Min tjeneste under Jehovas kærlige hånd

FORTALT AF LAMBROS ZOUMBOS

Jeg stod over for et vanskeligt valg: enten at tage imod min rige onkels tilbud om at forvalte hans store besiddelser, og derved få løst min families økonomiske problemer, eller at blive heltidstjener for Jehova Gud. Lad mig fortælle hvilke faktorer der fik indflydelse på den afgørelse jeg traf.

JEG er født i 1919, i den græske by Volos. Min far solgte herretøj, og vi havde det materielt set godt. Men som følge af den økonomiske depression i slutningen af 1920’erne gik far konkurs og mistede sin forretning. Det gjorde mig ondt hver gang jeg så det fortvivlede udtryk i hans ansigt.

I en periode levede min familie i yderste fattigdom. Jeg tog hver dag en time fri fra skole for at stå i kø til udlevering af madrationer. Trods vores fattigdom havde vi et godt familieliv. Det var min drøm at blive læge, men jeg blev nødt til at gå ud af skolen i midten af teenageårene for at arbejde så jeg kunne hjælpe med at forsørge familien.

Så kom den anden verdenskrig hvor Grækenland blev besat af tyskerne og italienerne, og der opstod streng hungersnød. Jeg så flere af mine venner og bekendte dø af sult i gaderne — et frygteligt syn som jeg aldrig vil glemme! På et tidspunkt måtte vores familie klare sig i 40 dage uden brød, noget som ellers er helt grundlæggende i Grækenland. For at overleve tog min storebror og jeg til de nærliggende småbyer og hentede kartofler hos slægtninge og venner.

Sygdom bliver en velsignelse

I begyndelsen af 1944 blev jeg ramt af en form for lungehindebetændelse der gjorde mig alvorligt syg. Under mit tre måneder lange hospitalsophold kom en slægtning med to brochurer og sagde: „Læs dem; jeg er sikker på at du vil synes om dem.“ Brochurerne Hvem er Gud? og Beskyttelse var udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Da jeg havde læst dem fortalte jeg de andre patienter om indholdet.

Efter at jeg var blevet udskrevet begyndte jeg at komme i Jehovas Vidners menighed i Volos. I en måneds tid måtte jeg dog holde mig inden døre, og brugte derfor seks til otte timer om dagen på at læse ældre numre af Vagttårnet samt andre af Vagttårnsselskabets publikationer. Det hjalp mig til at gøre hurtige åndelige fremskridt.

På et hængende hår

En dag i sommeren 1944 sad jeg på en bænk i en park i Volos. Pludselig blev alle i parken omringet og arresteret af en paramilitær gruppe som støttede den tyske besættelsesmagt. Vi var cirka 25 der blev ført gennem gaderne til Gestapos hovedkvarter, som havde til huse i en tobakslagerbygning.

Få minutter senere hørte jeg nogen kalde på mig og den jeg havde talt med i parken. Stemmen kom fra en græsk officer som fortalte os at en af mine slægtninge havde set os blive ført væk af soldaterne, og derfor havde sagt at vi var Jehovas vidner. Officeren sagde at vi frit kunne tage hjem, og han gav os sit visitkort som vi kunne vise i tilfælde af at vi skulle blive arresteret igen.

Den følgende dag fik vi at vide at tyskerne havde henrettet de fleste af de arresterede som gengældelse for at to tyske soldater var blevet dræbt af græske frihedskæmpere. Denne hændelse kunne have kostet mig livet, og jeg lærte ved den lejlighed værdien af kristen neutralitet.

I efteråret 1944 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Den følgende sommer sørgede brødrene for at jeg kunne samarbejde med Sklithro-menigheden oppe i bjergene, så jeg kunne komme mig helt efter min sygdom. Tyskernes besættelse blev efterfulgt af borgerkrig i Grækenland. Den landsby jeg boede i blev en slags base for guerillastyrker. Den lokale præst og en anden ryggesløs person beskyldte mig for at være spion for regeringsstyrkerne og fik mig stillet for en selvbestaltet guerilla-militærdomstol.

