Jeg fandt friheden i et fængsel

DET forekommer mig som en evighed siden at en dum-dum-kugle, affyret af en betjent i den nordlige del af Ontario, sendte mig til et canadisk forbundsfængsel.

Først måtte jeg dog på hospitalet for at få amputeret min sønderskudte højre arm. Derefter kom jeg i retten, hvor jeg blev sigtet for drabsforsøg fordi jeg havde deltaget i et drikkegilde med efterfølgende skyderier som kunne have kostet både mit eget, mine kammeraters og nogle betjentes liv. Jeg kunne imødese et længere ophold bag et fængsels grå stenmure.

For at få tiden til at gå prøvede jeg at forøge min viden. Da jeg læste om økologi gik det op for mig at den samfundsordning vi har i dag er truet af udslettelse.

Det havde jeg hørt før. Flere år tidligere havde et meget tålmodigt Jehovas vidne besøgt mig. Når han havde kunnet træffe mig hjemme havde han brugt en lille bibelsk publikation som grundlag for nogle venlige bibelske samtaler. Han havde ud fra Bibelen vist mig at den nulevende generation vil se afslutningen på jordens fordærvede samfund og grundlæggelsen af en ny tingenes ordning her på jorden under Jehova Guds herredømme og med hans søn, Jesus Kristus, som regent.

Jeg fik snart nogle alvorlige samtaler med en medfange der hed Bill, som afsonede første år af en dom på tolv år, og disse samtaler fortsatte vi med mellemrum i to måneder. Vore samtaler blev hyppigere da vi fandt et nummer af Vagttårnet og en gammel bibelkonkordans.

Så gik det op for mig at vi aldrig ville komme videre uden lidt hjælp. Jeg tænkte på manden i det nordlige Ontario og skrev til ham. Han sendte nogle bøger og blade, men de kom aldrig igennem fængselets mur af regulativer. Imidlertid blev der sendt besked til Vagttårnsselskabets afdelingskontor, som sørgede for at vi blev kontaktet af nogle forkyndere fra den lokale menighed af Jehovas Vidner.

I begyndelsen måtte vi ikke få et særskilt værelse når vi skulle studere. Så der blev holdt ét studium med mig og et andet med Bill i den offentlige besøgsstue, midt i cigaretrøgen som ofte fik vore øjne til at løbe i vand. Snart vidste alle i fængselet hvad der foregik. Det medførte at Jehovas navn fik en omtale som langt oversteg vore forventninger. Langt om længe fik vi vort eget værelse, og vi blev bedt om ikke at holde flere studier i besøgsværelset.

I november 1973 fik jeg udgangstilladelse, så jeg kunne nå at overvære et dåbsforedrag i et privat hjem hos et Jehovas vidne og at blive døbt i et udendørs bassin. Vandet og vejret var koldt, men fællesskabet varmede mig om hjertet. Det følgende forår symboliserede Bill også sin indvielse til Jehova.

Jeg er nu blevet prøveløsladt og forkynder Guds rige fra dør til dør mens jeg inden for synsvidde har de grå mure bag hvilke jeg tilbragte så lang tid.

Bill fortsætter ivrigt, sammen med en der hedder Phillip, forkyndelsen af Riget inden for murene, trods de hindringer der lægges dem i vejen af de traditionelle kirkesamfund og deres sympatisører. Både lærere, betjente og indsatte har fået et vidnesbyrd når det har været belejligt. De fleste inden for murene reagerer på samme måde som de fleste udenfor.

Men arbejdet fortsætter, og ved Jehovas ufortjente godhed og tålmodighed har endnu en eller to måske lejlighed til at lære Bibelens sandheder at kende.

Ord vil aldrig kunne udtrykke hvor meget Jehova gjorde for mig og stadig gør for mine åndelige brødre i fængselet. Vi gør vort bedste for at gengælde Guds kærlighed på den eneste måde vi kan, nemlig ved lydigt at arbejde på at give andre dette budskab om livet.

Føler du at dit liv fyldes med uoverstigelige hindringer nu hvor et tæt mørke er ved at sænke sig over hele jorden? Fat da mod og lad Jehovas Vidner hjælpe dig ligesom de hjalp mig. Så vil du opdage at Bibelen indeholder et sikkert håb for dig og mange andre. — Indsendt.