Hippier taler rent ud

HAR hippierne fundet problemernes løsning? Har deres livsform vist sig at være vejen til lykke? Har de et virkelig kærligt og opbyggende forhold til hinanden? Hvilke frugter høster de af det liv de har sået?

Det vil interessere Dem at høre nogle udtalelser fra mennesker der selv har været hippier. De taler rent ud og kan fortælle hvordan det virkelig forholder sig. Det er naturligvis ikke alle der har haft lignende oplevelser. De følgende udtalelser repræsenterer imidlertid på udmærket måde hvad mange andre har erfaret.

Har de fundet løsningen?

En ung kvinde i De forenede Stater sluttede sig til hippiebevægelsen med samme idealisme som andre. Hun søgte en løsning på sine problemer. Lyt til den beretning hun har fortalt til bladet Vågn op!:

„I begyndelsen prøvede vi virkelig at finde løsningen på livets overvældende problemer. I denne søgen blev jeg indblandet i stofmisbrug og sextilbedelse. Senere begyndte jeg at beskæftige mig mere med det okkulte, med mystik og dæmonisme.

Men der var intet af alt dette der gav nogen mening. Gennem min såkaldte ’guru’ blev jeg endnu mere indblandet i mystik, okkultisme og stofmisbrug. Men efterhånden syntes jeg at det hele blev sværere at holde ud. Jeg begyndte at blive så deprimeret at jeg flere gange måtte beherske mig for ikke at springe ud fra en bro.

Mange af mine venner var nu heroinnarkomaner og alkoholikere. En af dem brugte en sprøjte der ikke var ren; han fik blodforgiftning og koldbrand. Han var nær ved at dø af det. En anden fik til sidst fat i en pistol og skød sig. Han kunne simpelt hen ikke klare det, især ikke de spiritistiske kræfter der bearbejdede os.

Jeg blev virkelig rystet over alt dette. Jeg følte at jeg ikke kunne fortsætte dette liv; det gav jo slet ikke svarene på alle mine spørgsmål. Jeg var færdig med disse såkaldte ’vismænd’.“

Nej, hun havde ikke fundet det hun søgte. For hende var det ikke noget bedre liv at være hippie. Det gav hverken lykke eller håb for fremtiden.

Materialisme og hykleri

En ung mand fra Californien som var hippie i flere år, havde også søgt svarene på sine spørgsmål og en bedre livsform. Han var ’dødtræt’ af samfundets materialisme og hykleri. Han siger:

„I kan tro jeg har prøvet at tage stoffer — hvert eneste der var på markedet. Jeg lod mit hår vokse til det nåede mig til midt på ryggen. Jeg gik med ørenringe af guld, havde skæg — og alt hvad der ellers hører til.

Andre mennesker bekymrede sig overhovedet ikke for de unge. I dag er de unge dødtrætte af systemet. Derfor tager de stoffer — det er en form for flugt. De kan se at folk forurener og ødelægger jorden og vandet og at de er komplet ligeglade med at de gør det. De blive hippier på grund af hykleriet i verden af i dag.“

Hvad har denne unge mand så fundet hos hippierne efter at have levet blandt dem i over fem år? Han fortæller:

„Hippien er lige så hyklerisk som de mennesker han kritiserer. Der er lige så megen materialisme inden for hippiebevægelsen som alle andre steder. Hippien taler om kærlighed, men han hverken mener det eller praktiserer det i bibelsk forstand. Det drejer sig for det meste om sex — sextilbedelse. De bekymrer sig faktisk ikke om andet.“

Materialisme defineres som den „livsanskuelse eller livsførelse der ser tilværelsens egentlige mål i nydelse af livets håndgribelige, materielle goder“. Dette syn fører ofte til hensynsløs selviskhed idet man først og fremmest tænker på sine egne ønsker.