Til stede ved denne parodi af en retssag var guerillastyrkernes lokale leder. Da jeg havde forklaret hvorfor jeg opholdt mig i landsbyen, og understreget at jeg som kristen var fuldstændig neutral i borgerkrigen, sagde lederen til de andre: „Hvis nogen rører den fyr, skal han få med mig at bestille!“

Da jeg senere vendte hjem til Volos var min tro blevet styrket endnu mere end mit fysiske helbred.

Åndelig fremgang

Kort tid efter blev jeg udnævnt til regnskabstjener i den lokale menighed. Til trods for de vanskeligheder borgerkrigen medførte — deriblandt et utal af arrestationer som følge af præsteinspirerede beskyldninger om hvervning af proselytter — bibragte den kristne tjeneste alle i menigheden stor glæde.

I begyndelsen af 1947 fik vi besøg af en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Det var det første besøg af denne art efter den anden verdenskrig. Ved den lejlighed blev vores blomstrende menighed i Volos delt i to, og jeg blev udnævnt til præsiderende tilsynsmand i den ene. Paramilitære og nationalistiske organisationer skabte på daværende tidspunkt frygt i befolkningen og det benyttede præsterne sig af. De fik myndighederne til at vende sig mod Jehovas Vidner ved at sprede det falske rygte at vi var kommunister eller tilhængere af venstreorienterede grupper.

Arrestationer og fængslinger

I løbet af 1947 blev jeg arresteret omkring ti gange og ført for retten tre gange, men blev hver gang frikendt. I foråret 1948 blev jeg idømt en fængselsdom på fire måneder for hvervning af proselytter. Dommen afsonede jeg i fængselet i Volos. I mellemtiden fordobledes antallet af forkyndere i vores menighed, til stor glæde for brødrene.

Mens jeg i oktober 1948 havde et møde med seks andre brødre der førte an i vores menighed, kom fem politibetjente brasende ind i huset med skarpladte skydevåben og arresterede os. Uden at forklare hvorfor vi var blevet arresteret, tog de os med på politistationen hvor de slog os. Jeg blev slået i hovedet af en betjent der tidligere havde været bokser. Derefter blev vi smidt ind i en celle.

Senere bad politimesteren mig om at komme ind på hans kontor. Da jeg åbnede døren kastede han et blækhus efter mig, men det ramte ved siden af og knustes mod væggen. Det var et forsøg på at skræmme mig. Derefter gav han mig et stykke papir og en pen idet han sagde: „Skriv navnene ned på alle Jehovas vidner i Volos, og giv mig listen i morgen. Hvis ikke du gør det, ved du hvad der vanker!“

Jeg svarede ikke, men da jeg kom tilbage til cellen, bad de andre brødre og jeg til Jehova. Det eneste jeg skrev på papiret var mit eget navn, hvorefter jeg ventede på sagens videre forløb. Men jeg hørte ikke mere fra politimesteren. I nattens løb var der kommet nogle fjendtlige militærstyrker, og politimesteren havde ført an i kampen mod dem. Han blev alvorligt såret, og hans ene ben måtte amputeres. Senere kom vores sag for retten og vi blev anklaget for at have holdt et illegalt møde. Vi blev alle syv idømt fem års fængsel.

Da jeg nægtede at overvære søndagsmessen i fængselet blev jeg sat i enecelle. Efter tre dage bad jeg om at måtte tale med fængselsdirektøren. „Med al behørig respekt,“ sagde jeg til ham, „synes jeg det er meningsløst at straffe en der er villig til at tilbringe fem år i fængsel for sin tro.“ Han tænkte alvorligt over det, og sagde så: „Fra i morgen skal du arbejde sammen med mig her på mit kontor.“

Med tiden fik jeg til opgave at hjælpe fængselslægen. På den måde lærte jeg meget om sundhedspleje, noget jeg i de senere år har haft god gavn af. I fængselet havde jeg mange muligheder for at forkynde, og tre af dem jeg forkyndte for reagerede positivt og blev Jehovas vidner.

