Gud har været god og barmhjertig mod mig

FORTALT AF GEORGE D. GANGAS

JEG blev født den 17. februar 1896 i en lille, ubetydelig by i Lilleasien kaldet Ny Efesus (tyrkisk: Koushadasi). Den ligger omkring tretten kilometer fra det gamle Efesus, hvor apostelen Paulus forkyndte for henved nitten hundrede år siden og hvor han også skrev sit første brev til Korintermenigheden.

Da jeg var fem eller seks år gammel døde min far. Min mor var en gudfrygtig kvinde. Men hun havde ikke adgang til Bibelen og vidste derfor ikke hvordan hun skulle opdrage sine børn „i Herrens tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Ja, næsten 95 procent af medlemmerne i den ortodokse kirke havde ikke deres egne bibler, og de så i det hele taget aldrig nogen bibel. Da jeg derfor ikke havde nogen til at vise mig den rette vej, førte jeg et skødesløst liv, til vanære for Gud.

Ikke desto mindre kom jeg i kirken som dreng, og var i koret med til at synge religiøse sange. Gennem disse sange og gennem den religionsundervisning jeg fik i skolen, blev jeg bekendt med kirkens lære om menneskehedens tofoldige skæbne: de gode kommer ved døden lige i himmelen; de onde kommer i helvede. Jeg husker stadig en sang som var rettet til jomfru Maria, hvori vi bad hende udfri os fra den evige pine. Denne læresætning blev prentet ind i mit hjerte, og jeg var sikker på at der fandtes et sådant sted hvor de onde kom hen. Når alt kom til alt, var det den ortodokse kirke som lærte det, og jeg troede at min kirke fremholdt rette læresætninger; ordet „ortodoks“ betyder jo „rettroende (orthós, ret eller rigtig; dóxa, mening)“.

Da jeg førte et dårligt liv, vidste jeg med sikkerhed at jeg en dag ville komme i helvede og blive brændt til evig tid. Men her kommer det mærkelige: skønt jeg vidste at jeg ville komme der en dag, ville jeg ikke ændre min handlemåde. Der var en ting jeg ikke kunne forstå, og det var: Hvilken tilfredsstillelse kan Gud have ved at pine milliarder af mennesker til evig tid? Jeg havde lært at Gud er god, men jeg spurgte mig selv: Hvor er hans godhed hvis han piner folk til evig tid?

Da jeg var elleve år gammel forlod jeg Ny Efesus og tog til øen Chios, hvor jeg gik på en handelsskole i tre år. Så brød den første verdenskrig ud. Jeg forlod Chios og tog til Athen, hvor jeg kom ud for den værste hungersnød jeg har oplevet; Grækenland var nemlig blevet blokeret, og ingen forsyninger kunne komme gennem blokaden. Derfra tog jeg til Paris, og efter den første verdenskrigs afslutning kom jeg til Marseilles for at vente på et skib der skulle til De forenede Stater.

En aften i Marseilles så jeg nogle fra Frelsens Hær synge på gaden. Uden at vide hvem de var, fulgte jeg efter dem hen til deres mødested, og her opdagede jeg at de tilhørte et religiøst samfund. Endnu en gang kom jeg til at tænke på helvede, og jeg spurgte prædikanten om det. Hans svar var i overensstemmelse med det jeg havde lært i den ortodokse kirke.

En stor forandring

Endelig i 1920 kom jeg til De forenede Stater. En dag mens jeg arbejdede i en lille café i Marietta, Ohio, kom en mand ind og begyndte at tale om Bibelen. Andre lyttede, og det samme gjorde jeg. Jeg bemærkede straks at han talte på en helt anden måde end andre religiøse mennesker. Det han sagde lød fornuftigt.

Han fortalte os at når man dør, kommer man hverken i himmelen eller i helvede, men i graven. Jeg gjorde indsigelse; han rakte mig sin bibel og sagde: „Læs her.“ Han pegede på Johannes 3:13. Jeg læste det, og læste det én gang til. Begge gange stod der: „Ingen er steget op til Himmelen.“ Jeg var så overrasket at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.

Da jeg så at han kunne besvare mine spørgsmål ved hjælp af Bibelen, sagde jeg til mig selv: „Lad mig spørge ham om helvede.“ Jeg sagde derfor til ham: „Hvad tror I om helvede? Findes det eller findes det ikke?“ „Hør her,“ sagde han, „lad os sige at De var gift og havde et barn som var det mest uartige barn i verden. Ville De, som far, kunne sætte det barn ind i ilden og holde ud at høre det skrige og jamre sig?“ Jeg svarede: „Jeg kan ikke engang holde ud at tænke på det.“ Han konkluderede: „Hvis De, som er ond,a ikke kan gøre noget sådant mod Deres barn, hvordan kan De da mene at Gud, som er kærlighed, kunne gøre noget så djævelsk?“ Det gjorde sagen klar for mig!

