Kristne bør være ærlige

Er det muligt at være ærlig i dag? Hvordan kan en kristen bevare en god samvittighed?

KAN De huske dengang hele familien kunne tage hjemmefra i et par dage uden at man fandt det nødvendigt at lukke og låse alle døre ekstra forsvarligt? Kan De huske dengang man kunne gøre indkøb uden at føle at man burde tælle byttepengene før man lagde dem i pungen? Hvis De kan huske en tid da det var sådan, kan De ikke være helt ung længere, for de fleste steder er det en del år siden det var sådan.

At stjæle, lyve og bedrage er blevet næsten lige så almindeligt som at spise og sove. Tyven regnes nu for en selvfølge. Mange steder er hans ’arbejde’ ikke længere begrænset til de mørke timer. Ofte truer han folk med sin kniv ved højlys dag og ’hjælper’ dem af med deres penge og værdier, overbevist om at ingen vil blande sig i det. Ja, han er næsten blevet en helt. Hvis han bliver pågrebet, synes nogle at det var trist at det skulle ende sådan.

De har sikkert også lagt mærke til at denne overbærenhed med tyve ikke blot udstrækkes til deciderede tyveknægte men til hvem som helst der har held til at snyde. Langt de fleste uærlige handlinger begås af såkaldt respektable mennesker, folk som går i kirke om søndagen, som bor og arbejder i respektable miljøer, som er velklædte og regner sig selv for at være gode borgere.

Tag for eksempel manden som er på vej hjem fra en forretningsrejse eller ferietur i udlandet og har forskellige varer med sig som han burde betale told for. Han bliver fornærmet hvis man kalder ham en tyv, men hvis han på en eller anden måde kan komme igennem tolden uden at betale, vil han stolt fortælle sine venner om det. Og jo mere han kan slippe af sted med, jo bedre vil de synes om det. Det er almindeligt og populært at snyde staten.

Men hvordan vil en sand kristen se på den slags? Kan han give efter for disse almindelige synspunkter og befatte sig med uærlighed? Nej, den kristne får befaling til at holde sig fra mennesker og gerninger der vanærer Gud. Det siges rent ud: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle.“ Der er ingen smuthuller; man kan heller ikke undskylde sig med hvad andre gør. — Ef. 4:28.

Ærlighed i forretningslivet

Det bliver mere og mere vanskeligt at drive forretning efter ærlige principper. Hvis importafgifterne et store, vil nogle forretningsfolk måske føle sig nødsaget til at bruge sortbørsvarer eller handle med samvittighedsløse fabrikanter som giver deres produkter falske varedeklarationer. Men kan en kristen forretningsmand ty til den slags udveje?

Nej, for en kristen ønsker fremfor alt at gøre det der behager Jehova Gud. Og Bibelen siger at „den falske er [Jehova] en gru; mod retsindige er han fortrolig“. (Ordsp. 3:32) Det er rigtigt at det kan være vanskeligt at bære sig ærligt ad og samtidig være i stand til at konkurrere med uærlige forretningsfolk. Men selv om ens indtægt bliver mindre, vil det at man er ærlig vinde andres tillid, bevare ens selvrespekt og, vigtigst af alt, medføre et godt forhold til Gud. Dette er af langt større værdi end materiel velstand.

Uærlighed i forretningslivet stammer ofte fra uærlighed i statsadministrationen. Inspektører og revisorer svinger med den ene hånd lovens „knippel“, men rækker samtidig den anden frem for at modtage bestikkelse. Men Guds tjenere kan ikke hverken give eller modtage bestikkelse. „Tag ikke mod bestikkelse, thi bestikkelse gør den seende blind og fordrejer sagen for dem, der har ret,“ siger Bibelen. (2 Mos. 23:8) At betale statsembedsmænd for at lukke øjnene for ulovligheder, er brud på loven. Det medvirker også til at nedbryde moralen hos andre.

