„Føj da til . . . jeres kundskab selvbeherskelse“
„Ja netop af denne grund, når I til gengæld yder enhver samvittighedsfuld anstrengelse, føj da til jeres tro dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse.“ — 2 Pet. 1:5, 6, NW.
1, 2. (a) Hvorfor er Peters formaning om at føje selvbeherskelse til vor kundskab på sin plads? (b) Hvorfor falder det os ikke let at udvise selvbeherskelse?
GUDS ord lægger stor vægt på at vi tilegner os den kundskab det indeholder. Denne kundskab er en uomgængelig nødvendighed hvis vi skal opnå evigt liv. Som Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Men som vi lige har set vil kundskab uden selvbeherskelse ikke give os livet, og derfor siger apostelen Peter meget passende til os: „Netop, af denne grund, når I til gengæld yder enhver samvittighedsfuld anstrengelse, føj da til jeres tro dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse.“ — 2 Pet. 1:5, 6, NW.
2 Lige så stor som værdien og nødvendigheden af at udvise selvbeherskelse er, lige så stor, kunne man sige, må den anstrengelse der kræves i den forbindelse være. Hvorfor? Hvorfor må selv modne kristne altid passe på ’at vandre Gud værdigt’, selv om — det skal indrømmes — det kræver en større anstrengelse af nogle end af andre? (1 Tess. 2:12) Grunden er at det at følge retskaffenhedens vej under de nuværende forhold er lige det modsatte af at lade stå til og følge med strømmen, hvilket igen skyldes de tre fjender vi som kristne står over for og må kæmpe med: kødet, verden og Djævelen.
3. Hvilken fjende inden i os selv gør det vanskeligt at udvise selvbeherskelse, og hvad siger Bibelen selv herom?
3 Først og fremmest er der det faldne køds nedarvede tilbøjeligheder. Ja, ligesom vi har arvet forskellige fysiske svagheder fra vore forfædre, således har vi også arvet forskellige moralske svagheder eller brist i vor personlighed. Vi kommer ikke uden om det: „Fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme.“ Som Jehova selv sagde om menneskeslægten umiddelbart efter Vandfloden: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Og det lader til at jo mere talentfuldt et menneske er, eller jo stærkere en personlighed et menneske har, jo vanskeligere er det for vedkommende at udvise selvbeherskelse; en omstændighed der er blevet bekræftet utallige gange, ikke blot af den verdslige historie men også af Bibelen. Hvor svært det er for Jehovas tjenere at udvise selvbeherskelse har apostelen Paulus rammende givet udtryk for med ordene: „Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.“ Der er ingen tvivl om at Paulus erkendte at det var en kamp for ham at udvise selvbeherskelse. Men det fremgår også tydeligt, både af hans egne ord og af beretningen om ham, at han aldrig opgav at kæmpe mod kødets skrøbeligheder og at de aldrig sejrede over ham, for ellers ville han aldrig have kunne skrive: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ Han var hård mod sit legeme og holdt det i ave. Man kan sige at hvis vi bliver ved med at kæmpe mod selviskhed, mod mangel på selvbeherskelse i små ting, er det mindre sandsynligt at vi vil volde anstød ved at give efter for alvorlige synder. — Jer. 31:29; 1 Mos. 8:21; Rom. 7:18, 19; 2 Kor. 6:3; 1 Kor. 9:27; Sl. 51:7; Mark. 14:72.
4, 5. (a) Hvilke synlige fjender står vi over for i kampen for at udvise selvbeherskelse? (b) Hvilke usynlige fjender står vi over for?
4 For det andet modarbejdes vi i vore anstrengelser for at udvise selvbeherskelse af den nuværende onde tingenes ordning bestående af gudløse, selviske mennesker. De prøver at udnytte os for egen fordels skyld ved at appellere til vore svagheder. (1 Joh. 2:15, 16) Det er i deres interesse hvis vi giver efter for vore lidenskaber, spiser og drikker umådeholdent, hengiver os til løsagtighed, læser smudslitteratur, ser umoralske film, bliver sportsfanatikere eller påtager os unødige gældsforpligtelser fordi vi køber ting vi ikke har råd til. Rundt omkring os kan vi iagttage dem der har givet efter for disse fristelser.
