Kan lovovertrædere resocialiseres?

„JEG betragter mig som fuldstændig fri! Jeg er fri for det mørke der tidligere havde magten over mig.“

„Hver dag i mit liv er en glæde!“

Sådan siger to af beboerne i straffekolonien Iwahig på Filippinerne. Begge er blevet kendt skyldige i mord og har tilbragt mange år i fængsel. Men de har fundet noget som har bragt dem større glæde end noget af det de havde før, dengang de var frie.

Iwahig-fængselet

Fængselet og straffekolonien Iwahig — for at nævne det fulde navn — er anderledes end mange andre fængsler. Det ligger på øen Palawan, den lange ø i den filippinske øgruppe der strækker sig mod sydvest ud i Det sydkinesiske Hav. Fængselet dækker et areal på 38.612 hektarer og huser omkring 5000 indsatte. Disse kaldes imidlertid colonos (beboere i en koloni), og ikke fanger.

Det meste af fængselsområdet har hverken høje mure eller afspærringer. Der er ingen bevæbnede vagtposter, og mange af beboerne går temmelig frit omkring. Nogle bærer ikke uniform. De fleste bor på sovesale og arbejder med at dyrke eller fremstille koloniens vigtigste produkter: Ris, majs, kopra, tømmer, spanskrør og nogle få bambusarter.

Beboerne får en lille kontant månedlig godtgørelse som de kan supplere ved for eksempel at fremstille og sælge håndarbejde. Nogle få, der har vist sig pålidelige og som kan forsørge deres familie, har fået lov til at få familien ind i kolonien. Disse familier bor i toplanslejligheder; de nødvendige forsyninger får de gratis, og som en ekstra hjælp kan de dyrke afgrøder eller avle kvæg.

Der opretholdes naturligvis en vis disciplin, men man indrømmer beboerne mere frihed efterhånden som de viser sig pålidelige. Nogle hjælper endog med til at administrere kolonien. Endvidere bliver der givet oplæring i forskellige færdigheder, og analfabeter får grundlæggende undervisning i at læse, skrive og regne. Fritidsaktiviteter tillades, herunder svømning, konkurrencesport af forskellig art, musikprogrammer og skovture, og visse religiøse møder er tilladt om søndagen.

I årenes løb har Iwahig været en frugtbar jordbund for Jehovas Vidners arbejde med at gøre disciple. Men hvordan begyndte denne aktivitet fra Jehovas Vidners side?

Forkyndelse i lwahig

Mange har været med i denne virksomhed i årenes løb, og Domingo Obispo var en af de første.a Han afsonede en dom på mange år i Muntinlupa-fængselet i nærheden af Manila, og begyndte at overvære møder som blev holdt i dette fængsel af en lokal ældste fra Jehovas Vidner. Med tiden accepterede han det han lærte ud fra Bibelen og blev et af Jehovas vidner. Da han så blev overført til Iwahig, gav han dét videre han havde lært.

I et andet tilfælde blev en mand som var et af Jehovas vidner, udstødt af menigheden på grund af en forkert adfærd. Han begik en meget alvorlig forbrydelse og blev sat i fængsel. I fængselet begyndte han at angre, ligesom kong Manasse i fortiden. (2 Krøn. 33:10-13) Da han med tiden blev overført til Iwahig, satte han sig i forbindelse med de ældste i den nærliggende Puerto Princesa menighed, og de kunne se at hans anger var ægte. Følgelig blev han igen accepteret som et af Jehovas vidner, og han begyndte at forkynde i kolonien.

Der var også en mand der flygtede fra Iwahig. Han rejste til en by på Palawan og begyndte at leve som almindelig borger. Et af Jehovas vidner forkyndte for ham, og den flygtede lovovertræder troede på det han hørte. Så begyndte hans samvittighed at plage ham, og han rådførte sig med en ældste i menigheden. Hvad skulle han gøre?

Den kristne ældste vejledte ham i overensstemmelse med Paulus’ ord i Romerbrevet, kapitel 13, vers 1. Han viste ham at det var en sand kristens pligt at tilbagebetale kejseren det der tilkom ham. Følgelig gik lovovertræderen, ledsaget af nogle kristne venner, tilbage til kolonien og overgav sig. Nu er han en pålidelig fange, og han er blevet sat til at undervise andre af koloniens beboere. Han benytter denne opgave som en anledning til at udbrede budskabet om den sande kristendom.

De fleste af dem der nu bliver Jehovas vidner i Iwahig, kontaktes ved den forkyndelse der sker i selve kolonien. En af mændene fik overrakt traktaten Er dette alt hvad livet er? Overrasket over at finde Jehovas vidner aktive i fængselet, sagde han ja til et bibelstudium ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Han gav agt på det han lærte, ændrede lidt efter lidt sit liv og blev kvalificeret til at underkaste sig den kristne dåb.