Denne mand var en af bibelstudenterne, som Jehovas vidner blev kaldt dengang, og han fortsatte nu med at forklare ud fra Bibelen hvad ordet „helvede“ betyder. Min glæde og nysgerrighed var meget stor, og jeg spurgte ham hvordan og hvor han havde lært alt dette. Jeg bad ham skaffe mig en bog med beretningerne om Abraham, Josef og de andre bibelske skikkelser, uden at vide at disse beretninger fandtes i Bibelen. Et par dage efter bragte han mig en bibel og en bibelhåndbog, The Divine Plan of the Ages (Tidsaldrenes Plan). Den aften læste jeg til over midnat!

Mens jeg lavede kaffe på mit arbejde den næste dag, var jeg næsten helt fortumlet af det jeg havde læst om natten. Jeg må have lavet nogle fejl, for jeg hørte kunder sige: „Den unge mand opfører sig mærkeligt i dag. Der må være hændt ham et eller andet.“ Det havde de ret i! Der skete noget inden i mig. En stor forandring var ved at ske i mit liv. Jeg var på vej ud af et buldrende mørke til et strålende lys. Jeg vendte ryggen til et gammelt system og så frem imod et nyt, som jeg endnu ikke vidste ret meget om.

Lysten til samvær

Læsningen af bogen sammen med Bibelen skabte en sådan glæde og sådanne ønsker i mig, at jeg spurgte den som havde bragt mig disse sandheder om der var andre af hans slags i Marietta. Han sagde at det var der ikke, men at jeg skulle tage til Wheeling i West Virginia. Der ville jeg også finde nogle som talte mit eget sprog, græsk, og som kunne hjælpe mig til at få svar på mine spørgsmål. Så få dage senere tog jeg til Wheeling og fik arbejde som opvasker ved en restaurant.

I løbet af kort tid fik min ældre broder at vide at jeg var blevet „tosset“. Han besøgte mig i restauranten og fandt mig i færd med at skrælle kartofler. Han sagde: „Tag med mig; jeg vil give dig mere i løn. Du vil blive som en chef. Jeg gør dig til min kompagnon, og vi skal tjene en masse penge.“ Men jeg tog ikke imod hans tilbud, for Guds godhed og forståelsen af hans rige og af hvad det vil udrette, havde gjort et sådant indtryk på mig og udviklet en sådan glæde og kærlighed til Jehova i mit hjerte, at ønsket om at tjene mange penge helt var forsvundet, skønt det egentlig var det jeg var kommet til Amerika for.

Kun kort tid efter symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben. I al denne tid kom jeg til alle møderne for at studere Bibelen, selv om jeg ikke forstod ret meget engelsk. Men de som var indviede til at gøre Guds vilje og som talte det græske sprog, hjalp mig.

Fra Wheeling flyttede et par stykker af os til Beech Bottom, en ganske lille by. Der dannede vi en lille menighed som stadig voksede. Vi foretog et grundigt studium af Bibelen og kom til at elske og synes om de ting vi lærte, ja så meget at vi efter det almindelige studium fortsatte med et mere uformelt studium af forskellige emner. Vi ville ikke spilde tiden. Det var som om vi ikke kunne lære hurtigt nok. Vi talte og talte om vor Guds godhed.

Jehovas barmhjertighed og godhed mod mig gjorde et sådant indtryk på mig og vakte en sådan kærlighed til brødrene hos mig, at jeg i en bøn til Gud bad ham om måske at tillade andre skuffelser i mit liv, men ikke den at jeg skulle gå glip af nogen af møderne med brødrene. Jehova har trofast opfyldt min bøn, for i disse femogfyrre år, hvor jeg har nydt hans barmhjertighed og godhed, har jeg altid været regelmæssig i mødedeltagelsen.

For mig har det at komme sammen med brødrene været en af livets største glæder og en stadig kilde til opmuntring. Jeg elsker at være blandt de første i rigssalen, og at forlade den blandt de sidste, om muligt. Jeg føler en stærk indre glæde når jeg taler med nogle af Guds folk. Når jeg er sammen med brødrene, føler jeg at her er min familie, her har jeg hjemme, i dette åndelige paradis. Jeg føler også Jehovas ånd i større mål ved møderne. Og efter møderne kan jeg godt lide at tale med de nyinteresserede. Ligesom kompasnålen altid peger mod nord, sådan er mine inderste tanker og ønsker rettet mod det at deltage i møderne. Jeg værdsætter fuldt ud salmistens inspirerede udtalelse: „Det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus.“ — Sl. 27:4.

