Hvad præsterne foretager sig

EN LILLE dreng tog en støvet bibel ned fra hylden og spurgte sin moder: „Er dét Guds bog?“

„Ja,“ svarede moderen.

Hvorpå drengen sagde: „Skulle vi så ikke give ham den igen, vi bruger den jo alligevel aldrig?“

En overskrift i bladet This Week for 25. februar 1968 lød: „Hvad er der ved at ske med religionen?“ I artiklen stod der blandt andet: „Protestanter siger anklagende at deres trossamfund ’bliver drevet som et forretningsforetagende’. Katolikker siger at fødselskontrol er en privatsag og forkaster pavens ufejlbarlighed. Nonner opgiver klosterlivet for at bo i lejligheder i byerne. Præster forlader kirken i så stort tal som aldrig før for at gifte sig. En af [U.S.A.s] bedst kendte episkopale biskopper står anklaget for kætteri. Religionslærere bekendtgør at ’Gud er død’. . . . Kaos, bitterhed og forvirring hører øjensynlig til dagens orden.“

Hvorfor dette kaos? Hvorfor ligger Bibelen og samler støv i de fleste såkaldt kristne hjem? Hvorfor tilsidesættes og forklejnes Guds love så ofte? Og hvorfor daler respekten for præsterne i dag?

Forklejner Bibelen

Jesus Kristus, hans apostle og de øvrige kristne i det første århundrede nærede alle dyb respekt for Guds ord, Bibelen. Jesus sagde i en bøn til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Apostelen Paulus sagde til sin tids kristne: „Dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, [tog I] ikke . . . imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er.“ — 1 Tess. 2:13.

Alligevel kunne man læse følgende i Providence Journal for 30. september 1967:

„Washington — (RNS) — Efter at have analyseret Fadervor sætning for sætning som den findes i Mattæus-evangeliet, udtalte pastor Duncan Howlett fra Den unitariske Allehelgenskirke at han ikke længere ville bruge den i sin kirke.

Præsten sagde til menigheden at bønnen mangler virkeligt indhold, . . . Som eksempel på hvad han mente sagde mr. Howlett at sætningen ’Helliget vorde dit navn’ er en ’vittighed’ i en tid hvor Guds navn ’ikke længere er så helligt som navnet Washington, Lincoln eller Kennedy’.“

Dette er ikke noget isoleret tilfælde. Flere og flere præster forklejner Bibelen. I en New York-avis lød en overskrift: „Gejstligheden kritiserer Bibelens lære“. Avisen skrev at det ifølge London-præsten H. Smith „er tidsspilde og kan være skadeligt“ at undervise unge mennesker i Bibelen. Alligevel gav apostelen Paulus kristne fædre dette påbud angående deres børn: „Opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ — Ef. 6:4.

For et par år siden var der på forsiden af Toronto-bladet Star Weekly et billede af præsten G. Goth, som udtalte: „De ti bud er døde.“ Hans artikel gav det indtryk at Gud forlanger at mennesker i dag skal rette sig efter Moseloven, at den er forældet, og at De hebraiske Skrifter er uden værdi. Han gjorde ikke noget forsøg på at forklare at Moseloven ikke er bindende for kristne (hvad Bibelen klart viser) men fyldt med principper og profetiske forbilleder som er af største vigtighed for dem. — Rom. 6:14; Hebr. 10:1.

De fleste præster har i den grad nedvurderet Bibelens dynamiske og inspirerende budskab at redaktøren af det kirkelige stof ved Oakland-bladet Tribune kunne skrive: „En nylig undersøgelse viser . . . at den tid er forbi hvor en prædiken varer 30 til 40 minutter. Undersøgelsen syntes at vise at præsterne nøjes med at tale i 10 minutter, og ikke længere end et kvarter.“ Nogle mener at præsterne bør tale i endnu kortere tid. I det norske ugeblad Illustrert for 15. maj 1968 udtaler teologen Jan P. Hagberg om prædikenen: „Den bør ikke vare over syv minutter, for da indtræder der en træthedstærskel. Desuden må vi tale på en anden måde: Mindre om frelse og mere om retfærdighed. Mere om verden og mindre om himmelen.“ Kristeligt Dagblad for 5. januar 1968 citerer pastor C. B. Hansen, der skriver: „Prædikenen, der skulle være Luthers kirkes fornemste aktiv, er i stedet blevet dens fallit. Alt efter præstens kulturelle baggrund former den sig som harmløs, klichéagtig opbyggelighed for en inderkreds eller som teologiske retningers opgør med hinanden hen over hovedet på tilhørerne — alt uden aktuelt perspektiv og adresse.“ Canadieren P. Berton skriver i sin bog The Comfortable Pew: „Den lunkne prædikestol gør sine talere til hyklere . . . hele problemet i forbindelse med søndagsprædikenen og dens mangel på overbevisning bekymrer i høj grad dem der har en overbevisning. Det er ikke så mærkeligt at nogle, i deres desperation, i fuld alvor har foreslået at al prædiken udsættes . . . mindst et år og måske længere.“

