Julen — populær højtid med gamle rødder

Ikke alene er dens popularitet voksende rundt om i verden, men dens rødder går også langt tilbage i historien

DU BLIVER puffet og skubbet af mængden der trænges i forretningen. For 117. gang i de sidste uger hører du de muntre toner fra melodien „Bjældeklang“ lyde over højttalerne. Musikken stemmer godt med lyden af kasseapparaternes ringen når beløbene fra kundernes indkøb slås op. Og dér er julemanden i sin røde dragt og med sit hvide skæg, travlt optaget af at uddele gaver til børn der står i kø for at komme til at sidde på skødet af ham. Ordene „Glædelig jul“ på skiltene rundt omkring er skrevet på engelsk, men den pludren og snakken der høres rundt omkring, er på et fremmedartet sprog. Hvor mon du befinder dig?

Du er i Japan, et land hvor mindre end én procent af befolkningen tilhører et „kristent“ trossamfund. Efter den anden verdenskrig er julen blevet en større højtid dér.

Japanske buddhister har for nylig gjort et stort nummer ud af julen, idet de udsmykkede en 53-etages bygning i Tokyo med kulørte lamper der dannede et billede af jomfru Maria.

Bladet Newsweek skrev for nogen tid siden om Japan:

„Julen er nu årets største højtid. . . . De sidste dage i december flyder sammen i en række af fester i hjemmene, på kontorer, fabrikker og natklubber, fester der giver nationen nogle drabelige tømmermænd at begynde det nye år med.“

Forretningskvartererne er smykket med en skov af juletræer. Vinduerne er pyntet med forskellige julekort, der dog i regelen forestiller den hellige familie og englene med skrå øjne og sort hår. Overalt er der julenisser — mange af dem er kvinder. En ledende forretningsmand sagde: „Vi synes kvinder er bedre til at vinde børns, især små børns, fortrolighed.“ Kvindelige julenisser er også populære på de større forlystelsessteder, for på restauranter og natklubber ser man kønne servitricer og striptease-danserinder klædt ud som julenisser.

Hongkong, Singapore, Sydkorea, Hawaii, Afrika

I Hongkong er 90 procent af befolkningen ikke-kristne kinesere, men fra midt i oktober er forretningerne pyntet med glitrende julestads og fyldt med kunder. De trinde, hvidskæggede, rødklædte julemænd ses alle vegne, med børn på skødet og i færd med at uddele gaver. De forretninger der ejes af kommunister har været de første til at tage del i julehalløjet.

I Singapore kan man, to måneder før jul, i forretningerne se kæmpestore skilte med ordene: „Glædelig jul og et godt nytår!“ Der er billeder af julemanden og Jesu fødsel. Levende julemænd i de traditionelle røde dragter uddeler slik til børnene.

Julen er en af de største højtider i Sydkorea, for ikke-troende såvel som for de 14 procent af befolkningen der hævder at være kristne. Natklubberne er fyldt juleaften, men det er mere almindeligt at man fester hjemme. Stormagasinerne er fyldt til trængsel af kunder der skal købe gaver. Der er både julemænd og juletræer.

På Hawaii udveksler buddhisterne julegaver, pynter hjemmet til højtiden og holder familiefester.

Mange ikke-kristne afrikanere i Kenya betragter julen som en lejlighed til at slå sig løs. Juledag fester de, drikker øl, danser og udveksler gaver. Hele natten går med dans og trommeslagning, og efterhånden arbejder de sig op til en tilstand af vild ekstase. I mange af hytterne har man juletræer, pyntet med blomster. I stedet for de sædvanlige grantræer bruger man blade fra bananpalmer, eller stedsegrønne træer som cypresser.

