Englands små religioner
TAG med mig på en tur rundt i en lille engelsk by. Vort forehavende er usædvanligt. Vi vil se hvor mange kirkeopslagstavler vi kan finde, så vi kan se hvor mange trosretninger der er repræsenteret. Her er den første: „Den anglikanske kirke“ (Church of England), og på den anden side af gaden „Metodistkirken“. To blokke længere nede kommer vi forbi „Baptistkirken“, og derpå „Den romersk-katolske kirke“. Nede ved floden ligger „Independenterkirken“, og oppe på bakken den lille presbyterianske kirke (Presbyterian Church of England), og på den anden side af gaden „Metodistkirken“. To blokke længere nede kommer vi forbi „Baptistkirken“ og derpå „Den romersk-katolske kirke“. Nede ved floden ligger „Independenterkirken“, og oppe på bakken den lille presbyterianske kirke (Presbyterian Church of England). På vejen tilbage til torvet får vi øje på „Frelsens hærs citadel“.
Denne samling vil man kunne finde overalt i landet, om end med ubetydelige variationer. I Skotland, Wales og Nordirland har man blot erstattet „England“ med landsdelens navn, men selve trosretningerne er stort set de samme. Vi behøver ikke at gå så langt for at finde de mindre trosretninger. Der er opslagstavler med gådefulde navne som for eksempel Peculiar People („Ejendomsfolket“, 1 Pet. 2:9), Inghamitterne, Lady Huntingdon’s Connexion, United Apostolic Faith Church, Glasitterne, Christian Israelites, Calvinistic Independents, og mange andre. Man kan finde mindst 110 forskellige trosretninger på De britiske Øer, og de fleste af dem har færre end 50.000 medlemmer, nogle endog blot nogle få hundrede.
En sådan mangfoldighed af trosretninger øger både forvirringen og uenigheden i denne del af kristenheden. Den får også mange spørgsmål til at trænge sig på. Hvordan begyndte alle disse religioner? Hvad går deres lære ud på, og hvordan udfører medlemmerne deres gudstjeneste? Hvorfor er disse religioner aldrig blevet større til trods for at mange af dem har eksisteret i flere hundrede år? Hvordan tegner fremtiden sig for dem? Det vil vi prøve at finde ud af når vi nu kaster et blik på hvad opslagstavlerne repræsenterer.
Typiske minoriteter
John Glas, en presbyteriansk præst i Tealing, i nærheden af Dundee i Skotland, blev afskediget i 1728 fordi han forfægtede ideer der ikke var i overensstemmelse med kirkeforsamlingens opfattelse. Andre tilsluttede sig imidlertid hans ideer og fulgte ham under hans nye uafhængige præstetjeneste. Tilhængernes antal voksede, der opførtes flere kirker og Glas’ svigersøn, Robert Sandeman, som gik ivrigt ind for den nye religion, førte den til England. Men sekten forblev en minoritet. Ifølge Den religiøse Census af 1851 (en af de yderst få der er foretaget i England) talte glasitterne 1750 medlemmer. I dag er der kun to menigheder tilbage, en i Skotland og en i England.
Der er noget usædvanligt ved glasitterne, og det er deres lære om blodet. „Lovens forbud mod at spise blod og alt hvad der er kvalt, fastholdes. Forbudet gjaldt før Moseloven blev til, og det blev højtideligt gentaget for de hedenske konvertitter; afholdelse fra disse ting er derfor en absolut betingelse for optagelse.“1 En anden interessant læresætning er at der skal være mere end én ældste. „Ved altergang og disciplinære handlinger skal der altid være to eller flere ældste til stede for at kirken ikke skal komme under en enkeltpersons magt.“2 Efterhånden som glasitterne svinder i tal og mangelen på ældste gør sig gældende, bliver det et stadig større problem at få de kirkelige handlinger forrettet. Hvad sker der når der kun er én ældste tilbage? Ingen synes at vide det.
I grevskabet Essex øst for London kan man finde en anden lille gruppe der kaldes Peculiar People. James Banyard fra Rochford i nærheden af Southend var prædikant i sin hjemegn. Under et besøg i London hørte han om nogle nye ideer og syntes om dem. Men de wesleyanske metodister derhjemme ville ikke godtage dem, så han begyndte at holde møder i sit eget hjem. I 1838 fik han pludselig en mængde tilhørere da der rapporteredes tilfælde af guddommelig helbredelse. Sekten gjorde sig især bemærket ved sin bogstavelige anvendelse af Jakob 5:14, 15, og da et medlem døde under en operation fordi kniven smuttede, blev det vedtaget at man i fremtiden udelukkende skulle sætte sin lid til Gud og ikke tage imod lægehjælp. Dette førte til et alvorligt sammenstød med myndighederne, navnlig da et dødsfald indtraf hvor patienten muligvis kunne være blevet reddet ved lægebehandling. Nogle af sektens medlemmer blev fængslet, og forfølgelsen var hård, indtil ligsynsmanden erklærede at det var et samvittighedsspørgsmål.