5 For det tredje må vi også kæmpe mod dem der usynligt regerer den nuværende onde tingenes ordning, nemlig dens gud Satan og hans dæmoner. (2 Kor. 4:4; Ef. 6:12) Han fik Eva til at handle uden selvbeherskelse og prøvede af al magt at få Jesus til at gøre det samme. (Matt. 4:1-10) Vi bør aldrig glemme at vi ikke blot står over for synlige men også over for usynlige fjender, af hvilke den største „går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge“. — 1 Pet. 5:8.
Guds ånd og ord en hjælp for os
6. (a) Hvordan hjælper Jehova os i vore bestræbelser for at opnå selvbeherskelse? (b) Hvordan kan vi især gøre brug af denne hjælp?
6 Men selv om stærke kræfter prøver at nedbryde vor selvbeherskelse, findes der dog endnu stærkere kræfter som kan hjælpe os at opbygge selvbeherskelse. Vigtigst af disse er Guds hellige ånd og ord. Som vi læser: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova].“ (Zak. 4:6) At Guds hellige ånd er en stor hjælp for en til at udvise selvbeherskelse fremgår af Paulus’ ord: „I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.“ DET er selvbeherskelse! Bedre end på nogen anden måde får man den hellige ånd ved regelmæssigt og ivrigt at hente næring i Guds ord, som er fyldt med hans ånd. Fra Første Mosebog til Åbenbaringen er det fyldt med direkte og indirekte formaninger om at udvise selvbeherskelse. Som vi har set indeholder det mange advarende eksempler på de dårlige følger af manglende selvbeherskelse og mange gode eksempler på visdommen i at udvise selvbeherskelse og de gode resultater heraf. — Gal. 5:16.
7-9. (a) Hvilken vejledning giver Guds ord os med hensyn til at beherske vore tanker? (b) Vort sind? (c) Vore følelser, længsler og ønsker?
7 En af de ting som Guds ord direkte formaner os til er at beherske vore tanker. På grund af vore egne medfødte svagheder og de ufuldkomne og onde forhold der omgiver os, er det meget let at tænke urette tanker, stolte, bitre, harmfulde, urene og selvmedlidende tanker. Af den grund siges der til os at vi skal ’forny vort sind’ og opøve os selv til at tænke på ’alt hvad der er sandt, retskaffent, rent, elskeligt, dydigt og rosværdigt’. Det mål vi skal stræbe efter er at tage „enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus“. I sandhed en høj standard at leve op til! — Rom. 12:2; Fil. 4:8; 2 Kor. 10:5.
8 Når vi læser Guds ord regelmæssigt får vi også mange direkte formaninger om at beherske vort sind, vort temperament, vore stemninger. „Større end helt [som ikke er sindig og derfor ikke ejer selvbeherskelse] er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad [hvis man ikke kan indtage sit eget sind].“ Ja, „som åben by uden mur“, og derfor uden forsvar, „er en mand, der ikke kan styre sit sind“. — Ordsp. 16:32; 25:28.
9 Guds ord giver os også direkte formaning om at beherske vore følelser, længsler og ønsker, der jo udspringer fra hjertet. Behersker vi dem, vogter vi vort hjerte og vil blive forskånet for mange vanskeligheder. Hvem ville nogen sinde gøre sig skyldig i en synd som ville kræve udstødelse af den kristne menighed, hvis han altid var herre over sine følelser? Som Jesus så udmærket advarede: „Fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser,“ som alt sammen gør et menneske urent og bærer en dårlig frugt. (Matt. 15:19, 20) Det forstandige råd til os lyder: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Ja, det første skridt i en forkert retning tages når man giver sit hjerte lov til at dvæle ved ting som vækker behag i en men som er forkerte i Guds øjne, sådan som også disciplen Jakob viser: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær,“ idet han dvæler ved ting som er forbudt af Gud. „Derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ Ja, ved at læse og studere Guds ord får vi i sandhed megen god vejledning med hensyn til at beherske vore tanker, vort sind og vore ønsker! — Ordsp. 4:23; Jak. 1:14, 15.
