’En tro der omtales i hele verden’
— lagt for dagen ved stævnerne „Guds frie sønner“
DEN tro Jehovas indviede tjenere lægger for dagen i vor tid, er, ligesom Guds tjeneres tro før i tiden, i sandhed et passende emne til en opbyggende drøftelse. Den tilskynder andre Guds tjenere til at indhente oplysninger om hvordan man kan få en sådan stærk tro. Den får dem til at undersøge deres egen indstilling og tænkemåde, så de kan fjerne alt det der hindrer dem i at vokse i troen. Når Kristi efterfølgere i vor tid anvender det de lærer, siger de i virkeligheden ligesom det første århundredes disciple sagde til Mesteren: „Giv os mere tro!“ — Luk. 17:5.
Den undervisning der blev givet, og de erfaringer der blev fortalt ved de internationale stævner „Guds frie sønner“ i 1966-67, indeholdt megen føde for sindet. Nogle Jehovas vidner fra den nordlige halvkugle havde lejlighed til at besøge Mexico, Mellem- og Sydamerika og øerne i Det caraïbiske Hav, og få et førstehåndsindtryk af det omfattende fremstød for bibelundervisning der foretages i disse sydlige lande. De var begejstrede over det de så og hørte, og de følte at de kunne sige ligesom apostelen Paulus da han skrev til den kristne menighed i Rom. „Jeres tro omtales i hele verden.“ — Rom. 1:8.
Anstrengelser for at kunne overvære stævnerne
Har du, for eksempel, på grund af tilsyneladende uoverstigelige hindringer, nogen sinde stillet dig tøvende med hensyn til at overvære et af Jehovas vidners zone- eller sektionsstævner, stævner som tilrettelægges til gavn for Guds folk? Jesus lærte at tro kan overvinde hindringer. (Matt. 17:20) Mange af Jehovas vidner i Latinamerika har erfaret at det er sandt. En lærerinde der boede cirka 300 kilometer fra Montevideo i Uruguay, ville gerne overvære stævnet, men hendes mand, der er meget imod hendes tro, gjorde det endog vanskeligt for hende at overvære de lokale møder. Mistede hun modet? Vaklede hun i troen? Nej, hun traf sine forberedelser i tillid til at hvis det var Guds vilje, skulle hun nok komme med til stævnet. Det uventede skete. Et regeringsdepartement der skulle tage stilling til hendes afskedsbegæring, indbød hende til en samtale i hovedstaden netop på det tidspunkt stævnet skulle afholdes. På den måde blev hun alligevel en af de lykkelige stævnedeltagere.
En gruppe vidner fra Honduras’ kyst tog af sted med toget for at overvære stævnet i Tegucigalpa. De kunne imidlertid ikke komme frem da oversvømmelser havde gjort det umuligt at passere en jernbanebro. Gav de op? Nej! De tog hjem og prøvede igen næste dag; det lykkedes dem at overvinde vanskelighederne, og de ankom til stævnet én dag efter at det var begyndt. Forhindringer kunne ikke bremse deres iver efter at overvære den åndelige fest der var beredt for dem.
Jehovas vidner fra Manaus ved Amazonfloden sejlede i fire dage på denne mægtige flod for at nå Belém ved kysten og rejste derpå fem dage med bus for at komme til det brasilianske stævne i São Paulo. Udsigterne til og farerne ved en tyve dages tilbagerejse kunne ikke få dem til at opgive deres beslutning om at overvære stævnet.
Syvogtredive stævnedeltagere fra Nuevo Paraíso i Colombia lod sig ikke afskrække af den farlige rejse i en stor motorkano. Båden kæntrede ganske vist, og de mistede alle deres penge og alt deres skiftetøj. Men de mødte uforknytte op ved stævnet i Barranquilla, lykkelige over at være i live og få del i den åndelige overflod ved Jehovas bord.
Mange vidner måtte lægge opfindsomhed for dagen for at klare rejsen til stævnebyen. Et vidne i Uruguay begyndte allerede i juli at vaske for folk, sådan at hun når januar kom, kunne have penge nok til rejsen. Et andet vidne, der har adskillige børn og hvis mand er imod hendes tro, lavede flødeis som hun solgte for at tjene til sin rejse.
