Menneskers grusomhed mod mennesker
SKUEPLADSEN er et land i Vestafrika i 1961. Et fredeligt kristent møde afbrydes pludselig af militærpoliti med opplantede bajonetter. De lægger håndjern på de tilstedeværende mænd og slår dem derefter så brutalt at der „ikke er meget andet tilbage end en bunke kød“. Lederen af mødet får så mange slag med en stav at han i de næste 90 dage kaster blod op. Politiet regner med at mændene vil dø.
Menneskers indbyrdes grusomhed er et uhyggeligt, tilbagevendende tema i historien. De gamle assyrere spiddede deres krigsfanger på pæle der blev stukket gennem underlivet og op i brystet. Romerne havde deres måde at pælfæste folk på. Ofrene blev først pisket med en svøbe til kødet faldt fra knoglerne. Derefter blev de bundet eller naglet til opretstående pæle — og på disse led de en langsom og smertefuld død.
Chokerende kynisme og grusomhed er noget som præster ofte har fremturet i. Aztekerne i Mexico bragte deres gud Huitzilopochtli menneskeofre ved at rive hjertet ud af de levende ofre. I det 16. århundrede besejrede Hernán Cortés fra Spanien imidlertid aztekerne. Var hans religion da bedre? Nej. På den tid var de spanske inkvisitorer kendt for deres frygtelige torturkamre og for at brænde „kættere“ på bålet. En udbredt måde at tortere på, var at lægge ofrene på en pinebænk hvor deres lemmer blev strakt til de gik af led. Andre metoder var endnu mere uhyggelige — men vi skal skåne læseren for mere.
’Det var førhen,’ tænker nogle. ’Folk er mere humane og civiliserede i dag.’ Men er de det?
Tortur er på ingen måde gået af brug. Sandt nok er de frygtelige offentlige brændinger der engang frydede sadistiske, kyniske folkeskarer og præster, noget der hører fortiden til. Men bag fængselsmure øves der stadig hyppigt og regelmæssigt tortur — ofte med så raffinerede metoder at der ikke efterlades det mindste spor. Fra et land i Sydamerika fortæller et offer der har været udsat for moderne tortur i form af kraftige elektriske stød: „Den eneste tanke der gik gennem mit hoved var denne: de flår mig i stumper og stykker. Men de flåede mig ikke i stumper og stykker. . . . De efterlod ikke engang mærker.“
I en pressemeddelelse hedder det at mange lande er „berygtede for at tortere og myrde politiske fanger“. Meddelelsen fortsætter: „Arrestanter er ligefrem ’forsvundet’ — for aldrig at dukke op igen.“ De Forenede Nationers menneskerettighedskommission har sat mere end hundrede FN-medlemsnationer på den sorte liste fordi de er „undertrykkende og tyranniske“.
Der har ofte fundet massakrer sted i hele det 20. århundrede. I 1915-16 blev en indtrængende hær brugt til med magt at deportere det meste af Armeniens befolkning. Det kostede sandsynligvis en million armenere livet. Man regner med at den russiske revolution krævede 14 millioner civiles liv i årene fra 1914 til 1926. I Kina blev mellem 15 og 30 millioner ombragt ved „politiske likvideringskampagner“ fra 1949 til 1958. Massakrer på jøder har været hyppige i mange århundreder; men ingen af dem har været så uhyggeligt koldblodige eller omfattende som udryddelsen af de over seks millioner jøder under Hitlers regime.
Der findes imidlertid både undladelsessynder og gerningssynder. Man kan være grusom ved blot at lukke øjnene for dem der er i vanskeligheder. I Sydafrika blev der for nylig foretaget et eksperiment. En kvinde anbragte sig i vejkanten ved siden af sin bil og lå ubevægelig for at se om nogen ville standse og hjælpe. I to dage var der ingen der kom hende til hjælp.
Grusomhed kommer også til udtryk i de lande der har en overflod af fødevarer. For hvad sker der med fødevarerne? Mange af dem tilintetgøres. Og samtidig er der, ifølge en FN-rapport fra 1982, hver dag 40.000 børn der dør af underernæring og infektioner!
Menneskers indbyrdes grusomhed fortsætter altså selv i vor „oplyste“ tid. Men hvordan er det hele begyndt? Kan nogen standse det?