Udviklingslæren på tilbagetog

I OVER hundrede år har videnskabsmænd hævdet at de forskellige livsformer er blevet til ved en udvikling. De har fremholdt at livet er opstået af sig selv, at det efterhånden har udviklet sig til plante- og dyrestadiet, og derfra over abestadiet til menneskestadiet.

Disse videnskabsmænd har hele tiden været på udkig efter vidnesbyrd som kunne understøtte deres teorier. Ikke så få, både blandt videnskabsmænd og andre, har håbet at vidnesbyrdene ville gøre det af med troen på en skabende Gud.

Men i de senere år har vidnesbyrdene gjort lige det modsatte! De har nedbrudt grundlaget for troen på udviklingsteorien, med det resultat at mange ærlige mennesker, heriblandt også flere videnskabsmænd, ikke længere accepterer denne teori. Og de der stadig går ind for udviklingslæren, er blevet tvunget til at opgive nogle ellers hævdvundne opfattelser.

Situationen er blevet kommenteret i New York Times, hvor der siges: „Studiet af livets udvikling har undergået en stor forandring i løbet af de sidste ti år; de principper der blev opstillet af Darwin og andre drages i tvivl, og nye teorier foreslås. Det hele er et stort virvar.“

Bevismaterialet efterprøves

Inden for de senere år har flere forskere underkastet bevismaterialet en upartisk undersøgelse, og de udtrykker forbløffelse over de resultater de er kommet til.

Norman Macbeth, en advokat der er udgået fra Harvard-universitetet, besluttede sig til at undersøge spørgsmålet på samme måde som han ville gøre i en retssag. Han samlede vidnesbyrd for og imod udviklingslæren. Efter mange års grundig forskning kom han til det resultat at vidnesbyrdene imod udviklingsteorien var så stærke at, som han sagde, „ingen teori i det hele taget må være at foretrække fremfor den eksisterende“.

Macbeth sagde endvidere: „De fleste forklaringer som skulle støtte udviklingslæren, er ikke gode. Faktisk kan de næppe kaldes forklaringer overhovedet; de er gisninger, formodninger, luftkasteller, som næppe er værdige til at kaldes hypoteser.“ Som reaktion på en typisk bog der støtter udviklingslæren, sagde han: „Hvis jeg skulle møde den mand i retten, kunne jeg vinde sagen så let som ingenting.“

En redaktør ved The Washington Monthly, Tom Bethell, har foretaget en lignende undersøgelse. Det har overrasket ham at finde så megen forvirring og diskussion blandt evolutionisterne. Han skriver: „Det er forbavsende at man ikke har hørt mere til debatten, for den lader til at have været en af 1960ernes mest betydningsfulde akademiske debatter, og i mine øjne er konklusionen temmelig forbløffende: Darwins teori, tror jeg, er på nippet til at bryde sammen.“

Han tilføjer: „Darwin, mener jeg, er ved at blive kasseret, men, muligvis af respekt for den ærværdige gamle herre, . . . gøres det så nænsomt og diskret som muligt, med et minimum af omtale.“

Hvordan reagerer evolutionisterne på dette? I bladet Weekend skriver F. Appleton: „Vi indrømmer at der er gabende huller i bevismaterialet for udviklingslæren. . . . Selv for en erfaren videnskabsmand kommer der et punkt hvor forklaringerne bliver fortærskede og hvor man må indrømme at man faktisk ikke kender svaret.“ Han tilføjer: „Ja, udviklingslæren er kun en teori. At gå ind for udviklingslæren er altså et spørgsmål om tro.“

De „gabende huller“ er med tiden blevet større. Der er fremkommet mange nye oplysninger angående DNA, cellestruktur, arvelighed, krydsningsforsøg, levende organismers komplicerede opbygning og fossilernes vidnesbyrd. Som følge af disse oplysninger er det i stigende grad gået op for ærlige og upartiske iagttagere at kendsgerningerne meget tydeligt peger i retning af en skabelse, og ikke en udvikling.

Selve grundideen rokkes

En af udviklingslærens væsentligste forudsætninger, ja selve dens hovedgrundlag, er nu ved at blive kuldkastet. Det er den længe accepterede teori om hvordan udviklingen skal have fundet sted — selve „udviklingsmekanismen“.

