Kan en blind mand „se“?

FORTALT AF BERNARDO DE SANTANA

„DU KAN lige så godt finde dig i det, Bernardo,“ sagde Germiro. „Førhen arbejdede du sammen med os — dengang kunne du jo se — og nu . . . men sådan er livet jo. Det må være Guds vilje, ikke?“

„Jo, det er rigtigt, Germiro,“ svarede jeg. „Og når det er Guds vilje, er der ikke noget at stille op.“

Jeg var helt overbevist om at det var Guds vilje at jeg havde mistet synet, men inderst inde gik jeg rundt med nogle ubesvarede spørgsmål. Her stod jeg — en 32-årig ugift katolik med en temmelig anstrengt økonomi. Jeg spurgte mig selv: ’Hvorfor var det Guds „vilje“ at jeg mistede synet? Hvordan skal jeg nu bære mig ad med at sørge for mine forældre?’ Dengang det gik op for mig at mit syn var ved at svigte, bad jeg inderligt til Santa Lucia, synets „helgen“, mens jeg knælede foran en statue af hende i det hospital der bærer hendes navn. Og jeg forstod ikke hvorfor hun ikke hjalp mig.

På et tidspunkt tjente jeg til det daglige brød ved at sælge grøntsager på De syv døres Marked i byen Salvador i Brasilien. Jeg blev ikke ligefrem rig af det, men jeg havde i det mindste fast arbejde. Lige fra jeg var ti år havde jeg arbejdet på en gård i staten Sergipe, så da vi flyttede til Salvador faldt det mig ganske naturligt at begynde at sælge grøntsager.

En dag lagde jeg mærke til at mit syn var blevet dårligere. En specialist bekræftede mine anelser om at jeg havde grå stær, men han håbede at jeg ved hjælp af operationer igen kunne få et normalt syn. Et indgreb i mit højre øje i 1960 forbedrede da også mit syn noget, men et indgreb i mit venstre øje fire år senere lykkedes desværre ikke. Fra da af var det kun et spørgsmål om tid før jeg blev helt blind. Selv om jeg i årevis havde vidst hvor det bar hen, kan jeg næsten ikke beskrive hvordan jeg var til mode da et tæt mørke sænkede sig omkring mig.

Jeg fortsatte med at arbejde på markedet, men med visse ændringer. Før jeg tog på arbejde sorterede min familie byttepengene og lagde sedler af forskellige værdier i bestemte lommer. Det hjalp mig til at kunne give rigtigt tilbage. Men jeg måtte hele tiden være vågen for ikke at begå fejl. De andre sælgere på markedet var meget deltagende, og deres venlige ord hjalp mig til at holde modet oppe. Men noget af det de sagde rejste spørgsmål i mit sind. Det gjaldt for eksempel Germiros ord, som er citeret i indledningen af denne artikel.

Jeg begynder at „se“

Det var på dette tidspunkt at en af mine bekendte, et Jehovas vidne ved navn Clovis, fortalte mig om Bibelens løfter. Han sagde at Gud vil indføre en ny ordning hvor blinde vil få deres syn igen og døve atter vil kunne høre. (Esajas 35:5) Hans ord vandt genklang i mit hjerte. I min iver efter at lære mere opsøgte jeg ham hele tiden for at stille spørgsmål. Da han forstod at jeg var interesseret, spurgte han: „Bernardo, må jeg ikke komme og besøge dig en eftermiddag så vi kan tale lidt mere om Bibelen?“ Det gav jeg ham med glæde lov til. Og derefter drøftede vi Bibelen sammen en gang om ugen.

Mit handicap hæmmede ikke min lyst til at lære. Med Clovis’ tålmodige hjælp lærte jeg ikke blot at Guds navn er Jehova, men også hvilke storslåede gerninger han har udført i fortiden. Jeg forstod at de er en garanti for at han vil indfri sine løfter om en retfærdig, paradisisk jord hvor fysiske handicap som mit ikke længere findes. Det varede ikke længe før jeg fortalte andre om mit nye håb, ja, jeg forkyndte endda fra hus til hus. Den 18. november 1973 blev jeg døbt. Fra da af begyndte mit liv for alvor at have mening, og det blev derfor lettere for mig at leve med mit handicap.