Regulær forkyndelse fra hus til hus (eller fra sovesal til sovesal) er forbudt i kolonien. Imidlertid holdes der to gange om ugen „mandtal“, og ved disse lejligheder samles alle for at det kan kontrolleres at ingen mangler. Disse tidspunkter udnytter forkynderne til at vidne for deres medindsatte. Der ledes bibelstudier med dem under træerne eller på tribunen ved den åbne plads.

Om søndagen har kristne ældste fra Puerto Princesa menighed desuden fået tilladelse til at lede et bibelstudium i fængselet; her anvender man tidsskriftet Vagttårnet som studiemateriale. Interesserede indbydes til at overvære det. Tidligere blev disse møder holdt i fængselets bibliotek, men administrationen, der påskønner det arbejde der gøres af Jehovas Vidner, har nu sørget for at bygge en stor rigssal på koloniens regning.

For nylig har myndighederne tilladt visse colonos at overvære Jehovas Vidners kredsstævner uden for fængselet. De ældste fra den nærmeste menighed påtager sig ansvaret for disse personer, og de ledsages kun af en ubevæbnet vagt. De går i almindeligt tøj og har ikke håndjern på. Ved hvert af de sidste tre kredsstævner blev nogle af disse mænd døbt. I maj 1977 blev to af de 12 der var til stede, døbt. De andre Jehovas vidner ved stævnerne er altid glade for at være sammen med deres kristne brødre fra Iwahig.

Vellykket resocialisering

Resultatet af Jehovas Vidners aktivitet har været en fuldstændig reformering af forhærdede forbrydere. Skønt det ofte viser sig at lovovertrædere vender tilbage til deres kriminelle tilværelse når de har forladt fængselet, har mange af de indsatte her forandret sig totalt. For at bruge Paulus’ ord, er de blevet „vasket rene“. — 1 Kor. 6:11.

At reformeringen er varig, er der flere eksempler på. En mand der måtte afsone en dom på 15 år for mord er nu efter sin løsladelse blevet pioner, som Jehovas vidner kalder deres heltidsforkyndere. Andre der er blevet løsladt, har gjort så store fremskridt at de er blevet respekterede ældste i den kristne menighed.

Målet for Iwahig-straffekolonien er at „reformere“ fremfor at „straffe“. Af den grund er administrationen glad for at se de forandringer der er sket med beboere der er blevet Jehovas vidner. En tilsynsførende ved straffekolonien udbrød: „Jeg ville ønske at alle beboere her var Jehovas vidner!“

Den fungerende leder af koloniens sikkerhedstjeneste har sagt: „Jeg kunne ønske at denne religion fik mange tilhængere her, for jeg har lagt mærke til at så snart nogle bliver Jehovas vidner ser jeg mange forbedringer ved deres vaner og karaktertræk.

Et af jeres medlemmer, Sanchez, var ballademager nummer ét her — en drukkenbolt, storryger og lastefuld person. Han var en prøvelse for mig. Hvordan i alverden han havde mod til at forandre sig, aner jeg ikke. Alt hvad jeg ved er at han blev et af Jehovas vidner, og det var sagen!“

Grunden til forandringen

Hvad er det der får mordere, voldtægtsforbrydere, brandstiftere og snigmordere til at blive skikkelige kristne? Ifølge mændene selv er det Guds ords reformerende kraft og det gode samvær med gudfrygtige mennesker. En af dem udtaler at han følte sig tiltrukket af Bibelens løfte om evigt liv og om at Gud vil tørre hver tåre af den lidende menneskeslægts øjne, såvel som fjerne sygdom og død. (Joh. 5:24; Åb. 21:4) Eftersom han havde set livets skyggesider, appellerede disse løfter til hans hjerte.

En anden udtaler at der råder sand kristen broderkærlighed blandt de beboere i kolonien der er blevet Jehovas vidner, og det virkede tiltrækkende på ham. Nu siger han at han ønsker at stræbe efter at være „en god tjener for Jehova Gud.“

Andre har sagt at da de begyndte at komme sammen med Jehovas vidner, var det første gang i deres liv de blev behandlet som anstændige mennesker. At denne kærlighed virkelig betyder noget, viste sig da en beboer skulle løslades. Han sagde at „hans øjne blev fyldt med tårer“ fordi han skulle skilles fra sine elskede kristne brødre.

Selv i et fængsel ser man altså stærke beviser på Bibelens magt til at helbrede menneskehjerter og forandre dem til det bedre. Når de indsatte, der er blevet indespærret på grund af tidligere overtrædelser, kommer ind i Guds ords lys, erfarer de den virkelige frihed som Jesus lovede da han sagde: „Og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) De er taknemmelige for deres Guds, Jehovas, ufortjente godhed, som har tilladt dem at finde sand frihed og varig resocialisering endog mens de er i fængsel. Du vil uden tvivl sætte pris på at læse artiklen på de følgende sider. Det er en førstehåndsberetning fra en af disse mænd.

[Fodnoter]