Efter næsten fire års fængsel blev jeg i 1952 prøveløsladt. Senere blev jeg ført for retten i Korinth på grund af neutralitetsspørgsmålet. (Esajas 2:4) Dér blev jeg kortvarigt indsat i militærfængselet, og en ny omgang mishandling begyndte. Nogle af betjentene var ret opfindsomme hvad angik deres trusler. De kunne finde på at sige: „Jeg skal flå dit hjerte ud i småstykker med en dolk,“ eller: „Du skal ikke regne med en hurtig død med kun seks kugler.“

En anden slags prøvelse

Jeg kom dog snart hjem igen, og tjente atter sammen med menigheden i Volos, samtidig med at jeg havde et deltidsarbejde. En dag modtog jeg et brev fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Athen, en indbydelse til at få to ugers oplæring og derefter begynde at besøge Jehovas Vidners menigheder som kredstilsynsmand. Det var også på det tidspunkt at min onkel, der var barnløs og havde store materielle besiddelser, spurgte mig om jeg ville forvalte hans værdier. Min familie var stadig fattig, og dette arbejde ville have løst deres økonomiske problemer.

Jeg besøgte min onkel for at takke ham for tilbudet, men jeg sagde at jeg havde besluttet mig for at tage imod en særlig opgave i den kristne tjeneste. Det fik ham til at rejse sig, sende mig et alvorligt blik, og straks forlade værelset. Han kom tilbage med en stor pengegave som kunne forsørge min familie i flere måneder. Han sagde: „Tag den, og brug den til hvad du vil.“ Jeg kan ikke beskrive de følelser jeg havde i dette øjeblik. Det var som om jeg hørte Jehovas stemme sige til mig: ’Du har truffet det rette valg. Jeg er med dig.’

Med min families velsignelse rejste jeg i december 1953 til Athen. Selv om det kun var min mor der blev et Jehovas vidne, var de andre i familien ikke imod mine kristne aktiviteter. Da jeg ankom til afdelingskontoret i Athen, ventede der mig endnu en overraskelse. Der var kommet et telegram fra min søster hvori der stod at far, efter to års ihærdige anstrengelser, nu havde fået tilkendt pension. Hvad mere kunne jeg ønske? Jeg følte at jeg havde fået vinger og kunne flyve højt i tjenesten for Jehova!

Forsigtighed udvises

I de første år af min rejsetjeneste var jeg nødt til at udvise stor forsigtighed, eftersom Jehovas Vidner blev strengt forfulgt af religiøse og politiske ledere. For at kunne besøge mine kristne brødre, især dem der boede i de små byer, gik jeg mange timer i ly af mørket. Brødrene, der risikerede at blive arresteret, samledes og ventede tålmodigt på mig i private hjem. Hvor var disse besøg til stor opmuntring for os alle! — Romerne 1:11, 12.

For ikke at blive opdaget brugte jeg til tider forklædninger. En gang hvor jeg skulle passere en vejspærring for at besøge nogle brødre der havde hårdt brug for et hyrdebesøg, forklædte jeg mig som hyrde. Ved en anden lejlighed, i 1955, lod en anden forkynder og jeg som om vi solgte hvidløg for ikke at vække politiets mistanke. Vi havde fået til opgave at kontakte nogle kristne brødre som var blevet uvirksomme i den lille by Árgos Orestikón.

Vi tilbød vore varer på byens markedsplads. En ung politibetjent var imidlertid blevet mistænksom, og hver gang han patruljerede forbi, kiggede han nysgerrigt på os. Til sidst sagde han til mig: „Du ligner ikke en der sælger hvidløg.“ I samme øjeblik kom tre unge damer hen til vores bod. Jeg pegede på løgene og sagde: „Den unge betjent dér spiser sådan nogle hvidløg, og se hvor flot og stærk han er!“ Kvinderne så på betjenten og lo. Det samme gjorde han, og gik.