Fra mit studium af Bibelen vidste jeg nu at det ikke var Guds vilje at jeg var blevet blind. Det forholder sig derimod som der siges i Prædikerens bog i Bibelen: „Alle er . . . bundne af tid og tilfælde.“ (9:11) Ligesom alle andre er jeg sat i verden af ufuldkomne forældre der har arvet synden og ufuldkommenheden fra vore første jordiske forældre, Adam og Eva. (Romerne 5:12) Jeg lærte at det aldrig er Guds vilje at nogen mister synet, men at han tværtimod ønsker at blinde skal kunne se igen. Når Guds søn hersker i Riget vil alle troende mennesker på grundlag af hans sonoffer blive befriet for alle fejl og mangler, og dette vil ske inden for den nærmeste fremtid. Jeg begyndte at „se“ mange ting som jeg ikke havde haft øje for dengang jeg havde et normalt syn.

Jeg bad nu ikke længere til Santa Lucia eller de andre „helgener“, men til Jehova. Jeg bønfaldt ham ikke om straks at helbrede mig ved et mirakel, men bad oprigtigt om at ’hans vilje måtte ske, som i himmelen, således også på jorden’. I mine bønner anmodede jeg desuden om at det en dag måtte lykkes mig at finde „en medhjælp“, en hustru som jeg kunne dele mine glæder og sorger med.

En dag da jeg var ved at tilbyde bibelsk læsestof til folk i et forretningskvarter i Salvador, hørte jeg en kvindestemme sige: „Jeg er også et af Jehovas vidner.“ Jeg standsede op for at tale med kvinden, som havde en lille bod på gaden. I samtalens løb spurgte jeg hende om hendes mand også var et af Jehovas vidner, hvortil hun svarede: „Jeg har ikke nogen mand. Jeg er ugift.“ Dette tilfældige møde blev indledningen til et varmt venskab, og den 14. juni 1975 blev Ambrosina og jeg gift. Den dag i dag er hun en glimrende medhjælp for mig. — 1 Mosebog 2:18.

Jeg trodser mit handicap

Lige siden jeg blev døbt som et Jehovas vidne har det været mit ønske at fortælle andre om det jeg har lært fra Bibelen, og jeg er glad for at mit handicap ikke har hindret mig i at gøre dette. Jeg var forbløffet over at opdage at min hørelse og min følesans næsten kunne opveje tabet af synet. Det var en stor tilfredsstillelse for mig da jeg for første gang gik ud for at forkynde fra hus til hus alene! Jeg begyndte at spekulere på om jeg mon kunne anvende mere tid i denne gerning. Et foredrag som blev holdt af en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, hjalp mig til at finde et svar på dette spørgsmål. Han nævnte flere eksempler på handicappede — hvoraf nogle var hårdere ramt end jeg — der virkede som heltidsforkyndere af den gode nyhed (pionerer). Efter at have fået denne tilskyndelse udfyldte jeg en ansøgning om at tjene som hjælpepioner.

På grund af min blindhed havde jeg visse problemer i forbindelse med hjælpepionertjenesten, men med kærlig hjælp fra brødrene i menigheden blev de alle løst. Når det regnede havde jeg for eksempel brug for tre hænder. I den ene hånd bar jeg min mappe, og i den anden havde jeg min stok. Hvor skulle jeg have paraplyen? Jeg satte stor pris på det når de kristne brødre der fulgtes med mig i tjenesten, tilbød at give mig en hjælpende hånd! Der opstod også vanskeligheder når jeg skulle forkynde i distrikter jeg ikke kendte, men igen var forstående brødre parate til at hjælpe mig.