10. Hvad siger Guds ord om at holde tungen i tømme?
10 I Guds ord bliver vi også gang på gang mindet om nødvendigheden af at beherske tungen. Atter og atter giver den vise kong Salomon formaninger i den retning, som for eksempel i Ordsprogene 10:19: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund.“ Flere inspirerede kristne skribenter giver udtryk for noget lignende: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse.“ (Ef. 5:3, 4) Især har disciplen Jakob meget at sige om nødvendigheden af at holde tungen i tømme, og han udtaler endog at hvis ikke vi gør det, vil vor gudsdyrkelse være forgæves. Sandelig en kraftig formaning til os om at beherske tungen! — Jak. 1:26; 3:1-12.
11. Hvilken vejledning giver Bibelen med hensyn til hvordan vi bør vandre?
11 Tanker, ord — og handlinger. Ja, hvis vi henter næring fra Guds ord vil vi også blive hjulpet til at have kontrol over vore handlinger som følge af den udmærkede vejledning der gives her. Blandt andet giver Guds ord os denne vejledning ved at fortælle os hvordan vi skal vandre, det vil sige hvordan vor adfærd bør være. Paulus anså dette for at være så vigtigt at han havde noget at sige om det til hver eneste af de menigheder han skrev til. Således skrev han til de kristne i Rom: „Lad os vandre sømmeligt som ved dag.“ De kristne i Efesus formanede han med følgende ord: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ For kolossenserne bad han: „At I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning.“ Til den nyoprettede menighed i Tessalonika skrev han: „Vi formanede og opmuntrede hver enkelt af jer . . ., at I skulle vandre den Gud værdigt . . .“, „at I må vandre sømmeligt“. At vandre sømmeligt, at vandre Gud værdigt, at se nøje til hvorledes man vandrer, kræver alt sammen selvbeherskelse! — Rom. 13:13; Ef. 5:15, 16; Kol. 1:9, 10; 1 Tess 2:11, 12; 4:12; 1 Kor. 3:3; Gal. 5:16, 25; Fil. 3:16.
Andre midler til at opøve selvbeherskelse
12. Hvordan vil det hjælpe os i vore bestræbelser for at udvise selvbeherskelse hvis vi passer på hvem vi omgås?
12 Ud over at studere Guds ord vil det at komme sammen med andre kristne i lydighed mod den formaning der gives i Hebræerbrevet 10:23-25, også være en hjælp til at opøve selvbeherskelse. Ved at komme sammen med vore kristne brødre, som også erkender nødvendigheden af at udvise selvbeherskelse, vil vi selv blive hjulpet til at lægge denne egenskab for dagen. Her er der mindre sandsynlighed for at blive fristet til en usømmelig adfærd. Dette gælder også i ferietiden. Når ferien tilbringes på Rigets tjenesteskole, ved stævner eller i et distrikt hvor behovet for forkyndere er stort, tjener det som en beskyttelse for os. Men hvis vi — i ferien eller på et hvilket som helst andet tidspunkt — foretrækker at komme sammen med mennesker som ikke har den samme høje standard som vi med hensyn til selvbeherskelse, er der fare for at vi begynder at efterligne dem og således fordærver gode sæder. Det forstandige råd til os lyder: „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ Frivilligt at søge sådanne menneskers selskab er en fejltagelse! — Ordsp. 22:24, 25; 1 Kor. 15:33.