Den kristne forretningsmand har et moralsk ansvar både over for myndighederne og over for sine kunder. Det er måske almindeligt at have to slags regnskabsbøger for at snyde skattevæsenet, og to slags vægte for at snyde kunderne. Men begge dele har Jehova Guds mishag. Hans ord siger: „To slags lodder er [Jehova] en gru, det er ikke godt, at vægten er falsk.“ — Ordsp. 20:23.

Den kristne er også forpligtet til at bære sig ærligt ad over for sine ansatte. I nogle lande er arbejdsgiveren forpligtet til regelmæssigt at trække et beløb fra den ansattes løn og indbetale det til syge-, pensions- og arbejdsløshedskasser. Det er uærligt af arbejdsgiveren hvis han undlader at foretage disse indbetalinger. Nogle steder er det endda sådan at hvis arbejdsgiveren ikke foretager disse indbetalinger, får den ansatte ingen hjælp, når han en dag har brug for den. „En arbejder er sin løn værd,“ lærte Jesus. Og i dag kan denne løn indbefatte et beløb som arbejdsgiveren skal tilbageholde og betale videre til den rette kasse. — Luk. 10:7; 3 Mos. 19:13.

Det hjælper ikke noget at fremføre at en bestemt ansat ikke fortjener sin løn fordi han er doven eller på anden måde stjæler fra sin arbejdsgiver. Hvis han står på lønningslisten, har arbejdsgiveren pligt til at betale ham. Den kristne skal ’ikke gengælde nogen ondt med ondt’. — Rom. 12:17.

Et godt forhold mellem arbejdsgiver og ansatte begynder almindeligvis hos arbejdsgiveren. Hvis han behandler sit personale redeligt og storsindet, er det sandsynligt at han med tiden vil blive gengældt på samme måde. Jesus sagde: „Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ — Luk. 6:38.

Ansatte bør være ærlige

Samtidig gælder det at de ansatte også bør være ærlige over for deres arbejdsgiver. Det er almindeligt at de ikke er det i dag. Mange firmaer kalkulerer ligefrem med et tab på 10 procent af hele udbyttet på grund af de ansattes tyverier! Måske De har hørt nogle hævde at det ikke er mere end rimeligt at de stjæler fra deres arbejdsplads når de får så lidt i løn? De forstår naturligvis ikke at de ved at stjæle fra arbejdsgiveren blot tvinger varernes priser i vejret. Arbejdsgiveren vil ikke stå som taber; han sætter simpelt hen priserne i vejret for at dække tabet.

Det er tåbeligt at stjæle, uanset hvordan man ser på det. Og moralsk set er det lige forkert enten man stjæler lidt eller meget. Her gælder det bibelske princip: „Den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

I nogle firmaer kan de ansatte købe visse varer til en meget fordelagtig pris. Denne fordel er almindeligvis begrænset til den ansatte selv og hans allernærmeste familie. Ville det derfor ikke være uærligt at misbruge denne fordel ved at gøre indkøb for andre eller ved at købe varer og sælge dem til en højere pris? Nogle ræsonnerer måske som så at firmaet ikke taber nogen penge på disse varer og at det derfor ikke kan gøre noget. Men har de forhørt sig hos firmaets ejer om dette spørgsmål? Den ansattes opfattelse kan være farvet af personlig interesse.

Nogle steder er det almindeligt at de ansatte får arbejdsgiveren til at sætte medlemmer af deres familie på lønningslisten selv om disse egentlig ikke arbejder i firmaet. Det betyder ikke noget økonomisk tab for arbejdsgiveren, for den ansattes løn deles bare op i mindre portioner til to, tre eller flere familiemedlemmer. Der er således ikke tale om at man stjæler fra arbejdsgiveren. Men snyder man staten?

Denne opdeling af lønnen bevirker at hver „lønmodtager“ kan have så lille en indtægt at der ikke skal betales skat af den, hvilket ville være tilfældet hvis hele lønnen blev udbetalt til én person. Hvert medlem af familien som er blevet sat på lønningslisten kan nu også få udbytte af socialforsikringen. Men hvis man ikke virkelig har ret til disse goder, er det så ærligt at benytte sig af dem? Er det ikke at leve på en løgn?

