Internationale stævner kræver mange villige hænder
JEHOVAS kristne vidner er med rette kendt for deres nidkærhed, og for deres villighed til at samarbejde for at få noget gjort. Et typisk eksempel på dette så man da de byggede en stævnehal i nærheden af Pittsburgh, Pennsylvanien. En avis bragte et referat med billede, og skrev at „omkring 200 mænd iført hjelme og arbejdstøj støbte og murede på en byggeplads, og ikke én af dem fik betaling for det“. Blandt andet citerede avisen hvad et af vidnerne som førte tilsyn med arbejdet, havde sagt: „Til tider . . . har vi flere folk herude end vi har brug for.“ Et par dage senere berettede den samme avis om en hjælpepræst der klagede over at næsten ingen mødte op for at hjælpe til med gennemførelsen af et projekt som havde fundet støtte hos „et meget stort antal protestantiske kirker“.
Nidkærhed har altid kendetegnet Jehovas sande tjenere. Tabernaklet i ørkenen og dets indretning kostede meget og hårdt arbejde. Var det nødvendigt for Moses at lokke eller tvinge sine landsmænd eller at betale dem for at få dette nødvendige arbejde gjort? Slet ikke! De israelitter der levede dengang viste værdsættelse og meldte sig frivilligt, som vi læser: „Derpå tilkaldte Moses . . . alle de kunstforstandige mænd, hvem [Jehova] havde givet kunstsnilde, alle dem, som i deres hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i lag med udførelsen af arbejdet.“ (2 Mos. 36:2) Beretningen fortsætter med at fortælle hvad alle disse udrettede fordi de i deres hjerte følte sig tilskyndet dertil.
Apostelen Paulus sagde om sig selv at han udførte sin tjeneste frivilligt. (1 Kor. 9:17) Og han gav den vejledning at man, når man ydede materiel hjælp til trængende medtroende, skulle gøre det villigt og ikke under tvang, „for Gud elsker en glad giver“. (2 Kor. 9:7) Og apostelen Peter rådede de ældre mænd, de ældste, til „ikke tvungent men villigt“ at varetage deres pligter. — 1 Pet. 5:2.
Hvert år giver vore områdestævner villige sjæle en glimrende lejlighed til at yde deres brødre en nidkær og uselvisk tjeneste. Og ved de kommende internationale stævner vil dette i endnu højere grad blive aktuelt.
Som Jehovas loyale indviede tjenere er vi alle interesseret i at Guds ord skal vise sig at tale sandt, sådan som Jesus var det og derfor handlede i overensstemmelse med alt hvad der var blevet profeteret om ham. (Rom. 3:4; Luk. 24:26, 27, 44-46) Har vi den samme loyale indstilling til Guds profetiske ord? I så fald vil vi frivilligt, beredvilligt og med glæde tilbyde at hjælpe til ved disse stævner, for Jehova Gud lod følgende skrive i sit ord: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød.“ (Sl. 110:3) Har vi ikke levet på Jesu Kristi vældes dag siden 1914? Jo, det har vi. Jesus gør stadig det der er Jehovas vilje med ham. Skulle vi så ikke også gøre det Jehova har forudsagt om os?
De kommende internationale stævner tegner til at blive begivenheder med stor åndelig feststemning. Det styrende råd arbejder ihærdigt sammen med andre brødre på hovedkontoret for at tilberede et storslået åndeligt festmåltid for alle blandt Jehovas tjenere der har mulighed for at være til stede. Det samme kan siges om brødrene på afdelingskontorerne i de lande hvor disse stævner skal holdes. Men det er ikke nok blot at tilberede den åndelige føde. Der må også træffes forberedelser til at dette nærende åndelige brød kan fordeles til alle som overværer stævnerne, ligesom der må sørges for at deres behov i andre retninger dækkes. Det betyder at der bliver brug for meget frivillig hjælp ved disse stævner. Og der er arbejde nok til at alle kan være med. Der er et særligt behov for mænd som har håndværksmæssige erfaringer eller evner, og som kan påtage sig at være holdledere i de forskellige afdelinger. Alle andre kan frivilligt tilbyde at hjælpe til hvor ’behovet er stort’, som ordenshavende, eller i en af afdelingerne for rengøring, fællesspisning eller forfriskninger, for blot at nævne nogle få.
Ja, der bliver brug for masser af villige hænder hvis brødrene som overværer de internationale stævner i 1978 skal befinde sig godt og kunne lytte og glæde sig over det program der bliver tilrettelagt af „den trofaste og kloge træl“. De brødre der skal tale har den forret at uddele den åndelige føde. Det er også vigtigt at nogle sørger for de materielle fornødenheder og bekvemmeligheder. Kun hvis alt er tilrettelagt både i materiel og åndelig henseende, vil de der kommer til disse stævner kunne blive åndeligt opbygget. De vil da kunne vende hjem igen, opfyldt af den samme sindsstemning som prægede fortidens israelitter da de vendte hjem efter indvielsen af Jehovas tempel i Jerusalem — de var ’glade og vel til mode over den godhed Jehova havde vist sit folk’. — 2 Krøn. 7:10.