De der går ind for udviklingslæren har ment at livets udvikling er foregået ved hjælp af små gavnlige ændringer i de levende organismer. Disse ændringer skal have sat de pågældende organismer i stand til bedre at overleve. Deres afkom skal derefter, gennem millioner af år, have gennemgået flere gavnlige forandringer, og det hævdes at det er denne proces der gradvis har frembragt de mange forskelligartede livsformer — insekter, planter, pattedyr og mennesket.

Denne opfattelse betegnes blandt videnskabsmænd med udtryk som „de bedst egnede overlever“ eller „naturlig udvælgelse“. Hermed menes at „naturen“ har udvalgt de bedst egnede livsformer til at overleve, og at de svagere former er gået til grunde.

Hvorfor betvivler man nu værdien af denne grundidé? Fordi noget som burde være indlysende, nu endelig, efter årtiers krydsningsforsøg og studium af fossiler, er ved at gå op for mange videnskabsmænd — nemlig at en plante- eller dyreforms evne til at overleve ikke siger noget om hvordan denne livsform er opstået og heller ikke gør den til en anden livsform. At én slags ræv klarer sig bedre end en anden slags, fortæller ikke noget om dens tilblivelse. At en ræv „overlever“ forklarer ikke hvordan den er blevet til, og det bevirker heller ikke at den efterhånden bliver til en anden dyreart.

Forskere har opdaget at uanset hvor mange krydsningsforsøg de foretager, lykkes det dem aldrig at udvikle en helt ny og anderledes plante- eller dyreart. Der kan optræde forandringer i størrelse, farve eller andre særpræg. Men en ko bliver ved med at være en ko; en vinstok bliver ved med at være en vinstok; en flue bliver ved med at være en flue.

Det er nu blevet endeligt fastslået at ud over visse begrænsede ændringer fra det normale, kan livsformerne ikke forandres uden at man enten gør dem sterile eller slår dem ihjel. Hvorfor? Fordi der er en lov der „låser“ dem fast inden for visse rammer som er sat for dem.

„Efter deres arter“

Gud har i alle livsformer nedlagt en lov der holder de grundlæggende arter adskilt. Bibelen henviser til denne lov med udtrykket „efter deres arter“.

Vi har et eksempel herpå i Første Mosebog 1:24, hvor der står: „Derpå sagde Gud: ’Jorden frembringe levende væsener efter deres arter: Kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter!’“ Det samme gælder planter, insekter, fugle, fisk og mennesker.

De levende organismers arveanlæg giver dog rum for variationer inden for de inden for de grundlæggende arter, hvilket gør livet mere interessant. Men som forskerne har opdaget, kan livsformerne kun formere sig inden for deres egen art. Selv om der for eksempel er mange forskellige slags katte, kan de kun formere sig med hinanden, og deres afkom vil altid være katte. Det samme gælder alle andre grundlæggende arter.

Harold Coffin, der er zoolog ved Californiens universitet med hvirvelløse dyr som speciale, siger: „Der har åbenbart i vid udstrækning fundet en tilpasning sted, men har de ændringer der er sket i forbindelse med denne tilpasning virkelig forårsaget en udvikling fra én hovedform til en anden? De videnskabelige vidnesbyrd taler ikke til støtte herfor.“

Fossilernes vidnesbyrd

Fossilerne, de forstenede rester af levende organismer man finder i klippelagene, støtter heller ikke evolutionisternes antagelser. Man havde håbet at man efterhånden ville finde mange „overgangsled“ mellem de kendte livsformer, så der fremstod en ubrudt udviklingskæde op til de „højt udviklede“ livsformer. Men de utallige fossiler man nu har kendskab til efter over hundrede års søgen, har gjort dette håb fuldstændig til skamme.