En vidtrækkende tro
Hvordan ser du på muligheden for at påtage dig flere forrettigheder og et større ansvar i forbindelse med tjenesten for Riget? De der har tro så de rækker efter og griber sådanne muligheder, bliver i sandhed velsignet af Jehova, hvilket også fremgår af de erfaringer der blev fortalt ved stævnerne „Guds frie sønner“. Et vidne i en fiskerby i Peru fik at vide at han ikke opfyldte de krav der stilles for at man kan blive specialpioner. Han måtte først lære at læse og skrive. Det gjorde udslaget. Han begyndte straks at studere, gjorde stor fremgang i løbet af nogle få måneder, og arbejder nu som specialpioner i sin hjemby. Fra hans område kom der to hundrede til stævnet i Lima.
Et uruguayansk vidne der til trods for et skrøbeligt helbred rakte efter pionertjenestens forrettigheder, blev også rigt velsignet. Ved hendes hjælp er halvfems kommet ind i Jehovas vidners organisation, og firs af dem er allerede døbt. Hvilken glæde for hende, da mange af disse kom op på scenen ved stævnet i Montevideo som et vidnesbyrd om hendes nidkære og flittige tjeneste!
Stævnedeltagerne fra Nordamerika havde ved alle disse stævner også lejlighed til at mødes med missionærer der for år tilbage havde tro nok til at række ud efter større tjenesteprivilegier. De tog imod indbydelsen til at gennemgå Vagttårnets bibelskole Gilead og blev sendt ud til fremmede lande. Men havde de tro nok til at holde ud i deres tildelte distrikter? Ja sandelig. Tænk engang! Otte missionærer fra Gileads første klasse i 1943 tjener stadig trofast i Mexico, og andre findes i forskellige lande i Mellem- og Sydamerika. De har i sandhed en tro som Abrahams!
En trofast opførsel gør indtryk
At den kristne menighed har „godt lov blandt dem, som er udenfor“, er i virkeligheden et vidnesbyrd om Guds tjeneres tro. (1 Tim. 3:7) Lad os aldrig overse den virkning en god opførsel har på udenforstående der lægger mærke til Jehovas vidner under forskellige forhold. De iagttager os virkelig og taler om vor opførsel; det blev stævnedeltagerne klar over ved de stævner der afholdtes i Mellem- og Sydamerika. En tjener i en restaurant i Panama kom hen til nogle vidner og spurgte: „Hvem er I? I ser altid så glade ud, og der er ingen raceforskelle hos jer — hvordan kan det være?“ Da han blev klar over at vidnerne var de samme som dem der uddeler bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, som han allerede havde, sagde han at han ville finde den frem og begynde at studere den.
Efter at en direktør for et busselskab i San Juan i Puerto Rico havde været i forbindelse med stævneorganisationen, sagde han til sit personale: „Vi må gøre vort yderste for at samarbejde med disse folk; det er de bedst organiserede folk vi har haft med at gøre.“ Og en hoteldirektør i Mexico City erklærede: „I vidner er velkomne her når som helst. Hvor mange værelser vi I have?“ En anden hoteldirektør, denne gang i Kingston på Jamaica, udtalte: „Selv om jeg ikke er et af Jehovas vidner, ville jeg være lykkelig hvis jeg udelukkende havde Jehovas vidner her. Med et sådant personale ville der ingen vanskeligheder være med at lede et hotel.“
En regeringsembedsmand i Ecuador sagde om stævneorganisationen: „De har planlagt alt indtil de mindste detaljer med matematisk nøjagtighed. Der er ikke meget vi kan gøre for dem som de ikke allerede selv har gjort.“ Og en direktør for et luftfartsselskab udtalte: „I er vældig dygtige til at organisere. Jeg ville ønske vi havde mænd som jer i vort firma.“ En hoteldirektør i en sydamerikansk by som havde lagt mærke til vidnernes effektive arbejde, sagde: „Hvis det var jer der styrede landet, ville jeg ikke have noget imod at betale skat, for så ved jeg at jeg ville få noget for mine penge.“
Personalet ved stævnehallen Palacio Peñarol i Montevideo, Uruguay, var dybt imponeret. I begyndelsen røg personalet, men da man lærte vidnerne at kende og kom til at samarbejde med dem, var der mærkeligt nok ingen der røg længere, og alle tiltalte hinanden som Hermano, „broder“. En af dem sagde: „Det er første gang der er en ren lugt her i Palacio Peñarol; der er ingen tobaksrøg eller andre ubehagelige lugte.“ En anden sagde: „Det er første gang bestyrelsen har overdraget hele bygningen, værelser og private kontorer inklusive, til nogen, og den synes ikke at være bekymret for hvordan ejendommen bliver behandlet.“
Ved disse stævner hørte stævnedeltagerne gang på gang at det der fremfor alt gør indtryk på indianerne og de fattige indfødte i de fjerntliggende egne i alle disse sydlige lande, er missionærernes og de andre vidners villighed til at besøge deres beskedne hjem og endog spise sammen med dem. De får hurtigt tillid til sådanne lærere der underviser dem i Bibelen og som selv er rede til at leve op til dens gode principper.
