Faste i troen trods modstand
„Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ — 2 Kor. 13:5.
1. (a) Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv? (b) Hvordan kom Paulus’ tro til udtryk?
DET er helt på sin plads at vi spørger os selv: Er vor tro som den sagtmodige men frygtløse Moses’ tro? eller som den nidkære Paulus’ tro? Tænk for eksempel på hvordan Paulus var udholdende i sin tjeneste, selv om den bragte ham i mange vanskeligheder. Han blev slået, stenet, led skibbrud, rejste under farlige omstændigheder, var i fare i ørkener, i fare på havet, led sult og tørst, og måtte ofte fryse. Selv til kristne der havde opdyrket en stærk tro, skrev Paulus formanende: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ Med disse ord viste han at kristne årvågent må ransage sig selv for at bevare en loyal stilling hos Gud. — 2 Kor. 13:5; 11:25-27.
2. Hvilke trosprøver kan vi forvente at komme ud for, og hvilke eksempler har vi på trofasthed og mod?
2 I den bibelske beretning læser vi ofte om at trofaste mennesker, både i tiden før Kristus og i den første kristne menighed, mødte modstand, blev arresteret på falske anklager, blev forfulgt af nationalistiske mennesker, og kom ud for mange andre lignende trængsler. Dog modstod de disse prøvelser frygtløst, uden at gå på kompromis med modstanderne. Ofte blev de falskeligt anklaget. Nogle blev fængslet! Husk hvorledes Josef i Ægypten tilbragte to år i fængsel, anklaget for en forbrydelse han ikke havde begået. (1 Mos. 39:7-20) Peter og Johannes og de andre apostle blev engang arresteret fordi de uden ophør fortsatte med at forkynde ordet. (Ap. G. 4, 5) Forfølgelse af denne art fandtes ikke kun på den første kristne menigheds tid. Også i de seneste årtier har sande kristne vidner for Jehova fået deres tro prøvet på mange forskellige måder.
Spanien
3. Hvilket eksempel på tro har vi fra Spanien, og hvad blev resultatet med hensyn til forkyndelsen?
3 I 1952 blev nogle Jehovas vidner i Spanien til stadighed overvåget af politiet. Disse vidner ledede et bibelstudium i et bestemt hus hvor de havde været flere gange. Engang ventede det hemmelige politi på dem. De blev arresteret, deres hjem blev gennemsøgt og de blev sat i fængsel. Foruden at de blev berøvet deres frihed, blev de også udsat for skældsord og trusler og i samme grove tone advaret om hvilke følger det ville få hvis de fortsatte med at forkynde den gode nyhed. De udviste imidlertid en urokkelig tro, for de 121 Jehovas vidner der deltog i tjenesten i Spanien dengang, fortsatte med at forkynde. I 1966 var der 4302 forkyndere. Ja, de adlød „Gud mere end mennesker“. — Ap. G. 5:29.
Tyskland
4. (a) Hvilken forfølgelse blev de tyske forkyndere stillet over for i 1920rne og først i 1930rne, og hvordan blev forfølgelsen overvundet? (b) Hvilken erklæring mod Jehovas vidner i Tyskland fremsatte Hitler efter at han var kommet til magten?
4 Jehovas vidners forkyndelsesarbejde i Tyskland mødte stor modstand fra 1920rne og frem til 1933. I 1931 og 1932 alene var der 2335 retssager mod Jehovas vidner. Forfølgelsen blev modstået med udholdenhed, hvilket blandt andet fremgår af den kendsgerning at de tyske Jehovas vidner i årene 1919-1933 uddelte otteogfyrre millioner bibelske småbøger og syvoghalvfjerds millioner eksemplarer af Das Goldene Zeitalter (nu Erwachet!, Vågn op!). Forfølgelsen nåede imidlertid et højdepunkt da Hitler kom til magten; han er selv fremkommet med denne udtalelse: „Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter er urostiftere . . . jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle, at de tyske katolikker bliver tilsmurt på den måde . . . Jeg opløser ’De alvorlige Bibelstudenter’ i Tyskland; deres ejendomme giver jeg til folkets vel; jeg vil have al deres litteratur konfiskeret.“ Selskabets ejendom i Magdeburg blev beslaglagt, og regeringen konfiskerede og brændte bibelske bøger og brochurer til en værdi af over 175.000 kroner. Men til trods for denne modstand fortsatte de trofaste kristne med at forkynde under jorden.
