„Ris-kristne“ er ikke kristne
PÅ det kinesiske fastland lever der nu ikke flere „ris-kristne“. Det er i alle fald hvad dr. Tracey K. Jonen udtalte ved et møde for den metodistiske missionsstyrelse, ifølge et referat i The Christian Century fra 20. februar 1960.
Hvad er en „ris-kristen“? Det er et menneske som begynder at bekende sig til en af kristenhedens religioner fordi det får ris eller anden mad fra den. Eftersom en fyldt mave ikke uden videre er analog med en stærk overbevisning, kan det ikke overraske at disse „ris-kristne“ i Kina under det kommunistiske pres har givet deres såkaldte kristendom en god dag.
Kommunismen har åbenbart sat bom for „ris-kristne“ på det kinesiske fastland, men de vil dog stadig trives frodigt så længe religiøse organisationer benytter den taktik. Ovennævnte religiøse ugeskrift skrev således i et tidligere nummer: „Nye katolske kirker, som blev bygget nogle steder [på Taiwan] hvor der ikke fandtes en katolsk menighed, blev indrettet med oplagringsrum og med udlevering af mad til nødstedte for øje. . . . Præster anvendte de amerikanske overskudsvarer, som de købte meget billigt, til at lokke nye med og til at holde på de nye som lod sig lokke.“
Det femte spørgsmål i en række på elleve som Kirkernes Verdensråd udsendte til sine medlemskirker lød, træffende nok: „Kan vi være enige om at forkaste kirkeaktioner hvorved man med materielle eller sociale fordele påvirker det enkelte menneske til at slutte sig til en bestemt kirke, eller hvorved man lægger et utilbørligt pres på mennesker som er i nød og befinder sig i en hjælpeløs tilstand?“
Nu skal man jo ikke tro at „ris-kristne“ kun findes i asiatiske lande. Slet ikke. Hele kristenheden er smittet af den selviskhedens virus der består i at give det udseende af at man tilbeder Gud, mens man i virkeligheden har en bagtanke dermed. Det er den egentlige grund til at antallet af kirkemedlemmer vokser i nogle lande, at flere mennesker holder de religiøse helligdage, at salget af religiøse artikler går i vejret, og at nye kirker skyder op. Sådanne „fremskridt“ har imidlertid intet med kristendom at gøre, hvilket klart fremgår af den kendsgerning at forbrydelser, kriminalitet og umoralitet forekommer i stigende skala i de selv samme lande.
Om mennesker af den kategori hvortil de „ris-kristne“ hører, siger Paulus at de „har et fordærvet sind og har sat sandheden til, når de mener, at gudsfrygt er en kilde til vinding“. Paulus går videre med en beskrivelse af de forbrydelser som skulle eksistere i vore dage, og erklærer så at mennesker da vil være „lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.“ — 1 Tim. 6:5; 2 Tim. 3:1-5.
Strengt taget er der ikke noget som hedder „ris-kristne“. Man kan tale om „ris-metodister“, „ris-presbyterianere“ og „ris-katolikker“, men ikke om „ris-kristne“, for Jesus Kristus befalede aldrig sine disciple at vinde mennesker for kristendommen ved at give dem mad. Han fremhævede det åndelige fremfor det materielle: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ Han erklærede: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmelriget tilhører dem. Lykkelige er de som hungrer og tørster [ikke efter ris og vin, men] efter retfærdighed, for de skal blive mættet.“ (NW) — Matt. 4:4; 5:3, 6.
Det er rigtigt at når store skarer fulgte Jesus i dagevis og de ikke havde mere mad, lod han dem ikke synke sammen ved vejen af sult, men sørgede på mirakuløs måde for mad til dem. I det mindste ved to lejligheder mættede han en tusindtallig skare med blot nogle få fisk og brød. Men når mennesker fulgte ham udelukkende fordi de på den måde kunne få noget at spise, irettesatte han dem: „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søger mig, ikke fordi I har set tegn [beviserne for at han var en Guds profet], men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.“ — Joh. 6:25-27.
Sand kristendom ytrer sig ikke ved selviskhed, men ved uselviskhed og kærlighed: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din, sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ Og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Jesus sagde ligeledes at „Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“. Ved sin handlemåde viste Jesus at han fuldt ud forstod at „der er større lykke ved at give end ved at modtage“. (NW) — Mark. 12:30, 31; Matt. 20:28; Ap. G. 20:35.
Kan vi tage Jesu lære bogstaveligt i vore dage? Er det muligt for os at følge de kristne principper når vi er omgivet af selviskhed? Ja, det har den nye verdens samfund af Jehovas vidner givet rigeligt bevis på. De allerfleste af dem har tidligere tilhørt hedenskabets eller kristenhedens almindelige religioner. Hvad har tilskyndet dem til at blive kristne vidner for Jehova? Ikke materiel vinding. Derimod kærlighed til sandheden, kærlighed til Gud, og kærlighed til deres medmennesker. Mange mennesker er desuden blevet tiltrukket af de høje principper som det gode budskabs overbringere lever efter, af den nidkærhed de har lagt for dagen, samt af det herlige håb om Guds rige og de velsignelser det vil bringe i den retfærdige nye verden.
Hvor praktisk har alt dette så vist sig at være? Så praktisk at antallet af ordets tjenere der forkynder regelmæssigt hver måned er vokset over to og en halv gang i løbet af ti år, nemlig fra 328.572 forkyndere i 1950 til 851.378 i 1960 — uden at man har måttet ty til nogen form for „ris“. Alle disse forkyndere har givet slip på fordomme som skyldes race, kultur, nationalitet og politik, og arbejder som en harmonisk enhed i 179 lande og ø-områder. Nej, ægte kristendom behøver ikke at benytte „ris“ for at kunne skabe kristne!