Vi fandt vejen til ægte kærlighed, glæde og fred
MIN hustru og jeg skal i dag hen og holde et bibelstudium med en ung narkoman. Hver gang vi besøger ham tænker vi på om vi vil finde ham dybt deprimeret, lidende de frygteligste kvaler. De der studerede med os i 1970 gjorde sig muligvis de samme tanker, for vi var hippier dengang og førte samme form for tilværelse som denne unge mand.
Romy og jeg var ikke gift, men sammen med fem andre unge boede vi i en stor lejlighed i Rom. Vi ville finde ud af livets mening og ville gerne vide hvordan man kunne åbne folks øjne for kærlighed, fred og sandhed. Af den grund studerede vi arkitektur, musik, dramatik og endda tegneserier. Foruden at bruge hash og LSD praktiserede vi transcendental meditation og studerede det okkulte. Men i stedet for at løse vore problemer og finde svar på vore spørgsmål, blev vi mere og mere forvirrede og rådvilde.
Da vi så at det hele gik den forkerte vej, overvejede vi at tage afstand fra bylivet og skille os helt ud fra samfundet. Sammen med vore kammerater planlagde vi en rejse der ville føre os til Polynesien, hvor vi regnede med at leve i nær pagt med naturen og selv dyrke og fremstille det vi behøvede for at opretholde livet. Det var vores sidste redningsplanke.
Før vi rejste ville Romy og jeg gerne giftes, af hensyn til vore respektive familier. Vielsespapirer betød ikke så meget for os selv. Derfor rejste vi til Schweiz i 1970, for at besøge min venindes forældre. Romy var blevet opdraget af sin moder. Hendes forældre var blevet skilt og faderen havde giftet sig igen, og nu var han et af Jehovas vidner. Ifølge Romy ville han kede os ihjel med Bibelen.
Et besøg hos Romys fader
Så snart vi ankom til hendes faders hjem forklarede han os at vi kun måtte ryge i køkkenet eller udenfor, og at den ene af os måtte sove i stuen og den anden ovenpå, eftersom vi ikke var gift. Denne principfasthed fik os til at tænke over tingene.
Vi var fast besluttede på at overbevise ham om at Bibelen kun er tærskelen til åndelig udvikling og at den ikke siger noget om sjælens renselse der sætter en i stand til at leve i harmoni med universet og sine medmennesker. Min fremtidige svigerfader forklarede os imidlertid at alle vore bestræbelser for at hæve os selv op åndeligt i virkeligheden tjente Djævelens hensigt, og at vi åbnede døren for ham hver gang vi tømte os selv for at udøve transcendental meditation. Interessant nok havde vore egne erfaringer med stoffer og det okkulte overbevist os om at Djævelen eksisterede, for under meditationen havde vi følt at vi fik onde vibrationer. Bekymrede havde vi talt med vores lærer om det, men han havde blot svaret at vi, for at opnå renheden, måtte have mod til at trænge forbi det onde i os.
Romys fader advarede os mod den mentale tomhed der giver dæmonerne mulighed for at besætte et menneske. Han læste fra Lukas 11:24-26: „Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem afsvedne egne for at søge et hvilested, og når den ikke finder noget siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg flyttede ud af.’ Og når den kommer, finder den det fejet rent og pyntet. Så går den hen og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, bosætter de sig dér; og det sidste bliver værre for det menneske end det første.“ Mine egne erfaringer sagde mig at der var noget om det Bibelen sagde.
Efter denne samtale løb Romy og jeg den risiko at røbe vores „mantra“, den hellige formel der er nødvendig for at kunne meditere, for hinanden. Næppe var ordet kommet over vore læber før vi begge blev stive af kulde, som forstenede. Et eller andet havde netop forladt os, og mens det rasende for bort gav det os følelsen af at vi var fanget i en hvirvelvind. Skrækslagne over disse manifestationer vækkede vi Romys fader for at få hjælp. Da han så hvor bange vi var tilbød han at bede til Jehova for os med det samme. Denne nat sov vi roligt, men hver for sig, som Romys fader havde forlangt.
Et bibelstudium begynder
Kort efter at vi var kommet tilbage til Rom tog vi ud til Vagttårnets afdelingskontor for at spørge om vi kunne studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Vi var stadig indstillet på at være hippier. Men vi tog ikke stoffer så tit mere, af frygt for at vi skulle blive besværet af Djævelen.
Velkomsten på afdelingskontoret og rundturen i bygningen gjorde dybt indtryk på os. Ingen så skævt til vores hippietøj, selv om det i virkeligheden var chokerende, hvorimod folk på gaden plejede at vende sig om og råbe ukvemsord efter os. Før vi sagde farvel efterlod vi vores adresse så vi kunne blive besøgt og få et bibelstudium.
Først kom der to unge mennesker for at tale med os om Guds ord. Men de var yngre end vi, og Romy plejede at le ad dem. Senere fik vi besøg af et Jehovas vidne der var ældre og meget strengere end de to unge. Selv om han gang på gang ikke traf os hjemme, blev han ved med at komme, ventede længe ved døren og efterlod ofte en besked om hvornår han ville komme igen. Han mistede ikke modet. Lige fra det første besøg bad han en bøn sammen med os og bad os om ikke at ryge under studiet. Han inviterede os tit til at spise hjemme hos sig, da han vidste at vi ikke fik ordentlig mad.
