Spørgsmål fra læserne
● I Første Korinterbrev 7:14 siges der at børn af troende forældre er „hellige“. Skal et sådant barn være døbt for at være helligt i Guds øjne? Hvad nu hvis barnet er retarderet?
Apostelen Paulus behandlede her de problemer der kan forekomme i en delt husstand. Han tilskyndede den troende ægtefælle til at blive hos den ikketroende, og som en vægtig begrundelse for ikke at opløse ægteskabet sagde han: „For den ikke-troende mand er helliget i forbindelse med hustruen, og den ikke-troende hustru er helliget i forbindelse med broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige.“ (1 Kor. 7:14) Dette viser at Gud lader sådanne børn komme ind under princippet om familiefortjeneste. Med familiefortjeneste menes den hellighed som Gud tillægger, eller tilregner, lydige mindreårige børn i det omfang de ikke selv kan gøres ansvarlige for deres handlinger. Dette udspringer af den hellighed deres „forældre i samhørighed med Herren“ har i Guds øjne som følge af deres værdifulde, gode adfærd. (Ef. 6:1) Som det fremgår af Paulus’ ord, gælder princippet om familiefortjeneste endog når kun den ene af forældrene er i troen.
Hvordan så med spørgsmålet om dåb? Et barn som trofast undervises i Guds ord vil uden tvivl vokse i kundskab og forståelse og med tiden nå dertil hvor Guds ånd bevæger det til at foretage en personlig indvielse til Jehova og anmode om at blive døbt. (1 Pet. 3:21) For at være rede til at blive døbt må barnet erkende behovet for at ændre sind, at omvende sig og at træde ind i et ret forhold til Gud. (Apg. 3:19; 8:34-36) Efter dåben vil barnet ikke længere komme ind under familiefortjenesten men vil blive anset for helligt i egen kraft og må selv leve op til sin indvielse til Gud. — 1 Pet. 1:14-16; Kol. 1:21-23.
Skal forældre som har et retarderet barn mene at dåben i alle tilfælde er nødvendig for at Gud kan anse barnet for værdigt til hans beskyttelse når han eksekverer sin dom, for eksempel i den forudsagte „store trængsel“? En afgørende faktor må tydeligvis være i hvor høj grad barnet er retarderet, idet nogle, selv som voksne, ikke er nået længere i deres mentale udvikling end børn på fire-fem år. Barnet kan måske fatte visse grundlærdomme i Guds ord og gentage dem når det bliver spurgt. Det er måske lydigt mod sine forældre og afholder sig fra at gøre visse ting som det har fået at vide er forkerte og i modstrid med Guds vilje. Men er barnet i stand til at træffe personlige beslutninger? Kan det på grundlag af sit eget sind og hjerte (og ikke forældrenes) afgøre hvilken vej det ønsker at følge i livet? Forstår barnet hvad det vil sige at have et personligt forhold til Gud, et forhold der ikke er afhængigt af forældrene, og er det i stand til at søge et sådant forhold? Kan det drages til ansvar af et dømmende udvalg for eventuelle fejltrin det begår? Hvis ikke, opfylder barnet tydeligvis ikke betingelserne for at kunne lade sig døbe men vil fortsat komme ind under familiefortjenesten og i den forstand blive anset for helligt i Guds øjne.
De enkelte tilfælde bør ikke bedømmes følelsesmæssigt, men på grundlag af Bibelens lære. Hvis barnet ikke er meget retarderet og faktisk er i stand til at blive en Kristi discipel der tjener Gud af hele sit hjerte og sind og af hele sin sjæl og styrke, vil det være muligt at hjælpe det frem til dåb. (Mark. 12:30) I så fald skulle barnet i åndelig henseende kunne „bære sin egen ansvarsbyrde“. (Gal. 6:5) Hvis forældrene er i tvivl, kan de søge råd hos de ældste.
Hvor er det opmuntrende og trosstyrkende at vide at små børn, såvel som større børn der er mentalt retarderede, kan regnes for hellige som følge af familiefortjenesten!