De forkyndte fra hus til hus
TO AF Jehovas Vidners heltidsforkyndere fik i 1956 til opgave at arbejde i den lille by Princeton i Kentucky, hvor der ikke boede et eneste Jehovas vidne. Skulle distriktet gennemarbejdes effektivt var der mest plan i at de boede i selve Princeton. De havde ingen bil, og der var en lang og besværlig rejse mellem Princeton og den by hvor de boede hos nogle af deres trosfæller. Hvad gjorde de nu for at få et sted at bo?
De gik fra hus til hus som de plejede og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Når de traf mennesker der viste nogen interesse, fortalte de at de søgte efter et sted at bo for at kunne undervise byens borgere i Bibelen og hjælpe dem til en bedre forståelse af Guds ord. Uheldigvis var der dog ingen der havde et ekstra værelse hvor de kunne være.
„Det var ved at blive sent,“ fortalte Katie Williams, en af de to heltidsforkyndere, ved et kredsstævne for nylig, „og vi var nået til det sidste hus for enden af den gade vi arbejdede i.“ En dame lukkede op, og Katie og hendes ledsager fortalte at de var bibelstudenter og redegjorde kort for hvad deres arbejde gik ud på, hvorefter de nævnte deres behov for logi.
Nu råbte damen til sin mand: „Her er nogle bibelstudenter, og de vil gerne have et sted at bo.“
„Bibelstudenter!“ råbte manden tilbage. „Lad dem komme indenfor. Det er lige dem vi har brug for.“ De to piger blev lidt forbavsede over den varme velkomst. Men så sagde damen: „De må hjælpe os med at gøre vores menighed mere aktivt interesseret.“
De to forkyndere blev snart klar over at damens mand, Frank Wattley, en mand på omkring 70 år, var baptistpræst i byen. „De bød os så hjerteligt velkommen,“ fortæller Katie, „at vi tog imod deres indbydelse til at blive.“ Senere røbede Frank over for pigerne at hans egentlige motiv var at omvende dem til sin egen tro.
Fra den første dag indledte Katie og hendes pionerpartner dagens gerning med en drøftelse af et skriftsted, og de indbød Wattleys til at være med. Det ældre ægtepar sagde straks ja. En dag var teksten fra Ezekiel 18:4, der lyder: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“
„Hvad? Mener I at sjælen dør?“ spurgte Frank overrasket. „Stands lige lidt. Det må jeg høre noget mere om.“ Der blev påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium med ham og hans kone. Da Frank var blevet overbevist om hvad Bibelen lærer om sjælen, sagde han: „Jeg vil aldrig kunne vende tilbage til menigheden og forkynde læren om den udødelige sjæl.“ Han og hans kone forlod menigheden og begyndte at forkynde fra hus til hus sammen med Katie og hendes pionerpartner. Men det var ikke alt.
En del af medlemmerne i Franks tidligere menighed begyndte at studere Bibelen sammen med dem. Med tiden blev der arrangeret møder i Wattleys hjem, og da gruppen blev større lejede man et lokale hvor møderne kunne holdes. Mange, deriblandt Wattleys, blev kort tid efter døbt. Et af Jehovas vidner fra en anden by kom og ledede møderne, og det endte med at der blev oprettet en menighed af Jehovas vidner.
Da der blev for trangt i lokalet hvor de holdt deres møder, sagde Frank: „Vi vil gerne skænke en grund til menigheden.“ Dér opførte man så en rigssal. Frank Wattley forblev et trofast vidne for Jehova til sin død, og Katie Williams, der nu har været pioner i næsten 32 år, forkynder stadig regelmæssigt fra hus til hus.