13. Hvordan vil regelmæssig tjeneste på arbejdsmarken hjælpe os til at opdyrke selvbeherskelse?
13 At arbejde trofast, regelmæssigt og flittigt i den kristne forkyndergerning medvirker også til at opøve selvbeherskelse. Der kræves selvbeherskelse for at gå tidligt i seng lørdag aften for at få en god nats hvile så man kan være oplagt til søndagens teokratiske virksomhed. Det kræver selvbeherskelse at stå tidligt op søndag morgen for at kunne mødes med andre kristne til tjenesten på arbejdsmarken. Det kræver selvbeherskelse at fortsætte i tjenesten så længe som man véd man bør, når vejret er dårligt og man kun møder lidt interesse. Og når man går fra dør til dør, kommer man ud for mangen en situation der stiller krav til ens selvbeherskelse. Man bliver hånet, slået på kinden så at sige, men for den gode nyheds skyld vender man den anden kind til — det kræver selvbeherskelse! Og det kræver også selvbeherskelse at svare med mildhed og dyb respekt når en øvrighedsperson kræver os til regnskab for det håb vi har, ligesom det kræver selvbeherskelse at give et mildt svar når man møder en der er vred. — Matt. 5:39; 1 Pet. 3:15; Ordsp. 15:1.
14. Hvordan vil bønnen hjælpe os til at opnå selvbeherskelse?
14 Endnu et middel som vil hjælpe en til at opdyrke selvbeherskelse er bønnen. Det er en hjælp hyppigt at nærme sig Gud. Søg hjælp hos ham i fristelse og trængsel. Forsøm aldrig bønnen, og gør det til en vane at bede alvorligt, oprigtigt og af hjertet, ikke mekanisk. Bed Gud om hjælp, bliv ved med at bede til ham, bed om tilgivelse når det ikke er lykkedes for dig at beherske dig, og sig hver gang oprigtigt til ham at du vil prøve at gøre det bedre næste gang. Ja, bliv ved med at bede: ’Led mig ikke ind i fristelse.’ „Bed uden ophør“, vær „udholdende i bønnen“, så du kan opnå selvbeherskelse. — Matt. 6:13; 1 Tess. 5:17; Rom. 12:12.
Egenskaber som hjælper til at opdyrke selvbeherskelse
15. Hvordan hjælper gudsfrygten os til selvbeherskelse?
15 En stor hjælp til at opdyrke selvbeherskelse er også sådanne udmærkede kristne egenskaber som frygt for Jehova, ydmyghed, tro og kærlighed. Der er ingen tvivl om at frygt for Jehova vil hjælpe os til at opdyrke selvbeherskelse. Vi frygter med rette Jehova på grund af hans stilling og hans egenskaber. I hans egenskab af universets suveræn er vi ansvarlige over for ham: „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ Med rette frygter vi for at mishage ham, for han er fuldkommen i retfærd, mens vi er ufuldkomne, syndige, og har en tilbøjelighed til at gøre forkert. Med rette frygter vi ham også på grund af hans ubegrænsede magt: „Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“ Denne frygt for Gud er „visdoms begyndelse“ eller „visdoms grundlag“, for den betyder „had til det onde“. Ja, det er ikke nok at vi elsker sandhed og retfærdighed, men som Jesus Kristus må vi hade, afsky, og have en stærk modvilje mod al lovløshed, uanset hvor behageligt, attråværdigt og tiltalende det måtte forekomme det faldne kød. Det betyder at vi må ’afføre os den gamle personlighed med dens væremåder og iføre os den nye personlighed’. — Hebr. 4:13; 10:31; Sl. 111:10; Ordsp. 9:10; 8:13; Kol. 3:9, 10, NW.
