Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w86 15/3 s. 4-7
  • Bør man lade små børn døbe?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Bør man lade små børn døbe?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En tradition indstiftet af Gud eller af mennesker?
  • ’Ved grænsen til helvede’
  • Der pustes atter liv i debatten
  • Barnedåben og dit barn
  • Bør man lade små børn døbe?
    Vågn op! – 1986
  • Barnedåben — Hvorfor siger nogle præster nej?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Skal spædbørn døbes?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1961
  • Skal Deres barn døbes?
    Vågn op! – 1974
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
w86 15/3 s. 4-7

Bør man lade små børn døbe?

Det lille barn ligner ikke nogen synder. Formålet med dette ældgamle ritual er ellers at rense synd bort. Fadderen forsager tre gange Djævelen og alle hans gerninger. Så tager præsten en lille beholder og hælder tre gange lidt vand på barnets pande, mens han siger: „Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.“

I NÆSTEN to tusind år er små børn blevet døbt ved en ceremoni som denne. Forældre synes måske at det er en meget bevægende oplevelse. Men har denne handling sit udspring i Guds ord? Nej, selv katolske teologer indrømmer at det har den ikke. — Se New Catholic Encyclopedia, bind 2, side 69.

Hvis du læser bogen Apostelgerninger i Bibelen vil du snart opdage at dåben blandt de første kristne var forbeholdt dem der var i stand til at ’høre og mærke sig’ det der blev sagt, og ’omvende sig’. (Apostelgerninger 2:14, 22, 38, 41, da. aut.) Det kan man næppe forlange af et spædbarn! Bibelen taler ganske vist om at hele husstande, for eksempel Kornelius’ husstand, blev døbt,a men selv da var det dem „som hørte ordet“ der blev døbt — ikke de små børn. — Apostelgerninger 10:44-47.

En tradition indstiftet af Gud eller af mennesker?

Ude af stand til at pege på bibelske fortilfælde siger Vatikanet: „Den praksis at døbe spædbørn betragtes som en ældgammel tradition.“ Men er det Jesus Kristus der har indstiftet denne tradition? Nej, for barnedåben blev først udbredt et godt stykke tid efter apostlenes død. Ved slutningen af det andet århundrede sagde den såkaldte kirkefader Tertullian: „Lad [børn] blive kristne når de er blevet i stand til at lære Kristus at kende.“

Apostelen Paulus havde imidlertid advaret om at der ville komme en tid ’da folk ikke ville finde sig i den sunde lære’. (2 Timoteus 4:3, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Efter at apostlene var døde og ikke længere kunne virke som et bolværk mod frafaldet, begyndte ubibelske skikke at vinde indpas i den kristne tilbedelse. (2 Thessaloniker 2:6) Blandt dem var barnedåben. Men først i det femte århundrede blev barnedåben regelen snarere end undtagelsen. På det tidspunkt opstod der en heftig debat som for bestandig ændrede kristenheden.

Det var en britisk munk ved navn Pelagius der satte gang i denne debat. På en rejse til Rom forfærdedes han over det fordærv han så blandt de såkaldte kristne dér, og han satte sig for at anspore dem til „større bestræbelser i moralsk henseende“. Mennesket kan ikke give ’arvesynden’ skylden for sine svagheder, sagde Pelagius. „Alt godt og alt ondt . . . er noget vi gør, ikke noget vi fødes med.“ Pelagius’ lære blev snart et stående samtaleemne i hele kristenhedens verden.

Men ikke ret længe. De ledende kirkefolk betragtede denne forkastelse af ’arvesynden’ som kætteri. Og uden at vide det gik Pelagius deres ærinde ved at stille sig velvilligt til barnedåben, der på det tidspunkt var blevet en populær skik. En biskop ved navn Augustin betragtede dette som en himmelråbende selvmodsigelse. ’Hvis spædbørn absolut bør døbes,’ argumenterede han, ’hvad sker der så med dem der ikke bliver det?’ Den logiske slutning var tilsyneladende at de ville komme til at lide i helvedes flammer fordi de ikke var døbt. Efter at have fastslået dette, førte Augustin sit ræsonnement ud i yderste konsekvens: Hvad andet end ’arvesynden’ kunne være skyld i at udøbte spædbørn skulle lide fortabelse?

Pelagius’ lære viste sig uholdbar, og blev senere erklæret kættersk ved et kirkemøde i Karthago. Læren om ’arvesynden’ blev en lige så indgroet del af katolicismen som læren om skriftemålet. Kirken havde nu fået stødet til at iværksætte masseomvendelser — ofte ved tvang — for at frelse folk fra ’helvedes flammer’. Fra at have været en populær skik blev barnedåben et officielt frelsesmiddel, et middel som protestantismen senere antog.