Skønt Banyard var blevet valgt til sektens første biskop, nægtede mange at følge ham efter at han havde tilkaldt læge til sin syge søn, og indre splid blev følgen. En gruppe kaldte sig „Liberty“ og holdt på at Jakobs femte kapitel ikke forbød børn at modtage lægehjælp, fordi mindreårige ikke selv kunne have en tro. En anden gruppe som fulgte Samuel Harrod, en handelsgartner fra Thundersley, blev kendt under navnet „Original Peculiar People“ og har nu kun få tilhængere. Peculiar People findes kun i Essex, Kent og London.
En af de første tilhængere af John og Charles Wesley i Oxford var Benjamin Ingham. Efter sin ordination i 1755 rejste han med de to brødre til Amerika. Senere skilte han sig fra metodisterne, og sluttede sig efter sin hjemkomst til England til herrnhuterne, endnu en minoritet der nu kun tæller 2842 medlemmer i England. Imidlertid syntes han at deres fremgangsmåde var noget vilkårlig, hvorfor han hurtigt forlod dem også. Under sine rejser i Yorkshire og Lancashire, hvor han prædikede overalt hvor det var muligt, begyndte han at danne menigheder. De lokale præster „anstiftede ofte pøbeloptøjer og fik endog pøbelen til at overfalde dem [inghamitterne], og optøjerne var så voldsomme at deres liv ofte var i . . . fare“.3 Den voksende sekt deltes snart på grund af splittelser, og Ingham stod tilbage med bare tretten loyale menigheder. Skønt The Encyclopedia Americana siger at inghamitternes sekt er „uddød“, trives en fem-seks kirker dog stadig væk, hovedsagelig omkring Colne og Nelson, inghamitternes første højborge i Lancashire.
Ingham gjorde indvendinger imod de udtryk hvormed man sædvanligvis benævnede personerne i guddommen, og derfor beskrives treenigheden i en senere liste over læresætninger som „Den treenige Jehova, eller Tre-En-Guden“. Han forordnede også brugen af loddet. I 1763 skrev Ingham om Bibelen: „Lærde mænd der har studeret originalteksten, véd udmærket at visse passager er fejlagtigt og andre vegt og dårligt oversat. Det ville være umagen værd om samtlige lærde mænd i alle lande ville slå sig sammen og udgive en nøjagtig oversættelse.“2
Opståen og ophør
En sammenslutning af to eller flere trosretninger har lige så ofte som en spaltning været årsag til at minoriteter opstod. Enhver ændring i opbygning og organisation synes at rejse uvilje hos nogle medlemmer. Da Congregational Union of England and Wales blev dannet i 1831 skilte et mindretal sig ud og fortsatte under det navn de kendes ved i dag: Calvinistic Independents. Da de tre hovedgrene af Metodistkirken i 1932 sluttede sig sammen, udelukkede de en del menigheder som fortsatte efter den gamle ordning. Derved opstod Primitive Methodist Church Continuing og Independent Wesleyan Methodists. To ældre grupper nægtede pure at tilslutte sig den nye union: Wesleyan Reform Union med 6078 medlemmer; og Independent Methodists. Sidstnævnte tæller 8415 medlemmer, holder fast ved den frivillige, ulønnede præstetjeneste og anvender ikke præstelige titler. Medlemmer skal ikke alene afgive løfte om ikke at nyde berusende drikke, men må heller ikke forhandle dem.
En usædvanlig og kedelig situation opstod da to presbyterianske grupper sluttede sig sammen i 1900 og dannede Den unerede Frikirke (Skotland). En minoritet der fik øgenavnet „Vi frie“, nægtede at tilslutte sig unionen og erklærede at den var retmæssig ejer af den oprindelige, langt større kirkes ejendom (vurderet til over £10 millioner). En kongelig kommission afgjorde endelig sagen i 1905 og fordelte værdierne imellem dem. Efter endnu en spaltning er Den unerede Frikirkes medlemstal nu gået ned til 23.482. Den frie presbyterianske Kirke, der har omkring et tusind medlemmer, og Den reformerte presbyterianske Kirke med godt 600 medlemmer fuldender billedet af Skotlands presbyterianske småkirker, der naturligvis alle står under statskirken, Church of Scotland. I Irland, hvor protestantismen også repræsenteres stærkt af presbyterianerne, findes der lignende trosretninger.
