Julen — hvorfor er den ikke harmløs?

„JULEN,“ skrev George Bernard Shaw i 1897, „er noget som de handlende og pressen påtvinger en vrangvillig og ledefølende nation.“ Forholdt det sig sådan dengang? Og, vigtigere endnu, forholder det sig sådan i dag?

I sit julebudskab i 1983 skrev Johannesburg-avisen The Star i Sydafrika beklagende: „Med højlydte opfordringer til at købe, købe, og atter købe gjaldende fra radioer, fjernsyn og supermarkeder, i aviser og i tidsskrifter, er budskabet om kærlighed gået tabt for mange i en indkøbsfeber.“

Stillet over for sådanne forhold opfordrer mange religiøse mennesker indstændigt: „Gør igen julen til Kristi fest.“ Men kristne har grund til at spørge: Har julen nogen sinde været Kristi fest? Dette er af største betydning, for sande kristne erkender at det er farligt at have andel i religiøse foretagender som Gud ikke godkender. Har man det, vil man miste hans velsignelse. Hvilken oprindelse har julen da?

Julens oprindelse

I gammel tid troede nogle af de folk der boede heroppe mod nord at solen ville bukke under for det langvarige decembermørke. Som islæt i et magisk ritual udsmykkede de så deres hjem med kristtjørn, vedbend, mistelten, laurbær og andre stedsegrønne vækster, fordi disse syntes at besidde overnaturlig overlevelsesevne. Man tændte lys og ild i et forsøg på at ’genoplive’ den døende sol. Visse steder i Europa er den ceremonielle afbrænding af en brændeknude stadig i brug. Hvad ligger der bag denne praksis som nu er en juleskik? „Det skyldtes tilsyneladende en sammensmeltning af to gamle skikke — lys og stedsegrønne vækster — at vi fik vor tids juletræ,“ konkluderer Michael Harrison i The Story of Christmas.

De gamle romere havde en midvinterfest ved navn Saturnalia, som tog sin begyndelse den 17. december og varede til den 24. I sin bog Ancient Italy and Modern Religion (Det gamle Italien og nutidens religion) giver dr. Conway følgende beskrivelse af denne fest: „Man var helt enige om at vende op og ned på dagliglivet; folk lod deres alvorlige forehavender ligge, og når de ikke var til fest i hinandens hjem, strejfede de om i gaderne og råbte ’io Saturnalia’ til hinanden ligesom vi siger ’glædelig jul’ . . . Det forventedes at man ved denne fest gav alle sine venner gaver; . . . man blev anset for at være ret uselskabelig hvis man var ædru under hele Saturnalia!“

Omkring år 85 e.v.t. udgav den romerske digter Martialis to bøger, Xenia og Apophoreta, der bestod af 350 korte vers. Meningen med disse digte var at de skulle afskrives og sendes sammen med saturnaliegaver for at disse kunne få „en behagelig litterær duft“, som dr. Conway siger. Minder det ikke om nutidens julekort? I lighed med en del af Martialis’ vers er visse nutidige julekort desuden groft umoralske.

Næppe var saturnaliefesten forbi før romerne fejrede nytårsfesten. „Midt i denne periode af almindelig munterhed var der sat en dag af til at vise en særlig ærbødighed over for solen, hvis tilsyneladende genfødsel oprindelig gav folk en undskyldning for deres omfattende hedenske lystigheder. Denne dag var kendt som Dies Solis Invicti Nati, den ubesejrede sols fødselsdag, og den faldt på den dato der svarer til 25. december i vor kalender,“ siger The Story of Christmas. Højtiden blev senere benævnt Kristmesse for at den efterhånden frafaldne „kristendom“ kunne tage sig tiltrækkende ud i den romerske befolknings øjne.

Ja, julen har sin oprindelse i den ukristne, hedenske soltilbedelse. Højtiden kan spores længere tilbage, til det gamle Babylon, hvor folk tilbad solguden Shamash. „Der kan drages uhyggelige paralleller mellem juleskikkene og fejringen af nytår i Babylon,“ indrømmer historikeren Pimlott i bogen The Englishman’s Christmas.

