Har Bibelen forudsagt den nuværende magtkamp?

MAGTPOLITIK har man kendt til i årtusinder. I slutningen af 1960erne og i 1970erne syntes atmosfæren imidlertid at mildnes, og den internationale afspænding fik nogle til at tro at den grundlæggende konflikt mellem Øst og Vest var ved at blive bilagt. Men den senere tids begivenheder har vist at magtkampen på ingen måde er forbi.

Gidselaffæren i Iran gav den amerikanske selvfølelse et alvorligt knæk, og det skabte en ny bølge af patriotisme i De forenede Stater. Så blev Ronald Reagan valgt til præsident, og et af hovedpunkterne i hans valgprogram var at udligne Sovjetunionens hurtige militære oprustning. Allerede inden det amerikanske præsidentvalg reagerede den sovjetiske ministerpræsident Leonid Brésjnev på dette ved med eftertryk at sige: „Der er ingen som helst tvivl om at De forenede Stater aldrig vil opnå militær overlegenhed.“

Aldrig så snart var Reagan blevet valgt til præsident før han svarede skarpt igen ved at understrege at afspændingen havde været „ensidig“ og at Sovjetunionen havde udnyttet den „til at nå sine egne mål“. Han gav udtryk for at de sovjetiske ledere stadig stiler mod „en verdensrevolution“, og ifølge referaterne sagde han at „den eneste moral de anerkender er den der vil fremme deres egen sag, hvilket vil sige at de forbeholder sig ret til at begå enhver lovovertrædelse, at lyve og bedrage for at opnå det de vil“. Moskva gav igen ved at betegne præsident Reagans angreb som „en uværdig manøvre“. I sin omtale af denne ordfejde skrev det franske dagblad Le Monde at tonen fra „den kolde krig“ var blevet hentet frem igen.

Ingen standsning i våbenkapløbet

Ifølge Det internationale institut for strategiske Studier brugte Sovjetunionen i slutningen af 1970erne mellem 11 og 14 procent af sit bruttonationalprodukt til sit militærbudget, mens De forenede Stater brugte fem procent — med det resultat at Sovjetunionen nu har et forspring i det militære styrkeforhold. Sovjetunionen har flere langdistanceraketter (men ikke flere sprængladninger), flere u-bådsbaserede raketter, flere atom- og dieseldrevne ubåde, flere store krigsskibe (men ikke flere hangarskibe til jetfly eller helikoptere), flere militærfly og flere tanks end USA. Desuden var der i december 1980 indrulleret 3.658.000 mænd og kvinder i de sovjetiske væbnede styrker, mod 2.050.000 i de amerikanske styrker.

Den nye Reagan-administration har tænkt sig at råde bod på dette. I sit første budskab til det amerikanske militær erklærede forsvarsminister Caspar Weinberger at hans opgave var at „opruste Amerika“. Mens det anslås at Sovjetunionen i øjeblikket bruger et beløb svarende til 165 milliarder dollars om året på sine væbnede styrker, har De forenede Stater planlagt at hæve sit militærbudget til 157,9 milliarder dollars i år, med en jævn årlig stigning indtil det i 1984 når op på 250 milliarder dollars.

I betragtning af Brésjnevs udtalelse om at „De forenede Stater aldrig vil opnå militær overlegenhed“, synes det indlysende at Sovjetunionen også vil øge sine militærudgifter. Desuden ser det ud til at de to supermagters allierede (som for eksempel medlemmerne af NATO og af Warszawapagten) forventes at følge trop. Våbenkapløbet fortsætter så det forslår!

Verdensrigernes march

Begge parter i den nuværende magtkamp har allerede våben nok til at udslette hele menneskeheden mange gange — de mænd og kvinder der er indviet til den almægtige Gud, Jehova, indbefattet. Det er derfor ikke overraskende at Guds ord, Bibelen, omtaler den nuværende situation. Og hvad bedre er: Bibelen afslører også hvad udfaldet bliver.

I Daniels bog i Bibelen (kapitlerne 2 og 7) beskrives en række på hinanden følgende verdensriger der symbolsk fremstilles ved forskellige dele af en kæmpemæssig billedstøtte og desuden ved fire vilde dyr. Det drejer sig om det babyloniske, det medo-persiske, det græske og det romerske verdensrige, hvoraf det sidste går over i den anglo-amerikanske verdensmagt.a

I kapitel 11 skildrer Daniels profeti endvidere en kamp om verdensmagten mellem to symbolske konger. Det er „Nordens konge“ og „Sydens konge“, og denne tvekamp om verdensherredømmet kulminerer i „endens tid“. (V. 40) Hvem er disse „konger“ et symbol på? Hvad bliver udfaldet af deres rivaliseren? Det vil vi tage op i den næste artikel.

[Fodnote]