The Baptist Union of Great Britain, der dannedes i 1813, omfattede de fleste af de dengang eksisterende grupper bortset fra partikularbaptisterne. Disse fortsatte uafhængige da de ikke kunne anerkende den frie eller åbne nadver. I mange år var de to retninger inden for partikularbaptisterne kendt som „Standard“-afdelingen og „Vessel“-afdelingen efter deres respektive menighedsblade Gospel Standard og Earthern Vessel. Et flertal af partikularbaptisterne dannede National Federation of Strict and Particular Baptist Church i 1946, men Standard-afdelingen (eller gadsbyitterne) holder sig stadig for sig selv.
Ofte opstår minoriteter som følge af kampen om lederstillinger, strid om lærespørgsmål eller endog om spørgsmål der er sagen fuldstændig uvedkommende. Efter års forløb sker det at de adsplittede forenes igen. Således sluttede International Holiness Mission sig atter sammen med Church of the Nazarene i 1952, og i 1955 kom Calvary Holiness Church til. Her skete splittelsen første gang i 1907 og igen i 1934, og dog bemærkede et af deres officielle organer: „Begge parter indrømmede at en mere forstående holdning kunne have afværget den.“5
Endnu en genforening førte to store Christadelphian-grupper, Birmingham Temperance Hall Ecclesia og Suffolk Street-gruppen, sammen i 1957, efter tooghalvfjerds års adskillelse. Der er dog stadig andre grupper som ikke er tilsluttet, såsom Clapham Ecclesia og Berean Christadelphians. Disse betragtes som „udstødt“ eller „uden for fællesskabet“. Et sådant forhold består tit mellem de forskellige brødresamfund (undertiden kaldet Plymouthbrødrene fordi de først blev kendt i Plymouth). Ikke alene vil „Exclusive Brethren“ intet have at gøre med „Open Brethren“, men de forskellige afdelinger af „Exclusive Brethren“ nægter endog at komme sammen indbyrdes. De britiske Brødres historie beretter om den ene spaltning efter den anden. Siden 1929 har en af Brødrenes kendte talere, James Taylor, indført nye ideer angående spørgsmålet om Jesus som „Evig Søn“; han fremfører at Jesus ikke havde en evig fortid, og det har naturligvis givet Brødrene, der er kendt for deres urokkelige tro på treenighedslæren, anledning til store diskussioner.
Den gammelkatolske bevægelse, der dog ikke er særlig udbredt i England, har aldrig fået gennemført apostolsk succession til alle parters tilfredshed. Catholic Christian Church, Old Catholic Church, Orthodox Catholic Church, Old Catholic Orthodox Church, Liberal Catholic Church og Old Roman Catholic Church har fordret gyldig ordination, hvorimod Independent Old Roman Catholic Church ikke kræver den.
Pinsebevægelsen, der blev til ved vækkelser i Wales i 1904-5, repræsenteres nu af seks hovedsekter. Den største er Assemblies af God, som er organiseret efter princippet om lokalt selvstyre; så er der Elim Foursquare Gospel Alliance, der hævder et firesidet vidnesbyrd om Kristus, Frelseren, Helbrederen, Helligåndsdøberen og Den kommende Konge; desuden er der Apostolic Church, et direkte resultat af vækkelsen i Wales; den har stadig sit hjemsted i South Wales. Endnu en gruppe, Bible Pattern Church Fellowship, blev først dannet i 1940 efter at George Jeffreys, Elims grundlægger, havde trukket sig tilbage som følge af indre stridigheder. Denne gruppe holder sig, ligesom United Apostolic Faith Church, til den britisk-israelske teori. Med Full Gospel Testimony Fellowship slutter rækken af Pinsebevægelsens vigtigste sekter, der tilsammen har knap 50.000 medlemmer.
Nogle mindretalsgrupper fremhæver visse grunde for at de har skilt sig ud. Old Baptist Union og International Old Baptist Union går ind for en tilbagevenden til baptismens oprindelige form som den fremsættes i trosbekendelserne fra det syttende århundrede. Churches af Christ (Old Path) forkaster instrumentalmusik som led i gudstjenesten og beskylder den anden afdeling af Churches of Christ for at være afveget „fra den oprindelige urørlige nytestamentlige indstilling som pionererne indtog“.6 Hutterian Brethren, der tror på et religiøst fællesskab baseret på Apostlenes Gerninger 2:44, 45, har oprettet en „Bruderhof“ i Clee Hills i nærheden af grænsen til Wales, og i 1958 blev endnu en åbnet i Gerrards Cross i Londons udkant.