Denne manglende interesse for Gud og for hans ord skyldes for en stor del præsterne. De har forvirret folk så de ikke længere ved hvad de skal tro på. Læg mærke til hvordan dette kommer til udtryk i bogen A Church Without God, som er skrevet af præsten E. Harrison:

„Werner Pelz, der gav en bog titlen God Is No More [Gud eksisterer ikke mere], er præst i den engelske statskirke; William H. Dubay, som påstår at Kristus ’afskaffede religionen’, er præst i den romersk-katolske kirke; . . . Fader Jackson, som siger at ’hvis der er en Gud, kan vi ikke omtale ham som det højeste væsen’, er universitetspræst; Thomas Altizer [en ’Gud-er-død’-teolog], som skrev The Gospel of Christian Atheism [Den kristne ateismes evangelium], er teologisk docent ved et amerikansk universitet; jeg selv er præst i et anglikansk sogn i Toronto. Jeg hævder at være anglikaner og kristen; og jeg kan dog sige i fuld alvor: der er ingen Gud.“

„Man har næsten glemt at kristendommen begyndte som en revolutionær religion hvis tilhængere antog helt andre værdier end de øvrige medlemmer af samfundet. Disse oprindelige værdier er stadig i konflikt med samfundets værdier; dog er religionen i dag blevet lige så konservativ som den magt de oprindelige kristne var i konflikt med.“

Ja, kristenhedens præster har forladt den sande kristne lære og praksis. De er blevet nøjagtig som dem der modarbejdede Guds vilje på Jesu og de første kristnes tid. De er som dem til hvem Jesus sagde: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ — Matt. 15:6-9.

Selskabelighed tager tiden

Meget af præstens tid går til selskabelighed, og ikke til studium af Bibelen og undervisning i dens lære. The Saturday Evening Post skriver om gennemsnitspræsten i dag:

„I stedet . . . nedsætter han komiteer, virker som klubformand, og bilægger småstridigheder mellem de gamle damer der plejer at gå til alters. Han opretter fonder, er bygherre, taler ved officielle frokoster, deltager i og bidrager til ethvert værdigt samfundsprojekt, og der hives og slides så ustandseligt i ham at han bogstavelig talt må gemme sig hvis han skal få tid til at fylde åndens kilder ved meditation, bøn og studium af Skriften.“

I tråd hermed forklarede sognepræst Peter Riemann fra Lindknud (Sydjylland) i en udsendelse i Danmarks Radio den 4. september 1968 hvor meget han havde at bestille i forbindelse med de kirkelige handlinger og den krævende selskabelighed de fører med sig. Bogen The Comfortabte Pew siger også: „Menighedslivets lænker gør det svært for ham at bryde ud og være noget andet, eftersom så stor en del af hans tid går med at sidde med en tekop og hyggesnakke med de indfødte. . . . Det at menighedslivet, med dets foreningsatmosfære, dominerer, vil sige at kirken er tæt knyttet til sognets verdslige hierarki.“

Blander sig i politik

En af hovedårsagerne til at præsternes anseelse svinder, er at de blander sig i denne verdens politik og krige. Flere og flere indser hvor inkonsekvent det er at præster støtter begge de stridende parter, især i militære konflikter. Om dette stod der i World-Telegram and Sun (New York) for 11. marts 1966:

„Repræsentanter fra tre religionssamfund søgte i går at overbevise en forsamling skoleelever i Brooklyn om at Bibelens forbud mod at slå ihjel ikke gjaldt Vietnamkrigen.

Stort set mislykkedes det. Tilhørerne . . . forlod mødet med den følelse at talerne, som en elev udtrykte det, ’prakkede dem noget på’.“

Det drejede sig om katolske, jødiske og protestantiske præster. I forsøget på at retfærdiggøre deltagelse i krig sagde en af dem: „Man må dræbe af et rent hjerte.“

En undersøgelse blandt feltpræster har vist at disse gejstlige ikke på nogen måde ser anderledes på spørgsmålet om hvorvidt moderne krigsførelse er moralsk, end andre militærpersoner gør. Som forfatteren P. Berton skriver: „Ingen mente at den enkelte soldat havde noget større ansvar end det at tjene sit land. Dette syn minder meget om det der dannede kernen i Adolf Eichmanns forsvar da han var for retten i Israel.“ Her er det interessant at bemærke hvad den tidligere norske feltpræst Öivind Foss skriver: „Der burde derfor, efter min mening, nedlægges forbud fra kirkens side mod præster i militæruniformer. Vor nuværende feltpræstordning er et forræderi mod Jesu ord i Bjergprædikenen om fred og fordragelighed mellem alle mennesker og nationer.“ — Kristeligt Dagblad, 26. juli 1967.