5. Hvordan kan det tilbud om kompromis som de tyske kristne fik, sammenlignes med den prøve som Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego blev stillet på?
5 Under Hitlers styre fik mange at vide at hvis de blot ville underskrive en erklæring hvori de fornægtede deres stilling som Jehovas vidner, kunne de få deres frihed og redde livet. Nogle gav efter, men de fleste var trofaste, idet de huskede på Bibelens beretning om de tre hebræere der blev truet med at blive kastet i den gloende ovn hvis de ikke ville bøje sig for Nebukadnezars store billedstøtte der var opstillet på Durasletten. Da de nægtede at deltage i billeddyrkelsen pådrog de sig kongens vrede. Deres faste tro lyser ud af det svar de gav kongen: „Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ Jehova udfriede dem virkelig, for selv om de blev kastet i den ekstra ophedede ovn, læser vi at „ilden ikke havde haft nogen magt over hine mænds legemer, at deres hovedhår ikke var svedet, at deres kapper var uskadte, og at der ikke var brandlugt ved dem“. Lignende forsøg fra fjendens side på at få Jehovas vidner i Tyskland til at gå på kompromis, blev tilbagevist af trofaste kristne med den samme ubrydelige tro. — Dan. 3:16-18, 27.
Canada
6. Hvad skete der i Canada i 1940rne?
6 Ikke kun i Tyskland kom kristne ud for vanskeligheder. I Canada blev bladet Vagttårnet forbudt i begyndelsen af 1940rne, og også her erfarede Jehovas vidner forfølgelse og fængslinger under den anden verdenskrig. Især i provinsen Quebec blev de udsat for mange nærgående overgreb på ejendom og personlig frihed, men denne forfølgelse blev overvundet ved en lang og hård kamp lige fra de lavere domstole op til Canadas højesteret.
7. Hvilke anklager blev rettet mod vidnerne i Quebec i 1949, og hvilken forfølgelse resulterede det i?
7 I 1949 blev vidnerne i Quebec anklaget for oprør. De blev offentligt bagtalt og udsat for pøbeloverfald, ja de blev ligefrem jaget gennem hele provinsen og systematisk pågrebet som forbrydere, arresteret på falske anklager, og tilbageholdt i fængsler som var befængte med utøj og sygdomme; og for at blive løsladt måtte de betale uhørt høje kautioner. Men sådanne indstævninger er ikke nye. Paulus blev bragt for retten og anklaget på samme måde, som „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne“, og det fordi han gjorde det samme som de canadiske vidner, nemlig fortalte andre om Guds rige. — Ap. G. 24:5.
8. Hvad blev resultatet i Canada da man fortsatte med at forkynde og kæmpe for friheden?
8 Retssager og forfølgelse fortsatte i adskillige år i Canada, indtil højesteret den 6. oktober 1953 afsagde en kendelse til gunst for Jehovas vidner med dommerstemmerne 5-4. Med denne sejr afvistes otte hundrede sager, og det som et resultat af at Jehovas vidner havde udholdt forfølgelse og dårlig behandling ved at fortsætte med at forkynde og fastholde deres ret til tilbedelsesfrihed. Ligesom Paulus ikke ville gå på kompromis ved at holde op med at forkynde, sådan ville de trofaste canadiske vidner heller ikke gå på kompromis, men bevarede deres integritet og modstod forfølgelsen i tro.
