Hvordan nogle jesuitter betragter deres kirke

NAVNET „jesuit“ kommer af det latinske ord for „Jesus“, Jesuita. Det var oprindelig et smædenavn som nogle kritisk indstillede gav medlemmerne af en organisation der blev grundlagt af den spanske romersk-katolske soldat Ignatius Loyola i 1534.

Først blev ordenen kaldt „Jesu efterfølgere“; som „Jesu selskab“ er den nu den største og mægtigste religiøse orden i den romersk-katolske kirke. I dag er der mere end 34.000 jesuitter i verden, hvoraf omkring 8000 bor i De forenede Stater.

Skønt jesuitterne ikke specielt blev organiseret for at modvirke den protestantiske reformation i det 16. århundrede, viste de sig at være det mest virkningsfulde redskab deres kirke havde til netop dette formål. Men deres metoder og nidkærhed var af en sådan art at mange regeringer, både i Europa og i de amerikanske lande, forbød dem. Selv paven blev i 1773 overtalt til at forbyde deres orden. Forbudet var tænkt at skulle gælde „for bestandig“, men i 1814 ophævede en senere pave forbudet.

I 1964 blev jesuitterne anmodet om at forlade Haiti „for at landets indre fred og territoriale integritet kunne bevares“. I dag er jesuitterne i De forenede Stater blandt dem der fører an med hensyn til at modstå udskrivningen til militæret. For eksempel er brødrene Berrigan ved at afsone fængselsstraffe for at tilintetgøre udskrivningsoptegnelser. De betragtes som jesuitter af den rette støbning.

Jesuitisk oplæring

Undervisning har længe været jesuitternes yndlingsfelt. Omkring to tredjedele af det samlede antal i De forenede Stater er enten lærere ved katolske high schools og colleges eller under uddannelse dertil.

Forberedelsen til at blive jesuit har normalt krævet femten års oplæring efter high school. Men for tiden er det nogle få år mindre, skønt der kan være forskel i de enkelte tilfælde. Og i øjeblikket har jesuitterne 220 højere skoler verden over, blandt andet det kendte Georgetown universitet i Washington, D.C., og Fordham universitetet i New York.

Hvad tager en sådan oplæring sigte på? Ifølge Fulton J. Sheen, en katolsk autoritet men ikke jesuit, „arbejder jesuitterne for at herliggøre Gud, forsvare den romersk-katolske tro imod kætteri, deltage i missionsarbejde og opdrage de unge“. Som andre romersk-katolske religiøse ordener aflægger jesuitterne løfte om kyskhed, fattigdom og lydighed.

Oplæring i lydighed har længe været kendetegnende for jesuitter. Loyola indgød i sine efterfølgere princippet om „blind“, det vil sige absolut, ubetinget lydighed, idet han sagde: „Enhver bør overbevise sig om at de der lever under lydigheden må lade sig føre og beherske af Guds forsyn gennem deres overordnede som om de var et dødt legeme der lader sig føre i en hvilken som helst retning og finder sig i en hvilken som helst behandling.“

Som følge af en sådan oplæring var jesuitterne i forreste linje når det drejede sig om at vise religiøs intolerance, og de kaldte alt hvad der afveg fra den romerske katolicisme for „kætteri“. De indgød denne intolerance i andre. For eksempel gjorde de deres arbejde med at oplære Ferdinand II, kejser af det hellige romerske imperium, så godt at han var besluttet på at udslette reformationens frugter. Hans handlinger bidrog til at fremkalde trediveårskrigen, en række konflikter mellem de europæiske protestanter og katolikker fra 1618 til 1648. For Ferdinand var en jesuits stemme det samme som Guds stemme. Han sagde at han hellere ville herske over en ørken end over protestanter.

De „nye“ jesuitter

Til trods for al denne jesuitiske oplæring i lydighed er selve dette specielle træk alligevel ved at falde bort. Der er ikke længere blot én slags jesuitter med de samme synspunkter i total lydighed mod kirken.

I Amerika, og uden tvivl også i andre lande, kan der siges at være tre slags jesuitter, stort set. Der er de ældre konservative, de yngre yderliggående, og dem midt imellem. Så megen forskel er der på dem, at en af dem har udtalt at det er lige så umuligt at definere en jesuit i dag som det er at definere en jøde. Dette hjælper til at forklare hvorfor jesuitterne for få år siden blev skældt ud af pave Paul, og deres general indrømmede at nogle af dem var „gået ud over hvad der er betimeligt“.