Er det ikke indlysende hvorfor julen ikke kan kaldes „harmløs“? Bibelen fremsætter en klar advarsel til kristne angående Babylon den Store (der forbindes med al religion som er grundlagt på gamle babyloniske lærdomme). Guds ord tilråder: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4) Nogle vil måske synes at det er temmelig fanatisk at betragte julen som et åndeligt faremoment. Men lad os her mærke os de historiske kendsgerninger angående de første kristnes syn på dét at fejre en helligdag der formodedes at dreje sig om Jesu fødsel, men som i virkeligheden var forbundet med fejringen af en hedensk højtid.

Fejrede de første kristne jul?

I sin bog The Religions of the Roman Empire fastslår professor Ferguson: „De første kristne fejrede ikke Jesu fødselsdag; datoen var ukendt.“ Bibelen angiver ikke den nøjagtige dato for Jesu fødsel. Den lader desuden forstå at Jesus ikke blev født i de kolde, regnfulde måneder der svarer til december og januar, men på en varmere årstid. Hvordan kan vi sige det?

Omkring tidspunktet for Jesu fødsel bestemte den romerske kejser Augustus at hans undersåtter skulle rejse til deres fødeby og registreres. Bibelen beretter: „Alle tog af sted, hver til sin egen by, for at blive indskrevet.“ (Lukas 2:1-7) Josef og Maria rejste mere end 110 kilometer fra Nazaret til Betlehem. Ville de have kunnet gennemføre dette i den kolde og regnfulde decembertid?

Men det er ikke det hele. Om tidspunktet for Jesu fødsel tilføjer Bibelen: „I den samme egn var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten.“ (Lukas 2:8) Beskrivelsen passer ikke på den regnfulde måned der i Israel svarer til vor december — et tidspunkt hvor temperaturerne i Betlehemområdet kan falde stærkt. — Ezra 10:9, 13; Jeremias 36:22.

Endnu en ting af betydning gør sig gældende. Hvis Jesus havde ønsket at hans efterfølgere skulle fejre hans fødsel, hvorfor påbød han dem da ikke at gøre dette? Med hensyn til sin dødsdag opridsede han en enkel højtid og befalede: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Jesus gav ikke en lignende anvisning angående sin fødsel.

Ordet „jul“ forekommer slet ikke i Bibelen, for blandt Jesu første disciple fejrede man ikke en sådan højtid. Dr. R. S. Conway fortæller: „Den store teolog Origenes gentager flere gange tidligt i det tredje århundrede en bemærkning som han siger han har fra en af sine forgængere, gående ud på at ingen retfærdig mand eller kristen helgen nogen sinde havde holdt en fødselsdag, det være sig sin egen eller en andens. Det var kun onde personer som Farao eller Herodes hvis fødselsdagsfester omtaltes i Skrifterne. Dette viser ret tydeligt at hvis han nogen sinde havde hørt om en sådan højtid som julen, tog han fuldstændig afstand fra den.“

Frafaldne kristne og hedenske vinterfester

De første kristne modstod fristelsen til at deltage i de hedenske højtider deres omgivelser fejrede. Men Bibelen forudsagde at der med tiden ville udvikle sig et omfattende frafald blandt de kristne. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Tessaloniker 2:3; 1 Timoteus 4:1-3; 2 Peter 2:1, 2) Henimod slutningen af det andet århundrede måtte skribenten Tertullian revse nogle „kristne“ for at have deltaget i „fester for Saturn, for januar og for vintersolhverv“. Han nævner „uddeling af gaver“ og udtrykker forbløffelse over at mange udsmykkede deres hjem med „lamper og laurbær“.