Amerikas forenede Stater
9-11. (a) Har man erfaret nogen forfølgelse i De forenede Stater? (b) Hvordan berørte forfølgelsen Jehovas vidners børn? (c) Hvad blev resultatet til sidst fordi man ikke gik på kompromis?
9 I mange områder i De forenede Stater blev Jehovas vidner for år tilbage udsat for megen modstand og umotiveret forfølgelse. I Texas og Oklahoma blev pøbelsværme ophidset til voldshandlinger mod Jehovas vidner. I Plainfield og Jersey City, New Jersey, i det sydvestlige Pennsylvanien, og i Griffin, Georgia, for blot at nævne nogle få steder, blev vidnerne fængslet for at forkynde evangeliet. Langvarige juridiske kampe fulgte, og til sidst blev modstanden overvundet fordi man holdt fast ved Guds ord og bevarede en stærk tro.
10 Derefter kom stridighederne vedrørende flaghilsen-spørgsmålet, som medførte at Jehovas vidners børn blev forfulgt. Fordi disse børn bevarede deres integritet over for Jehova og ikke hilste flaget, blev mange af dem udvist af de offentlige skoler og nægtet undervisning.
11 Herefter fulgte utallige retssager over hele U.S.A., da de kommunale myndigheder prøvede at tage vedtægter for omrejsende handlende i brug for at hindre Jehovas vidners forkyndelsesarbejde. Ved en utrættelig retsforfølgning ved De forenede Staters domstole lykkedes det at føre alle disse retssager, og desuden flaghilsen-sagerne, igennem til gunstige kendelser i højesteret, og derved at befæste tilbedelsesfriheden.
12. Hvilken forfølgelse kom unge forkyndere i værnepligtsalderen ud for?
12 I årene 1940-1946, det vil sige under den anden verdenskrig og i tiden derefter, blev omkring 4300 unge amerikanske forkyndere eller prædikanter arresteret og fængslet, idet de modtog domme på op til fem års fængsel fordi de prøvede at bevare deres status som prædikanter. Den amerikanske værnepligtslov fritager specielt præster og prædikanter fra militærtjeneste, men disse trofaste forkyndere blandt Jehovas vidner blev nægtet denne fritagelse. Mange som havde afsonet én dom og var blevet løsladt, blev arresteret igen kort efter og sendt tilbage til fængselet med en ny dom. Ikke desto mindre bevarede disse unge forkyndere deres integritet, og de gjorde endog fremskridt i den tid de var i fængsel, ved at følge et fastlagt bibelstudieprogram og fortsat opbygge deres tro som forkyndere. Ja, når lejlighed bød sig forkyndte de endog for vagter og andre som de kom i kontakt med.
Andre prøvelser
13. (a) Hvilke andre steder er forfølgelse forekommet? (b) Beskriv den trofaste handlemåde som en søster bag jerntæppet fulgte. Hvilket eksempel og hvilken formaning fra Bibelen var hun i overensstemmelse med?
13 Også i Italien, i Grækenland, på Filippinerne og i mange andre lande erfarede man alvorlig forfølgelse og hæmmende forbud. I alle tilfælde prøvede modstanderne at skræmme Jehovas vidner, prøvede at bryde deres troskab og loyalitet mod Jehova. En søster der blev ført frem for en byret bag jerntæppet, var et glimrende eksempel på trofasthed. Da den præsiderende embedsmand sluttede sin trussel, råbte de kvinder der var til stede: „Disse folkets fjender burde drives ud i havet.“ Dette udbrud rokkede ikke hendes tro en tøddel, for hun svarede hurtigt: „Jeg er indviet til at tjene den Gud som styrer universet. Jeg vil aldrig svigte ham under nogen omstændigheder. De kan sulte mig til døde hvis De vil, men jeg vil ikke afsværge min tro, og jeg vil heller ikke gå på kompromis i noget trosspørgsmål.“ Måske huskede hun Paulus’ ord: „Jeg er overbevist om, at hverken død eller liv . . . eller regeringer . . . vil kunne skille os fra Guds kærlighed.“ Hvilken tro hun lagde for dagen! Resultatet? Hun fik lov til at gå, og der skete hende intet yderligere. (Rom. 8:38, 39, NW) Vi ser altså at der kræves trofasthed selv under de mest prøvende omstændigheder, og Jehovas velsignelse var sandelig med denne søster fordi hun ikke ’frygtede for dem som dræber legemet’. — Matt. 10:28.