Disse forskelle har ført til at mange jesuitter er blevet usikre på sig selv og deres mission i livet. Selv deres nuværende general, Arrupe, har udtalt: „Jeg er bange for at vi kun har lidt eller intet at tilbyde denne verden, kun lidt at sige og gøre der kan retfærdiggøre vor eksistens som jesuitter. Jeg er bange for at vi måske gentager gårsdagens svar på morgendagens problemer, taler på en måde som mennesker ikke længere forstår, taler i et sprog som ikke taler til nulevende menneskers hjerte.“

Men der er én ting som mange nye jesuitter er sikre på: de vil ikke være blindt lydige over for et sæt regler. John L’Heureau, ordineret som jesuiterpræst i 1966, skriver i tidsskriftet Atlantic for november 1969: „Spørgsmålet om lydighed eller ulydighed opstår aldrig.“ Denne ligegyldighedens ånd siges at virke „yderst frustrerende“ på deres overordnede.

Jesuitten L’Heureau siger også: „Den nye amerikanske jesuit handler efter samråd med sin samvittighed og sine venner; hvordan hans overordnede vil reagere betyder ikke noget for ham.“ Om disse jesuitter siger han: „De er uden undtagelse mænd der har draget al eksisterende myndighed i tvivl og fundet den mangelfuld; og samtidig har de ikke fundet noget tilstrækkeligt at sætte i stedet for.“ Hvilket dilemma!

Typisk for deres følelser er en bemærkning fra en af dem om pavens hentydninger til afvigende præster og splittelser inden for kirken. Denne jesuit sagde: „Det paven mener er at vi, ved Gud, hellere må underkaste os under nogle få konservative romerske kardinaler. Det han ikke forstår er at Kristi kirke er langt større end selve den hierarkiske kirke, og hvis jeg skal vælge den ene eller den anden, er jeg bange for at jeg stiller mig på Kristi side.“

Disse unge jesuitter taler ikke blot på denne måde, de handler også uafhængigt. To af dem afslog således „fredskysset“ af kardinal Cooke da de blev ordineret som præster, fordi han er øverste feltpræst ved De forenede Staters væbnede styrker. Den rolle syntes jesuitterne var uforenelig med at han var katolsk biskop.

Femogfyrre spanske jesuitter nægtede at mødes med deres overhoved, general Arrupe, da han besøgte Barcelona. Hvorfor? Fordi han tidligere havde haft et interview med Franco der, ifølge deres opfattelse, repræsenterer et styre som „foregiver at være katolsk mens det tramper på de fleste kristne principper“.

Ældre jesuitter rører også på sig

De yngre jesuitter, dem på tredive eller derunder, er ikke de eneste der nu ser på deres kirke med kritiske øjne. Det gør nogle af de ældre også, indbefattende dem der er i tresserne.

En af disse er Karl Rahner, femogtres, af nogle jesuitter betragtet som „vor tids største teolog“. Denne tyske teolog fremkommer til stadighed med udtalelser som mange konservative romersk-katolske præster ikke kan lide. Ikke uden humor forsvarer han sin kritik af kirken ved at bemærke: „Man kan ikke bestandig blive ved med at skærpe en kniv; det er nødvendigt at man skærer et eller andet en gang imellem.“

Rahner hævder at katolske „teologer skulle tænke adskilligt mere end de gør over den kendsgerning at der i kirken og i dens teologi har været betydelige fejltagelser, og det er der visselig stadig i dag. Disse kendsgerninger kan ikke skubbes til side. Denne tagen fejl . . . berører mange sider af livet; og den berører vitalt de kristnes liv som enkeltpersoner. Og denne tagen fejl er, meget mere end man tænker sig, også knyttet sammen med kirkens trossandheder og dogmer“.

Jesuitten Rahner er endog blevet anklaget for at kalde Jesus Kristus for Herre og Frelser men nægte at kalde ham Gud, som kirkens officielle lære gør. Han har også sat spørgsmålstegn ved den praksis at holde messe så hyppigt, samt ved det at kræve forskellige beløb for stille messe, sungen messe og højtidelig messe. Han har videre udtalt at den romersk-katolske stilling til ægteskab og skilsmisse, barnedåb og gejstligt cølibat burde tages op til drøftelse.

Jesuits vurdering af pavedømmet

Det er også interessant hvad den enogtresårige jesuit, John L. McKenzie, professor i teologi ved Notre Dame, siger om sin kirke. Han begynder med at indrømme at „romersk katolicisme står ved det måske mest kritiske punkt i hele sin historie“ og at den „er på vej ind i en autoritets- og troskrise“.

I modsætning til kirkens officielle lære fremholder jesuitten McKenzie at romersk katolicisme begyndte i det fjerde århundrede „med Konstantins omvendelse“. Han udtaler at „i den snævre forstand efterlod apostlene sig ingen efterfølger“ og at „der ikke findes historiske vidnesbyrd om alle leddene i kirkemyndighedens videregivelse“. Han bemærker at pavens autoritet ikke kan forsvares ved nogen som helst henvisning til Peters stilling i Bibelen.

