Behovet for fred og sikkerhed
„I det tyvende århundrede er krig blevet stadig mere barbarisk, mere ødelæggende og mere rå i alle henseender. . . . Bomberne der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki afsluttede en krig. De tydeliggjorde også fuldstændig at vi aldrig må opleve endnu en krig. Det er den lektie mennesket og lederne overalt må lære, og jeg tror at de, når de lærer den, vil finde en vej til varig fred. Der gives intet valg.“ — Henry L. Stimson: „The Decision to Use the Atomic Bomb“ („Beslutningen om at bruge atombomben“), tidsskriftet Harper’s for februar 1947.
DET var blot et år efter De forenede Nationers oprettelse at Stimson, USAs krigsminister fra 1940 til 1945, udtalte ovenstående. Har mennesket så efter næsten 40 år ’lært lektien’? Har FN gjort en tilværelse i „varig fred“ mulig for dig? Tænk i den forbindelse på den høje pris som menneskeheden har betalt for krig og krigsforberedelser blot siden den anden verdenskrig.
De menneskelige omkostninger: Hvilke menneskelige omkostninger har krige krævet efter den anden verdenskrig, trods FNs bestræbelser for at indføre fred? „Siden den anden verdenskrigs kæmpebrand har der været 105 større krige (1000 eller flere dræbte pr. år), udkæmpet i 66 lande og områder. . . . Krigene efter 1945 har forårsaget 16 millioner dødsfald, mange flere blandt civile end blandt de deltagende væbnede styrker. (Opgørelsen er ufuldstændig, især hvad angår civile; i de fleste krige føres der ikke officielle fortegnelser.)“ — World Military and Social Expenditures 1983 (Verdens militære og sociale udgifter 1983) af Ruth Sivard.
Det står faktisk ringere og ringere til med udsigterne til fred og sikkerhed — krige forekommer hyppigere og hyppigere. Ruth Sivard udtaler: „I 1950erne var gennemsnittet [af krige] 9 om året; i 1960erne 11 om året; og i 1970erne og til nu, . . . 14 om året.“
De psykiske omkostninger: Siden Hiroshima har mennesket levet i frygt for kernekrig. De fåtallige kernevåben i 1945 var i 1983 blevet til 50.000 på verdensbasis. Og der fremstilles stadig flere! Indlysende nok stiger risikoen for kernekrig med antallet af kernevåben og nationer der besidder dem. Hvilken psykisk virkning har det at leve i frygt for en kernekrig?
Bogen Preparing for Nuclear War — The Psychological Effects (Forberedelse til kernekrig — de psykiske virkninger) svarer: „Der er et påtrængende behov for yderligere undersøgelser af den virkning det har på børns og voksnes forhåbninger og adfærd at leve i kernevåbnenes skygge . . . Her er måske en formidabel, vedvarende omkostning for vore samfund som øges med renter efterhånden som generationer vokser op og bliver modne. Hvad koster et barns drømme?“
Ja, unge er særlig sårbare over for usikre fremtidsudsigter. En nylig undersøgelse blandt australske skolebørn i alderen fra 10 til 12 år indbragte kommentarer som: „Når jeg bliver stor, tror jeg at der bliver krig og at alle i Australien dør.“ „Verden vil være en ruin — der vil være døde kroppe overalt, og USA vil blive sprængt bort fra jordens overflade.“ Mere end 70 procent af børnene „omtalte kernekrig som en sandsynlig mulighed“. Samfundsforskere frygter at de usikre fremtidsudsigter kan være medvirkende til mange unges „lev-stærkt“-holdning og deres deraf følgende spændingstrang.
De økonomiske omkostninger: Før midten af 1930rne lå verdens militærudgifter på omtrent 4,5 milliarder dollars om året. Men i 1982 var tallet steget til 660 milliarder dollars. Og som bekendt er det blevet ved med at stige. World Military and Social Expenditures 1983 sætter omkostningerne i perspektiv ved at sige: „Hvert minut dør 30 børn af mangel på mad og billig vaccine, og hvert minut opsluger verdens militærbudget 1,3 millioner dollars af de offentlige midler.“ (Kursiveret af os.) Og nu, to år senere, er udgiften oppe på 2 millioner dollars i minuttet.
Når man tænker over den høje pris mennesket har betalt for krig og krigsberedskab, er ét sikkert: Mennesket har ikke ved egen hjælp fundet ’vejen til varig fred’. Men spørg dig selv: Findes der en vej til verdensomspændende fred og sikkerhed i vor levetid? Hvem kan i så fald bane den vej? Skal man se hen til De forenede Nationer? Hvis ikke, hvordan skal fred og sikkerhed da blive til virkelighed?