Spørgsmål fra læserne

● Jeg underviser en dame i Bibelen. For nylig betroede hun mig at hun har begået en del butikstyverier. Skal hun gøre et forsøg på at erstatte alt hvad hun har stjålet, eller endda melde sig til politiet, før hun kan blive døbt som kristen?

De der befinder sig i en sådan situation må selv afgøre med deres samvittighed om de skal tage et af disse skridt før dåben.

Vi forsikres i Bibelen om at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. Af den grund sendte Jehova sin søn som en tilsvarende løsesum. (1 Tim. 2:4-6) Jesu blods rensende kraft kan også gavne mennesker der har ført et meget slet liv, mennesker der har begået alvorlige synder, før de lærer Bibelens sandheder at kende, ændrer sind og omvender sig.

For eksempel var Jerusalems jødiske indbyggere, der i år 33 støttede deres religiøse ledere i kravet om Jesu død, ikke afskåret fra at kunne blive kristne. På Pinsedagen sagde apostelen Peter til mange af dem: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Ja, de måtte bære i det mindste en del af skylden for dette mord. Det stak dem i hjertet at høre dette, og de spurgte: „Hvad skal vi gøre?“ Peter svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe.“ — Apg. 2:36-38.

Saulus, der „åndede trussel og mord“ imod de kristne, og som overværede og bifaldt mordet på Stefanus, befandt sig i en lignende situation. (Apg. 7:58; 8:1; 9:1; 22:20) Senere, da han var bedre kendt som Paulus, indrømmede han: „Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog . . . blev [der] vist mig barmhjertighed.“ — 1 Tim. 1:15, 16.

Imidlertid kunne man spørge om et menneske der ønsker at blive døbt, skal forsøge at råde bod på de synder eller lovovertrædelser vedkommende har begået før sin omvendelse til kristendommen.

Når man overvejer sagen, kunne man tænke på at der under Moseloven blev stillet krav om at en tyv skulle give erstatning. Hvis en israelit for eksempel stjal en okse og den blev fundet i hans besiddelse, måtte han ikke alene levere oksen tilbage men give endnu en okse i erstatning fordi ejeren havde måttet undvære sin okse et stykke tid. — 2 Mos. 22:1, 3-9.

Eller man kunne henvise til Lukas’ beretning om Zakæus, en overskatteopkræver i Jeriko, der åbenbart havde beriget sig ved at presse penge af folk ved tvivlsomme metoder. Da der blev vist ham gunstig opmærksomhed af Jesus, sagde han: „Hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager giver jeg firdobbelt tilbage.“ Jesus billigede dette oprigtige udtryk for tro og sindsændring. Han sagde til Zakæus: „I dag er frelse kommet til dette hus; . . . Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“ (Luk. 19:1-10) Åbenbart kunne Zakæus gå tilbage i sine skatteoptegnelser og regne ud nøjagtig hvad han skyldte væk, og havde midler at betale med. Selv om myndighederne ikke anklagede ham for pengeafpresning, tilskyndede hans samvittighed ham til at prøve at betale det tilbage han havde afpresset andre.

Det er imidlertid værd at bemærke at loven i Anden Mosebog 22:1, 3b-9 blev givet til israelitter der befandt sig i et indviet forhold til Gud. Og Zakæus var allerede „søn af Abraham“ og burde have fulgt de høje normer i Guds ord; at han betalte tilbage, vidnede om at han angrede at han ikke havde gjort dette. Men hvordan stiller sagen sig for et menneske der først lige har lært Guds normer at kende og som før det tidspunkt har syndet eller begået lovovertrædelser?

I dag er man ikke bibelsk forpligtet til at overholde Moseloven, herunder bestemmelserne i Anden Mosebog 22:1, 3b-9. (Rom. 6:14) Og det fremgår ikke af De kristne græske Skrifter at Gud kræver at et menneske skal råde bod på alle sine tidligere synder eller lovovertrædelser før det kan blive døbt.