16. På hvilke måder vil ydmyghed hjælpe til selvbeherskelse?
16 En anden egenskab der vil være os en stor hjælp til at udvise selvbeherskelse, er ydmyghed. Dette er ikke så mærkeligt eftersom stolthed er en af de største hindringer for selvbeherskelse. Den der er ydmyg lader sig for det første ikke let fornærme og bliver derfor ikke så let fristet til at optræde ubehersket. Den der er ydmyg vil være mere tilbøjelig til at have tålmodighed med andre, han vil være mere langmodig over for dem, og vil derfor bedre kunne optræde behersket. Når vi prøver at opdyrke selvbeherskelse har vi brug for Jehovas hjælp, hans ufortjente godhed, og den kan opnås af de ydmyge, ikke af de stolte: „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde [ufortjent godhed, NW].“ De ugudelige som Judas nævner og som benytter „Guds ufortjente godhed som en undskyldning for løsagtighed“, og således mangler selvbeherskelse, er også hovmodige og stolte, for de „foragter herredømme og taler nedsættende om de herlige“. — Jak. 4:6; Jud. 4, 8, NW; 1 Pet. 5:5.
17, 18. (a) Hvordan kan den åndens frugt der hedder tro hjælpe os til at opnå selvbeherskelse? (b) Hvordan hjælper kærligheden os?
17 Tro på Jehova Gud og hans løfter vil også kunne hjælpe os til at opdyrke selvbeherskelse. Hvor tit har vi ikke følt os foruroliget og haft svært ved at beherske os fordi vi ikke har haft tilstrækkelig tro på Gud! Job var i stand til at holde ud på grund af sin tro. Det krævede virkelig selvbeherskelse af ham ikke at ’forbande Gud og dø’, men på grund af sin tro udviste han selvbeherskelse og kunne sige: „Om han end dræbte mig, ville jeg da ikke vente?“ Troen vil bevirke at vi ikke græmmes over ugerningsmænd men vil udvise selvbeherskelse og bie på Jehova, idet vi ved at hævnen hører ham til og at han vil gengælde. Troen vil sætte os i stand til at udvise selvbeherskelse og ikke bukke under for materialismens fristelser, fordi vi ved at verden og dens lyst snart vil forgå. Troen vil sætte os i stand til at udvise selvbeherskelse under forfølgelse, fordi vi ved at det værste mennesker kan gøre os, kun er at dræbe legemet. — Job 2:9; 13:15, NW; Sl. 37:1; Rom. 12:19; 1 Joh. 2:15-17; Matt. 10:28.
18 Kærlighed vil fremfor noget andet hjælpe os til at opdyrke selvbeherskelse. Hvis vi elsker Jehova af hele vort hjerte og sind, af hele vor sjæl og styrke, vil vi også stræbe efter at behage ham ved at udvise selvbeherskelse. Den vil få os til at passe på ikke at bringe skam over hans navn ved en dårlig opførsel. At elske vor næste som os selv kræver også at vi udviser selvbeherskelse, så vi ikke volder nogen smerte eller fortræd og i særdeleshed ikke bliver årsag til at nogen tager anstød. At der er en forbindelse mellem kærlighed og selvbeherskelse fremgår af Paulus’ ord: „For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer bør vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære [dette kræver selvbeherskelse], ikke i begærlig kønslig attrå som de nationer der ikke kender Gud; at ingen går så vidt at han i denne sag fortrædiger sin broder og gør indgreb i hans ret, for Jehova forlanger straf over alt sådant.“ Kærlighed til vore brødre vil afholde os fra at fejle på denne måde fordi vi mangler selvbeherskelse, ligesom den vil sætte os i stand til at følge formaningen: „Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.“ Paulus var et godt eksempel for os i denne henseende, for han sagde: „Hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.“ — 1 Tess. 4:3-8, NW; Hebr. 12:13; 1 Kor. 8:13.