Tjeneste på Betel

En dag i 1928 fik jeg endnu et bevis på Guds godhed mod mig, idet jeg modtog et brev fra Vagttårnsselskabet hvori man bad mig komme til betelhjemmet i Brooklyn, i New York, og tjene dér som oversætter. Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg, oversætter? Jeg arbejdede dengang på en restaurant! Men jeg huskede på at Noa heller ikke havde været bådebygger. Og havde Moses lært at bygge tabernakler? De måtte begge lære at løse deres opgaver. Jeg måtte også lære.

På Betel smagte jeg i højere grad Jehovas barmhjertighed og godhed. Hvilken glæde at være blandt henved 200 (nu over 800) brødre og søstre i troen! Hvilken glæde at kunne samles med dem til måltider tre gange om dagen, og hver morgen til en drøftelse af et skriftsted fra Bibelen!

På Betel blev jeg hjulpet til at modne og udvikle Guds ånds frugter. Jeg husker dengang jeg holdt mit første seks-minutters foredrag. Jeg havde ikke stor tillid til mig selv, så jeg skrev det hele ned. Men da jeg rejste mig for at holde foredraget, blev jeg grebet af lampefeber, og jeg stammede og hakkede og blev helt forvirret. Så besluttede jeg simpelt hen at læse op fra manuskriptet. Men jeg rystede sådan på hænderne at linjerne hoppede op og ned! Djævelen prøvede at slå modet ned hos mig ved at indgive mig den tanke at jeg ikke var god nok, at jeg hellere måtte holde op. Han prøvede at overvinde mig i flere dage. Jeg kæmpede imod, og Jehova, som er barmhjertig, hjalp mig til at slå Satans angreb tilbage. Siden da har jeg lært den lektie: man skal aldrig, aldrig give op.

Jeg mangler ord der kan beskrive det jeg i mit hjerte føler for beteltjenesten. År for år vokser min værdsættelse af denne tjeneste, og hver dag takker jeg Jehova fordi han har båret over med mig og har brugt mig i alle disse år. For mig er Betel centeret for den virksomhed Jehovas synlige organisation udfolder. Den tanke at jeg arbejder på hovedkontoret for denne synlige organisation, fylder mit hjerte med glæde og taknemmelighed. På Betel er jeg sammen med brødre og søstre som har været og stadig er eksempler for mig ved deres hengivenhed og indvielse til Jehova. I løbet af disse mange år har jeg set unge brødre som ikke vidste meget da de kom, men som efter syv eller otte års trofast tjeneste blev udnævnt til tilsynsmænd og senere brugt som zone- og sektionstjenere. Hvis jeg kunne, ville jeg råbe højt til alle unge brødre: Kom til Betel og smag Jehovas kærlighed og godhed! Med den erfaring som mere end niogtredive års tjeneste på Betel har givet mig, kan jeg i sandhed sige at det er det bedste sted på jorden man kan være hvis man vil forbedre sine evner som tjener til Jehovas pris.

Her på Betel har jeg også lært at tale spansk. Da jeg så at det distrikt hvor jeg skulle forkynde, overvejende var spansk, fik jeg fat i en spansk grammatik, og ved hjælp af vores litteratur og ved at lytte til den måde de spansktalende udtaler ordene på, lærte jeg spansk! Jeg har i tidens løb holdt mange studier i disse fattige folks hjem.

Fra jeg var dreng havde jeg et mindreværdskompleks. Jeg kunne ikke træde frem for folk og tale med dem. Hvilken forskel nu! Ved Jehovas hjælp kan jeg nu træde frem for store forsamlinger og holde foredrag på en time. Denne forandring skyldes bibelstudium og Guds ånds virke.

Guds godhed, som hjalp mig til at forandre min tidligere dårlige personlighed, driver mig nu til at dele den kundskab han har givet mig, med andre, så også de kan se at Jehova er god. Guds ord taler om evigt liv. (Joh. 6:68) Jeg elsker livet, og jeg ønsker også at mine brødre skal vinde livet. Jeg regner, ligesom apostelen Paulus, alle ting for „tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus“. (Fil. 3:8) Ja, alle andre ting vil snart gå til grunde, med undtagelse af Guds rige og dets interesser. — Hebr. 12:27, 28.

Når jeg ser tilbage på disse seksogfyrre år hvori jeg har tjent Jehova ved hans ufortjente godhed, kan jeg fuldt ud tilslutte mig Moses’ ord til Israel: „En barmhjertig Gud er [Jehova] din Gud.“ (5 Mos. 4:31) Eller som den inspirerede salmist udtrykker det: „Du, o Herre, er god og rund til at forlade.“ (Sl. 86:5) Ja, Jehova har været god og barmhjertig mod mig.

[Fodnote]