Da han var gået, greb jeg chancen til at opsøge den forretning hvor vore åndelige brødre arbejdede som skræddere. Jeg bad en af dem om at sy en knap i som jeg havde revet af min jakke. Mens han gjorde det, lænede jeg mig hen til ham og hviskede: „Jeg er kommet fra afdelingskontoret for at besøge jer.“ I begyndelsen var brødrene bange, eftersom de ikke havde haft kontakt med andre forkyndere i flere år. Jeg opmuntrede dem så godt jeg kunne og aftalte at vi kunne mødes senere og tale videre på byens kirkegård. Glædeligvis virkede besøget efter hensigten, og de blev igen nidkære i den kristne tjeneste.

En trofast medhjælp

I 1956, tre år efter at jeg var begyndt i rejsetjenesten, mødte jeg Niki, en ung kristen kvinde som virkelig elskede forkyndelsen og ønskede at bruge sit liv i heltidstjenesten. Vi blev forelskede og giftede os i juni 1957. Jeg var spændt på om Niki ville kunne klare rejsetjenesten under de vanskelige forhold Jehovas Vidner dengang havde i Grækenland. Med Jehovas hjælp lykkedes det, og hun blev således den første kvinde der ledsagede sin mand i kredstjenesten i Grækenland.

Vi fortsatte sammen i rejsetjenesten i ti år, og besøgte de fleste af menighederne i Grækenland. Vi har mange gange forklædt os og med kuffert i hånden vandret i timevis i ly af mørket til den næste menighed. Trods den store modstand vi ofte mødte, var vi lykkelige for med egne øjne at se den storslåede vækst af forkyndere.

Beteltjeneste

I januar 1967 blev Niki og jeg indbudt til at tjene på Betel, som Jehovas Vidners afdelingskontor kaldes. Vi blev begge meget overraskede over denne indbydelse, men tog imod den, overbeviste om Jehovas ledelse. Efterhånden som tiden er gået, er vi kommet til at værdsætte det store privilegium det er at tjene på dette center for teokratisk virksomhed.

Tre måneder efter at vi var kommet på Betel, overtog en militærjunta magten i landet, og Jehovas Vidner måtte fortsætte deres arbejde på en mindre iøjnefaldende måde. Vi begyndte at samles i små grupper, holde vore stævner i skovene, forkynde diskret, og trykke og forsende bibelske publikationer i hemmelighed. Det var ikke svært for os at tilpasse os disse forhold, eftersom vi ganske enkelt genoptog de fremgangsmåder vi havde gjort brug af i årene forinden. Trods restriktionerne steg antallet af Jehovas vidner fra færre end 11.000 i 1967 til over 17.000 i 1974.

Efter næsten 30 års beteltjeneste nyder Niki og jeg stadig vore åndelige velsignelser, trods de begrænsninger helbredet og alderen har medført. I mere end ti år boede vi i afdelingskontorets ejendom i Kartali-gade i Athen. I 1979 blev et nyt afdelingskontor indviet i Marousi, en forstad til Athen. Siden 1991 har vi imidlertid boet i det rummelige nye afdelingskontor i Eleona, 60 kilometer nord for Athen. Her arbejder jeg på Betels sygeafdeling, hvor jeg har haft stor gavn af den oplæring jeg i sin tid modtog som medhjælper for fængselslægen.

Gennem mine godt og vel 40 års heltidstjeneste har jeg, ligesom Jeremias, erfaret sandheden i Jehovas løfte: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“ (Jeremias 1:19) Ja, Niki og jeg har erfaret en overflod af velsignelser fra Jehova. Vi glæder os hele tiden over hans kærlige omsorg og ufortjente godhed.

Jeg vil gerne tilskynde jer unge i Jehovas organisation til at stræbe efter heltidstjenesten. På den måde kan I tage imod Jehovas indbydelse til at sætte ham på prøve og se om han ikke taler sandt når han lover at han vil ’åbne himmelens sluser for jer og tømme velsignelse i overmål ud over jer’. (Malakias 3:10) Af egen erfaring kan jeg forsikre jer om at Jehova afgjort vil velsigne alle jer der på denne måde stoler helt på ham.

[Illustration på side 26]

Lambros Zoumbos og hans kone, Niki