En gangster benådes af præsidenten

I 1945 blev jeg anset for at være ivrig katolik. Jeg husker at jeg engang, for at opfylde et helligt løfte, gik på mine knæ hele vejen fra kirkedøren op til alteret. Samtidig var jeg en drukkenbolt og medlem af en bande. Jeg havde let ved at vinde venner da jeg var rundhåndet med penge. Min levevej var at købe og sælge stjålne varer. På én uge kunne jeg tjene op til 10.000 pesos på denne måde. Ikke så mærkeligt at jeg var rundhåndet! Man så op til mig i Balicbalic, Manila, hvor jeg boede.

Jeg blev beundret som en „hård negl“! Men lige i nærheden var der en anden „hård negl“, og han betragtede mig som sin rival. En dag havde vore bander et sammenstød. Jeg dræbte min rival med et skud. Hans venner flygtede, og jeg var enerådende. Det var i 1947.

Nu måtte jeg imidlertid skjule mig for politiet; derfor flygtede jeg til Cavite syd for Manila. Der blev sat en pris på 1000 pesos på mit hoved, og det var nok til at opmuntre en nær ven til at angive mig. I maj 1949 blev jeg pågrebet, og den 1. maj 1951 blev jeg idømt livsvarigt fængsel.

Livet i Muntinlupa

Dagen efter blev jeg i håndjern ført til statsfængslet i Muntinlupa, Rizal. Ved ankomsten blev mit private tøj taget fra mig, og jeg fik udleveret en fangedragt. Mit nummer var 11481-P. Da jeg først var kommet inden for fængselet, følte jeg mig underligt tilpas. Jeg vidste at jeg var i live, men det var som at være i en grav. De andre fanger var som dyr. Især afskyede jeg den måde hvorpå de tvang unge nyankomne til at finde sig i homoseksuelle handlinger. I mit hjerte følte jeg medlidenhed med deres ofre, og jeg lovede mig selv at jeg aldrig igen ville udnytte eller undertrykke mine medmennesker. Jeg tog derfor mod til mig og bad til Gud om at jeg måtte være i stand til at udholde den frygtelige situation jeg nu befandt mig i.

Fængselsdirektøren i Muntinlupa tillod tilbedelsesfrihed, og der var mange forskellige grupper der holdt gudstjenester. Jeg troede at al religion var fra Gud, så jeg drev fra den ene møde til det andet i omkring seks måneder. Men efter at have iagttaget deres opførsel og fremgangsmåder kom jeg til den slutning at der ikke var nogen sandhed i dem. En af de ting jeg var imod, var at nogle af disse grupper bragte smukke piger til deres møder for at trække folk til. Dette æggede blot fangerne til at foretage sig noget urent bagefter.

Til sidst overværede jeg de møder der blev afholdt af Jehovas Vidner. Jeg var imponeret af deres måde at undervise på. Det var direkte ud fra Bibelen og meget oplysende. Jeg var særlig interesseret i Guds navn. Med tiden indviede jeg mig til Jehova og blev døbt i 1953. Jeg begyndte at forkynde for både indsatte og ansatte i Muntinlupa. Nogle lyttede, og efterhånden var der flere der blev Jehovas vidner i dette fængsel.

Vi havde nogle problemer vedrørende flaghilsen, da det var imod vores samvittighed at hilse flaget. Engang blev vi sat i eneceller. En morgen var alle fangerne, som talte mange tusind, imidlertid samlet på den åbne plads i fængselet. Flaget blev hejst, og alle hilste det undtagen Jehovas vidner, der på dette tidspunkt talte omkring 20.

I samme øjeblik begyndte regnen at styrte ned, og fangerne løb af sted for at komme i ly. Kun vi Jehovas vidner blev stående i regnen, da ceremonien ikke formelt var erklæret afsluttet. Senere kaldte direktøren os til sig og spurgte hvorfor vi ikke løb som de andre, men blev stående og blev våde. Vi forklarede at vort standpunkt vedrørende flaget ikke betød, at vi ikke respekterede det. Sagen var at vi betragtede flaghilsen som en religiøs ceremoni. Fra da af mødte vort standpunkt i denne sag meget større forståelse.