Samvittigheden

Nu tænker De måske på et forhold i Deres eget liv som giver anledning til tvivl. Måske føler De Dem ikke sikker på om dette eller hint er rigtigt eller forkert. Love og regulativer kan være så fulde af snørkler og rejse så mange tvivlsspørgsmål at man føler sig helt forvirret. Måske synes man ikke at man kender et bibelsk princip der direkte berører det forhold man tænker på. Som regel kan man dog finde ud af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Er man for eksempel i tvivl om hvad man må tage med sig når man rejser fra et land til et andet, kan man jo spørge toldmyndighederne. Eller drejer problemet sig om en praksis der er almindelig på ens arbejdsplads? Så kan man jo henvende sig til ejeren eller direktøren og høre hans synspunkt. Vær retlinet. Man kan almindeligvis få afgjort om en eller anden handlemåde er rigtig eller forkert ved at spørge dem der har ansvar for eller myndighed i sagen.

Det kan imidlertid være at den man henvender sig til ikke vil svare én direkte. Så er det op til en selv at afgøre hvad man vil gøre. Der er visse forhold som simpelt hen må overlades til den enkeltes samvittighed, og enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde over for Gud. — Gal. 6:5.

Hvis man er i tvivl, skal man ikke prøve på at dulme sin samvittighed ved at søge at få medhold hos en anden der ikke har noget med sagen at gøre. Det er ikke en kristens ansvar at fortælle en anden kristen hvordan han skal drive sin forretning eller ordne sine økonomiske affærer med andre. Ved en lejlighed ønskede en mand at Jesus skulle bruge sin indflydelse på denne måde, men Jesus nægtede at blande sig i sagen. Han svarede: „Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?“ — Luk. 12:13, 14.

Lad os huske at det at have en god samvittighed over for Gud og mennesker ikke er noget man må tage let på. Bibelen siger at nogle mennesker ved at give slip på en god samvittighed har „lidt skibbrud på troen“. Bibelen advarer også om at en overdreven lyst til materielle goder kan føre til at man volder sig selv „megen bitter smerte“. Den kristne må derfor stræbe efter at bevare en god samvittighed selv om det kan betyde at han må give afkald på visse materielle ejendele. — 1 Tim. 1:19; 6:10; 4:2.

Opbyg en god samvittighed

Den kristne samvittighed opbygges gennem studium af Guds ord og ved forståelse af de principper der findes deri. Gud har ikke ladet menneskene være uvidende om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Han har tilvejebragt sit ord Bibelen så modne kristne herigennem kan få „sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt“. — Hebr. 5:13, 14.

Imidlertid findes der millioner af mennesker som har levet det meste af deres liv efter de normer der findes i den nuværende tingenes ordning uden at skænke det en tanke at de var uærlige. De er ikke på rette måde blevet oplært til at skelne mellem ret og uret. Hvad nu hvis sådanne for nylig er begyndt at studere Guds ord og de begynder at forstå at visse handlemåder har Guds mishag? Hvad skal de gøre?

Det klogeste er at handle i overensstemmelse med sin samvittighed som er blevet opøvet gennem studiet af Guds ord. At indrette sit liv i harmoni med de bibelske principper kan i visse tilfælde betyde at man må indrette sig på en mere beskeden levestandard med færre materielle goder. Men det er det værd! Glæden ved at have en ren samvittighed er mere værd end materielle besiddelser.

Det der kræves for at man kan være ærlig i alle ting er ægte tro, og sand kærlighed til Gud. Tror vi virkelig på Guds løfter om at han vil velsigne sine tjenere med evigt liv i en ny tingenes ordning? (2 Pet. 3:13; Sl. 37:29) Hvis vi gør det, og hvis vi virkelig elsker Gud, vil vi oprigtigt bestræbe os for at være ærlige og at gøre hvad der er rigtigt i hans øjne. „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt.“ — 1 Pet. 3:10, 11.