Idet McKenzie går ned til det tiende århundrede af den romersk-katolske kirkes historie nævner han at den romerske pavestol erfarede et af de mest alvorlige moralske sammenbrud i sin historie. Han siger: „Pavehoffets fordærvelse under uværdige mænd nærmer sig det utrolige . . . de eventyrere og banditter der blev valgt til paver havde ingen interesse i at bekræfte nogen som helst åndelig ledelse.“

Efter at have nævnt andre pavers fejltagelser beskriver han pavedømmet og sammenligner kurien med en politisk regerings ministerium. Der er imidlertid ingen finansminister. McKenzie beretter at „denne del af den pavelige administrative struktur er godt skjult. . . . Hverken kilden til kapitalen [som han betegner som „enorm“] eller udgifterne er kendt“. Hvorfor ikke? Fordi „paven ikke er ansvarlig over for nogen menneskelig myndighed“, hverken i åndelige eller i timelige anliggender.

Om kardinaler og biskopper

Om kardinalkollegiet, der kan sammenlignes med et senat, bemærker McKenzie: „Kollegiets historie viser at det har været modtageligt for politisk indflydelse af den mest skadelige art.“ Nogle af dets valg af ny pave har resulteret i afgørelser der „ikke kan forklares“.

Denne jesuit bemærker også at over halvdelen af kardinalerne i kirken er italienere, men „Italien er ikke halvdelen af den romerske kirke“. Dette antyder at udnævnelsen af kardinaler ikke virkelig foretages på grundlag af åndelige kvalifikationer. På hvilket grundlag da? Han svarer: „Normalt betyder udnævnelsen at kardinalen har personlige venner og indflydelse på høje steder i Rom. I de fleste tilfælde betegner det personligt venskab med paven.“

Af særlig interesse for velorienterede bibelstuderende er McKenzies udtalelse om at „biskopper, som kirken historisk har kendt dem, ikke forekommer i Det nye Testamente. . . . Kirkerne ses ikke at have tildelt en enkeltperson enevældig lokal myndighed“. Dette har ført til at ærgerrige mænd har brugt samvittighedsløs taktik for at opnå en sådan myndighed. Jesuitten siger: „Det skal siges uden omsvøb at gejstlig ærgerrighed længe har været og stadig er et af den romerske katolicismes største problemer.“

Andre iagttagelser

Yderligere bemærker denne teolog ganske rigtigt at „præsteskabet som vi kender det, ikke forekommer i Det nye Testamente“. Han gør opmærksom på at Bibelen ikke støtter den adskillelse i præsteskab og lægfolk der ses i den romerske katolicisme.

Heller ikke det tvungne cølibat finder nogen støtte i Bibelen. MeKenzie erklærer: „Det må erkendes at cølibat ikke anbefales som andet end en valgfri mulighed i Det nye Testamente . . . I egne hvor mange [præster] ikke lever et liv i cølibat, kan cølibatsordningen ikke ses at være andet end rent og skært hykleri. Det er vanskeligt at få øje på noget af værdi som bevares ved en sådan ordning.“ Han bemærker også at „nogle ser muligheden for stor skandale ved gejstlig hor og skilsmisse; af grunde der ikke er nemme at konstatere ser de ikke den samme skandale i at præsterne har elskerinder“.

Vedrørende andre af kirkens læresætninger udtaler han: „I en analyse på længere sigt må man sige at den romerske kirke har haft mere dårlig teologi end god.“ Som eksempel på dette nævner han barnedåben. Ikke blot Det nye Testamente, men også vidnesbyrdene fra oldtidens kirkeautoriteter „forudsætter voksne kandidater“ til dåben, ikke spædbørn. At der alene bruges brød ved messen er også ubibelsk: „Ingen romersk teolog kunne benægte at modtagelse af begge skikkelser [brød og vin] er det oprindelige tegn.“

Ifølge kirkens teori, siger jesuitten McKenzie, ’er en mand ikke mere skyldig til helvede for mord end han er for at undlade at overvære messen om søndagen’. Og i denne henseende bemærker han at en anden katolik har skrevet at kirken ville have været „meget mere bekymret hvis De forenede Staters væbnede styrker havde nedkastet brochurer om og midler til prævention over Hiroshima end den var da samme Forenede Stater nedkastede en bombe der krævede 70.000 menneskeliv“.

Når jesuitter, mænd fra den romersk-katolske kirkes „elite“, udtrykker sig sådan, er det så noget under at der er krise blandt katolikkerne? De der er kendt med deres bibel mindes Jesu Kristi ord da han sagde at „hvis et hjem er kommet i splid med sig selv, vil det hjem ikke kunne bestå“. (Mark. 3:25) Eftersom Jehova Gud i forvejen har advaret om at han vil ryste alt, så kun det der er bygget på en sikker grundvold bliver stående, hvor skal vi så tage vort standpunkt? Hans ord fortæller os at kun Guds rige, hans retfærdige regering ved hans søn, vil vise sig at bestå. For Deres egen evige velfærds skyld må De nu tage Deres standpunkt sammen med dem der loyalt støtter og forkynder dette rige. — Hag. 2:6, 7; Hebr. 12:26, 27.