14. Hvilke muligheder for at gå på kompromis kan der opstå når der bliver tale om blodtransfusion, og hvilken formaning bør man følge?
14 Jehovas vidners tro og styrke sættes hyppigt på prøve i forbindelse med nægtelsen af blodtransfusioner. Ofte vil slægtninge og venner som ingen forståelse har af Guds befalinger, lægge hårdt pres på det sygdomssvækkede eller kvæstede vidne, og prøve at få vedkommende til at slippe sin tro på Guds ord og hans befaling om at afholde sig fra blod. Et Jehovas vidne vil imidlertid standhaftigt holde sig til den formaning der findes i Apostlenes Gerninger 15:29: „[Afhold] jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret. Lev vel!“ Når det drejer sig om spørgsmål som dette, kan lydige kristne ikke gå på kompromis, selv om de bliver spottet og latterliggjort af slægtninge eller andre.
15. Hvorfor ville det ikke være rigtigt at have verdsligt arbejde ved vor tids babyloniske organisation?
15 Kristne kan også komme ud for trosprøver fordi de ønsker at holde sig fri af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Hvis man er entreprenør eller bygningshåndværker, eller er ansat hos en entreprenør der bygger kirker, kunne man måske komme til at arbejde for kristenhedens kirker, eller man kunne måske ligefrem få fast ansættelse ved en kirke som portner, eller lignende. Hvilken parodi ville det ikke være om en kristen formanede andre med ordene i Åbenbaringen 18:4: „Drag ud fra hende [Babylon], mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager,“ hvis han samtidig selv var en del af dette Babylon ved sin beskæftigelse!
16. Hvilke andre problemer kan opstå med hensyn til verdsligt arbejde, og hvad bør en kristen gøre?
16 Hvis man arbejder inden for krigsindustrien eller er ansat ved et firma hvis hovedproduktion ligger inden for dette område, kan man bringe sin stilling som kristen i fare. I en sådan situation kan man ikke undgå at følge en kurs der er imod Guds ord, som formaner kristne til ikke at indtage blod eller udgyde blod på nogen måde. Dersom man følger en sådan kompromisløs kurs, udsætter man sig muligvis for arbejdskammeraters og arbejdsgiveres hån, eller man mister måske endog sit arbejde. Ikke desto mindre vil den kristne huske på at han ikke kan have nogen andel i nationernes krige eller krigsbestræbelser. Jesus fastslog: „Du må ikke slå ihjel.“ (Matt. 5:21) Desuden skriver Paulus i Andet Korinterbrev 6:14-17 — og det er med til at bekræfte dette princip — at vi ikke kan trække i ulige åg med beskæftigelser der afgjort er en del af denne troløse verden. Hvis en kristen befinder sig i en sådan situation, vil det være klogt af ham at søge sig en anden beskæftigelse.
17. (a) Hvad kom Peter og Johannes ud for da myndighederne forbød dem at forkynde? (b) Hvilken handlemåde bør forkyndere i dette tyvende århundrede følge?
