Lær at leve med det der ikke kan være anderledes
EN af fortidens græske filosoffer tillægges følgende udtalelse: ’Unge mand, gift dig, gift dig. Hvis du får en god hustru, bliver du lykkelig, og det er godt. Og hvis du ikke får en god hustru, bliver du filosof, og det er også godt.’ Tanken bag det sidste er at man gør klogt i at tilpasse sig det der ikke kan være anderledes, at tage det med filosofisk ro og anlægge et ligevægtigt syn på livet.
Dette spørgsmål om at lære at leve med det der ikke kan være anderledes, gælder på uendelig mange af livets områder. Alene ens højde kan give anledning til græmmelse. En pige der er over en meter og firs, er måske ked af sin højde, og en mand som kun er en meter og halvtreds eller mindre, er måske irriteret over at han er så lille. Men Jesus Kristus, Guds søn, sagde: „Hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst?“ (Matt. 6:27, 1871-oversættelsen) Et menneske kan også være født med en pukkelryg, en talefejl eller et dårligt syn, eller det kan være blevet vanfør på grund af polio.
Hvad kan man gøre hvis man har det sådan? „Det der ikke kan helbredes, må man lære at leve med,“ siger en læge. En af dem der har lært at leve med sin usædvanlige lidenhed er Carlos Romulo, en filippinsk statsmand. Han siger at han ikke lader sig slå ud af at han er så lille; efterhånden har han fundet ud af at det faktisk er en fordel, for folk er ofte tilbøjelige til at begunstige den der er meget lille.
Alle der har et sådant „handicap“ som de er kede af, kan gøre én ting: de kan lære at skønne på de goder de har. Er det ikke rigtigt at livet i sig selv og et nogenlunde godt helbred er et stort gode? Man kan også glæde sig over alt det smukke i skaberværket eller naturen, over nydelsen ved at lytte til skøn musik, over et godt forhold til familie og venner, for ikke at tale om glæden ved at gøre noget til gavn for sig selv og andre.
Det samme gælder indstillingen til verdensforholdene, som mennesker ikke kan ændre til det bedre. Skulle vi foruroliges over den tiltagende korruption på højt plan og den stigende vold og kriminalitet i storbyernes gader? Bibelen giver det gode råd: „Græm dig ikke over ugerningsmænd.“ Og hvorfor ikke? Nej, for når Guds tid er inde, vil de gudløse blive fjernet. (Sl. 37:1-13) Indtil da kan man lære at leve med disse forhold; man kan være ekstra forsigtig, lade være med at færdes alene på gaden sent om aftenen, og sætte livet højere end de penge man har på sig.
Hvis man tager sine egne forhold med filosofisk ro og prøver på at få det bedste ud af dem, er man godt på vej til at lære at leve med det der ikke kan være anderledes. Acceptér den kendsgerning at enhver form for lykke er relativ og at man under de nuværende ufuldkomne og syndige forhold altid må være indstillet på at tage det sure med det søde. Hav øje for de fordele og goder du har, uanset under hvilke forhold eller omstændigheder du lever. Bare det at sove er en velsignelse. En digter skrev engang: „Velsignelser findes på hvert et sted, og velsignelser opliver tanken, iklæder selv sorgen ynde, forsoner mennesket med dets skæbne.“
Det samme kan siges om vort forhold til andre. Mange ægtepar lader sig separere eller skille når de opdager at de ikke passer så godt sammen; men det ville være langt bedre om de lærte at tilpasse sig hinanden. Der var for eksempel den romantiske og idrætsglade italiener som giftede sig med en temmelig jordbunden engelsk pige. I adskillige år havde de deres kvaler med at finde ud af at leve sammen, men af hensyn til børnene lod de sig ikke skille. Efterhånden lærte de imidlertid at tilpasse sig hinanden, og det gav dem større tilfredshed og glæde i deres ægteskab.
Så var der også den yndige unge kvinde der giftede sig med en mand som havde alt hvad hun kunne ønske sig i retning af personlighed og materiel velstand. Men sit ønske om børn fik hun ikke opfyldt. Har hun lært at leve med det der ikke kan være anderledes? Ja, det har hun, og hun kan endda spøge med sin skuffelse. I øvrigt er hun nu fuldtidsbeskæftiget med at dele „den gode nyhed“ med andre — ligesom hendes mand er det — og hun nyder mange velsignelser og stor tilfredshed ved at undervise hele familier, og især mødre og børn, om Jehova Gud og de velsignelser hans rige vil bringe; hun opfostrer så at sige åndelige børn, idet hun gør dem til Kristi disciple.
Går vi til Bibelen finder vi mange andre eksempler på at nogle har lært at leve med det der ikke kunne være anderledes. I denne forbindelse kunne vi tænke på profeten Moses. Ved ham demonstrerede Gud sin vældige magt og førte sit folk ud af Ægypten; men dette til trods blev israelitterne ved med at være en prøve på Moses’ tålmodighed i de 40 år de vandrede i ørkenen! (5 Mos. 8:2-5) Kan man ikke forestille sig hans skuffelse over deres mangel på værdsættelse, deres mangel på tro, deres idelige beklagelser, deres oprørskhed og deres umættelige selviskhed! Den kærlighed der lå bag hans ord til dem, som det fremgår af Femte Mosebog, røber hvor godt han havde lært at leve med sit folks svagheder og fejl, det der ikke kunne være anderledes i den forstand at han intet kunne gøre ved det. — Apg. 7:30-39.
Nutidens tjenere for Jehova Gud finder ligeledes ofte at forholdene er dem en prøvelse. Under forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige må de kæmpe med ligegyldighed og manglende interesse, blind fordom og bitter modstand. Men giver de op på grund af disse forhold, der tilsyneladende ikke kan være anderledes? Nej, det gør de ikke. I stedet arbejder de på at finde udveje for at fortsætte; de sætter ind på at styrke deres egen tro; og de minder hele tiden sig selv om hvorfor de tjener Jehova Gud i denne endens tid.
Sandt at sige har mange været nødt til at affinde sig med forhold af forskellig art, som de ikke kunne ændre på, eller som de ikke kunne slippe ud af på hæderlig vis. Men uanset hvilket forhold det drejer sig om, er det klogeste man kan gøre, at lære at leve med det, at lære at tilpasse sig. Som en hjælp hertil har vi bønnens dyrebare forret, og det håb som fremholdes i Guds ord, nemlig at der skal komme „nye himle og en ny jord“, i hvilke der hverken er ondskab eller skuffelser, men evigt liv og lykke. — Fil. 4:6, 7; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:4.