Ansigt til ansigt med vor kritiske tid
DET VAR søndag formiddag i Brooklyn, sidst i marts måned, og en støt regn silede ned. Ikke langt fra hovedpostkontoret gik et af Jehovas vidner ind i en opgang i Fort Greene boligkomplekset. Han bankede på den første dør, og husmoderen lukkede op. Aldrig så snart havde hun dog opdaget hvem det var før hun noget harmdirrende udbrød: „De siger ikke det er Jehovas vidner igen! Det er ikke mere end to uger siden vi sidst havde besøg. Er det nu også nødvendigt at De kommer så tit?“
„Vil De gerne kende svaret på Deres spørgsmål?“ spurgte vidnet med et venligt smil. „Der er mange der spørger om det samme, så hvis De vil give mig et par minutter af Deres tid vil jeg være glad for at besvare Deres spørgsmål.“ Det var det venlige smil der gjorde det, for husmoderen svarede: „O.K.“ Følgende redegørelse er essensen af det svar hun fik.
Den gamle verdens ende er nær
Jehovas vidner er kristne forkyndere. De nærer kærlighed til Jehova Gud og har indviet sig til at gøre Guds vilje og følge i Kristi fodspor. At elske Gud vil sige at holde hans bud, og et af disse lyder: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ Læg mærke til at der er brug for den kristne forkyndelse. Det har der altid været, men der er særlig brug for den i dag. — 2 Tim. 4:2.
Bibelens profetier viser at vi lever ved afslutningen på denne gamle tingenes ordning. Dette fremgår især af Jesu store profeti i Mattæus, det 24. kapitel, som opfyldes nu. Der siges her at den generation som var vidne til opfyldelsen af disse profetier — verdenskrige, hungersnød, pest, jordskælv, overhåndtagende lovløshed samt forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, begivenheder som vi har set opfyldt siden året 1914 — også ville komme til at opleve afslutningen. Harmagedon, krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, står for døren. Det vil blive den største katastrofe der nogen sinde har ramt vor jord, større end Vandfloden på Noas tid. Der er derfor ikke megen tid tilbage for mennesker i verden, og jo længere vi kommer frem, des mere presserende bliver det at vidnerne lader advarselen lyde og viser mennesker vejen til frelse. — Åb. 16:14, 16.
Jesus sammenlignede også vore dage med Lots dage: „De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle.“ Lot skyndte sig at advare sine svigersønner, og Guds engle skyndede på Lot og hans familie for at få dem til at drage ud af byen. De havde ingen tid at spilde; det kunne koste dem livet at vente for længe. Der er heller ingen tid at spilde nu. — Luk. 17:28, 29; 1 Mos. 19:12-22.
Det er denne gamle tingenes ordning der er dømt til undergang på grund af dens gudløshed, ikke selve jorden. Der er ingen tvivl om at følgende ord af apostelen Paulus går i opfyldelse nu i vor tid: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige . . . umådeholdne, rå, fjender af det gode,“ og så videre. Det er fordi disse „sidste dage“ er så kritiske at Jehovas vidner kommer så ofte til folks døre, idet de i virkeligheden siger: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — 2 Tim. 3:1-5; Åb. 18:4.
At det er noget der haster fremgår også af Jesu store profeti: „Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund . . ., så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!“ Hvad er den her nævnte „vederstyggelighed“? Jesus gav os nøglen til forståelse heraf da han sagde: „Det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ De forenede Nationer sættes højt blandt mennesker i dag, og eftersom denne organisation fremholdes som menneskenes eneste håb, hvilket Guds rige i virkeligheden er, kan den siges et stå på et sted hvor den ikke bør stå, på hellig grund, og er derfor en vederstyggelighed i Guds øjne. Ovennævnte ord af Jesus er derfor møntet på vor tid. — Matt. 24:15-18; Luk. 16:15; Mark. 13:14.
Ja, ligesom jordiske regeringer udsender stormvarsler til folk i dag, således udsender Guds regering, hans rige, ved hjælp af dets jordiske repræsentanter, Jehovas kristne vidner, advarsler til folk med opfordring til dem om at søge beskyttelse under det store Harmagedonuvejr, der hastigt nærmer sig. Ved at besøge folk igen og igen viser vidnerne at de er klar over tidens alvor.