Tænker hippierne først og fremmest på deres egne ønsker? Ja, fralægger de sig ikke deres ansvar over for forældre og andre, uden at bekymre sig om følgerne? Gør de ikke mange gange deres forældre ulykkelige, selv om disse, på trods af alle deres fejl, som regel har arbejdet hårdt for deres børn? Prøver hippierne ikke på enhver måde at tilfredsstille deres egne luner? Ingen steder kommer denne selviskhed mere til udtryk end i deres begær efter at få fat i euforiserende stoffer.

Hvad fører stofmisbruget til?

For mange hippier er det et stadigt problem at skaffe sig tilstrækkeligt med euforiserende stoffer. Stofferne er dyre. Man må have penge for at købe dem.

For at få stoffer griber nogle hippier til at tigge på gaderne. Andre indrømmer at de stjæler for at få penge nok. Atter andre har overtalt de kvinder de bor sammen med til at øve prostitution for at få penge. Hvis denne vanvittige kamp for at skaffe sig stoffer ikke er materialisme, hvad er det så?

Marihuana- og hashrygning er kun de første skridt. I mange tilfælde fører det til brug af stærkere stoffer. Og hvad fører så dette til? Virker det opbyggende? Bringer det lykke? Får man et svar på sine spørgsmål? En bedre livsform? En skribent der klædte sig ud som hippie og levede sammen med dem har skrevet om sine oplevelser i bladet Look. Beretningen svarer til hvad mange hippier og tidligere hippier selv har fortalt. Om den „hule“ han boede i, skriver han:

„Rick og Kathy boede i en beskidt, overfyldt narkotikahule der flød med affald, og som ikke var nær så appetitlig og hygiejnisk som en kloak, eftersom folk jo prøvede at bo der. Da vi kom ind lå der mindst en seks-syv hippier i entreen, mere eller mindre bedøvede af narkotika. Og på gulvet i de mørkelagte soveværelser sad mænd og kvinder med udtryksløse ansigter, helt hensunkne i sløvhed, mens beatmusikken for fuld styrke vældede ud fra radioerne og hundredvis af fluer, svirrede i et tykt lag af sødligt-lugtende marihuanarøg. . . .

[En af hippierne] var i den grad påvirket da han kom at hans stemme knækkede over og blev pibende og skærende; men hvad det end var han havde taget, så havde han alligevel ikke fået nok. Da jeg vågnede op et kort øjeblik omkring kl. 5 om morgenen, fik jeg øje på ham . . . han var ved at sprøjte sukkervand ind i årerne på halsen, for han havde hverken flere af de virkelige stoffer eller flere steder på kroppen hvor han kunne stikke sprøjten ind. Hver gang han tog en injektion stønnede han: ’Å-å-å-h-h-h, å-å-å-h-h-h, det er lige hvad jeg trænger til . . . det er lige hvad jeg trænger til,’ hvorpå han rullede rundt og hamrede på gulvet, mens han tudede og baskede som en ugle.“

Hippierne retter en velbegrundet kritik mod de mennesker i samfundet der gør penge til deres gud og som jager efter materielle besiddelser. Men mange hippiers hektiske jag efter euforiserende stoffer er akkurat lige så materialistisk, måske endda i endnu højere grad. Og hvilke resultater medfører det?

En læge ved San Franciscos General Hospital har anslået at hospitalet hver uge indlægger femten til tyve patienter der er nedbrudte af stofmisbrug. Han siger: „Når misbrugerne ankommer er de underernærede, lider af mangel på søvn og har ofte sygdomme der skyldes brug af en uren sprøjte. . . . Mange misbrugere får åndedrætslidelser på grund af underernæring.“ En sagfører fra Californien har afsløret: „Hver tresindstyvende time er der en i Haight-Ashbury-området der dør en tragisk død på grund af stofmisbrug.“

Selv de der foreløbig undgår alvorlige følger, må stadig regne med at stofmisbruget kan virke skadeligt på længere sigt. Man mener at brugen af LSD kan medføre kromosombeskadigelser i legemscellerne. Det siges at dette kan forekomme „efter kun en eller to doser. . . . Forsøg viser at sådanne beskadigelser kan være årsag til at de børn misbrugeren eventuelt får senere, bliver vanskabte, retarderede eller begge dele“.