’Ved grænsen til helvede’

Augustins lære rejste nogle spørgsmål der var vanskelige at besvare: Hvordan kunne en kærlig Gud lade uskyldige børn lide i helvede? Ville udøbte børn få samme straf som forhærdede syndere? Det har ikke været let for teologerne at finde svarene på disse spørgsmål. Den katolske præst Vincent Wilkin siger: „Nogle har fuldt og helt overgivet de udøbte børn til helvedes flammer, andre har ment at de ikke blev fortæret af flammerne men blot fik det så varmt at det føltes meget ubehageligt, og atter andre har reduceret ubehaget til det mindst mulige i helvede . . . Nogle har placeret [børnene] i et jordisk paradis.“b

Den teori der har vist sig at være mest populær, går imidlertid ud på at de udøbte børns sjæle opholder sig i limbus. Dette ord betyder bogstaveligt „kant“ eller „bort“ (for eksempel på en klædning) og beskriver et område som antages at befinde sig ved grænsen til helvede. For teologer er teorien om limbus yderst bekvem. Den mildner i hvert fald den skrækindjagende forestilling om spædbørn der pines i helvede.

Men som enhver anden menneskeskabt teori kan teorien om limbus let bringes til at vakle. Hvorfor nævnes dette sted for eksempel ikke i Bibelen? Kan børnene komme ud af limbus igen? Ja, hvorfor skulle uskyldige børn overhovedet komme et sådant sted hen? Forståeligt nok gør kirken meget ud af at understrege at teorien om limbus „ikke er en officiel katolsk lære“.c — New Catholic Encyclopedia.

Der pustes atter liv i debatten

I flere hundrede år holdt katolikkerne i hovedsagen fast ved Augustins synspunkt og ’sikrede’ deres børn mod at komme i limbus ved at lade dem døbe. Siden 1950erne er der imidlertid igen blevet pustet liv i debatten om barnedåben. Katolske bibelforskere er begyndt at give udtryk for alvorlig tvivl om hvorvidt denne praksis er bibelsk. Andre indrømmer åbent at de hverken kan acceptere Augustins forestillinger om helvede eller teorien om limbus.

I begyndelsen holdt de mest konservative gejstlige imidlertid standhaftigt fast ved deres synspunkt. I en tale til en gruppe jordemødre stadfæstede pave Pius XII i 1951 den opfattelse at „nådestanden i dødsøjeblikket er en absolut betingelse for frelsen“, og tilskyndede jordemødrene til at udføre dåbsritualet egenhændigt hvis det syntes sandsynligt at et nyfødt barn ville dø. „Undlad ikke at gøre denne barmhjertighedsgerning,“ sagde han indtrængende. Også i 1958 udsendte Vatikanet en alvorlig tilskyndelse til at lade spædbørn døbe så hurtigt som muligt.

Efter det meget omtalte Andet Vatikankoncil opstod der ikke desto mindre uenighed igen. Kirken forsøgte overraskende nok at støtte såvel de konservative som de liberale. ’Dåben er en absolut betingelse for frelsen,’ udtalte koncilet. Besynderligt nok mente man imidlertid at det også var muligt for dem der „uden egen skyld er ukendt med evangeliet om Kristus“ at opnå frelsen.d

Som en konsekvens af Det andet Vatikankoncil reviderede kirken dåbsritualet. Præsterne fik for eksempel mulighed for at nægte at døbe et barn hvis dets forældre ikke ville love at opdrage det i den katolske tro. Havde kirken endelig fraveget Augustins lære? Det mente nogle, og de begyndte derfor at sætte spørgsmålstegn ved behovet for barnedåben.

Vatikanet udsendte så en vejledning angående barnedåben hvori det hedder: „Kirken . . . kender ikke andet middel end dåben hvormed børns adgang til den evige salighed kan sikres.“ Biskopperne fik påbud om at ’lede dem der er veget bort fra den traditionelle praksis, tilbage til den’. Hvad mener man da at der sker med de små børn som dør uden at være døbt? „Kirken kan kun overlade dem til Guds barmhjertighed.“

Barnedåben og dit barn

Mange oprigtige katolikker er uden tvivl blevet rådvilde på grund af alt dette, men nogle mener måske at barnedåben, uagtet den katolske lære, i det mindste giver børn en god start i livet i religiøs henseende. Men er dét sandt? En katolsk kvinde siger: „Jeg har to små børn der begge er blevet døbt som spæde, og jeg kan ikke se skyggen af ’nåde’ i dem, faktisk snarere det stik modsatte.“

Man hjælper ikke små børn til at opbygge tro ved at døbe dem. Ved at gøre dette overtræder man derimod Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple [elever] . . . idet I døber dem.“ (Mattæus 28:19) Dåben har ingen mening medmindre man er gammel nok til at være en discipel. Det er sandt at barnedåben er „en ældgammel tradition“. Men fordømte Jesus ikke dem der gjorde Guds ord ugyldigt på grund af deres tradition eller overlevering? — Mattæus 15:6.

