Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w97 1/10 s. 21-25
  • Taknemmelig for et langt liv i tjenesten for Jehova

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Taknemmelig for et langt liv i tjenesten for Jehova
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Påvirket af andres religiøse opfattelser
  • Jeg tager standpunkt for sandheden
  • Beteltjenesten
  • Et sikkert håb
  • Forkyndelsen under den anden verdenskrig
  • Fornyet aktivitet efter krigen
  • Jeg gør hvad jeg kan
  • Vi må bevare troen indtil enden
  • Tillæg — Beteltjenesten — en glædesfyldt og velsignelsesrig gerning
    Rigets Tjeneste – 1995
  • Mit liv som en Kristi soldat
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
  • Kunne dette blive den bedste livsform for dig?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2001
  • Fremad sammen med Guds organisation
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
w97 1/10 s. 21-25

Taknemmelig for et langt liv i tjenesten for Jehova

FORTALT AF OTTILIE MYDLAND

I slutningen af det 19. århundrede lå sejlskibe side om side i Koperviks havn i Vestnorge. Dengang blev tohjulede kærrer trukket gennem gaderne af mænd eller heste. Folk brugte petroleumslamper, og de hvidmalede træhuse blev opvarmet med træ eller koks. Her blev jeg født i juni 1898 som det andet barn af en søskendeflok på fem.

I 1905 var far arbejdsløs og rejste derfor til Amerika. Tre år senere vendte han tilbage med en stor kuffert fuld af spændende gaver til os børn og silkestoffer og andre ting til mor. Det bedste han havde med hjem, var dog nogle bind af bogserien Studier i Skriften, som var skrevet af Charles Taze Russell.

Far begyndte at fortælle venner og slægtninge om det han havde lært ud fra disse bøger. Ved de lokale gudstjenester brugte han Bibelen til at vise at der ikke fandtes et brændende helvede. (Prædikeren 9:5, 10) I 1909, året efter at far var vendt hjem fra Amerika, aflagde broder Russell et besøg i Norge og holdt foredrag i Bergen og Kristiania, nu Oslo. Far rejste til Bergen for at høre det.

De fleste beskyldte far for at udbrede falsk lære. Jeg havde medlidenhed med ham og hjalp ham derfor med at omdele bibelske traktater til naboerne. I 1912 forærede jeg en præstedatter en traktat om helvede. Hun skældte mig og far ud i temmelig vulgære vendinger. Jeg var chokeret over at en præstedatter kunne bruge et så smudsigt sprog!

Af og til kom andre bibelstudenter, som Jehovas vidner blev kaldt dengang, til Kopervik for at besøge os. En af dem var en dygtig taler ved navn Theodor Simonsen. Jeg gik rundt og indbød folk til de foredrag han holdt i vores hjem. Inden foredraget sang han og spillede på citer, og efter foredraget sluttede han af med en sang. Vi havde dyb respekt for ham.

En anden der kom i vores hjem, var Anna Andersen, som var kolportør eller heltidsforkynder. Hun rejste fra by til by i hele Norge, som regel på cykel, og spredte bibelsk læsestof. Hun havde tidligere været officer i Frelsens Hær, og hun kendte andre officerer i dette trossamfund i Kopervik. De gav hende lov til at holde et bibelsk foredrag i deres mødesal, og jeg indbød folk til at komme og lytte.

Endnu en kolportør der besøgte os i Kopervik, var Karl Gunberg. Denne beskedne, stille, men humoristiske mand tjente i perioder som oversætter på afdelingskontoret i Oslo. Adskillige år senere skulle vi komme til at arbejde sammen dér.