Selvbeherskelsens fordele og gavnlige virkninger
19. Hvilke gavnlige virkninger har selvbeherskelse på legeme og sind?
19 Selvbeherskelsens fordele og gavnlige virkninger er mange. Dette ville man også forvente, da Jehova, retfærdighedens Gud, jo er universets suveræn. Ligesom mangel på selvbeherskelse kan forvolde en skade som slet ikke står i forhold til de øjeblikkelige fordele eller glæder man erfarer, kan man sige at det at udvise selvbeherskelse medfører fordele som er langt større end den anstrengelse det kræver. For det første er selvbeherskelse gavnlig for legemets og sindets sundhed. En af Amerikas førende ernæringseksperter har sagt at „sundhed er belønningen for mådehold“ eller selvbeherskelse, og at „være slank i forening med at have et ligevægtigt gemyt betyder et langt liv“. Nylige undersøgelser har også vist at psykiaterne har flere patienter blandt unge letlevende collegepiger end blandt dem der har bevaret deres dyd.
20. Hvilken åndelig gavn har man af at udvise selvbeherskelse?
20 Dernæst, og det er vigtigere: selvbeherskelse hjælper os til at bevare vor selvrespekt. Vi ved alle sammen hvad Gud kræver af os hver især; og i den udstrækning vi ærligt og oprigtigt stræber efter at leve op til disse krav, har vi en god samvittighed og en dermed følgende selvrespekt. (1 Pet. 3:16) Selvbeherskelse vil også afholde os fra at „følge mængden i, hvad der er ondt“. (2 Mos. 23:2) Selvbeherskelse vil desuden være en stor hjælp for os til at opdyrke de andre frugter af Guds ånd. Vi opnår ingen rigtig glæde medmindre vi tugter vort sind, hjerte og legeme, for den kristnes glæde er ikke blot en følelsessag men er grundlagt på principper. Det samme gælder fred. Hvordan kan vi erfare nogen fred hvis vi hele tiden kommer i vanskeligheder fordi vi ikke udviser selvbeherskelse? Og som vi allerede har nævnt, går langmodighed hånd i hånd med selvbeherskelse. Ligeledes kræver det stor selvbeherskelse at være venlig og mild når det virkelig gælder, for eksempel når noget går os på, ligesom det kræver selvbeherskelse at holde fast ved det der er godt og rigtigt når vi fristes til at give efter for vor selviskhed. — Gal. 5:22, 23, NW.
21. Hvordan gavner det andre at vi udviser selvbeherskelse?
21 Selvbeherskelse medfører velsignelser ikke blot for os selv men også for andre. Denne egenskab vil forhindre os i at bringe andre til fald. (Fil. 1:9, 10, NW) Den vil hjælpe os til at være gode eksempler for andre. Den vil skabe et godt forhold inden for vor egen familie, hvor man så ofte overser nødvendigheden af at udvise selvbeherskelse, ligesom den vil skabe et godt forhold i den kristne menighed, på ens arbejdsplads og i skolen. I forhold til det ansvar vi sidder inde med eller stræber efter at opnå, må vi stræbe efter at udvise selvbeherskelse, for jo større ansvar vi har, jo større selvbeherskelse kræves der. Når musikere i et symfoniorkester skal bedømme en dirigent, er et af de vigtigere spørgsmål hvorefter de foretager deres vurdering om han „bevarer roen i kritiske situationer“. Ja, den kristne tilsynsmand må være „mådeholden i sine vaner, . . . have ordenssans, være . . . fornuftig“, hvilket alt sammen kræver at han „kan beherske sig“. — 1 Tim. 3:1-7, NW; Tit. 1:6-9, NW.
22. Hvilket forhold som er vigtigere end noget andet vil det at vi udviser selvbeherskelse have en gavnlig indflydelse på?
22 Men fremfor alt vil selvbeherskelse medføre et godt forhold til Jehova og bidrage til hans navns ophøjelse. Kun ved at udvise selvbeherskelse kan vi være vise og glæde Jehovas hjerte så han kan svare den der smæder ham. Som vi har set kan nødvendigheden af at udvise selvbeherskelse ikke understreges stærkt nok! — Ordsp. 27:11.