Trods sådanne påmindelser blev den oprindelige, rene kristne menighed fordærvet. Frafaldne kristne gik fra ondt til værre idet de retfærdiggjorde deres adfærd ved at give hedenske højtider et „kristent“ navn. Som bogen Christmas (Julen) indrømmer: „Den kristne kirke . . . i det 4. århundrede fandt det bekvemt at overtage den hellige hedenske dag, den 25. december, vintersolhverv . . . Solens fødselsdag blev til Guds Søns fødselsdag.“

Hvorfor julen er alt andet end harmløs

Nogle vil måske mene at det mest skadelige ved julen er dét at den fremmer en selviskhedens ånd. I et sydafrikansk radioprogram udtalte entertaineren Daniel Martins for eksempel at han var „chokeret“ over at finde ud af hvordan børn så på julen. Ved børneselskaber havde han spurgt dem hvorfor „vi fejrer jul“. Det almindelige svar var: „For at få gaver.“ Forfatter- og forældreparret Martin og Deirdre Bobgan peger på endnu en fare: „Mange voksne fylder børn med uærlighed og forvrængede opfattelser som til sidst kan føre til ateisme. Børn ser sådan på det at hvis julemanden ikke er til, skønt man får at vide at han er, så er Gud måske heller ikke til, skønt man får at vide at han er.“

Det alvorligste faremoment ved at fejre jul er imidlertid dét at det kan medføre at man mister Guds velbehag. Hvorfor? Der er flere grunde. For eksempel fremmer julen afgudsdyrkelse, noget Bibelen forbyder. (1 Johannes 5:21) Afgudsdyrkelse finder åbenlyst sted foran mange tableauer med Jesusbarnet som for eksempel i kirken Santa Maria in Aracoeli (i Rom). Og hvordan med det hedenske juletræ der er blevet indført i mange protestantiske trossamfund? Smager det ikke af afgudsdyrkelse?

Desuden har julens fejring fremmet tilbedelsen af Jesus på bekostning af hans Fader, Jehova Gud. Dette er endnu en form for afgudsdyrkelse, da den herliggjorte Herre Jesus Kristus er „Guds skaberværks begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14; se også Romerbrevet 1:25.) De forskellige julesange har også gjort deres til at denne fejlagtige opfattelse er dybt indgroet i milliarder af børnehjerter. Visse populære julesange indeholder vendinger der fremstiller Jesus som et væsen der er lige i storhed med sin almægtige Fader.

Men Jesus påstod aldrig at han var Gud den Almægtige. Han erklærede: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Han lod al tilbedelse gå til Faderen, idet han sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Mattæus 4:10) Selv efter sin opstandelse fortsatte Jesus med at rette al tilbedelse mod sin himmelske Fader. — Johannes 20:17.

Julen kaster også et skær af religiøs tilforladelighed over noget mange ser som en lejlighed til umådehold og løssluppenhed. Det er almindeligt kendt at løsagtig adfærd ved juleselskaber er årsag til ægteskabsproblemer. Ifølge Det britiske nationalråd for Ægteskabsvejledning indfandt der sig i ugen efter julen 1983 dobbelt så mange par som normalt for at få vejledning. Juleselskabelighed blev udpeget som én af årsagerne sammen med „mangel på penge til mad, gaver og legetøj“. Dette har også forbindelse med endnu et alvorligt problem. „Tallene for selvmord og selvmordsforsøg stiger alarmerende på dette tidspunkt,“ siger en psykiater i Johannesburg.

Vi kan heller ikke se bort fra at de der fortsat lader sig forblinde, så de ikke er i stand til at flygte fra „Babylon den Store“, er i overhængende fare. Bibelens profetier lader os forstå at tiden for ’den store skøges’ dom er meget nær. — 2 Timoteus 3:1-5.

Vi kan være forvisset om at den falske religions verdensimperium med sine hedenske skikke og højtider snart vil være borte for altid. Skil dig ud fra det store Babylons besnærende foretagender nu, mens der endnu er tid. Slut dig i stedet til de sande kristne, som vil overleve og opleve evigvarende „fred blandt mennesker der har Guds velvilje“. — Salme 37:29.

[Illustration på side 5]

Har denne fremstilling af Jesusbarnet i en kirke i Rom forbindelse med antagelig kristen tilbedelse eller med hedenske skikke?

[Illustration på side 7]

Ved juletid bliver børn i Rom taget med hen for at tilbede denne figur i kirken Santa Maria in Aracoeli