Jehova er min styrke og min sang
FORTALT AF GEORGE S. DOURAS
VED Guds ufortjente godhed er det i år femogfyrre år siden jeg indviede mit liv til at tjene den sande og levende Gud, Jehova. I alle disse år har Jehova i medgang og modgang været min styrke og min sang, min støtte og min glæde.
Jeg har altid ønsket at prise min Skaber, også mens jeg som femogtyveårig studerede jura i Athen i 1920. Jeg var litterært interesseret og skrev digte og sange — og hvor jeg dog glædede mig over at kunne prise Gud, Skaberen, i mine sange! Dengang vidste jeg imidlertid ikke hvordan jeg skulle prise Gud i overensstemmelse med ordene i Esajas 42:10: „Syng [Jehova] en ny sang, hans pris over jorden vide.“
Et spørgsmål der får mig til at søge kundskab
En dag skete der noget som fik mig til at se de tanker jeg havde gjort mig om Gud i et nyt lys. En af mine venner, der plejede at læse mime digte, sagde pludselig til mig: „Når du tror på Gud, vil du så ikke lære mig hvordan også jeg skal tro.“ Jeg tænkte lidt over det han havde sagt, og svarede så: „Det er tvivlsomt om jeg i det hele taget kender Gud. Ud over det jeg i mine digte skriver til hans pris, kan jeg næppe sige at jeg ved noget om Gud.“ Og jeg havde bestemt ikke nøjagtig kundskab om Gud på det tidspunkt.
Den hændelse blev en milepæl for mig! Jeg blev tvunget til at erkende at jeg burde vide noget om Gud, om hans vilje og hensigt med menneskene. Det varede derfor ikke længe før jeg besluttede mig til at søge nøjagtig kundskab. En eller anden gav mig en bog med evangelierne om Jesu Kristi liv, og med den begyndte jeg at søge kundskab.
Jeg må indrømme at jeg, da jeg begyndte at undersøge kristenhedens religioner, ikke fandt læren om evig pine, treenighedslæren og andre af den slags læresætninger tilfredsstillende. Jeg begyndte at spekulere på om ikke disse læresætninger kunne være af menneskelig oprindelse. Men hvorledes kunne jeg være sikker på det? Jeg behøvede hjælp hvis jeg skulle forstå Bibelen. Omkring den tid kom jeg i besiddelse af en bibelsk traktat. Det var The Bible Students Monthly (Bibelstudenternes månedsblad). Den var udgivet af Vagttårnsselskabet og bar overskriften „Babylons fald“. Den viste hvorledes falsk religion snart skulle forsvinde. På bagsiden var der en tegning af en sammenstyrtet mur; dens spredte sten bar påskrifter som „Teorien om evig pine“, „Treenighedslæren“, „Der er intet ondt, ingen smerte, ingen død, ingen djævel“, „Barnedåb“, „Skærsild“, og meget andet. Tegningen skildrede afsløringen af ubibelske læresætninger.
Da jeg havde læst denne traktat købte jeg i en boghandel i Athen nogle af Vagttårnsselskabets publikationer. Jeg kastede mig med begærlighed over den bogserie der bar titlen Studier i Skriften. Mens jeg således studerede Vagttårnets publikationer havde jeg endnu ikke nogen forbindelse med forkynderne eller deres repræsentanter. En skønne dag aflagde Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, imidlertid besøg i Athen, og aviserne bragte meddelelse herom. Jeg havde ikke mulighed for at se eller høre ham, men besøget hjalp mig i hvert fald til at finde de mennesker der uddelte disse vidunderlige bibelske sandheder. Endelig fandt jeg frem til en lille menighed på omkring femten forkyndere der udgjorde den lokale menighed organiseret under International Forening for Bibelstudium, som Jehovas vidner dengang kaldtes. Jeg erkendte at det var Bibelens sandhed de lærte, og jeg betænkte mig ikke et øjeblik på at slutte mig til dem; og jeg begyndte nu at tjene Gud med nøjagtig kundskab for øje.
En serie offentlige foredrag
I 1922 bragte The Watch Tower (Vagttårnet) det store foredrag som Selskabets præsident holdt på stævnet i Cedar Point i Ohio, og som sluttede med formaningen: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans rige!“ Jeg ønskede at få en andel i forkyndelsen af Guds rige; og derefter fik jeg, ved menighedens udnævnelse, det privilegium at være den første i vor gruppe der holdt offentlige bibelske foredrag i de græske provinser. Det varede ikke længe før jeg, i Jehovas styrke, tjente som den første „pilgrim“ i Grækenland, det vil sige rejsende udsending fra Vagttårnets selskab.
Jeg er i sandhed Jehova taknemmelig for de følgende tre års velsignede oplevelser. Hvor var de vidunderlige! Jehova var min styrke og min sang, Han bragte mig stor glæde skønt der var mange modstandere af Guds rige og den gode nyhed, mennesker som tilkaldte politiet for at forhindre vort bibelske undervisningsarbejde. Ofte forbød politiet på det religiøse præsteskabs tilskyndelse vore offentlige bibelske foredrag. Rigets budskab blev imidlertid for det meste fremholdt i haller der var fyldt med mennesker der med begejstring modtog Guds sandhed.