Når vi har gjort vort bedste, gør Jehova resten
Det sker ofte at Guds tjenere, efter at de har gjort deres allerbedste for at gøre hans vilje, når til det punkt hvor de må lægge sagen i Jehovas hånd, fordi de ikke kan gøre mere i egen kraft. De behøver tro på Gud for at klare sådanne situationer. Tænk for eksempel på den stævnetjener i Managua i Nicaragua der fik at vide at den forpagter der havde lejet stævnehallen til ham, var blevet sagt op og at lejekontrakten ikke længere var gyldig. Der var kun få dage til stævnet skulle begynde, og stævnedeltagerne fra hele Nicaragua var allerede på vej, for ikke at tale om de mange udenlandske gæster. Men til sidst gik alt i orden. Hallens ejer gik i sidste minut med til at udfærdige en ny kontrakt.
Den 1. januar begynder Ecuadors regntid normalt, og med dén kommer der store sværme af fårekyllinger og myg. I de foregående år måtte fårekyllingerne samles op i spandevis i byområderne, mens myggene gjorde livet uudholdeligt for alle. I år kom regnen ganske rigtigt den 1. januar, den selv samme dag som fire flyvemaskiner med vidner ankom fra Panama. Der blev imidlertid afholdt et vellykket stævne i Guayaquils overdækkede Coliseum. Og hvordan med fårekyllingerne? De ankom i tusindvis en time efter det afsluttende foredrag og besatte hvert hjørne af Coliseum. Som én sagde med henvisning til den græshoppelignende grundighed der præger Jehovas vidners organisation: „Græshopperne rykkede ud, og fårekyllingerne rykkede ind.“
Vidnerne i Santiago i Chile havde, lige siden det var blevet kendt at der skulle afholdes en international kongres i deres by, haft et godt øje til den vældige cykelbane der lå på det nationale stadions grund. Men cykelbanen var endnu ikke færdigbygget, og selv cykelforbundet, som den blev bygget til, havde så sent som i december måned prøvet at få lov at bruge stedet men havde fået afslag. Efter tålmodigt og udholdende at have drøftet sagen med den ene gruppe embedsmænd efter den anden, lykkedes det ikke desto mindre til sidst Jehovas vidner at leje dette nye stadion, og deres kongres, „Guds frie sønner“, var det første arrangement der blev afholdt der. Cykelsportens tilhængere blev af en journalist opfordret til at overvære vidnernes kongres for at få det første glimt af den færdige cykelbane.
I Uruguay så det ud til at en strejke der omfattede alle busser og taxaer, ville få en alvorlig virkning på antallet af tilstedeværende ved stævnet. Denne vanskelighed blev imidlertid også overvundet. Hvordan? Mange af de tilrejsende stævnedeltagere spadserede ganske simpelt til deres logi, som for nogles vedkommende lå langt borte. Der blev taget mange transportmidler i brug, blandt andet en stor lastbil og en af brandvæsenets busser. De besøgende nåede frem til deres hoteller og værelser, og det lykkedes dem også at være til stede i Palacio Peñarol og overvære det uforglemmelige stævneprogram.
Avisomtale af stævnerne
Stævnerne i 1966-67 fik den største og gunstigste omtale som Jehovas folks virksomhed i Mellem- og Sydamerika nogen sinde har fået. Men dette opnåedes ikke uden hårdt arbejde og tro på at Jehova ville velsigne det. Aviserne i Jamaica brugte 18,5 meter spalteplads til at fortælle om vidnernes aktivitet på Kingston’s National Stadium. En hel side i en af de ledende aviser var fyldt med billeder fra bespisningen i cafeteriaet og indeholdt rosende kommentarer om den renlighed der fandtes hos vidnerne.