Bibelen opfordrer forældre til at oplære deres børn i åndelige anliggender „fra den spæde barndom af“. (2 Timoteus 3:14-17) Jehovas vidner tager derfor ikke let på Bibelens befaling til forældre om at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Dette praktiseres ofte ved hjælp af et regelmæssigt bibelstudium i familien. Forældrene vænner desuden deres børn til at overvære kristne møder og lærer dem at deltage i dem. (Hebræerne 10:24, 25) De opfordrer også deres børn til at bekende deres tro offentligt. (Romerne 10:10) Med tiden vil børnene måske føle sig tilskyndet til selv at indvi sig til Jehova Gud og symbolisere det ved vanddåben. Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med Bibelen og langt mere meningsfyldt og tilfredsstillende end et formelt ritual der udføres med et uforstående spædbarn som centrum.

Selv om et barn af kristne forældre dør før det er blevet døbt, behøver forældrene ikke at frygte at det vil komme i et brændende helvede eller i limbus. Ifølge Bibelen er de døde uden bevidsthed. (Prædikeren 9:5, 10) Forældre kan derfor finde trøst i Jesu løfte om at „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“ med udsigt til liv i et genoprettet paradis. (Johannes 5:28, 29; Lukas 23:43) Der er langt mere trøst at hente i dette bibelske håb end der er i menneskers omskiftelige — og forvirrende — traditioner.

[Fodnoter]

a I visse tilfælde er det tydeligt at udtrykket „husstand“ i Bibelen ikke omfatter små børn. I Titus 1:11 tales der for eksempel om frafaldne der ’ødelægger hele husstande’. — Se også Første Samuelsbog 1:21, 22.

b  Augustin selv gav udtryk for den opfattelse at udøbte børn „ville få den mildeste fordømmelse af alle“.

c Da en kirkesynode i det 18. århundrede forsøgte at erklære limbus for „en pelagiansk fabel“, udstedte pave Pius VI en bulle hvori han fordømte synoden som kættersk. Skønt paven ikke fuldt ud tiltrådte læren om limbus, holdt denne bulle teorien i live.

d Den katolske teolog Tad Guzie har kaldt kirkens nye holdning „en temmelig naragtig sakramental skizofreni ifølge hvilken vanddåben for spædbørn er frelsens absolut nødvendige første stadium, mens den for alle andre er det sidste stadium af en længere proces“.

[Oversigt på side 7]

Hovedtræk af barnedåbens historie

År (e.v.t.) — Begivenhed

ca. 193 — Tertullian argumenterer for voksendåb

ca. 253 — Kirkemødet i Karthago erklærer at ’spædbørn bør døbes omgående’

ca. 412-417 — Debat mellem Pelagius og Augustin angående ’arvesynden’

ca. 417 — Kirkemødet i Karthago fordømmer Pelagius’ lære som kættersk. Barnedåben bliver en fast praksis i den katolske lære

ca. 1201, 1208 — Pave Innocens III udtrykker i sine skrifter en positiv holdning til barnedåben

ca. 1545-1563 — Tridentinerkoncilet lyser enhver der forkaster barnedåben, i band

ca. 1794 — I den pavelige bulle Auctorem Fidei fordømmes Jansenistsynoden, der har betegnet limbus-læren som kætteri

ca. 1951 — Pave Pius XII understreger nødvendigheden af barnedåb ved at tilskynde jordemødre til at udføre ritualet i nødstilfælde

ca. 1958 — Vatikanet erklærer at „spædbørn skal døbes så hurtigt som muligt“

ca. 1963-1965 — Det andet Vatikankoncil erklærer at det er muligt at blive frelst uden at være døbt. Beordrer en revision af barnedåbsritualet

ca. 1980 — Vatikanet stadfæster barnedåbens tradition ved at sige at ’kirken intet andet middel kender hvormed børn kan sikres adgang til den evige salighed’

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del