse på en katolsk landbohøjskole. Efter endt uddannelse begyndte jeg at se mig om efter en ægtefælle.

Gennem en af mine søstre lærte jeg Maria at kende. Jeg fik at vide at hun havde bedt til Gud om en ægtemand som hun kunne søge at opnå evigt liv sammen med. Vi skrev på vore bryllupsinvitationer: „Forenet i kærlighed søger vi lykken, vore øjne er rettet mod Gud. Sammen vil vi rejse på livets sti mod endemålet, evig lyksalighed.“ Vi blev gift den 26. juni 1958 i klosteret Fahr i nærheden af Zürich.

Maria og jeg havde omtrent samme baggrund. Hun var fra en dybt religiøs familie og var den ældste af syv børn. Alle var travlt beskæftigede med opgaver på gården, med lektielæsning og kirkegang, så der var ikke megen tid til leg. De første år af vores ægteskab var ikke nemme. På grund af mine mange religiøse tvivlsspørgsmål begyndte Maria at spekulere på om hun havde giftet sig med den rette mand. Hun nægtede at sætte spørgsmålstegn ved kirkens lære eller dens støtte til krige, korstogene og inkvisitionen. Vi havde imidlertid begge tillid til Gud og var overbeviste om at så længe vi bestræbte os for at gøre hans vilje så godt vi kunne, ville han aldrig forlade os.

I 1959 forpagtede vi en gård i nærheden af Hombourg i det østlige Schweiz. Her boede vi i 31 år. Den 6. marts 1960 blev vores første søn, Josef, født. Han fik med tiden seks brødre og en søster, Rachel. Maria har vist sig at være en retfærdig og upartisk mor som er trofast over for rodfæstede principper. Hun har været en stor velsignelse for familien.

Søger efter sandheden fra Bibelen

Efterhånden blev det sværere og sværere for os at leve med vores religiøse uvidenhed. I slutningen af 1960’erne begyndte vi at overvære forelæsninger ved Den Katolske Folkehøjskole, men vi kom hjem mere forvirrede end da vi tog af sted. Talerne gjorde rede for deres egne meninger, der ikke fandt støtte i Bibelen. I begyndelsen af 1970 spekulerede jeg meget på Jesu ord: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . . Bed, og I vil få.“ — Johannes 16:23, 24.

Denne forsikring fra Guds ord fik mig gentagne gange til at bede: „Fader, hvis den katolske kirke er den sande religion, vil du så ikke vise mig det på en utvetydig måde? Men hvis den er falsk, vis mig det da på en lige så tydelig måde, og jeg vil fortælle det til alle og enhver.“ Jeg bønfaldt Gud igen og igen i harmoni med Jesu vejledning i Bjergprædikenen hvor han siger at vi skal ’blive ved med at bede’. — Mattæus 7:7, 8.

Mine samtaler med Maria — især om ændringerne i den katolske lære i 1960’erne angående tilbedelsen af ’helgener’, at spise kød om fredagen og så videre — gjorde at hun til sidst også begyndte at blive naget af tvivl. Da vi overværede en messe i foråret 1970, bad hun: „Åh, Gud, vil du ikke nok vise os vejen til evigt liv. Vi ved ikke længere hvad der er den rette vej. Jeg vil gøre hvad som helst hvis blot du vil vise os hvad der er den rette vej for hele vores familie.“ Jeg vidste ikke at hun havde bedt denne bøn, og hun fik heller ikke kendskab til mine bønner før vi indså at vore bønner var blevet hørt.

Vi finder sandheden fra Bibelen

Da vi en søndag formiddag i 1970 var kommet hjem fra kirken, bankede det på døren. En mand ledsaget af sin tiårige søn præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Jeg indvilligede i en bibelsk drøftelse. Jeg troede at jeg nemt kunne bevise at han havde uret, da jeg, på baggrund af det jeg havde fået fortalt om Jehovas Vidner, ikke mente at de var særlig velinformerede.

Vores drøftelse varede i to timer uden positive resultater, og det samme skete søndagen efter. Jeg så frem til vores tredje drøftelse, men forkynderen dukkede ikke op. Maria sagde at han sikkert havde indset at det var spild af tid. Jeg var glad da han kom igen fjorten dage senere. Straks sagde jeg: „I 35 år har jeg spekuleret på om helvedeslæren er sand. Jeg kan ganske enkelt ikke tro at Gud, som er kærlighed, vil tortere sine skabninger på en så grusom måde.“

„Det har du ret i,“ svarede forkynderen. „Bibelen lærer ikke at helvede er et pinested.“ Han viste mig at det hebraiske og græske ord for „sheol“ og „hades“, der ofte oversættes med „helvede“ i den katolske bibel, blot hentyder til en fælles grav. (1 Mosebog 37:35; Job 14:13; Apostelgerninger 2:31) Han læste også skriftsteder som beviste at menneskesjælen kan dø, og at syndens straf er døden, ikke pine. (Ezekiel 18:4; Romerne 6:23) Efter denne drøftelse gik det op for mig at jeg hele mit liv havde været forblindet af religiøse løgne. Nu begyndte jeg at spekulere på om der var andre af kirkens dogmer som var falske.