Påvirket af andres religiøse opfattelser

I de dage havde folk ikke alene en stærk tro på Gud og Bibelen, men også dybt rodfæstede opfattelser såsom helvedeslæren og treenighedslæren. Det vakte derfor ikke så lidt røre da bibelstudenterne forkyndte at disse lærepunkter ikke stemte med Bibelen. Jeg havde ladet mig påvirke af at folk stemplede far som en der forkyndte vranglære. Engang sagde jeg endda til ham: „Det du lærer, er ikke sandt. Det er falsk lære!“

„Kom herhen, Ottilie,“ sagde han kærligt, „og se hvad Bibelen siger.“ Så læste han op for mig fra Bibelen. Det medførte at jeg fik større og større tillid til ham og til det han forkyndte. Han tilskyndede mig til at læse bogserien Studier i Skriften. Så i sommeren 1914 sad jeg ofte og læste på en fjeldtop hvorfra der var udsigt over byen.

I august 1914 stimlede folk sammen uden for lokalavisens bygning og læste om den første verdenskrigs udbrud. Far kom og så hvad der var på færde. „Tak til Gud!“ udbrød han. Han forstod at krigens udbrud var en opfyldelse af de bibelprofetier han havde forkyndt om. (Mattæus 24:7) Mange bibelstudenter troede dengang at de snart ville blive oprejst til himmelen. Da det ikke skete, blev nogle af dem skuffede.

Jeg tager standpunkt for sandheden

I 1915 blev jeg som 17-årig færdig med mellemskolen og fik et kontorjob. Nu begyndte jeg at læse Vagttårnet jævnlig. Men det var først i 1918 at man holdt regelmæssige møder i Kopervik. I begyndelsen var vi kun fem der overværede møderne. Vi læste Vagttårnsselskabets publikationer, som for eksempel Studier i Skriften, og gennemgik stoffet ved hjælp af spørgsmål og svar. Mor talte altid positivt om bibelstudenterne over for andre, men sluttede sig aldrig selv til organisationen.

I 1918 arbejdede jeg på et kontor hvor jeg lærte Anton Saltnes at kende. Jeg fik den forret at hjælpe ham til at blive en af bibelstudenterne. Det var omkring dette tidspunkt at jeg blev en regelmæssig forkynder, og i 1921 blev jeg døbt ved et stævne i Bergen.

I maj 1925 blev der i Örebro i Sverige afholdt et stævne for brødrene i hele Skandinavien. Der var over 500 til stede, deriblandt Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford. Cirka 30 af os kom med tog fra Oslo i ekstravogn.

Ved stævnet blev det bekendtgjort at der skulle oprettes et nordeuropæisk kontor i København som skulle føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Skandinavien og de baltiske lande. William Dey, der var skotte, blev udnævnt som ansvarshavende. Vennerne syntes om ham, og han kom snart til at gå under navnet „Den Store Skotte“. I begyndelsen havde broder Dey intet kendskab til de skandinaviske sprog, så han sad som regel bagerst i salen under møder og stævner og passede børnene så deres forældre kunne koncentrere sig om hvad der blev sagt fra talerstolen.

I Vagttårnet for maj 1925 var der en behandling af Åbenbaringen, kapitel 12, som viste at kapitlet drejer sig om Guds riges fødsel, og at denne fødsel skete i himmelen i 1914. Det havde jeg svært ved at forstå, og derfor læste jeg artiklen om og om igen. Da jeg endelig forstod det, blev jeg så glad.

Når der gennem tiden er blevet foretaget justeringer af vores forståelse af bibelske spørgsmål, er nogle snublet og har trukket sig tilbage fra Guds folk. Kom der en justering jeg ikke rigtig kunne forstå, sørgede jeg altid for at læse stoffet igen og igen for at få fat i meningen. Hvis jeg stadig ikke fattede den nye forståelse, ventede jeg på yderligere klarhed over sagen. Gang på gang har det vist sig at det er klogt at være tålmodig.