Bertrand Russell udtaler at „den anglikanske kirke [i England] er gået ind for ethvert regeringssynspunkt, også regeringens syn på krig og det at slå ihjel“. Han gør opmærksom på at kirken faktisk har fremmet „modstanden mod dem der protesterer af samvittighedsgrunde“.

Om den katolske kirke skriver New York Times for 29. december 1966:

„Traditionelt støtter katolikkerne landets krige og overlader det moralske ansvar til de politiske myndigheder. . . .

Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen. Og mens dette fandt sted var Vatikanet som regel omhyggelig med at bevare neutraliteten og fremme en hurtig afslutning på fjendtlighederne. . . .

Modsigelsen mellem den kristne ånd og at føre krig, som ofte er blevet tilsløret af teologiske spidsfindigheder, synes at gå op for flere og flere efterhånden som våbnenes brutalitet øges.“

For nogen tid siden holdt præsten i en luthersk kirke i Des Moines, Iowa, begravelsestalen over en soldat der var blevet dræbt i kamp. Register for 10. februar 1968 beretter: „Pastor Martin Haerther sagde . . . at han vidste det var Guds vilje.“ Præsten tilføjede: „Når en soldat dør på sin post i en retfærdig krig får han ikke blot en ærefuld død i tjenesten for sit land; det er også en salig udgang på hans liv . . . Jeg er sikker på at englene stod rede for at bære hans sjæl til himmelen, og at han nu har fred der.“

Præsten talte om en „retfærdig“ krig. Brochuren The Church and War, som er udgivet af Katolske Mænds Nationalråd i De forenede Stater, fortæller hvad man forstår herved. I en anmeldelse af brochuren siger Louis Cassels, der skriver for United Press International, at „den kristne traditions hovedstrøm kommer til udtryk i læren om den ’retfærdige krig’, en lære som blev forklaret af den store Sankt Augustin i det femte århundrede e. Kr.“ Hvornår er en krig „retfærdig“, ifølge Augustin? 1) Den bør kun udkæmpes hvis det er nødvendigt; 2) dens eneste berettigede mål må være at opnå en retfærdig og varig fred så hurtigt som muligt; 3) den bør udkæmpes med barmhjertighed, idet man undgår al unødig brutalitet og begrænser brugen af vold til et minimum.

I omtalen af denne brochures udgivelse påpegede Cassels: „I den anden verdenskrig opgav begge parter imidlertid ethvert foregivende af ’minimumskrigsførelse’ og førte i stedet en altomfattende, ’total’ krig. Fra hver side lod man bomberne regne ned over modpartens byer, og millioner af civile — kvinder, børn og gamle indbefattet — blev dræbt, lemlæstet eller gjort hjemløse.“

Og dog betragtede præsterne på begge sider af fronten denne krig som en „retfærdig krig“. Præster fra samme kirkesamfund opsendte bønner om sejr for begge de stridende parter!

Det kristne syn

Er en krig som sætter medlemmer af samme „kristne“ trossamfund op imod hinanden, virkelig en „retfærdig“ krig? Måske nok ifølge Augustins definition. Men er Augustin en større autoritet hvad angår kristen lære og adfærd end Jesus Kristus, apostlene, eller Guds skrevne ord?

Jesus sagde til alle der gør krav på at være kristne: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:35) Apostelen Paulus sagde til de kristne: „Jeg formaner jer, . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer . . . Er Kristus da delt?“ (1 Kor. 1:10, 13) Kan nogen splittelse være større end den splittelse der får medlemmer af samme trossamfund til at dræbe hinanden?

Nogle præster indrømmer dog at der i den oprindelige kristendom ikke findes noget som helst grundlag for den støtte man har ydet denne verdens krige. Præsten I. Evans, tidligere redaktør af det engelske blad Blackfriars, vedgår at krigens blodsudgydelse er uforenelig med „den dybt rodfæstede kristne tradition at man skal vende den anden kind til“. I Eugene-bladet Register-Guard for 22. januar 1967 stod der: „Indtil 313 e. Kr., siger Evans, tog de kristne ikke del i romerrigets krige. Med Milano-ediktet i 313 e. Kr. gav kejser Konstantin det kristne mindretal rettigheder og pligter som romerske borgere. Dette, udtaler Evans, var begyndelsen til teorien om den retfærdige krig.“ Senere udvidede Augustin den.