Jeg ønskede ikke længere at blive bedraget og købte derfor en katolsk bibelordbog og fem bind om pavernes historie. Disse publikationer var forsynet med imprimatur, det vil sige at den katolske episkopale myndighed havde givet tilladelse til at de kunne trykkes. Efter at have læst pavernes historie blev jeg klar over at nogle af dem havde været blandt de værste kriminelle i verden. Og ved at se efter i bibelordbogen fandt jeg ud af at læren om treenigheden, helvede, skærsilden og mange andre af kirkens læresætninger ikke finder støtte i Bibelen.

Nu var jeg klar til et bibelstudium med Jehovas Vidner. Til at begynde med overværede Maria kun studiet for at være venlig, men hun tog snart det hun lærte, til sig. Efter fire måneder forlod jeg den katolske kirke og meddelte præsten at vore børn ikke længere ville deltage i religionsundervisningen. Den efterfølgende søndag advarede præsten sine bysbørn mod Jehovas Vidner. Jeg tilbød at forsvare min tro ved hjælp af Bibelen, men det var præsten ikke interesseret i.

Fra nu af gjorde vi hurtigt fremskridt. Jeg måtte endda tilbringe to måneder i fængsel i forbindelse med spørgsmålet om kristen neutralitet. (Esajas 2:4) Det var ikke nemt at være væk fra min kone og otte børn, selv i denne korte periode. På det tidspunkt var vores yngste barn 4 måneder og det ældste 12 år. Derudover havde vi en gård og en husdyrbesætning som skulle passes. Men med Jehovas hjælp klarede de det uden mig. Den 13. december 1970 symboliserede min kone og jeg vores indvielse til Jehova gennem vanddåben.

Rigets interesser sættes først

Ingen i familien svigtede møderne medmindre han eller hun var syg. Og vi fordelte arbejdsbyrden på en sådan måde at vi altid kunne overvære de store stævner. Inden længe opførte børnene rollespil oppe på loftet ud fra det de havde set ved de kristne møder. De tildelte for eksempel hinanden elevopgaver og øvede præsentationer. Lykkeligvis reagerede de alle positivt på den åndelige oplæring de fik. Jeg nyder at tænke tilbage på det kredsstævne hvor min kone og jeg blev interviewet mens vore otte børn sad på rad og række — fra den ældste til den yngste — og lyttede opmærksomt.

At opdrage børnene i „Jehovas tugt og formaning“ blev vores hovedopgave. (Efeserne 6:4) Vi besluttede at skille os af med fjernsynet, og vi begyndte med jævne mellemrum at invitere nidkære medtroende hjem så vore børn kunne få gavn af deres erfaringer og glæde. Vi var påpasselige med at undgå tankeløs tale og at kritisere andre. Hvis en begik en fejl, talte vi det igennem og var opmærksomme på formildende omstændigheder. Vi forsøgte at hjælpe vore børn til at vurdere en situation fornuftigt og retfærdigt. Vi sørgede omhyggeligt for ikke at drage sammenligninger med andre unge. Og vi indså vigtigheden af at forældre ikke forkæler deres børn og beskytter dem mod konsekvenserne af deres handlinger. — Ordsprogene 29:21.

Det var imidlertid ikke problemfrit at opdrage børnene. For eksempel fik nogle skolekammerater dem på et tidspunkt til at stjæle slik fra en butik. Da vi fandt ud af hvad der var sket, bad vi vore børn om selv at gå tilbage til butikken og betale for slikket og give en undskyldning. Det var pinligt for dem, men det gav dem en lektion i ærlighed.

I stedet for blot at tvinge vore børn til at følges med os i forkyndelsen satte vi eksemplet ved at prioritere sådanne aktiviteter højt. Børnene så at vi satte møderne og forkyndelsen over nødvendigt arbejde som ellers skulle udføres på gården. De anstrengelser vi har gjort for at opdrage vore otte børn i Jehovas veje, er bestemt blevet velsignet.

Vores ældste søn, Josef, er nu kristen ældste. I en årrække tjente han på Jehovas Vidners afdelingskontor i Schweiz sammen med sin kone. Thomas er ældste, og sammen med sin kone er han pioner, som heltidsforkyndere kaldes. Daniel, der opgav en karriere som cykelrytter, er ældste, og han og hans kone er pionerer i en anden menighed. Benno og hans kone er aktive forkyndere i det centrale Schweiz. Vores femte søn, Christian, tjener som ældste i den menighed vi tilhører. Han er gift og har to børn. Franz er pioner og ældste i en menighed i Bern, og Urs, som på et tidspunkt tjente på det schweiziske afdelingskontor, er gift og tjener som pioner. Vores datter, Rachel, og hendes mand var også pionerer i adskillige år.

Jeg fulgte mine børns eksempel og blev pioner da jeg i juni 1990 gik på pension fra mit arbejde. Når jeg ser tilbage på min og min families tilværelse, kan jeg bestemt sige at Jehova har jævnet vore veje og velsignet os „i overmål“. — Malakias 3:10.

Min kære kones yndlingsskriftsted er: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Og mit er: „Lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.“ (Salme 37:4) Vi har begge erfaret sandheden i disse smukke vendinger. Vort mål er at prise vor Gud, Jehova, for evigt sammen med vore børn og deres familier. — Fortalt af Josef Heggli.