Beteltjenesten

I nogle år arbejdede jeg som bogholder, kontordame og revisor. I 1928 måtte den medarbejder som havde ført tilsyn med Selskabets regnskab, rejse fra Betel på grund af sygdom. Eftersom jeg havde erfaring på dette område, blev jeg bedt om at overtage arbejdet. Jeg begyndte min beteltjeneste i juni 1928. Af og til kom broder Dey på besøg og reviderede Selskabets regnskaber. Vores betelfamilie førte også an i forkyndelsesarbejdet i Oslo, hvor der dengang kun var én menighed.

Nogle af os hjalp broder Sakshammer, som stod for forsendelsesafdelingen, med at pakke og sende Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!). Blandt dem der hjalp til, var broder Simonsen og broder Gunberg. Det var rigtig fornøjeligt, og ofte sang vi mens vi arbejdede.

Et sikkert håb

I 1935 fik vi den forståelse at den ’store skare’ ikke var en sekundær himmelsk skare, men en skare der ville overleve den store trængsel og få mulighed for at leve evigt i et paradis på jorden. (Åbenbaringen 7:9-14) Denne nye forståelse medførte at nogle som havde nydt symbolerne ved mindehøjtiden, nu forstod at de havde et jordisk håb og derfor holdt op med at deltage i måltidet.

Jeg har aldrig haft tvivlstanker i forbindelse med mit himmelske håb, men jeg har ofte tænkt: ’Hvorfor vil Gud have mig?’ Jeg følte mig ikke værdig til at få så stor en forret. Som en lille, genert kvinde var det underligt for mig at tænke på at jeg skulle herske som konge sammen med Kristus i himmelen. (2 Timoteus 2:11, 12; Åbenbaringen 5:10) Jeg grundede imidlertid over apostelen Paulus’ ord om at „ikke mange mægtige“ blev kaldet, men at „Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme“. — 1 Korinther 1:26, 27.

Forkyndelsen under den anden verdenskrig

Den 9. april 1940 blev Norge invaderet af de tyske tropper, og snart var hele landet okkuperet. På grund af krigen var mange lydhøre over for budskabet om Riget. Fra oktober 1940 til juni 1941 spredte vi mere end 272.000 bøger og brochurer. Det betyder at hver af de over 470 forkyndere der dengang var i Norge, i gennemsnit spredte mere end 570 bøger og brochurer på disse ni måneder!

Den 8. juli 1941 opsøgte Gestapo alle de præsiderende tilsynsmænd og sagde at de ville blive sendt i koncentrationslejr hvis forkyndelsesarbejdet ikke ophørte. Fem tyske politibetjente ankom til Betel og konfiskerede en stor del af Vagttårnsselskabets ejendom. Betelfamilien blev ført væk til afhøring, men ingen af os blev fængslet. Til sidst, den 21. juli 1941, blev Selskabets bygning på Inkognitogaten 28 B beslaglagt, og forkyndelsesarbejdet blev forbudt. Jeg flyttede tilbage til Kopervik og fik arbejde så jeg kunne forsørge mig selv.

På det tidspunkt tjente far som pioner. En dag kom nazisterne og foretog en husundersøgelse. De tog alle hans publikationer, deriblandt bibler og bibelordbøger. I denne periode fik vi kun en lille forsyning åndelig føde. For at kunne forblive åndeligt stærke studerede vi igen og igen de ældre bøger, som for eksempel Regering, og vi fortsatte med at forkynde.

Mange steder var der sørgeligt nok splittelser blandt brødrene. Nogle mente at vi burde forkynde åbenlyst og gå fra hus til hus, mens andre følte at vi burde arbejde i det skjulte og kontakte folk på andre måder. Fremtrædende brødre som før havde haft et godt samarbejde, og som vi holdt meget af, var ikke længere på talefod. Den splid der var imellem dem, voldte mig større hjertesorg end nogen anden situation i hele mit liv som Jehovas vidne.