Vi kan belyse det ved at betragte eksemplet med Onesimus, der står omtalt i brevet til Filemon. Onesimus havde været træl i Kolossæ, men var flygtet til Rom. Dette var i sig selv en kriminel handling. Han var en fugitivus, en bortløben slave. Desuden mener nogle at Onesimus må have stjålet fra sin herre for at kunne flygte til det fjerne Italien. I Rom kom han i forbindelse med apostelen Paulus og blev en døbt kristen. Paulus forlangte ikke at Onesimus skulle overgive sig til myndighederne og udstå sin straf før han kunne blive døbt. Han forlangte heller ikke at Onesimus først rejste tilbage til sin herre. Nogen tid efter at Onesimus var blevet kristen opfordrede Paulus ham imidlertid til at vende tilbage, og han var villig til at gøre det.

På samme måde kan en der i dag tager imod Bibelens budskab, have begået en lovovertrædelse og måske være eftersøgt af politiet. Som Bibelen viser, må vedkommende ’ændre sind og vende om for at få sine synder slettet ud’. (Apg. 3:19) Det vil naturligvis sige at han fuldstændig må ophøre med sin tidligere syndige, kriminelle adfærd. Peter skrev til de kristne: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ — 1 Pet. 4:15.

Den pågældende må selv afgøre om han, i det omfang han har mulighed for det, vil forsøge at betale det tilbage han har stjålet. Næstekærlighedens princip taler til gunst for en sådan beslutning. (Matt. 22:39; 7:12)a Der er mange eksempler på at en sådan villighed til at ’vedgå gældsforpligtelser’, om man så må sige, har været årsag til et godt vidnesbyrd om den gode virkning den sande tro kan øve.

Der kan imidlertid være tilfælde hvor den skyldige ikke kan huske alle de steder han har begået tyverier eller ikke kender alle dem han har stjålet fra. Eller forbrydelsen er måske af en sådan art at han ikke har nogen mulighed for at gøre skaden god igen. Han har måske forvoldt et andet menneskes død. Hvor meget det end berører hans samvittighed kan han ikke kalde den døde til live igen — det kan kun Jehova. (Joh. 5:28, 29) Selv om han ikke kan råde bod på sine tidligere handlinger, kan han dog sætte sin lid til Guds barmhjertighed og søge tilgivelse på grundlag af Jesu offer. Bibelen siger udtrykkeligt at tyve og udsugere gjorde dette i det første århundrede; de blev ’vasket rene, helliget og erklæret retfærdige i Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd’. — 1 Kor. 6:9-11; 1 Pet. 4:1-4.

Det skal indrømmes at der altid er en fare for at den der har en kriminel fortid — og som tager imod kristendommen og lader sig døbe uden at bringe sit mellemværende med politiet i orden — senere bliver opdaget. Hans lovløse handlinger kan blive offentligt kendt, eller han kan endog blive anholdt og fængslet. Foruden at dette giver ham selv et dårligt omdømme, kunne det tilsyneladende stille den kristne menighed i et dårligt lys. Men også Jesus blev kritiseret for at spise sammen med syndere og skatteopkrævere og at acceptere at de blev hans disciple. Og dertil svarede han at han var kommet for at frelse syndere; han var kommet for at helbrede de syge, ikke de raske. — Matt. 9:10-13.

Ethvert ærligt og rettænkende menneske kan se at medlemmerne af Jehovas Vidners kristne menigheder har en høj moralsk standard. Deres gode moral, som er blevet bemærket af udenforstående, skyldes ikke at de altid har været ærlige og principfaste. Den er tværtimod et bevis på at der kan ske store forandringer når mennesker med vidt forskellig baggrund bestræber sig for at bringe deres liv i overensstemmelse med Guds ords morallære. Det svarer til hvad historikeren John Lord skrev om de første kristne:

„Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære, i stedet for udvortes at ændre folkekære institutioner, eller regeringen, eller lovene, eller at hæve den store masse af vantro. . . . Vi har vidnesbyrd om at de førte et ulasteligt liv, havde en udadlelig moral, var gode borgere . . .“ — The Old Roman World, s. 551, 578.

[Fodnote]