„Jeg holder op med at ryge!“
DET første århundrede skrev Jesu halvbroder Jakob et inspireret brev til dem der ønskede at tjene Jehova og som boede spredt rundt omkring. Blandt andet formanede han: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.“ — Jak. 1:22.
Ligesom dengang bliver mennesker som i dag lærer Guds vilje at kende „ordets gørere“ og ikke blot „dets hørere“. To oplevelser som blev fortalt ved Jehovas vidners stævner sidste år er eksempler herpå.
Et vidne i Mississippi modtog et brev fra en veninde med anmodning om at besøge en dame som boede i dette distrikt. Vidnet aflagde besøget, og det lykkedes hende at aftale et bibelstudium med hele familien. Forkynderen fortæller: „Efter det første studium, hvor emnet den sande Gud og afguderne blev behandlet, skaffede de sig af med et stort religiøst billede som havde indtaget en fremtrædende plads i stuen. I løbet af nogen tid fik jeg dem til at forstå betydningen af at komme i rigssalen. Men ak, ugen efter flyttede de tredive kilometer ud på landet, og de afslog mit tilbud om at komme og hente dem. Til sidst fik de selv en bil. Samme uge kom de til søndagsmødet i rigssalen.
Hvad blev resultatet? En forandret familie! De var overbeviste om at de her hørte sandheden fra Bibelen og var forbavsede over den venlighed de mødte. Det gjorde så stærkt indtryk på den fyrreårige datter at hun begyndte at få en dårlig samvittighed over sine dårlige vaner. Efter det første møde sagde hun: ’Jeg holder op med at ryge!’ Senere sagde hun: ’Når Jehova har givet mig så meget, hvordan kunne jeg da tage hjem og gøre noget som han misbilliger? Jeg var bange for at udskyde det. Vi ved jo aldrig hvad der kan ske i morgen, og hvis jeg ventede, ville jeg måske aldrig få lejlighed til at holde op med at ryge og derved bevise min kærlighed til Jehova.’“
Vidnet tilføjer: „Det bemærkelsesværdige er at denne kvinde er invalid. Cigaretterne har altid været som en krykke for hende i alle disse år, men det hun lærte i rigssalen ved et eneste møde var tilskyndelse nok for hende til at opgive den dårlige vane. Ved det andet møde strakte hun hånden frem og sagde: ’Er den ikke pæn? Den er ikke mere brun og plettet af tobak.’ Nu kommer hun regelmæssigt til møderne.“
Ved et stævne i Rochester, New York, berettede et ægtepar om et bibelstudium de havde haft. De fortalte: „Begge var storrygere, og når vi kom hjem fra studiet lugtede vi som røgede sild. Lidt efter lidt begyndte de at komme til møderne i rigssalen. Senere begyndte de at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, og de gav også udtryk for at de gerne ville døbes. Men deres problem var at de begge røg meget.
De mente at de godt kunne lade sig døbe og derefter holde op med at ryge. Vi sagde til dem at den omstændighed at de ikke havde aflagt denne vane ikke udelukkede dem fra dåb, men at de måske længe efter ville stjæle sig til at ryge.
De besluttede sig til at holde op med at ryge i december, men så udsatte de det. Hver gang de prøvede at holde op blev de nervøse og irritable. Så viste et af vidnerne dem nogle artikler i Vagttårnet og Vågn op! om tobaksrygning. Da de blev klar over det bibelske syn på spørgsmålet, besluttede de sig til at holde op med at ryge ved det næste zonestævne. De holdt fast ved deres beslutning, men de fortæller at det var en prøvelse for dem begge og at de var meget irritable og nervøse i de første par uger. Men efterhånden som tiden gik, aftog tobakshungeren. Ved sidste sektionsstævne blev de døbt som symbol på deres indvielse til Gud, og de gjorde det med en ren samvittighed, for de havde nu aflagt den urene vane. Siden da har hustruen haft den forret at være feriepioner to gange, og det har været en stor glæde for hende.“