17 Lignende trosprøvende situationer kan opstå i forbindelse med den kristnes forkyndelsesarbejde. Hvis kejseren eller den verdslige myndighed for eksempel forbyder os at forkynde den gode nyhed om Riget, må vi som kristne handle lige så fast og resolut i dag som apostlene gjorde for nitten hundrede år siden. På foranledning af de jødiske religiøse ledere forbød myndighederne apostlene at tale i Jesu navn. Ja, de blev oven i købet pisket, hvorefter de blev advaret om ikke at forkynde mere og fik lov at gå. Men de bevarede deres integritet uden at vakle. Da alle apostlene forlod sanhedrinets domstol var de „glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. Denne handlemåde var ikke et forsøg på at trodse eller udfordre de styrende, men den var et udtryk for urokkelig lydighed mod Kristi befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget i hele verden til et vidnesbyrd for alle nationerne, i erkendelse af at derefter skulle enden komme. (Ap. G. 5:41, 42; Matt. 24:14) Mange kristne har mistet deres stillinger når de er blevet arresteret på falsk grundlag og kastet i fængsel, fordi de trofast fortsatte med at forkynde den gode nyhed. Følgelig må også kristne i dette tyvende århundrede nidkært bevare deres integritet, uden at nægte kejseren det som tilkommer ham, men dog også uden at gå på kompromis med hensyn til deres trofasthed over for Gud, mens de fortsætter med at forkynde i hele verden. De må være lige så faste og afgjorte som apostlene var, uanset hvilket land de nu tilfældigvis bor i, og de må fortsætte med at forkynde selv om deres arbejde bliver forbudt, ja selv om de bliver fængslet og truet med vold.
Resolutioner om trofast tjeneste
18. Hvor mange resolutioner blev vedtaget i årene 1922-1928, mod hvem var de rettet, og hvor blev de uddelt?
18 I årene 1922-1928 blev syv modige resolutioner vedtaget og uddelt over en stor del af verden, og disse resolutioner viste at de syv plager der omtales i Åbenbaringens sekstende kapitel, var domme der var rettet mod vor tids Babylon den Store og de politiske elementer som Babylon støtter.
19. (a) Hvilken resolution blev vedtaget i 1963, af hvor mange, og med hvilke erklæringer? (b) Hvorfor kræver vedtagelsen af sådanne resolutioner mod?
19 Så sent som i 1963 blev en kraftig resolution vedtaget af i alt 454.977 ved Jehovas vidners stævner „En evigvarende god nyhed“, som blev afholdt hele jorden rundt. Foruden de ovennævnte syv plager indeholdt den fælles resolution stævnedeltagernes beslutning om at blive stående urokkeligt på Jehova Guds messianske riges side, at opdyrke åndens frugt, at udøve en ren og ubesmittet tilbedelse, og at kæmpe mod „ondskabens åndemagter i himmelrummet“ indtil Satan, „denne verdens fyrste“, og hans dæmoner er kastet ned i afgrunden. Resolutionen sluttede: „Vi [vil] uden partiskhed forkynde alle mennesker ’den evigvarende gode nyhed’ om hans messianske rige og om hans domme, der rammer fjenderne som en plage; men når de eksekveres vil det betyde frihed for alle de mennesker der ønsker at tilbede Gud, Skaberen, i ånd og i sandhed.“ Det kræver mod og tapperhed at indtage en så fast holdning over for den nationalistiske tilbedelse af den politiske stat, og over for den tilbedelse der er forbundet med internationale organisationer for verdens fred og sikkerhed, som for eksempel De forenede Nationer med dens 119 medlemmer. En sådan modig holdning kræver den samme ukuelige tro som den Peter og Johannes og mange andre af de første kristne lagde for dagen. — Ap. G. 4:18-21.
20. (a) Hvad kan kristne forvente hvis de følger en trofast kurs? (b) Hvilke ting kan bringe en urokkelig tro i fare?
20 Det er let at se at apostlene og andre kristne på den tid fik deres tro hårdt prøvet. De blev endog fængslet og dræbt for troens skyld. Sande kristne i dag bør være lige så tillidsfulde, og stole helt på Jehovas beskyttelse. Det er sandt at der er nogle som ikke har kæmpet en hård kamp for troen men har ladet sig skræmme af politiske organisationer, af slægtninge og venner, ligesom mange er blevet ofre for materialismens trælbindende snare.
