Hvilken løbebane vil du vælge?
ER DU ung og går i skole? Hvis det er tilfældet, er du sikkert begunstiget med de fordele der er ved at være ung — et godt helbred og masser af energi og livskraft. Livet ligger foran dig som en ubetrådt vej. Hvordan vil du bruge det i årene der kommer?
Når du tænker på dine fremtidsmuligheder opstår der sikkert mange spørgsmål i dit sind. Skulle du vælge en universitetsuddannelse og stræbe efter at gøre karriere som læge, jurist eller forsker? Føler du dig tiltrukket af drømmen om at komme til tops i handelsverdenen og høste anerkendelse og økonomisk succes? Kunne du blive et kendt navn i kunstens verden, måske som skuespiller eller kunstmaler? Eller burde du, som en ung indviet tjener for Jehova Gud, vælge heltidstjenesten som din løbebane og således ’tænke på din Skaber i ungdommens dage’? — Prædikeren 12:1, da. aut.
Artikler i aviser og blade skildrer ofte kendte menneskers liv som spændende og farverigt, men hvor meget kender du til en heltidstjeners liv? Er det kedeligt og ensformigt? Eller er det interessant og spændende? Overvej nogle af de erfaringer som de der har været i heltidstjenesten i mange år har gjort. Det kan hjælpe dig til at træffe en afgørelse.
Hvorfor de har valgt heltidstjenesten
Mens Vietnamkrigen rasede studerede Harry ved University of Hawaii. Han var i færd med at uddanne sig til lærer i historie. Han studerede også Bibelen med Jehovas vidner. Han blev, ligesom mange af sine studiekammerater, involveret i den tids udbredte studenteroprør. Han begyndte at eksperimentere med stoffer og fandt især LSD spændende. En morgen vågnede han og fandt et gevaldigt rod i sin lejlighed. Knuste spiritusflasker, cigaretskod og mænd og kvinder som lå og flød over hele gulvet. Harry havde kun en svag erindring om en diskussion med politiet angående en ransagningskendelse, og om at hans husvært bagefter havde truet med at smide ham ud. Det var på dette tidspunkt Harry besluttede at han enten måtte holde op med at studere Bibelen eller bringe orden i sit liv. Klogeligt valgte han det sidste.
Efterhånden som Harrys bibelkundskab blev større, mistede han lysten til at fortsætte universitetsuddannelsen og blive lærer. Han holdt derfor op på universitetet, fik et deltidsjob, blev døbt, og kvalificerede sig snart til at blive pioner — en der bruger det meste af sin tid til at forkynde. Harry gik således i gang med en ny karriere fyldt med udfordringer og opbyggende og interessante oplevelser.
Efter at Harry og hans kone havde været specialpionerer blev de sendt ud som missionærer til de smukke Belau-øer i det vestlige Stillehav, hvor de stadig tjener. Hvordan er det at være missionær på disse øer?
Forkyndelse ad vandvejen
En stor del af forkyndelsen på øerne i Mikronesien foregår enten med båd eller til fods. Harry og hans kone Rene husker den første gang de tog ud med båd for at forkynde på en af de ydre øer. „Vi boede adskillige kilometer oppe ad en lang, rivende flod, som snoede sig gennem mangrovetykninger og junglekrat så tætte at de dannede et grønt løvtag over vore hoveder,“ fortæller Harry. „Med vores opholdssted som udgangspunkt besejlede vi floden og gjorde stop for at forkynde for dem der boede langs bredderne. En aften, lige før mørket sænkede sig, var vi på vej tilbage fra arbejdsmarken. Vi hastede op ad floden mod vores hjem for natten. Pludselig satte Rene i et hyl. Jeg snurrede omkring lige i rette tid til at se en lang krybdyrhale der med et plask forsvandt i vandet. Det var en listekrokodille — verdens største krokodilleart! Vi var glade da vi nåede hjem i god behold. Det var ganske vist tid til et bad i floden, men efter at have set denne kæmpekrokodille følte vi det mere sikkert at binde et reb i en spand og hale badevandet op i båden.“
Da mange landsbyer og huse ikke kan nås hverken med vogn eller båd, bruger missionærerne mange timer på at nå ud til de venlige og beskedne folk. Ofte vandrer de ad smukke junglestier omgivet af kokospalmer. Harry siger: „Vi finder altid ører som er modtagelige for sandheden. Disse isolerede folk viser ofte deres gæstfrihed. De klatrer op i en kokospalme, plukker en frisk kokosnød, hugger toppen af den med en machete og tilbyder os noget at drikke, direkte fra ’originalpakningen’. Det er meget forfriskende, velsmagende og nærende.“
Hvordan er missionærerne på Belau-øerne blevet belønnet i deres forkyndergerning? Jo, der er nu en menighed på 42 sande kristne. Sidste år var der gennemsnitlig 10 i heltidstjenesten hver måned, og i 1985 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 193.