Harold Coffin siger: „Fossilerne, vidnesbyrdene om livet i tidligere tider, udgør den endelige og sidste appeldomstol, eftersom fossilernes vidnesbyrd er den eneste autentiske beretning om livets historie som videnskaben har adgang til.“ Hvad viser disse vidnesbyrd? Stemmer de med udviklingslæren? Harold Coffin svarer: „Det gør de ikke. . . . De fortæller at planterne og dyrene blev skabt i deres grundlæggende former. De grundlæggende fakta man kan udlede af fossilernes vidnesbyrd støtter en skabelse, ikke en udvikling.“

D. B. Gower, biokemiker ved Londons universitet, bekræfter at ’fossilernes beretning stemmer med beretningen i Første Mosebog (i Bibelen)’. Han siger at ’vi i de ældste klippelag ikke finder en række fossiler som dækker de gradvise forandringer fra de mest primitive former til mere udviklede former; nej, i de ældste klippelag viser de udviklede arter sig pludseligt’. Han bemærker også at ’der fuldstændig mangler fossiler som kan være mellemled’ mellem hovedformerne af plante- og dyrelivet.

Efter at man i over hundrede år har afdækket millioner af fossiler, ser man altså at vidnesbyrdene bekræfter at de forskellige livsformer blev skabt „efter deres arter“. — 1 Mos. 1:11, 12, 21, 24.

Et revideret syn på menneskelivets historie

Nye fund af menneskefossiler har også bevirket at man har måttet revidere opfattelsen af menneskets formodede udviklingshistorie. Fundene har bragt uorden i ’udviklingstræet’, den hypotetiske opstilling af abelignende dyr der påstås at være forfædre til mennesket.

Sådanne fund har givet anledning til følgende kommentar i Boston-avisen Globe: „Hver eneste lærebog i antropologi, hver eneste artikel om menneskets udvikling, hver eneste tegning af menneskets stamtræ, må kasseres. . . . Det vil også sige at vi har fået vore forfædre blandet.“

Hvad har gjort en sådan revision nødvendig? Sagen er at man har fundet fossiler af moderne mennesketyper som menes at være ældre end de formodede „abemennesker“ som de hævdes at stamme fra. Et af disse „abemennesker“, det der af videnskabsmændene kaldes Australopithecus, er endog af nogle blevet hyldet som det manglende led mellem aber og mennesker.

Ifølge videnskabelige kilder har nye vidnesbyrd imidlertid vist at dette synspunkt ikke er holdbart. I New York Times læser vi: „De ny fossiler er et afgørende bevis for at Australopithecus, en uddød art som man engang mente var overgangsform mellem abe og menneske, faktisk levede samtidig med det tidlige menneske og blev til en evolutionær blindgyde.“

Sandheden er at mennesket også blev skabt ’efter sin art’. Det er grunden til at man aldrig har fundet noget „mellemled“ mellem dyr og mennesker. Det er grunden til at man heller aldrig vil finde sådanne „mellemled“. Det store svælg mellem mennesker og dyr vil altid være der, for det er anbragt af Skaberen, der har sat skel mellem mennesker og dyr.

Antropologiprofessor Anthony Ostric fra staten Indiana har i en tale ved en videnskabelig kongres givet udtryk for at vidnesbyrdene peger på at mennesket stort set er forblevet uændret siden dengang det viste sig på skuepladsen. Han sagde: „Det er umuligt at se hvordan biologiske, sociale eller kulturelle kræfter eller processer skulle kunne forvandle noget førmenneskeligt abemenneske eller ’næstenmenneske’ til Homo sapiens.“ Han bemærkede at menneskets enestående biofysiske og sociokulturelle natur tilsyneladende repræsenterer „en uoverstigelig afgrund som adskiller det fra alle andre dyr“.

Det er helt tydeligt at de mange vidnesbyrd man gennem årtier har indsamlet, har tvunget udviklingslæren tilbage på mange fronter. En ærlig vurdering af kendsgerningerne kan kun føre til én konklusion. Som Bibelen for længe siden erklærede: „Herren er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv.“ — Sl. 100:3, oversættelsen af 1871.

[Illustration på side 473]

Selv om én slags ræv overlever bedre end en anden slags, bliver den ikke derved forvandlet til et andet dyr

[Illustrationer på side 474]

„Planter og dyr . . . frembringer afkom fra sig selv og ikke på nogen anden måde.“ „Alt liv stammer fra tidligere liv, . . . forældreorganismen og dens afkom er af samme art.“ — „Biology for You“, s. 468; „The Encyclopedia Americana“, 1956, bind 3, s. 721