Når troen trues
21. Hvilke underfundige farer kan nedbryde ens tro?
21 Det første skridt henimod at miste sin tro og trofasthed, er at begynde at unddrage sig. Denne negative kurs kan begynde meget underfundigt, og det gør den særlig farlig. Det kunne begynde med at man gjorde sin indsats mindre og mindre, eller at man nægtede at antage nye sandheder fordi de var en udfordring til én. Det kunne skyldes dovenskab, eller måske være et spørgsmål om manglende selvfornægtelse. Vi får en særlig advarsel om ikke at opgive vores trofasthed fordi nogle i menigheden stoler på deres egen dømmekraft og glemmer at stole helt og holdent på Jehova. Jesu broder og discipel Judas omtaler sådanne mennesker: „Der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.“ (Jud. 4) Disse ord er en advarsel til os. En lignende advarsel har vi i udtalelsen om at der skulle snige sig ulve i fåreklæder ind i hjorden. (Matt. 7:15) Sådanne advarsler var betimelige for nitten hundrede år siden, og vi ved at de også gælder vor tid, ja at de talte profetisk om forhold der skulle opstå i de „sidste dage“.
22. Hvordan kan det vi læser få indflydelse på vor tro?
22 Et menneskes tro kan også svækkes af det han læser og fylder sit sind med, hvis han for eksempel læser mange bøger der beskæftiger sig med „højere bibelkritik“ og verdslig filosofi. Vi bør huske at når vi læser en bog, bliver bogens forfatter vor lærer, og derfor bør man vælge sit læsestof med stor omhu. Når sådanne oplysninger kommer fra mennesker uden for Jehovas organisation, eller fra nogle som har sneget sig ind i organisationen for at skade den, vil det være godt at følge det råd Paulus gav til den unge mand Timoteus da han skrev: „Bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus.“ (2 Tim. 3:14-16) Hvis vor tro på nogen måde trues fra denne gamle tingenes ordnings side, eller på anden måde, lad os da befri vort sind for alle sådanne lænker, og altid huske at det er den sande Gud Jehova og hans søn Kristus Jesus der er vore lærere.
Tro kræves
23. Hvilket råd gav Paulus vedrørende tro i sit brev til tessalonikerne?
23 Fasthed og standhaftighed i udførelsen af Jehovas vilje vil holde vor tro stærk. Vi får dette råd af Paulus: „Så stå da fast, brødre! og hold fast ved de overleveringer, hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller brev. Og han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os en evig trøst og et godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer i al god gerning og tale!“ Dette er levende ord, formaninger som blev givet til menigheden for nitten hundrede år siden og som er lige så værdifulde og aktuelle nu. „Men trofast er Herren; han vil styrke jer og bevare jer fra det onde; . . . Ja, Herren lede jeres hjerter til Guds kærlighed!“ (2 Tess. 2:15-17; 3:3-5) Lige så vigtigt som det var for den kristne for nitten hundrede år siden at holde sig nær til Jehovas organisation, lige så vigtigt er det i dag. Hvordan kan det da hjælpe os?
24. Hvad skal vi være travlt optaget af at gøre nu, og hvad er nødvendigt for at behage Gud?
24 At være travlt optaget af at forkynde den gode nyhed vil give os mod og opmuntring. I Første Korinterbrev 15:58 læser vi: „Derfor, mine elskede brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.“ Arbejdet med at forkynde, arbejdet med at øve kærlighedsgerninger blandt ens medkristne, vil styrke ens tro og ens integritet. Det er indlysende at en sådan tro, nemlig troen på Jehova, vil give os styrke til at modstå alle fjendens overgreb og forsøg på at skræmme. Husk altid at „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.