Gode naboer — vi har brug for dem
FOR ikke så længe siden gik en kvinde i Toronto, Canada, ud for at handle, efter at have hængt sin ugentlige vask til tørre på en tøjsnor. Mens hun var borte faldt vasketøjet ned. Da hendes nabo så det, samlede hun det op, vaskede det igen og hængte det op så det atter kunne tørre.
Har du sådanne naboer? De synes desværre at være sjældne i dag. Man hører oftere om tilfælde som dette — også fra Toronto — hvor en ældre kvinde var så uheldig at få sin arm i klemme mod en varm kakkelovn. Hun råbte om hjælp, men naboerne ignorerede hendes skrig, og det varede to dage inden hun blev befriet. Armen måtte amputeres.
Når man bor i et kvarter med et godt naboskab giver det større tryghed og glæde i livet. Gode naboer laver mad til os når vi er syge, bringer vore børn hjem når de strejfer omkring, hjælper os gennem større og mindre kriser, tager varer med hjem til os når de selv køber ind, holder øje med vores hus når vi er borte, hilser os med et dagligt „godmorgen“, og bidrager på denne måde til at gøre livet mere behageligt for os. Og vi gør naturligvis det samme for dem.
I gamle dage var det næsten en selvfølge at have den slags naboer. Og de findes naturligvis stadig i visse landdistrikter og mindre byer. Men i de større byer og de velhavende forstæder er det en sjældenhed at have betænksomme naboer; og eftersom de fleste i vor tid bor i byer eller forstæder, har mange aldrig haft den oplevelse at bo i et kvarter med et godt naboskab. En psykolog siger: „Hvis jeg boede i en lejlighed i Toronto kunne jeg dø og ligge der i måneder før nogen opdagede det. Sådan var det ikke tidligere.“ Dette kunne siges om de fleste storbyer. På den anden side af kloden døde en ung mand i en lejlighed i en stor by. Der gik halvandet år før hans lig blev fundet!
Psykologen sagde at det ikke var sådan tidligere. Hvad er årsagen til denne forandring?