Kærligt og myndigt gjorde han os opmærksomme på at vi følte os stolte og bedrevidende på grund af vores filosofiske opfattelser, der i virkeligheden var fejlagtige. Han overbeviste os om at vi måtte gøre noget nu for at rive os løs fra de onde åndemagter. En analyse af Apostelgerninger, kapitel 19, og Femte Mosebog 7:25, 26 fik os efterhånden til at skille os af med visse bøger, heriblandt bøger om okkultisme, og beklædningsgenstande der blev brugt til indvielsesceremonier.
Alligevel følte vi det stadig som om vi var fanget i et net. Uden at vi var klar over det, blev problemet forvoldt af nogle breve som en ven havde skrevet til min kone. I mørket gav disse breve hende en klar fornemmelse af at der var overmenneskelige væsener til stede som stirrede på hende. Så snart vi tændte lyset hørte disse manifestationer op. Som regel var det nok at vi sagde navnet „Jehova“ højt. Så snart vi påkaldte Guds navn forsvandt den dæmoniske indflydelse og kom først igen nogle timer senere. Dette fortsatte indtil vi ødelagde brevene.
En nat da vi begge lå og døsede, fik min kone pludselig en forudanelse om at jeg ville dræbe hende. Og jeg følte virkelig at noget med uimodståelig kraft greb fat i min arm for at få mig til at begå ugerningen, imod min vilje. Selv om jeg af al magt kæmpede imod, blev kraften nådeløst ved med at tvinge mig. Kun ved at udtale Guds navn „Jehova“ uden ophør var jeg i stand til at lægge bånd på mig selv. For at hindre at det værste skulle ske, sagde jeg til min kone at hun skulle skynde sig i tøjet og løbe hen til et Jehovas vidne, en ældste, der kendte til vore problemer. Kort efter kom jeg også selv derhen. Klokken var tre om morgenen. Han fattede straks situationen, hørte på os, beroligede os og bad en passende bøn, hvorefter han tilbød at vi kunne sove i hans hjem. Næste dag blev vi fulgt hjem af det Jehovas vidne der studerede med os.
Vennernes reaktion
I mellemtiden var vi begyndt at tale om Bibelens sandheder med vore venner der var på stoffer. Vi havde givet dem en bibel og bogen Sandheden der fører til evigt liv. Men disse venner hindrede mig i at gøre fremskridt på den kristne livets vej. De blev ved med at kritisere sandheden og gjorde nar af mig fordi jeg ville have mit hår klippet og holde op med at tage stoffer. Selv kunne jeg ikke lade være med at tænke på Andet Korinterbrev 6:14-18: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende og trofast med en ikke-troende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er en levende Guds tempel; som Gud har sagt: ’Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’ ’„Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre det urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’ ’„Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,“ siger Jehova, den Almægtige.’“
Men det var ikke let for mig at bryde med disse venner. Der var især én jeg følte mig nært knyttet til, og han blev meget chokeret over at jeg lod mit hår klippe og fik fast arbejde. Alt hvad jeg gjorde chokerede ham dybt. Det bekymrede mig meget. Men så en dag, da jeg var på vej hjem fra skolen hvor jeg arbejdede, sad jeg og fløjtede og sang på min motorcykel. Jeg var så glad. Og min ven, der sad i sin bil, rullede vinduet ned, forbavset over at se mig sådan. Min glæde fik ham til at indse at han selv blev mere og mere ulykkelig på grund af stofferne.
Resultatet var at han selv, hans 16-årige kone og hans fætter kom hen i rigssalen samme dag. Overvældede af den velkomst de fik og den glæde der prægede de tilstedeværende, begyndte de at studere Bibelen sammen med den forkynder der studerede med os. De blev også døbt samme år som vi gjorde. Vi glæder os over at fire af vore venner som var på stoffer, indtil nu har indviet sig til Jehova.
Blandt Jehovas vidner har vi fundet mange sande venner og ægte kærlighed, glæde og fred. Vi skal aldrig glemme den tålmodighed der er blevet vist os af konen til den forkynder der studerede Bibelen med os. Hun lærte Romy at lave mad og at holde vort hjem rent og pænt. Takket være hende kan min kone også behage Jehova på disse områder af den kristne livsførelse. (Ordsp. 31:27) Omsider er vi virkelig forenede i et lykkeligt ægteskab. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 6]
Vielsespapirer betød ikke så meget for os
[Tekstcitat på side 6]
Vore erfaringer med stoffer og det okkulte havde overbevist os om at Djævelen eksisterede
[Tekstcitat på side 7]
Kun ved at udtale Guds navn „Jehova“ uden ophør var jeg i stand til at lægge bånd på mig selv
[Tekstcitat på side 7]
Min glæde fik ham til at indse at han selv blev mere og mere ulykkelig på grund af stofferne