Julen — en harmløs glæde?

„DER synes at være noget magisk i selve benævnelsen jul,“ skrev den unge Charles Dickens. „Smålig skinsyge og uenighed glemmes . . . Gid julen ville vare hele året.“ Dickens har øjensynlig været glad for julen, og denne glæde formidlede han til millioner ved hjælp af historier som Et juleeventyr. I mange lande er det fast tradition at læse dette eventyr højt juleaften i familiens skød. (Den tidligere amerikanske præsident Franklin Roosevelt siges at have holdt traditionen i hævd.) Ved Charles Dickens’ død udbrød et barn: „Er Dickens død? Dør julemanden så også?“ Julemanden er imidlertid stadig lyslevende i mange børns forestillingsverden.

Børnene er ikke ene om at betragte fejringen af julen som noget skønt og glædeligt. En kendt australier blev i 1937 bevæget af det han så gennem et åbentstående vindue juleaften: En ældre dame med et lys i hånden der sad og lyttede til julesange mens en radio spillede dæmpet. Det følgende år ved juletid organiserede han en stor udendørs sammenkomst under temaet „Carols by Candlelight“ (Salmer ved levende lys). Ideen egnede sig glimrende til de australske sommeraftener, og den fik hurtigt større og større popularitet. I dag kommer folk sammen overalt i landet for at tænde et lys og synge julesange.

Frans af Assisi viede også en stor del af sine kræfter til fremme af julen. I 1224 holdt han en julegudstjeneste ved en rigtig krybbe med en levende okse og et levende æsel, til glæde for mange af hans bysbørn. Krybbetableauet blev snart populært, og ved juletid kan man stadig se det i mange katolske hjem og kirker. I kirken Santa Maria in Aracoeli i Rom kan man se et krybbetableau med et spædbarn prydet med guld og juveler. Kvinder kommer herhen med deres børn for at ære „det hellige spædbarn“. Ved figuren ligger der bunker af breve fra hele verden med bønner om hjælp og mirakler.

I England gjorde dronning Victoria og hendes ægtemand, prins Albert, der var af tysk afstamning, juletræet populært da de i 1841 fejrede jul med et sådant træ. Snart blev det tyske Weihnachtsbaum yndet blandt englænderne. Senere foreslog to anglikanske præster at man opstillede et juletræ og en krybbe i St. Paul’s Cathedral i London. Forslaget mødte modstand, og derfor anmodede man selve kongen, George V, om at skænke katedralen to træer, hvilket han gjorde. Lige siden har krybben og træerne hørt til december-sceneriet i kirken, og andre protestantiske kirker har taget disse symboler til sig.

Juleskikkene varierer fra land til land, men fælles for dem alle er at julen virker tryllebindende med sine lys og stedsegrønne planter, krybbetableauer og julesange, fester og gaver — noget som øver uimodståelig tiltrækning på mange. „Hvor er det barn for hvem juleaften ikke er den skønneste i hele året?“ spørger historikeren Pimlott. Men hvis julen er så stor en glæde for mange, hvorfor da bringe spørgsmålet om hvorvidt den er harmløs på bane? Fordi kendsgerningerne om julens oprindelse er foruroligende, og fordi den kan virke skadelig. Hvordan?