Næstekærlighed?

Hippiefilosofien lægger stor vægt på næstekærlighed. Men hvad er det der i virkeligheden praktiseres? Er det virkelig kærligt mod en anden at forsyne vedkommende med euforiserende stoffer, sådan som hippierne gør? Hvor mange af dem får ikke et nedbrudt sind af at bruge euforiserende stoffer? Hvor mange har ikke ødelagt og udslidt deres krop? Hippierne gør alt for at fremme brugen af methedrin, LSD, meskalin, heroin og andre stoffer. Men de vender hjælpeløst eller ligegyldigt ryggen til når en anden hippie begynder at forsumpe og hans sind bliver kraftløst på grund af stofmisbrug.

Kan den såkaldte „fri kærlighed“ virkelig kaldes kærlighed? En sekstenårig pige fortalte at hun ikke havde noget imod at lade sig bruge af forskellige mænd. Hun sagde: „Det er ganske almindeligt.“ Men hvad fører dette umoralske liv til? Resultatet bliver indbyrdes jalousi, bitterhed og had, samt en katastrofal udbredelse af kønssygdomme ikke at forglemme. Hensynsløse, selviske mennesker flakker omkring blandt hippierne og søger efter „fri kærlighed“. I deres kølvand efterlader de en lang række mennesker som de har smittet.

En hippiepige afslørede sin store uvidenhed om farerne ved kønssygdomme da hun sagde til en journalist: „Den slags sker. Det er den risiko man løber i fri kærlighed. Man tager bare ind på et hospital, og så bliver man rask.“ Mange finder imidlertid til deres store sorg at det ikke er helt så nemt at blive kureret for disse sygdomme.

Robert Neumann, De forenede Staters ambassadør i Afghanistan, har sagt om hippierne i Kabul: „De ødelægger sig selv i Afghanistan. De lever under forfærdelig uhygiejniske vilkår, de bliver syge, og de begår selvmord. De bor i de usleste hytter.“ Lyder alt dette som frugten af ægte næstekærlighed?

De taler rent ud

Nogle mennesker drages måske mod hippiebevægelsen i en ærlig søgen efter lykke og frihed, efter en løsning på livets problemer. Men kendsgerningerne viser at disse mennesker langtfra finder hvad de søger. Deres søgen har ikke ført dem til nogen løsning, men derimod til megen ulykke, ja endda til trældom — de er blevet slaver af deres euforiserende stoffer, af deres egne lidenskaber og af deres eget etablerede hippiesamfund.

En journalist fra Haight-Ashbury har sagt: „Nogle af de hippier der vandrer omkring her ser mere forgræmmede og bekymrede og mindre glade ud end børsfolkene på Montgomery Street, som de siger de foragter.“ En anden journalist har udtalt: „Haight-Ashbury, som engang var kærlighedens højborg, . . . er nu en uhyggelig og øde by, en by med frygt, voldtægt, mord, overfald, røveri.“

En tredje journalist har rent ud sagt: „Kun få af dem har fundet hvad de søgte . . . de fleste af dem har i stedet fundet et mislykket paradis, snavset, fyldt med narkotika og med lyden af de elendiges råb.“

I betragtning af den frygtelige forfatning den nuværende tingenes ordning er i, kan man ikke bebrejde nogen at de ønsker et nyt system. Men kan man finde løsningen i en livsform der ikke forbedrer forholdene, men ofte forværrer dem? Beretninger fra tidligere hippier som siger sandheden rent ud, viser at svaret må være nej.

Men hvad er da løsningen på livets problemer? Vil denne korrupte tingenes ordning altid fortsætte som den er nu, uden at give unge mennesker noget særligt håb for fremtiden? Hvor kan ærlige, oprigtige mennesker finde ægte lykke i nutiden og et sikkert håb for fremtiden?