Sandheden fra Bibelen befriede mig for frygten for helvede
FORTALT AF PAUL HAMMER
LIVET begyndte for mit vedkommende i Trondheim i Norge den 3. maj 1879. Da mine forældre tilhørte den norske statskirke blev jeg opdraget som lutheraner. Fra min tidligste barndom var læren om et brændende helvede dybt rodfæstet i mit sind. Jeg lærte at jeg havde en udødelig sjæl og at jeg ved døden enten ville gå til himmelen eller til et brændende helvede. Da jeg ikke følte jeg var god nok til at komme i himmelen, voldte tanken om helvedes ild mig en hel del bekymringer. Jeg var virkelig i trældom under denne lære.
I min søgen efter frihed og fred i sindet besluttede jeg at udvandre til De forenede Stater, og det gjorde jeg i 1901. Jeg troede at jeg ikke længere ville være i trældom hvis jeg solgte hvad jeg ejede og forlod Norge. Men i Amerika fandt jeg at jeg stadig var trælbundet af frygten for et brændende helvede.
Jeg fik en nybyggerlod i North Dakota, og i min søgen efter sandheden indtegnede jeg mig nu og da i årenes løb til et luthersk bibelkursus. I mangel af noget bedre blev jeg ved med at komme der, selv om jeg ofte fandt undervisningen skuffende. Jeg holdt op med dette kursus i 1918 da jeg kom i forbindelse med de internationale bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Jeg købte de syv bind af Studier i Skriften og tegnede mig også for den engelske udgave af Vagttårnet.
Den 11. november 1918 modtog jeg mit spørgeskema fra De forenede Staters hær og havde nu fået en ny bekymring; jeg var afgjort imod tanken om at slå mine medmennesker ihjel. Lykkeligvis for mig endte krigen samme dag. Så skete der noget der hjalp mig til at slippe ud af den religiøse trældom. Folkeforbundet blev dannet, og kirkerne hyldede det som verdens håb. Da præsten i den lokale lutherske kirke i sine prædikener begyndte at udtale sig til gunst for Folkeforbundet og bede for det, forlod jeg kirken.
Jeg opsøgte nu bibelstudenterne, og vi talte sammen indtil klokken to om morgenen. Jeg blev ved at insistere på at de måtte gøre noget for at ændre verdensforholdene. Imidlertid viste de mig ud fra Bibelen at mennesker ikke kan gøre noget ved tilstandene men må vente eller bie på Jehova Gud. Efter at have studeret og bedt meget tog jeg mit standpunkt for Jehova og hans rige og opnåede frihed som et af hans børn. Nu var jeg virkelig fri og havde noget at leve for. Nu var der noget jeg kunne gøre. I marts 1919 symboliserede jeg i Fargo, North Dakota, min indvielse til at gøre Jehovas vilje ved at lade mig døbe, og jeg havde nu det himmelske håb for øje.
Blandt de løfter som fra da af var mig særlig dyrebare var også det der står i Efeserbrevet 2:4-7: „Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.“
Med dette håb følte jeg nu at jeg kunne følge opfordringen i Zefanias 3:8: „Bi derfor på mig, så lyder det fra [Jehova], på dagen, jeg fremstår som vidne!“ Jeg var nu villig til at bie på Jehova, at vente på at han ville bringe orden i tilstandene på jorden. Hvilken forret og glæde at få lov til at forstå Jehovas hensigter! Omsider var jeg blevet løst fra trældommen under Satan og hans falske religiøse lærdomme!
Efterhånden som min kundskab voksede følte jeg at jeg burde gøre mere for at hjælpe andre til at opnå den samme frihed. I 1925 stod der en notits i Vagttårnet om at man søgte flere arbejdere på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, også kaldet Betel. Jeg takkede Jehova for at han havde besvaret mine bønner, og ansøgte om at måtte tjene der. Jeg blev indkaldt til arbejdet i sommeren 1925.
Større frihed
Tjenesten på Betel kom til at markere en ny frihedens æra for mig. Nu behøvede jeg ikke længere at bekymre mig om mad og bolig men kunne vie al min tid og opmærksomhed til tjenesten for Jehova. Mit første arbejde bestod i at være portner og rengøringsassistent. Jeg følte dette arbejde som en forret, som salmisten skrev: „Thi bedre én dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte.“ Det var en stor glæde for mig nu at tjene hvor Guds folk havde sit hovedkvarter. — Sl. 84:11.
I 1929 spurgte Vagttårnsselskabets daværende præsident, broder Rutherford, om jeg kunne tænke mig at arbejde på Selskabets gård på Staten Island. Den var på seksogtyve tønder land. Her lå også Selskabets radiostation WBBR. Efter at have arbejdet dér nogle få år kom jeg igen til Betel, hvor jeg var indtil 1936, da jeg fik tildelt arbejde på Kingdom Farm i South Lansing, i staten New York, i nærheden af Ithaca, hvor jeg skulle passe svin og høns. Selskabet havde købt gården året i forvejen, og den var på mange hundrede tønder land, så jeg havde nok at gøre med landbruget. Jeg tog et kursus i svineavl så jeg kunne gøre arbejdet bedre. I weekenderne var vi med i tjenesten på arbejdsmarken, sådan som alle Jehovas vidner, og hjalp andre som var trælbundne af falske religiøse lærdomme, til at opnå frihed.
Det var en stor dag for os ude på gården da Vagttårnsselskabets præsident, den nyindsatte N. H. Knorr, meddelte at Kingdom Farm fra februar 1943 skulle huse missionærskolen Gilead og at vi ville få lov til at arbejde sammen med eleverne og de med os. Dette viste sig at være til stor velsignelse både for farmfamilien og for eleverne. I 1949 holdt jeg ferie fra pligterne på gården i nogle uger for at besøge venner og slægtninge i Trondheim i Norge, og jeg fik lejlighed til at aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem om Guds rige. En uventet arv havde muliggjort denne rejse. I 1955 havde jeg den forret at overvære stævnerne i Europa, og da besøgte jeg igen mine venner og slægtninge i Trondheim og forkyndte for dem.
Omkring fem år senere blev Gileadskolen flyttet til Brooklyn. Derefter havde vi i nogle år Rigets tjenesteskole ude hos os, en skole for menighedernes tilsynsmænd. For et års tid siden blev en del af Kingdom Farm solgt og de fleste af dem der arbejdede derude blev flyttet til Watchtower Farm, der ligger cirka halvanden hundrede kilometer uden for byen New York. Nogle få af os blev flyttet til hovedkontoret i Brooklyn. Efter at have været tredive år på Kingdom Farm er jeg altså nu igen på Brooklyn Betel. I 1965 fik jeg et hjerteanfald, men nu føler jeg mig så rask at jeg i en alder af halvfems år stadig kan arbejde to timer om formiddagen og to timer om eftermiddagen på kontoret.
Når jeg nu ser tilbage på mine fireogfyrre års tjeneste på Betel takker jeg Jehova for hans godhed. Jeg føler som salmisten David at godhed og miskundhed har fulgt mig alle mine dage og at jeg skal bo i Jehovas hus gennem lange tider. — Sl. 23:6.