I Guatemala stillede regeringens radiostation gratis tre timer til rådighed til interviews og andre beretninger om stævnet, mens de guatemalanske aviser brugte 10 meter spalteplads, inklusive atten fotografier, til at fortælle om vidnernes sammenkomst. I San Juan i Puerto Rico var der tværs over gaderne på strategiske steder anbragt fem bannere der annoncerede det offentlige foredrag. I Brasilien blev der gjort et godt stykke arbejde for at henlede pressens opmærksomhed på stævnet, med det resultat at der i alt blev brugt 108 meter spalteplads til at berette om stævnet.
Det illustrerede tidsskrift Flash i Santiago i Chile omtalte på forsiden dåben, og de fire efterfølgende sider bragte billeder og en forklarende tekst med overskriften: „Stadions svømmebassin omdannet til døbefont.“ Helt anderledes var motivet bag den artikel der blev udgivet af det kommunistiske dagblad i samme by, El Siglo (Århundredet), med overskriften: „Jehovas vidner omdanner stadion til et antikommunistisk tempel.“ Andre lokale aviser forklarede imidlertid i overensstemmelse med sandheden at vidnerne er fuldstændig neutrale i politiske spørgsmål, og at de udelukkende har viet sig til at forkynde og lære andre om Bibelens budskab til vor tid.
Det illustrerede tidsskrift Bohemia i Puerto Rico indeholdt den 26. februar en seks siders beretning om stævnet, inklusive tolv billeder fra dåben og de bibelske skuespil. Artiklen sluttede: „Med den oprigtighed der præger Jehovas [vidners] ord, er utallige boricuas [puertoricanere] helt overbeviste om at de vil komme til at opleve ’Menneskehedens millennium under Guds rige’.“
Alle Costa Ricas aviser skrev om stævnet i San José og brugte i alt omkring to meter spalteplads. Over en kæde af radiostationer blev der udsendt et interview på spansk med vicepræsidenten for Watch Tower Society, F. W. Franz. Nyheden om Jehovas folks tro blev således udbredt ved hjælp af radio, fjernsyn og det trykte ord.
Missionærer fortæller deres beretning
De vidner der besøgte Mexico og de andre lande sydpå, vil aldrig glemme de beretninger de hørte nidkære missionærer fortælle om deres trængsler og glæder i de fremmede distrikter. Ved hvert stævne blev der holdt særlige møder på engelsk hvor disse missionærer fortalte om deres tjeneste i de mange år der var gået siden de forlod hjem, slægtninge, og en behagelig tilværelse med mange moderne bekvemmeligheder, for at tjene hvor behovet for at forkynde Riget er særlig stort. På hvert af Watch Tower Society’s landskontorer havde selskabets præsident og bestyrelsesmedlemmer også et særligt møde med disse missionærer som de nød et måltid sammen med. Det var vidunderligt at tale med disse trofaste ordets tjenere der flittigt har arbejdet i deres missionærdistrikter i op til nogle og tyve år.
En missionær fortalte om tre familier i en lille peruansk by. De var interesseret i Bibelen og var begyndt at holde møder i et hjem. Snart var der tredive til stede. Et vidne stillede sin garage til rådighed og fik fat i nogle stole til det voksende antal tilstedeværende. Fra denne by kom der toogtredive til stævnet „Guds frie sønner“. En anden missionær, der kom til Colombia for to år siden, fortalte at han i al den tid kun kunne mindes et sted hvor man havde smækket døren i for næsen af ham.
Disse missionærer har haft den forret at være vidne til en storslået fremgang i Rigets arbejde. Som en af dem bemærkede om forkyndelsen i Colombia: „Hvad stævnepladser angår har vi gjort fremskridt lige fra små gårdspladser til store stadioner.“ Disse trofaste missionærer betragter deres tildelte distrikt som deres „hjem“. De fortæller at nogle af deres slægtninge en gang imellem skriver og opfordrer dem til at komme hjem til de moderne bekvemmeligheder der findes derhjemme. Men de har anlagt det syn at den enkle tilværelse de lever i det fremmede, giver dem langt større mulighed for uhindret at varetage Rigets interesser. Når de rejser hjem på en kort ferie, er de desuden ivrige efter at vende tilbage til disse elskelige mennesker der er blevet deres børn i troen. Når de opholder sig andre steder end i deres missionærdistrikt føler de sig som fisk der er trukket op af vandet.
