Paven og verdens undergang

„HARMAGEDON AFVENDES“ — sådan lyder titlen på en engelsk bog der udkom i 1984 (Averting Armageddon). Den omhandler den senere tids pavelige politik og er skrevet af de to journalister Gordon Thomas og Max Morgan-Witts, der i 17 år har dækket forholdene i pavedømmet. Hvilket indblik kan de give os i hvordan man på topplan i den katolske kirke ser på spørgsmålet om verdens undergang?

Ifølge disse journalister har pave Johannes Paul II’s personlige sekretær, monseigneur Emery Kabongo, udtalt: „Paven er som en åndelig Herkules der søger at holde supermagterne adskilt i et forsøg på at afvende atomkrigens Harmagedon.“

Det ser ud til at kirkens ledere især bekymrer sig om en global ødelæggelse ved menneskehånd, snarere end om Guds selektive indgriben i menneskenes anliggender — den verdensødelæggelse som Bibelen forudsiger. I bogen Averting Armageddon siges der: „Blandt dem der har at gøre med monseigneur Kabongo, er der ingen ydre tegn på anspændthed i bestræbelserne for at afværge den truende verdensødelæggelse man er sig bevidst. . . . Men bag det formelle skjuler der sig en spænding som stammer direkte fra den internationale bispesynode, som afsluttede sine drøftelser i en dommedagsstemning med at beklage ’krigerisk aggression, vold og terrorisme, opbygningen af enhver form for våbenarsenaler — især med atomvåben — samt den skandaløse våbenhandel’.“ Selv paven er inddraget i dette. Thomas og Morgan-Witts fortæller at der på boghylderne i pavens studereværelse findes værker om militærstrategi som International Defense Review, The Problems of Military Readiness og Surprise Attack: Lessons for Defense Planning. De tilføjer:

„Ved siden af rundskrivelserne står bøger der handler om et emne som optager paven i øjeblikket: eskatologi, studiet af bibelske lærepunkter som taler om at Gud vil indføre sit Rige på jorden ved en række ’hændelser’ som afslutter en tidsalder. Johannes Paul er inderligt overbevist om . . . at der muligvis inden dette århundredes udgang vil ske noget ’afgørende’ i verden. Kan det være pest, en ny sort død? Eller tørke eller hungersnød i ufattelig målestok? Eller måske kernekrig? Paven frygter ofte det sidste. Det vides at han har grundet over den mulighed at han måske er blevet overhoved for kirken i hvad der kunne vise sig at blive verdens sidste årti før den for bestandig tilintetgøres i kernekrigens ragnarok.“

Averting Armageddon gør også opmærksom på det symbolske „dommedagsur“ der regelmæssigt forekommer i „Atomfysikernes Bulletin“. Da dette „ur“ i december 1947 blev offentliggjort første gang, var viserne stillet til syv minutter før midnat for at vise „hvor nær verden var på atomkrigens Harmagedon“. Efter at man i 1972 indgik en aftale om begrænset strategisk rustning (SALT), blev viserne på uret flyttet tilbage til tolv minutter i midnat. I 1984 skrev Gordon Thomas og Morgan-Witts: „Uret viser nu blot tre minutter i midnat. Det er det tætteste det har været på dommedag i tredive år.“

Trods enhver pavelig anstrengelse for at „afværge atomkrigens Harmagedon“ pegede viserne i november 1985 stadig på at der blot er tre minutter til det hele er slut. Vi må dog ikke lade vor opmærksomhed aflede af bekymring over hvorvidt nationerne vil udslette menneskeheden. I stedet for at søge at afværge denne verdens undergang må vi klogeligt søge den vej Gud anviser til frelse fra verdensødelæggelsen, for den vil afgjort „komme over hele den beboede jord“. — Åbenbaringen 3:10.