Barnedåben — Hvorfor siger nogle præster nej?
ALAN og Sonia ville gerne have deres lille barn døbt — og det kom som noget af et chok for dem da deres anglikanske præst ikke blot nægtede at forrette dåben, men i tilgift gav dem dette råd: „Gør det selv.“ Hvorfor reagerede han sådan? Fordi hverken Alan eller Sonia kom regelmæssigt i kirken. — The Christian Century, 3.-10. juni 1981.
I den senere tid er ikke så få par blevet afvist når de ønskede deres børn døbt — et tydeligt tegn på at nogle kirker er ved at ændre syn på barnedåben. Lad os tage den katolske kirke som et eksempel. Efter Det andet Vatikankoncil reviderede kirken sine ritualer i forbindelse med barnedåben. Man døber stadig små børn, men nu skal forældrene først give tilsagn om at de vil opdrage barnet i den katolske tro. Vatikanet erklærede: „Hvis disse tilsagn ikke er alvorligt ment kan der være grund til at opsætte sakramentet; og hvis de slet ikke gives bør man endda nægte at forrette sakramentet.“ — L’Osservatore Romano, „Vejledning angående barnedåben,“ 1. december 1980.
Der er et langt spring mellem denne holdning og den tid da „nidkære missionærer døbte små hedningebørn der var efterladt i vejkanten“, og præster „formanede forældre til ikke at opsætte et barns dåb over en måned for ikke at begå en dødssynd“. — Den katolske præst Joseph M. Champlin i U.S. Catholic, april 1982.
Hvad ligger der bag denne ændrede holdning? Først og fremmest det at ledende kirkefolk nu har erkendt at dåben ikke gør folk kristne. Dalende kirkegang og en generel mangel på gudsfrygt blandt døbte katolikker er begyndt at volde alvorlig bekymring. „Hvorfor skulle kirken gøre problemet større ved at døbe børn der højst sandsynligt vil blive ’passive medlemmer’ som voksne?“ siges der i en artikel i bladet U.S. Catholic.
Denne nye, hårde linje afslører imidlertid også dybe uoverensstemmelser blandt teologerne. Som den katolske skribent Joseph Martos har bemærket, tror mange præster ganske enkelt ikke på at barnedåben skulle være „en magisk ritus med en usynlig indvirkning på sjælen“. De opfatter dette synspunkt som håbløst gammeldags.
Det er derfor ikke så mærkeligt at mange oprigtige katolikker ikke ved hvad de skal tro. Har kirken da ikke altid lært at udøbte børn risikerede at komme i skærsilden eller i et brændende helvede? Hvis det er sandt, tænker nogle, burde man da ikke døbe ethvert barn, uanset omstændighederne? Disse spørgsmål har stor betydning. Som den katolske præst Vincent Wilkin har påpeget, udgør de der er døde uden at være døbt „et uhyre stort antal som det er umuligt at beregne, ja, man kan med lethed forestille sig at størstedelen af menneskeheden må henregnes til denne gruppe“.
Lad os derfor i al korthed kaste et blik på barnedåbens historiske og bibelske baggrund.