Ved flere lejligheder hørte de udenlandske delegerede præsidenten for Vagttårnsselskabet, N. H. Knorr, opfordre dem til når de kom hjem at fortælle andre vidner om den store og høstmodne arbejdsmark der findes i disse sydlige lande, en god arbejdsmark for dem der har den sande missionærånd. Der er stadig mange steder hvor hele familier kan flytte hen og tjene hvor behovet er stort. Unge ægtepar og unge ugifte mænd og kvinder bør forhøre sig om hvilke krav de må opfylde for at komme på Gileadskolen og blive uddannet til en livskarriere som missionærer. Det er nødvendigt at have Esajas’ ånd, at have den indstilling der får en til at sige som Esajas: „Her er jeg, send mig?“ (Es. 6:8) Tænk engang! Behovet i disse sydlige lande er så presserende at der er brug for mindst et tusind flere missionærer netop nu!
Stævnernes højdepunkter
Ved stævnerne „Guds frie sønner“ var der arrangeret dåb, og en stor skare nye vidner gav udtryk for deres tro ved at lade sig døbe. Det var ikke efter en pludselig indskydelse, men efter nøje overvejelse og mange måneders bibelstudium at disse vidner i alle aldre, lige fra de helt unge til de halvfjerdsårige, her trådte frem og erklærede sig rede til at blive døbt i vand som en offentlig tilkendegivelse af at de havde viet deres liv til Gud. I alt blev der døbt 6131 ved alle stævnerne.
De bibelske skuespil der blev opført ved hvert stævne, blev af vidnerne hilst velkommen som det mest effektive middel til at indprente Bibelens gode principper i unges og gamles sind. Efter at en fader fra Ecuador der havde sparet i mange måneder for at kunne tage sin familie med til stævnet, havde set den levende vejledning der blev givet i programpunktet „Brug Bibelen som en rettesnor i livet“, sagde han: „Det at mine børn så denne ene demonstration var hver eneste sucre værd som det har kostet mig. Ingen af os vil glemme den klare vejledning der blev givet.“ En anden stævnedeltager sagde: „Aldrig har Bibelen talt med en sådan styrke. Når jeg nu læser Bibelen vil jeg prøve at forestille mig det jeg læser, så jeg kan huske det.“
Det antal der overværede det offentlige foredrag „Menneskehedens millennium under Guds rige“, var uden fortilfælde, idet der i alt var mere end 175.000 der lyttede til det ved de enogtyve stævner. Det er meget tydeligt at folk er interesseret i den jordiske fremtid som Guds ord stiller lydige mennesker i udsigt. Ved nogle af stævnerne var det højeste antal tilhørere flere gange så stort som antallet af vidner i landet.
Sådanne tal taler deres tydelige sprog om den vækst der er sket i de sidste tyve år. De viser også noget om størrelsen af den arbejdsmark hvor der stadig er brug for dem der har tro til at række efter større tjenesteforrettigheder. Store skarer af mennesker i disse lande er ivrige efter at lære hvordan de skal studere Bibelen og tjene Gud på en velbehagelig måde. De har brug for lærere der vil vise dem hvordan de skal bære sig ad. I hele Central- og Sydamerika, er der kun ét vidne for hver 1600 indbyggere. Der er i sandhed et stort behov for kvalificerede missionærer og andre der kan tilrettelægge deres forhold så de kan bruge mere af deres tid til at forkynde; der er kun få år tilbage af denne tingenes ordning, og der er store skarer der venter på at høre den gode nyhed!
Den tro som de missionærer der allerede virker i denne og andre dele af verden, lægger for dagen, omtales overalt i verden hvor der findes Jehovas vidner. De er i sandhed gået i spidsen for det store arbejde med at oplyse folk i mange nationer. Har du også en sådan tro, og tilskynder den dig til at tilbyde din tjeneste?