Hvordan bar jeg mig ad med at finde rundt i det distrikt jeg skulle forkynde i? Som regel var det ikke noget problem, for jeg havde taget et særligt blindekursus hvor jeg havde lært at bruge min stok rigtigt, at optræne min hørelse og min følesans, at komme ind og ud af busser og at gå op og ned ad trapper. Kursuset hjalp mig til at lære mange små ting som jeg førhen havde taget for givet. Jeg lærte at indprente mig gadernes navne og holde tal på dem efterhånden som vi krydsede dem. Jeg trænede mig også op til at kunne huske hvert eneste hus i en gade, så jeg kunne komme på genbesøg hos dem der var interesseret i at studere Bibelen. Og skønt vi bor omkring to og en halv kilometer fra rigssalen, har jeg ikke spor svært ved at tage derhen på egen hånd.

I denne forbindelse hørte en af mine venner en rejsende tilsynsmand sige: „Da jeg besøgte menigheden gjorde det et stort indtryk på mig at arbejde sammen med Bernardo. Han kender gaderne, ja selv de enkelte huse, og han kan gå op og ned ad trapper og bakker. Jeg var målløs da jeg så hvor god han er til at finde vej hen til dem han leder bibelstudier med. Da vi skulle på et bibelstudium på fjerde sal i et højhus, fandt han vejen uden mindste besvær.“

Forkyndelsen kræver forberedelse

Når jeg skal forkynde fra dør til dør er jeg nødt til at forberede mig godt. Før jeg går ud lærer jeg de skriftsteder jeg vil bruge, udenad, og indprenter mig på hvilken side i Bibelen de står. Ved døren beder jeg så den besøgte om at læse skriftstederne og fortæller ham på hvilken side i Bibelen han kan finde dem, men hvis han helst vil være fri for at læse, citerer jeg skriftstederne fra hukommelsen.

Når jeg leder bibelstudier tilskynder jeg eleven til at forberede sig godt. Jeg beder ham så om først at læse spørgsmålet af hensyn til mig, dernæst paragraffen, og endelig spørgsmålet en gang til. Dette hjælper mig til at kunne afgøre om han svarer rigtigt på spørgsmålet. Ved hjælp af denne metode har jeg hjulpet to til indvielse og dåb. Jeg leder desuden studier med tre andre familier.

I flere år har jeg været med på den teokratiske skole i menigheden. Når jeg skal forberede en opgave får jeg en til at læse stoffet højt for mig mens jeg optager det på en båndoptager. Jeg lytter så til båndet, planlægger hvad jeg vil sige og lærer de bibelske skriftsteder jeg gerne vil citere, udenad. Så er jeg klar til at holde min opgave. Jeg kan i det mindste være sikker på at jeg aldrig vil blive vejledt i at være for bundet af manuskriptet! En lignende forberedelse hjælper mig til at svare regelmæssigt når Vagttårnet studeres i menigheden.

Året 1977 var en milepæl i mit liv som en indviet kristen. Jeg blev udnævnt til almindelig pioner, til menighedstjener og til bogstudieleder. Disse tre privilegier har jeg stadig. Jeg leder bogstudiet på samme måde som jeg leder bibelstudier med interesserede.

Som svar på spørgsmålet: Kan en blind mand „se“? vil jeg sige at jeg kan se at utallige bibelprofetier er blevet opfyldt i vor tid. Dette har fået mig til at indse at jeg må hjælpe andre til at lære den sandhed at kende der fører til evigt liv. (Johannes 17:3) Jeg har erfaret en åndelig opfyldelse af ordene i Esajas 35:5: „Da åbnes de blindes øjne.“ Jeg nærer fuld tillid til at denne profeti, når Jehovas tid er inde, også vil få en bogstavelig opfyldelse på tusinder af mennesker der ligesom jeg har mistet synet. Indtil da er det mit ønske at fortsætte med at gøre hans vilje så godt jeg formår, i det håb at blive fundet værdig til at leve i hans nye retfærdsorden.

[Tekstcitat på side 29]

„Han sagde at Gud vil indføre en ny ordning hvor blinde vil få deres syn igen og døve atter vil kunne høre“

[Illustration på side 30]

Før jeg går ud lærer jeg de skriftsteder jeg vil bruge, udenad, og indprenter mig på hvilken side i Bibelen de står