Læg mærke til hvor teorien om den „retfærdige“ krig stammer fra. Ikke fra Gud, ikke fra Jesus Kristus, ikke fra apostlene, ikke fra de kristne i det første århundrede. Nej, den blev udtænkt af politikere og gejstlige som allerede var faldet fra kristendommen, i det fjerde århundrede efter vor tidsregning.

Under den anden verdenskrig antog langt de fleste præster i alle større kirkesamfund i Tyskland Konstantins og Augustins ubibelske synspunkter. De støttede Hitlers krigsmaskine. Ved Nürnberg-domstolen efter krigen blev de politiske og militære naziledere fundet skyldige og dømt fordi de havde fulgt Hitlers morderiske ordrer. Præsterne var imidlertid lige så skyldige, eftersom de havde opfordret deres sognebørn til at lyde Hitlers ordrer om massemord. Jehovas vidner gik derimod ind for det sande kristne synspunkt og nægtede enigt at følge nazisternes morderiske planer. De gik hellere i koncentrationslejr end de brød deres kristne neutralitet; de vidste at „man bør adlyde Gud mere end mennesker“. — Ap. G. 5:29.

Skønt Hitler for længe siden er kommet i vanry, og skønt den støtte gejstligheden har ydet ham, er blevet afsløret, er der dog stadig præster som holder hans minde i ære! I det spanske blad La Vanguardia Española for 12. maj 1968 lød en overskrift: „Begravelsesceremoni for Hitlers evige hvile“. I artiklen hed det:

„I San Martín-kirken i Desengaño-gade blev der i går holdt en messe for Hitlers sjæls evige hvile. På mindekortene som blev uddelt under gudstjenesten blev det præciseret at messen blev holdt for ’Adolf Hitlers evige hvile og for alle dem der faldt mens de forsvarede kristendommen og den vestlige civilisation’.“

En del af verden

Ved at deltage i politik og denne verdens krige er præsterne blevet en del af verden. Hertil kommer at de retfærdiggør den „nye moral“ og forsøger at tillempe lære og skikke efter hvad der er populært fremfor at følge hvad der er rigtigt.

Da en studine ved Barnard College for nylig blev truet med bortvisning fordi hun havde overtrådt reglementet ved at bo sammen med sin ven i en lejlighed uden for universitetets område, blev hun forsvaret af to præster. New York-avisen Daily News forkyndte med en forsideoverskrift: „Gejstlige støtter Linda i retssag om kærlighed“. I avisen stod der:

„En præst, en rabbiner og en filosofiprofessor forsvarede hende . . . idet de hævdede at kollegiet ikke har nogen ret til at gribe ind i studenternes private anliggender. . . . Pastor William Starr, der er protestantisk rådgiver ved Columbia-universitetet, sagde at husreglementet var ’latterligt’. . . .

Efter Starr vidnede rabbiner A. Bruce Goldman, jødisk rådgiver ved Columbia-universitetet. Goldman roste Linda for det han kaldte hendes mod og overbevisning, og sagde at retssagen var en ’prøve på de personlige og borgerlige rettigheder’.“

Bladet Time for 10. maj 1968 skriver: „Bør kristendommen tillade polygami? Ja, under visse omstændigheder, mener en romersk-katolsk missionær i Afrika. . . . Han foreslår: ’Hvis polygami er almindelig skik på stedet, bør vi tage dem alle ind i kirken — med børn og det hele.’“

Men tolererer sand kristendom ægteskabsbrud og utugt? Nej, den fremholder høje moralnormer. (1 Kor. 6:9, 10) Hvordan kan præster der kalder sig kristne da alligevel gå ind for tanker der i den grad strider mod kristendommen? Det de går ind for kan ikke være den sande tro som Gud godkender.

Præsterne er en del af denne verden. De følger dens metoder, dens taktik, dens lære og dens moralnormer. Men Guds ord advarer: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 4:4.

Opfordrer Bibelen oprigtige mennesker til om muligt at reformere de trossamfund og præster som ikke vil følge Guds normer? Nej, tværtimod: „Drag bort fra dem, og skil jer ud.“ — 2 Kor. 6:17.

Hvorfor er det så vigtigt at skille sig ud nu? Fordi Gud om meget kort tid vil fuldbyrde sin dom over alle trossamfund og religiøse ledere som bryder hans love og får andre til at gøre det samme. De vil alle få et snarligt endeligt, sammen med deres tilhængere. Guds ord advarer derfor med hensyn til falsk religion: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“ — Åb. 18:4, 5.