Fornyet aktivitet efter krigen

Efter krigen, i sommeren 1945, besøgte broder Dey Norge og holdt møder i Oslo, Skien og Bergen. Han bad alle brødrene om at bilægge striden og opfordrede dem der ønskede at gøre det, til at rejse sig. Alle de tilstedeværende rejste sig! Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, kom til Norge i december 1945, og ved dette besøg blev striden mellem brødrene bilagt for stedse.

Den 17. juli 1945 modtog jeg et telegram fra landstjeneren, broder Enok Øman. Det lød: ’Hvornår kan du komme tilbage på Betel?’ Nogle af vennerne sagde at jeg burde blive hjemme og passe min far, som da var over 70 år. Men far opfordrede mig til at genoptage beteltjenesten, hvilket jeg gjorde. I 1946 blev Marvin F. Anderson, en broder fra USA, vores landstjener, og forkyndelsesarbejdet blev reorganiseret.

I mine sommerferier rejste jeg hjem til Kopervik for at besøge familien. Mine to brødre og to søstre blev ikke Jehovas vidner, men de var altid venlige mod far og mig. Min storebror blev havnemester og lodsoldermand, og min lillebror blev lærer. Jeg havde kun få materielle midler, men far plejede at sige til dem: „Ottilie er rigere end I er.“ Og det var sandt! Det de havde samlet sig, kunne ikke sammenlignes med de åndelige rigdomme jeg kunne glæde mig over. Far døde i 1951 i en alder af 78. Mor døde i 1928.

Et af mit livs højdepunkter var da jeg i 1953 overværede Jehovas Vidners internationale stævne i New York. Det år var der over 500.000 forkyndere i hele verden, og mere end 165.000 overværede dette stævne. Før stævnet arbejdede jeg en uge på Brooklyn Betel, hovedsædet for Jehovas organisation her på jorden.

Jeg gør hvad jeg kan

I de senere år er mit syn blevet svækket på grund af grå stær. Med stærke briller og et forstørrelsesglas kan jeg dog stadig læse lidt hvis det er med stor skrift. Mine åndelige søstre besøger mig og læser højt for mig to gange om ugen, og det er jeg meget taknemmelig for.

Det er begrænset hvad jeg kan gøre i forkyndelsesarbejdet. Om sommeren har nogle søstre af og til kørt mig i kørestol ud til et distrikt hvor jeg kan forkynde lidt. Jeg sender desuden regelmæssigt blade og brochurer til skoler i Kopervik, deriblandt den skole jeg gik i for snart 100 år siden. Jeg glæder mig over at det stadig er muligt for mig at være en regelmæssig forkynder.

Heldigvis ligger spisesalen og rigssalen på samme etage som mit værelse på Betel, som siden 1983 har ligget i Ytre Enebakk uden for Oslo. Det gør at jeg ved hjælp af et gangstativ på egen hånd kan komme til drøftelsen af dagsteksten om morgenen, samt til måltiderne og møderne. Jeg er også glad for at jeg stadig kan overvære alle stævnerne. Jeg nyder at hilse på venner jeg har kendt i mange år, og også at møde nye brødre og søstre og de mange kære børn.

Vi må bevare troen indtil enden

Det er en velsignelse at være omgivet af aktive, venlige og åndeligsindede mennesker her på Betel. Da jeg begyndte at tjene på Betel, bestod hele familien af nogle der havde et himmelsk håb. (Filipperne 3:14) I dag ser alle med undtagelse af mig frem til at leve evigt på jorden.

Sandt nok havde vi ventet at Jehova ville gribe ind på et tidligere tidspunkt, men jeg fryder mig over at se den store skare blive større og større. Sikke en vækst jeg har været vidne til! Da jeg første gang tog del i forkyndelsen, var der cirka 5000 forkyndere i hele verden. Nu er der over 5.400.000! Jeg har virkelig set „den mindste . . . blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation“. (Esajas 60:22) Vi må blive ved med at nære forventning til Jehova sådan som profeten Habakkuk skrev: „Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme.“ — Habakkuk 2:3.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del