Nyheder på nært hold
Værdien af tugt
Nogle har syntes at den udstødelse af overtrædere som Jehovas Vidner praktiserer, er for drastisk en forholdsregel. Efter at have bragt en artikel om emnet offentliggjorde avisen Times fra St. Petersburg i Florida et læserbrev henvendt til dem der „mener at en sådan handling fra Vidnernes side er lovlig hård“. Læseren fortæller åbenhjertigt: „Jeg blev udstødt i år [april 1981]. . . . Jeg tog del i handlinger som jeg vidste Bibelen fordømmer, deriblandt overtrædelser af loven. Jeg løj om nogle af forholdene og gav ikke udtryk for nogen anger.“
Læseren påpegede følgende om Jehovas Vidner: „Folk bliver udstødt fordi de ikke lever op til Guds høje normer, som klart kommer til udtryk i hans ’Ord’. Det er deres egen fejl.“ Han indrømmer at dette også gjaldt i hans eget tilfælde. „Hvis andre organisationer var lige så ’strenge’ som denne, ville der være mange færre egoistiske lovovertrædere, og derfor også mange færre smerter og problemer i denne verden.“
Men kun få religiøse organisationer har mod til at handle som Bibelen befaler over for overtrædere der ikke ændrer sind: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ (1 Korinter 5:13) En sådan handling renser Guds navn for skændsel, bevarer menigheden sund, og får forhåbentlig overtræderen til at rette sine handlinger. Nogle hævder ganske vist at „Kristi kærlighed“ tilgiver alt, men Jesus påbød selv at en der ikke angrede skulle ’bortvises’. — Mattæus 18:15-17, The Living Bible.
Ovennævnte tilfælde belyser også hvor gavnlig en sådan stærk forholdsregel er. Brevskriveren ændrede sind og er blevet genoptaget som et af Jehovas vidner.
„Hovedbrud“
Dødsfald der for nylig er indtruffet blandt professionelle boksere som følge af den fuldt lovlige gennembankning de udsættes for i ringen, får mange til at nære skepsis over for denne sportsgren. (I 1982 skete der fem bokserdødsfald i USA.) I en leder med overskriften „Dette hovedbrud har ikke noget med sport at gøre“, hedder det i The New York Times: „Nogle tilskuere vil se færdigheder, andre vil bare se blod. Men de usynlige skader er langt værre end blod. Hornhinden forskubber sig, nyrerne kvæstes, og efter gentagne gange at have været udsat for slag er hjernebarken så beskadiget at det går ud over hjernefunktionerne og medfører hukommelsestab og slæbende gang, de typiske kendetegn for en groggy bokser. Kan et civiliseret samfund retfærdiggøre at det finder fornøjelse i en sådan sport?“
Endnu vigtigere: Kan „en sport hvis udtrykkelige hensigt er at skade modstanderen,“ som det også hedder i lederen, være forenelig med kristne principper? Bibelen formaner: „’Du skal elske din næste som dig selv!’ Kærligheden gør ikke sin næste fortræd.“ — Romerne 13:9, 10, Seidelin.
Psykologer modsiger sig selv
Elleve af „de bedste hjerner“ inden for psykologien fremlagde sidste år i bladet Psychology Today deres mening om hvad der var „det mest betydningsfulde arbejde“ på deres felt i de sidste 15 år. Den meget lærde redegørelse på 18 sider fik følgende kommentar i The New York Times:
„Psykologiens 11 bedste hjerner er nærmest ikke enige om noget som helst. . . . Flere af bidragyderne fremhæver deres egne eksperimenter. Hvis det er ærligt ment, er der selvfølgelig ingen grund til falsk beskedenhed. Men de øvrige af de ’bedste hjerner’ nævner ikke de andres forsøg, undtagen for at kritisere dem. Hver af dem blæser i sin egen lille basun. Disharmonien er påfaldende.
Det er et alvorligt problem i denne akademiske disciplin at de 11 psykologer er så uenige. . . . Kan psykologien overhovedet tages alvorligt som videnskabsgren hvis dens førende udøvere ikke er enige om det der sker i dag?“
Netop denne falske, selvmodsigende og hovmodige form for kundskab advarede Paulus Timoteus imod: „Du skal ikke have noget at gøre med de formålsløse filosofiske diskussioner og modstridende opfattelser der hører til den ’kundskab’ som overhovedet ikke er nogen kundskab.“ — 1 Timoteus 6:20, Jerusalem-Bibelen.