På en af de græske øer var et offentligt bibelsk foredrag blevet annonceret; der var fuldt hus og tilhørerne sad og ventede på at taleren skulle begynde. Men i sidste øjeblik forbød politiet foredraget. Taleren fik kun lov til kort at forklare fra platformen at foredraget var blevet aflyst og hvorfor. Politiets anti-bibelske aktion vakte mishag hos en af tilhørerne, en funktionær fra det franske konsulat; han rejste sig derfor og erklærede højlydt: „Her jager de os bort; men kom med mig til det franske konsulat, der kan vi få lov at være!“ Taleren var den første der fulgte efter denne mand til det franske konsulat, og derefter fulgte hele tilhørerskaren med. Det var noget af et særsyn i Korfus gader! Lidt efter blev foredraget holdt i det franske konsulats sal, til stor glæde for tilhørerne! Her kunne de græske myndigheder ikke forbyde os at tale om Bibelen og Guds rige.
I 1925 tvang min helbredstilstand mig til at opgive arbejdet som „pilgrim“; og i den tid hvor mit helbred ikke tillod mig at gøre så meget som jeg gerne ville, følte jeg det på samme måde som salmisten der sagde: „Mine ben svandt hen, så længe jeg tav, under jamren dagen igennem.“ (Sl. 32:3) Jeg satte mit håb til at Jehova ville give mig fornyet styrke, idet jeg vidste hvad der stod skrevet: „Ynglinge trættes og mattes, . . . ny kraft får de, der bier på [Jehova].“ — Es. 40:30, 31.
Arrestation og fængsling for den gode nyheds skyld
Jeg genvandt min styrke og kunne glæde mig over endnu mange forrettigheder i Jehovas tjeneste. Da Grækenland i 1936 kom under et diktatorisk styre, oplevede jeg, sammen med andre vidner, noget usædvanligt. Myndighederne lukkede vores mødesal i Athen såvel som Selskabets afdelingskontor. Næsten alle Jehovas vidner i Athen blev arresteret og sat i fængsel, hvor de blev tilbageholdt cirka en måned.
Myndighederne forlangte at vi skulle opgive vores bibelske tro; men det ville vi ikke. De indså at de ikke kunne skræmme os til at opgive vores tro, og de traf derfor foranstaltninger til at deportere os til forskellige græske øer. Men denne deportationsplan blev forpurret i sidste øjeblik. En god ven af diktatoren hørte tilfældigvis den gode nyhed om Riget fremholdt af et af Jehovas vidner. Denne mand syntes at beslutningen om at deportere Jehovas vidner var uhyrlig. Han sagde derfor til diktatoren: „Disse mennesker er ikke vore politiske modstandere. Hvad har de gjort? De forventer Guds riges komme. Det være velkomment! Det venter vi også på.“ Denne bemærkning fra en ven fik diktatoren til at ændre sind, og han gav sin minister for offentlig sikkerhed ordre til at aflyse deportationerne. Ministeren kaldte derpå os alle (omkring 100 vidner) til et møde i en stor sal i ministeriet, hvor han gav os en advarsel og fortalte os at han ville frigive os.
De næste ti år havde jeg mange forrettigheder i forbindelse med det at betjene mine brødre. Skønt det var forbudt at holde bibelske foredrag med fri adgang for offentligheden, havde jeg som menighedstjener lejlighed til at tale til grupper i private hjem i Athen om Guds rige. Engang tilkaldte en af naboerne i det hus hvor foredraget skulle holdes, politiet. Jeg blev arresteret sammen med andre vidner. I retten blev jeg idømt to års fængsel.
Denne fængselsstraf var en ny oplevelse i min karriere som kristen, men den viste sig at blive værdifuld! Timelige trængsler i tre forskellige fængsler, ja, men glad i ånden! Det var ikke altid lige let at sove på cementgulvet, men om dagen havde jeg ofte lejlighed til at forkynde. Til tider talte jeg til så mange medfanger at jeg følte det som om jeg havde påbegyndt en „offentlig foredragsserie“. Ydermere havde „digteren“ stadig væk evnen til at prise Jehova på vers, og det gjorde han i de mange ledige stunder, idet han gav udtryk for trængsler og glæde under en fængselsstraf for Kristi skyld. Dommen på de to års fængsel blev imidlertid nedsat til seks måneder; jeg var således snart igen blandt mine elskede brødre.
Det var som om Jehova havde bønhørt en af mine teokratiske sange, en bøn:
Oh, Herre bliv ikke borte,
Oh, Herre, kom ikke for sent;
Udfri dine tjenere ved din stærke arm,
Og vi vil synge en ny sang til ære for dit navn.
Lad harpen lyde, slå på strengene!
Hvor vidunderligt!
De seks måneders fængselsophold gav mig også lejlighed til at udvide mit kendskab til det engelske sprog, så jeg, da jeg blev løsladt, var bedre udrustet til at udføre den tjeneste jeg fik tildelt i oversættelsesafdelingen på Selskabets afdelingskontor. Denne forrettighed har jeg haft de sidste nitten år. Når jeg ser tilbage på hvorledes jeg lærte Guds sandhed i 1920, da der i Grækenland næppe var mere end femten troende, glæder jeg mig over i dag at se at der i Grækenland findes mere end 11.000 forkyndere af Riget! Jeg har haft den glæde, sammen med min trofaste hustru, at være en af dem.
Jehova har været med sit folk i Grækenland. Jeg føler personlig taknemmelighed mod Ham og lovpriser hans navn for alt det han har gjort for mig. Hvad der end måtte komme, føler jeg mig overbevist om at Jehova fortsat vil være sit folks styrke og sang.
(Broder Douras, hvis håb var den „sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til“, omtalt i Filipperbrevet 3:14, forblev trofast i tjenesten på Betel i Athen indtil sin død. Han døde den 15. oktober 1965, lige efter at han var vendt hjem fra et menighedsmøde. Om dem der havde det himmelske kald og som har fuldført deres jordiske livsløb trofast, kan man sige at „deres gerninger følger dem“. — Åb. 14:13.)