Den kommercialiserede jul vinder indpas i de kommunistiske lande og blandt jøderne

En rejsende der vendte hjem til De forenede Stater, beretter følgende:

„For nylig, da vi gik gennem den indre, hellige del af Kreml, pegede vores rejseleder på det ultramoderne nye Kongrespalads, der også anvendes af Bolsjoj-teatret, og sagde: ’Det er der vi hvert år rejser et stort grantræ og holder vores julehøjtid; den eneste forskel er at vi fejrer den den 7. januar, og I den 25. december.’ Da jeg i december sidste år var i Østberlin, blev jeg forbavset over at se meget store, pyntede juletræer på offentlige steder.“

Jøderne forkaster i almindelighed Jesus Kristus, men de fleste af dem pynter deres forretninger med julestads, deltager i firmafester og sender lykønskningskort. I sin bog What Is a Jew? (Hvad er en jøde?) skriver rabbi Morris Kertzer om den jødiske fest hanukkah:

„Amerikanske jøder har forvandlet denne mindre fest til en større højtid, hovedsagelig fordi dens traditioner og skikke ligger så nært op ad julen, der falder på samme tid. . . . Som en efterligning af den almindelige atmosfære der er fremherskende i december, er hanukkah nu kendetegnet ved udveksling af gaver mellem unge og gamle, og hjemmene er muntert smykket med forskellige hanukkah-symboler.“

En tidligere præsident for Foreningen af amerikansk-hebraiske menigheder stillede dette spørgsmål: „Er julen ikke blevet en universel højtid som alle fejrer?“ Efter at have omtalt hvordan jøderne er blevet indfanget af julens løsslupne fester og udveksling af gaver, siger han:

„Hvis jeg var kristen præst og ikke jødisk lærer, er der intet jeg i den grad ville beklage og bittert begræde som det at utallige kristne, nogle jøder, og mange ikke-troende i både den jødiske og den kristne verden, på denne måde har forvandlet . . . en sådan hellig dag til så hedensk en højtid at den helt er blevet berøvet sin dybere åndelige betydning.“

Julen har gamle rødder

„Bring Kristus tilbage i julen!“ Det er et nødråb man ofte hører fra mange der oprigtigt ønsker at ære Kristus Jesus på årsdagen for hans fødsel. De overser at Kristus aldrig har været i julen. De engelske puritanere ikke alene ignorerede julen, de skred også ind over for de fordærvede sjæle der vovede at fejre den i hemmelighed! I New England var det i tidligere tider ved lov forbudt at fejre julen, fordi puritanerne tog anstød af dens skikkes og traditioners ikke-kristne oprindelse.

Den 25. december fejrede både de gamle romere og grækere den ubesejrede sols fødsel. Denne skik kan spores tilbage til Babylon. Nimrod blev tilbedt som solguden. Det at han blev fældet af sine fjender symboliseredes ved en stor træblok, en yule-log, og det at han atter kom til live skildredes ved et stedsegrønt træ. Efter at have dokumenteret dette siger dr. Alexander Hislop i sin bog The Two Babylons:

„Yule-log’en repræsenterer den døde Nimrod, tilbedt som solguden, men fældet af sine fjender; juletræet er Nimrod redivivus — den slagne gud der er kommet til live igen.“

Yule-log’en blev brændt den 24. december om aftenen; næste morgen var den blevet erstattet af et stedsegrønt træ. Dr. Hislop viser at de andre skikke der knytter sig til julen — blandt andet lysene, festerne, misteltenen, det at skåle og at give hinanden gaver — også er af hedensk oprindelse. — S. 91-103.

Jesus blev ikke født den 25. december, men om efteråret hvor hyrderne var ude på den åbne mark sammen med deres hjorde. De kristne fejrede ikke hans fødsel, men fik påbud om at mindes hans død ved at fejre Herrens aftensmåltid, som han indstiftede den nat han blev forrådt. „Bliv ved med at gøre dette,“ sagde han, „til minde om mig.“ — Luk. 22:19, 20.

Protestanterne har fået deres juleskikke fra katolikkerne, og katolikkerne har fået deres fra det gamle Rom. Den engelske kardinal Newmann indrømmede at den katolske kirke forvandlede „selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør til evangelisk brug“, og at mange af hans kirkes skikke var „af hedensk oprindelse og helliget ved optagelse i kirken“. Fra romerne kan juleskikkene spores tilbage til Grækenland, Persien, Ægypten, Assyrien og endelig til Babylon og solguden Nimrod.

Julen har intet med Kristus at gøre. Den er gennemsyret af dæmonisme. Intet af dette vil dog få folk til at afskaffe den. Den vil overleve og dens popularitet vokse, fordi den er kommerciel. Ja, julen er en helt igennem verdslig og materialistisk fest.