Samvittighedsfuld tjeneste
Denne advarselsgerning kræver ikke alene uopsættelig handling fra forkyndernes side på grund af det fremskredne tidspunkt, men også grundighed som følge af arbejdets betydning. Det er menneskeliv det drejer sig om. (2 Tim. 4:5) Det vil sige at folk må besøges igen og igen. For det første varierer omstændighederne. Én dag er de hjemme, næste gang ikke. Én dag har de travlt, næste gang ikke. Én dag kommer ét medlem af familien til døren, næste gang et andet medlem af familien; og vidnerne er ikke alene interesserede i at besøge hvert eneste hjem i deres distrikt, men også, om muligt, i at tale med hvert eneste af familiens voksne medlemmer. Familiens medlemmer har ikke altid det samme syn på religion, og det er derfor ikke muligt at ét medlem af familien kan svare for de øvrige. Hertil kommer at folk flytter, og vidnerne kan derfor aldrig være helt sikre på hvem de vil træffe ved døren.
Ikke alene varierer omstændighederne, men folks indstilling varierer også fra gang til gang. Det må vidnerne også tage i betragtning hvis de skal gøre fyldest i deres tjeneste i vor kritiske tid. Af en eller anden grund kan folk være i dårligt humør og slet ikke være oplagt til at tale om religiøse spørgsmål, eller noget spørgsmål i øvrigt, uanset hvem der kom til døren. Men det betyder ikke at de er indstillet ligesådan næste gang forkynderen kommer. Det er heller ikke sikkert at et menneske ikke vil være interesseret i at drøfte religiøse emner næste gang, selv om vedkommende overhovedet ikke var interesseret første gang. Vedkommende kan siden sidst have været ude for en eller anden sindsbevægelse eller kan være kommet til kundskab om et eller andet der har ændret stoltheden til ydmyghed og skabt et åndeligt behov i stedet for den tidligere selvtilfredshed. Nu er måske det rette øjeblik kommet til at forkynde Rigets budskab for vedkommende. — Præd. 3:1; Matt. 5:3.
Hver gang en forkynder kommer til en dør bestræber han sig endvidere for at efterlade nogle få sandhedskorn, nogle få dråber af sandhedens vand. Det bliver til noget med tiden, og kan til sidst bære frugt. Det budskab vidnerne bringer, lyder desuden mærkeligt i nogle menneskers ører, og de forstår slet ikke dets betydning. Først når de har hørt det nogle gange, går det op for dem hvad det drejer sig om.
Men det er ikke de eneste grunde til at Jehovas vidner besøger folk så ofte. For at imødekomme folks interesser og opnå et så godt resultat som muligt varierer vidnerne både deres små prædikener og litteraturtilbudet. Ét bibelsk emne vil appellere til nogle og fange deres interesse, mens et andet bibelsk emne har større interesse for andre; nogle er interesserede i bøger, andre i blade, og litteraturen indeholder til stadighed nye oplysninger eller nye betragtninger over allerede givne oplysninger, hvilket er en yderligere grund til at vidnerne kommer igen til folk. Det er i overensstemmelse med et princip som en af fortidens dygtigste kristne forkyndere fulgte, nemlig apostelen Paulus: „For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Kor. 9:19-23.
De varierende omstændigheder, forandringer i folks indstilling samt de forskellige måder budskabet præsenteres på er alt sammen gode grunde til at Jehovas vidner bliver ved med at komme til folk i deres hjem nu i denne kritiske tid.
Hvad de opnår
De fire grundlæggende ting som vidnerne opnår ved deres arbejde tjener til yderligere at befæste de allerede nævnte grunde. Først og fremmest gør de Jehovas navn kendt og ærer og ophøjer det. De efterkommer den profetiske befaling: „Tak [Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt!“ — Es. 12:4.
For det andet får de onde og gudløse rig lejlighed til at høre advarselen når vidnerne kommer så ofte. Jehova Gud har altid advaret de onde før han har eksekveret sin dom over dem. Ligesom Gud i fortiden vedblev med at sende sine sendebud til Israels folk for at advare det, således lader han i dag sine vidner bringe folk advarselen. Når Harmagedon bryder ud vil de onde vide hvorfor de må gå til grunde. — 2 Krøn. 36:15; Ez. 35:9.
Et tredje resultat af disse gentagne besøg hos folk er at en stor skare, henved én million mennesker, allerede har taget standpunkt for Jehova og kan se frem til at blive skjult på Guds vredes dag. Efter at have sået rigeligt kan vidnerne nu høste rigeligt. — Zef. 2:3; 2 Kor. 9:6; Åb. 7:9.
For det fjerde opnår vidnerne ved trofast og til stadighed at besøge folk at sikre deres egen frelse, for „med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse“. Ja, de frelser både sig selv og deres tilhørere. — Rom. 10:10; 1 Tim. 4:16.
Hvem kan sige andet end at Jehovas kristne vidner har tvingende grunde til at besøge folk så ofte?