Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w75 1/9 s. 387-389
  • Kan det betale sig at følge Bibelens principper i forretningslivet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kan det betale sig at følge Bibelens principper i forretningslivet?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forholdet til de ansatte
  • Ærlig som ansat
  • Kristne bør være ærlige
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
  • Har De råd til at være ærlig i forretningsverdenen?
    Vågn op! – 1974
  • Varer ærlighed virkelig længst?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Vær ærlig i alle ting
    ‘Bevar jer selv i Guds kærlighed’
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
w75 1/9 s. 387-389

Kan det betale sig at følge Bibelens principper i forretningslivet?

DET kan være forbundet med en betydelig risiko at drive forretning nu om stunder. En amerikansk ekspert i virksomhedsledelse mener at virksomheder der starter nu, i bedste fald kun har halvtreds procents chance for at overleve.

En af de ting der kan gøre livet surt for en forretningsmand er den uærlighed der trives overalt i branchen. Når konkurrenterne benytter sig af bestikkelse og returkommissioner, bedrager kunderne og snyder i skat, er det sværere for den ærlige forretningsmand at sælge en redelig vare, yde god service og stadig få en rimelig fortjeneste ud af det.

For nylig blev der foretaget en undersøgelse i tre stater i U.S.A. for at påvise hvor stor uærlighed der var i detailhandelen. Forskellige varer blev kontrolleret — vitaminpiller, søm, clips, elektriske artikler, papirservietter, fødevarer — varer i forskellig emballage som angav indholdets mængde. Det var chokerende så stor en procentdel af disse færdigpakkede varer der løj over for kunden — for fødevarernes vedkommende, for eksempel, drejede det sig om 40 procent. I en pakke med „otte“ frosne hummerhaler var der kun seks. Et glas „100“ vitaminpiller indeholdt 85. Indholdet kunne være fra 10 til 30 procent mindre end angivet i de undersøgte produkter.

Desuden er ansattes tyverier på arbejdspladsen blevet så omfattende at det giver langt større omkostninger end butikstyveri og røveri. Dette er med til at gøre det svært at drive forretning i vore dage.

Er det under disse omstændigheder muligt at forblive ærlig og alligevel klare sig i en selvisk forretningsverden? Og er der nogen praktiske fordele ved at følge Bibelens vejledning i forbindelse med det at drive forretning?

Bibelen giver det råd: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Og med hensyn til at handle og drive forretning siges der: „[I må] ikke øve uret ved længdemål, vægt eller rummål; vægtskåle, der vejer rigtigt, lodder, der holder vægt, . . . skal I have.“ (3 Mos. 19:35, 36) „To slags lodder [én slags til salg og en anden til køb] er [Jehova] en gru, det er ikke godt, at vægten er falsk.“ — Ordsp. 20:23.

En forretningsmand der har respekt for gud vil følge disse principper. Sandt nok vil dette måske få andre til at synes at han bærer sig mærkeligt ad, ja endda lidt dumt. Han får måske nogle vanskeligheder og en del ulejlighed. Men hvis han bevarer en god samvittighed, hvilket har stor værdi i Guds øjne, vil dette være mere værd end penge. Der er i øvrigt mange som har holdt fast ved en ærlig handlemåde og som stadig har en blomstrende forretning.

Ærlighed er nemlig en langt stærkere beskyttelse end mange tror. Uærlighed, derimod, kan ofte give bagslag for den der prøver at klare sig med uhæderlige metoder. Hvis en forretningsmand viser sig at være uærlig, vil han ofte miste sine kunder. Den ærlige forretningsmand vinder derimod sine kunders, leverandørers og kreditorers tillid. De folk han har ansat vil også respektere ham og være tilbøjelige til at udføre ærligt arbejde for ham.

Ingen forretningsmand kan tillade sig at undervurdere betydningen af hurtig og effektiv service, et kvalitetsprodukt der er prisen værd, samt venlighed og ærlighed i forholdet til kunderne. En virksomhed der mangler dette er i større fare for lukning end en der drives ærligt. At det forholder sig sådan bekræftes af de erfaringer nogle af Jehovas vidner har gjort.

Læg for eksempel mærke til hvordan det gik ejeren af tre købmandsbutikker i den sydlige del af De forenede Stater. Da det fra lægelig side blev afsløret hvilke sundhedsfarlige virkninger tobaksrygning har, overvejede han sagen alvorligt. Da han ikke ønskede at være ansvarlig for at sælge sine kunder noget der var skadeligt for deres helbred (han følte ikke at han ærligt og med god samvittighed kunne reklamere for, udstille og sælge et sådant produkt), talte han med sine butiksbestyrere og fik dem til at indvillige i at fjerne alle tobaksvarer fra hans forretninger. Dette var risikabelt, ikke alene fordi tobakssalget var en betydelig indtægtskilde, men også fordi folk ville være tilbøjelige til at handle hvor de kunne få tobak sammen med deres andre købmandsvarer.

Hvad blev resultatet? I tre måneder faldt salget i de tre forretninger betydeligt. Så begyndte det at stige igen indtil det til sidst nåede op på sit sædvanlige niveau. Det viste sig at kunderne satte pris på den ærlige, venlige og hensynsfulde betjening de fik i disse forretninger og gerne ville købe deres købmandsvarer dér, selv om de måtte hente deres tobak et andet sted.