I 1957 blev Muntinlupa-fængselet næsten daglig rystet af optøjer mellem rivaliserende bander der bar navne som „OXO“ og „Siguesigue“. For bedre at opretholde ro og orden, håndplukkede fængselsmyndighederne de fanger som viste en eksemplarisk opførsel og tildelte dem forskellige poster. Jeg blev udnævnt til at være bastonero, det vil sige en fange der bliver betroet at føre tilsyn med andre fanger. Som belønning for at jeg samvittighedsfuldt røgtede mit ansvar, blev jeg overført til Iwahig-straffekolonien på Palawan.

Livet i Iwahig

I Iwahig fik jeg et andet ansvarsfuldt arbejde — jeg blev sat til at varetage administrationen af fødevarer for omkring 800 beboere. Jeg modtog fødevareforsyningerne og førte tilsyn med madlavningen såvel som bespisningen. Fængselsmyndighederne kunne mærke at min opførsel var god, da fangerne var tilfredse med min ledelse, hvorimod nogle der tidligere havde haft min stilling var blevet myrdet.

En dag spurgte inspektøren for Iwahig hvorfor fangerne syntes at være tilfredse med mig. Jeg fortalte ham at jeg var et af Jehovas vidner og at jeg anvendte Bibelens principper i mit arbejde. Fra nu af stolede han mere på mig, og jeg fik større frihed til at forkynde blandt de indsatte. Som et resultat heraf kom jeg til at lede et gruppestudium med omkring 13 personer. Snart kontaktede jeg Jehovas vidner i den lokale Puerto Princesa menighed, og et af menighedens medlemmer hjalp os med at holde regelmæssige møder i Iwahig.

Mens jeg var i Iwahig hørte jeg at der skulle holdes et internationalt stævne på Manilas Rizal Memorial Stadion i august 1963. Vi var nu kommet frem til den 1. juli 1963. Jeg havde været døbt i 10 år, men havde aldrig været i stand til at overvære et af Jehovas Vidners stævner. Jeg følte mig meget bedrøvet og rastløs. Den nat kunne jeg ikke sove fordi jeg tænkte på stævnet; derfor begyndte jeg at bede. Jeg bad om der ville blive vist en udvej så jeg kunne komme til stævne.

Løsladelse

En aften skrev jeg til den daværende præsident for Filippinerne, Diosdado Macapagal. Jeg appellerede til ham i hans egenskab af præsident om benådning, så jeg kunne overvære stævnet. Den 30. juli kom hans svar med de vidunderlige ord: „Jeg imødekommer Deres anmodning.“ Jeg græd af glæde. Den 10. august blev jeg løsladt. Den 15. august var jeg hos min familie. Den 17. august var vi sammen med tusinder af vore kristne brødre ved det internationale stævne. Ord er utilstrækkelige til at beskrive hvor glad jeg var dengang. Gud havde været meget nådig over for mig.

Efter stævnet var jeg i stand til at fortsætte min tjeneste for Jehova Gud som en fri mand. Til trods for at jeg havde været i fængsel var det muligt for mig at få arbejde, så jeg kunne sørge for min familie som en kristen mand bør. Mine nuværende arbejdsgivere ved at jeg har været i fængsel, men de ved også at jeg nu er kristen. De har derfor tillid til mig i mit arbejde.

I menigheden har jeg været i stand til at gøre fremskridt så jeg nu er blevet ældste. Mit mål i livet er fortsat at tjene Jehova af hele mit hjerte sammen med min hustru og mine børn. Og det er vort håb at blive godkendt af ham og at modtage hans velsignelse, livet i det jordiske paradis der nu er nær. — Indsendt.