[Oversigt på side 357]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Stævnebyer: Mexico City, Mexico
Aktive vidner i 1947: 4.125
Aktive vidner jan. 67: 33.257
Højeste antal tilh.: 36.556
Antal døbte: 1.082
Stævnebyer: Guatemala City, Guatemala
Aktive vidner i 1947: 75
Aktive vidner jan. 67: 1.446
Højeste antal tilh.: 2.950
Antal døbte: 102
Stævnebyer: San Salvador, El Salvador
Aktive vidner i 1947: 80
Aktive vidner jan. 67: 1.026
Højeste antal tilh.: 4.989
Antal døbte: 105
Stævnebyer: Belize, Britisk Honduras
Aktive vidner i 1947: 38
Aktive vidner jan. 67: 370
Højeste antal tilh.: 755
Antal døbte: 10
Stævnebyer: Tegucigalpa, Honduras
Aktive vidner i 1947: 45
Aktive vidner jan. 67: 837
Højeste antal tilh.: 1.422
Antal døbte: 60
Stævnebyer: Managua, Nicaragua
Aktive vidner i 1947: 36
Aktive vidner jan. 67: 824
Højeste antal tilh.: 1.654
Antal døbte: 71
Stævnebyer: San José, Costa Rica
Aktive vidner i 1947: 449
Aktive vidner jan. 67: 2.677
Højeste antal tilh.: 2.974
Antal døbte: 73
Stævnebyer: Panama City, Panama
Aktive vidner i 1947: 175
Aktive vidner jan. 67: 1.413
Højeste antal tilh.: 2.110
Antal døbte: 60
Stævnebyer: Barranquilla, Colombia
Aktive vidner i 1947: 29
Aktive vidner jan. 67: 4.203
Højeste antal tilh.: 5.777
Antal døbte: 179
Stævnebyer: Kingston, Jamaica
Aktive vidner i 1947: 1.185
Aktive vidner jan. 67: 5.162
Højeste antal tilh.: 9.458
Antal døbte: 189
Stævnebyer: Guayaquil, Ecuador
Aktive vidner i 1947: 14
Aktive vidner jan. 67: 1.616
Højeste antal tilh.: 2.723
Antal døbte: 172
Stævnebyer: Lima, Peru
Aktive vidner i 1947: 22
Aktive vidner jan. 67: 2.484
Højeste antal tilh.: 6.925
Antal døbte: 265
Stævnebyer: Santiago, Chile
Aktive vidner i 1947: 137
Aktive vidner jan. 67: 3.888
Højeste antal tilh.: 7.693
Antal døbte: 441
Stævnebyer: La Paz, Bolivia
Aktive vidner i 1947: 16
Aktive vidner jan. 67: 562
Højeste antal tilh.: 1.150
Antal døbte: 66
Stævnebyer: Asunción, Paraguay
Aktive vidner i 1947: 34
Aktive vidner jan. 67: 535
Højeste antal tilh.: 489
Antal døbte: 37
Stævnebyer: Buenos Aires, Argentina (samt Córdoba)
Aktive vidner i 1947: 679
Aktive vidner jan. 67: 12.331
Højeste antal tilh.: 15.238
Antal døbte: 692
Stævnebyer: Montevideo, Uruguay
Aktive vidner i 1947: 175
Aktive vidner jan. 67: 2.264
Højeste antal tilh.: 3.958
Antal døbte: 212
Stævnebyer: São Paulo, Brasilien
Aktive vidner i 1947: 648
Aktive vidner jan. 67: 38.109
Højeste antal tilh.: 46.151
Antal døbte: 1.723
Stævnebyer: Caracas, Venezuela
Aktive vidner i 1947: 29
Aktive vidner jan. 67: 4.171
Højeste antal tilh.: 10.463
Antal døbte: 195
Stævnebyer: San Juan, Puerto Rico
Aktive vidner i 1947: 87
Aktive vidner jan. 67: 3.488
Højeste antal tilh.: 8.604
Antal døbte: 225
Stævnebyer: Santo Domingo, Dom. Rep.
Aktive vidner i 1947: 59
Aktive vidner jan. 67: 2.312
Højeste antal tilh.: 5.154
Antal døbte: 172
Aktive vidner i 1947: 8.137
Aktive vidner jan. 67: 122.945
Højeste antal tilh.: 177.193
Antal døbte: 6.131