Forholdet til de ansatte

En arbejdsgiver kan gavne sin virksomhed ved at følge Bibelens principper i forholdet til sine ansatte. Bibelen vejleder: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ (Ef. 4:31) At skælde ud på folk og true dem og herse med dem gør dem utilfredse og er derfor til skade for en virksomhed. Bibelen fortæller hvad grunden er: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ — Ordsp. 15:1.

En arbejdsgiver skal ikke betragte de ansatte i virksomheden som sine trælle, men Bibelens råd til herrer og trælle taler alligevel med stor aktualitet til arbejdsgivere og ansatte i dag: „Hvad I [trælle] end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven. . . . Den der gør uret, vil visselig få igen hvad uret han har gjort, og der er ingen partiskhed. I herrer, del retfærdigt og ligeligt ud til jeres trælle, idet I ved at I også har en Herre i himmelen.“ — Kol. 3:23–4:1.

Ærlig som ansat

De ansatte i en virksomhed påvirkes ofte kraftigt til at være uærlige. Undertiden opfordrer arbejdsgiveren dem til at give kunderne fordrejede eller ukorrekte oplysninger om varernes kvalitet. Der snydes med mål og vægt. Af den ene eller den anden grund opfordrer underordnede arbejdsledere måske deres kolleger til at sætte tempoet ned og forsinke arbejdet.

Det har imidlertid ofte vist sig at arbejdsgivere værdsætter en medarbejder der holder fast ved retskafne principper. De får tillid til at en sådan medarbejder vil være loyal og hverken stjæle fra dem eller lyve for dem.

Vi kan hente et eksempel på dette i et land i Vestafrika. En embedsmand i statsadministrationen tilbød en dygtig ung mand i sin stab at få arbejdet som hans privatsekretær. Det ville medføre en stor lønforhøjelse og andre fordele. Den unge mand forklarede at han ville være glad for at få stillingen, men der var én ting han ikke kunne gøre. Når embedsmanden blev ringet op af landets præsident på et tidspunkt hvor han forventedes at arbejde på sit kontor men var fraværende, kunne den unge mand ikke med god samvittighed give det sædvanlige svar at hans chef var gået et øjeblik. Embedsmanden fremførte at andre på kontoret, selv religiøse mennesker, ikke havde noget imod at fortælle sådanne „hvide løgne“. Den unge mand svarede at et godt navn hos Gud var vigtigere end en god stilling eller mange penge, og sagde: „Jeg kunne ikke tænke mig at gøre noget der ville mishage Gud.“ Denne holdning gjorde et gunstigt indtryk på embedsmanden, der sagde at det var sådanne pålidelige mænd landet havde brug for.

Et andet eksempel. I byen New York var de ansatte i et firma blevet sat under nøje opsigt da man mistænkte dem for at stjæle. Til sidst blev de indkaldt til et møde. Hver eneste ansat blev nu interviewet og dernæst afskediget fordi man havde iagttaget at vedkommende havde stjålet. Endelig interviewedes fire mænd der lever efter Bibelens principper. De detektiver der havde foretaget undersøgelsen kunne oplyse at disse mænd var de eneste der ikke havde stjålet noget. De var alle Jehovas vidner, og de fik nu tilbud om ledende stillinger.

Det gik på samme måde i et land i Latinamerika hvor en kornmølle havde underskud i sin afdeling med hvedemel, fordi der blev stjålet sække med mel fra forsendelsesrummet. Der blev spildt mel på lagergulvet og givet den forklaring at nogle sække var gået i stykker. Så ansatte ejeren en mand til at passe lageret, og for første gang i flere år begyndte han at få fortjeneste på denne afdeling. Da han undersøgte sagen nærmere blev han klar over at den mand han netop havde ansat var et af Jehovas vidner og at han, idet han søgte at leve efter Bibelens principper, havde bragt tyverierne til ophør. Ejeren overdrog denne mand ledelsen af hele møllen.

Disse tilfælde viser at der findes mennesker som påskønner ærlighed og at ærlighed belønnes. Skønt nogle må give afkald på et arbejde fordi der lægges pres på dem for at få dem til at være uærlige, vil det alligevel altid betale sig at holde fast ved Bibelens principper, og den der gør det kan finde opmuntring i salmistens ord: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ (Sl. 37:25) På samme måde satte Jesus mod i sine disciple med ordene: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ . . . Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.

De der virkelig følger Bibelens principper, enten de nu selv har en virksomhed eller er ansatte, kan hente styrke i Bibelens ord: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige [til gavn for dem],“ og de kan med tillid forvente at „lykken når de retfærdige“. (1 Pet. 3:12; Ordsp. 13:21) Og den bedste belønning vil være en god samvittighed over for Gud og mennesker.

[Grafisk fremstilling på side 387]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tyveri på arbejdspladsen anslås til 10 milliarder dollars i U.S.A. i 1974.

Butikstyveri var halvt så stort.

Røveri kun 1/70.

Tallene varierer.

0 2 4 6 8 10 — Milliarder dollars

Tyveri på arbejdspladsen

Butikstyveri

Røveri

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del