Minoriteternes fremtid
På få undtagelser nær mister de små trosretninger I England stadig medlemmer. Mange er så godt som forsvundet. Christian Israelites har kun én menighed tilbage, the Dependents (undertiden kaldet Coglers) har kun nogle få kirker, hovedsagelig i Sussex, og syvendedagsbaptisterne holder kun møder i London og Hull. Andre, som trives bedre, har dog mistet et betydeligt antal medlemmer. Churches af Christ, hvis medlemstal nåede en rekord på 16.596 i 1930, var i 1959 svundet ind til 7854. En gruppe inden for Exclusive Brethren måtte i løbet af tre år sløjfe elleve af sine 123 meldesteder, og Catholic Apostolic Church kunne berette noget lignende. De to svedenborgianerafdelinger (også kaldet Det ny Jerusalems Kirke) har mistet mere end en tredjedel af deres medlemmer siden 1943; de var dengang 6700, mens de nu er 4200.
Hvorfor kæmper minoriteter, der stadig mister termen, alligevel for at bestå? Familietradition spiller en væsentlig rolle. Medlemmer af de små sekter er stolte over at være anderledes end andre, og ofte kan de henvise til at en af deres slægtninge er efterkommer af sektens grundlægger. De fortæller strålende historier om hvordan deres oldefader modigt stod op for den nye tro, og det er i sig selv tilstrækkeligt til at de selv holder urokkeligt fast. Mange mener oprigtigt at en faders religion også bør være hans sønners religion, uanset om den er sand eller ej. Medlemmerne bliver efterhånden gamle og dør, og de erstattes ikke af konvertitter. Ofte iagttager lederne i selvtilfredshed de hendøende gløder af deres åndelige bål, mens de lejlighedsvis varmer hænderne under en kortvarig vækkelse.
Sand kristendom vil altid være en minoritet i den nuværende verden, men den må være levende og dens medlemmer må stræbe efter at ligne de første kristne. En skribent som drog en sammenligning mellem Jehovas vidner og dr. Buchmans Oxfordbevægelse, bemærkede: „Religiøs overbevisning antager mange former, men Jehovas vidners var så langt mere virksom end Oxfordbevægelsens, at sidstnævntes vidnesbyrd ofte forekom en at indskrænke sig til den lange weekends fornøjelser.“7 Sidste år nåede Jehovas vidner i England en rekord på 47.126 forkyndere. Til sammenligning skal nævnes at der i 1939 var 6861. I løbet af enogtyve år har Jehovas vidner altså i antal oversteget enogtyve andre mindretalsreligioner, deriblandt kvækerne, unitarerne, mormonerne og syvendedags-adventisterne.
Om behovet for flere lærere og forkyndere sagde Jesus: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Hvor mange af Englands mindretalsreligioner viser i dag tegn på at de beder om flere arbejdere? Ofte deltager de kirkemedlemmer der er, ikke engang selv i høstarbejdet, ja de erkender end ikke at høsttiden er inde. Jehovas vidner besøger regelmæssigt de fleste hjem i England og, selv om de stadig udgør en minoritet, ser de frugter af deres høstarbejde.
Kan De, uanset hvilken religion De er tilsluttet, om det er en mindretalsreligion eller ikke, se at den fremadskridende kristendoms frugter har vist sig? Foregår der en levende vækst til modenhed inden for Deres trosretning? Adlyder alle dens medlemmer Jesu befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationer’? Hvis ikke, er Deres søgen efter den sande religion endnu ikke forbi. — Matt. 28:19, NW.
Henvisninger
1 The Customs of the Churches af Christ, 1908, side 8.
2 A Treatise on the Lord’s Supper, med biografi af John Glas, udgaven af 1883, side 11.
3 Historical Sketches of the Rise of the Scots Old Independent and the Inghamite Churches, 1814 (eksemplar findes i Britisk Museum).
4 A Discourse on the Faith and Hope of the Gospel, af B. Ingham, side 5.
5 The Flame, bind 21, nr. 4, 1955.
6 The Scripture Standard, bind 20, nr. 10, oktober 1954.
7 Religion in Britain Since 1900, af G. S. Spinks, side 213.