Lever vi i de sidste dage?
Begyndende med dette nummer vil Vagttårnet bringe en serie på otte dele om de sidste dage
FINDES der nogen hvis liv ikke er blevet berørt af krig? Hvem har ikke mærket eftervirkningerne af vort århundredes to verdenskrige — nu da vold, usikkerhed og frygt har trængt sig ind på alle mennesker? Hvem har kunnet undgå de stigende økonomiske vanskeligheder, der skyldes udgifterne til militær og krigsberedskab? Hvis liv er ikke bragt i fare af den stadig større trussel om atomkrig?
Krige har været til ulykke for menneskeheden, uanset om de er blevet udkæmpet som forsvars- eller angrebskrige, af retfærdige eller uretfærdige årsager. Alene tabene af menneskeliv har været forfærdende. Det norske Videnskabernes Akademi beregnede i 1969 at der kun har været 292 år med fred siden år 3600 f.v.t., mens der er blevet udkæmpet 14.531 krige i samme tidsrum.
Vor tid er blevet kaldt „voldens århundrede“, navnlig siden den første verdenskrig brød ud i 1914. I den forbindelse skrev James Reston den 30. maj 1982 i The New York Times: „Dette har været det blodigste århundrede i menneskehedens historie. Vort århundrede har måttet gennemleve 59 krige landene imellem, i hvilke 29 millioner soldater er døde, samt 64 borgerkrige med næsten seks millioner ofre — for slet ikke at nævne det tocifrede antal millioner af civile der er blevet nedslagtet på begge sider af fronterne. Det er, hvad ordet ’krig’ betyder.“
Så foruroligende er de mulige konsekvenser af en tredje verdenskrig, at verdensledere og videnskabsmænd gentagne gange har brugt udtrykket Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) De betragter det som den endelige udslettelse, som en menneskeskabt verdensødelæggelse, hvorimod Bibelen forbinder Harmagedon med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. I denne krig vil Gud befri jorden for al ondskab og oprette en retfærdig ny orden for fredselskende mennesker.
Det var dette gudgivne håb om en retfærdig ny orden der holdt fortidens troshelte oppe. (Hebræerbrevet, kapitel 11) De så ivrigt frem til den tid hvor Gud ville huske dem og oprejse dem til evigt liv. (Job 14:13, 14; Salme 37:29) Disse retfærdige stolede på at Gud kunne give dem en opstandelse på den rensede jord, hvor han vil ’gøre ende på krig til jordens grænser’. — Salme 46:10.
Men de vidste ikke hvornår dette ville ske. Det tidspunkt hvor Gud ville gribe ind blev simpelt hen omtalt som „endens tid“ eller „de sidste dage“. (Daniel 11:40; Esajas 2:2) Det er derfor ikke så mærkeligt at Jesu disciple kom hen til ham engang hvor de var for sig selv og spurgte: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3.
Det første tegn Jesus nævnte på den kommende afslutning, var: „I vil komme til at høre om krige og rygter om krige.“ (Mattæus 24:6) Vi lever i „det blodigste århundrede i menneskehedens historie“. Kan det være en opfyldelse af Jesu ord? Lever vi virkelig i de sidste dage?