Harry har været 17 år i heltidstjenesten. Hvordan ser han nu på den beslutning han traf om at bruge sit liv helt i tjenesten for Jehova? „Hvis jeg ikke havde fundet sandheden om Gud for 17 år siden, ville jeg have spildt min tid og mit liv på verdslig stræben. Jeg ville aldrig have fundet den fred i sindet og den tryghed som jeg har erfaret i løbet af de år jeg har tjent som pioner og missionær — i mange år som ugift, og senere sammen med min kone, Rene, med hvem jeg har delt de forløbne 8 år i missionærtjenesten.“
Heltidstjenesten anbefales
Milton gik i gymnasiet på Hawaii. Han fik mange tilskyndelser til at stræbe efter en lovende karriere med økonomisk sikkerhed. Men hans søster og to ældre brødre var allerede i heltidstjenesten som pionerer, og deres eksempel opmuntrede ham til at overveje om han også skulle tage heltidstjenesten op. Så hørte han et foredrag der beskrev de velsignelser heltidstjenesten medfører, og som viste at Jehova vil sørge for vore materielle behov hvis vi stoler på ham og sætter ham først i vort liv. Milton fortæller: „Dette fik mig til at vælge heltidstjenesten som min livsvej. Jeg blev døbt, og begyndte i denne tjeneste inden jeg var færdig i gymnasiet.“
Da Milton begyndte som pioner var der færre end ti pionerer i menigheden. Hvad gjorde han ved dét? „Jeg indbød de unge brødre til at følges med mig på arbejdsmarken,“ fortæller han. „Det førte til at mange af dem senere sluttede sig til mig i heltidstjenesten.“
„Min svoger var ældste og pioner,“ fortsætter Milton. „Vi var i menighed sammen, og arbejdede i fællesskab på at opmuntre andre til at blive pionerer. Det blev besluttet at jeg skulle tilskynde teenagerne og at han skulle tilskynde husmødrene. Efter nogle måneder var der 25 heltidstjenere i menigheden. Da kredstilsynsmanden kom på besøg opfordrede han ti af disse til at søge om specialpionertjeneste og flytte til nærliggende menigheder. Vi drøftede så muligheden for at hjælpe ti mere til at begynde i pionertjenesten, som erstatning for dem der var blevet sendt ud. Næste gang da kredstilsynsmanden kom på besøg var der endnu 15 som havde taget heltidstjenesten op. Nu var vi 30 pionerer. Kredstilsynsmanden bad igen 10 af disse om at flytte til andre menigheder. Og igen prøvede vi at få dem erstattet. Inden kredstilsynsmandens næste besøg havde 20 flere ansøgt om pionertjeneste!“
Den smittende pionerånd havde virket på de yngre. Da de nåede skolens ældste klasser, havde de stort set alle heltidstjenesten som mål. I en alder af 13 år besluttede en søster sig til at blive pioner. Hun siger: „Det forekom mig at være det mest naturlige at gøre.“ Hun og andre unge i menigheden tænkte aldrig for alvor på at gøre noget som helst andet. Der var arrangeret gruppevidnearbejde efter skoletid, og somme tider deltog 60 elever fra tre forskellige skoler sammen med pionererne i denne aktivitet. I sommermånederne var det meget opmuntrende at helt op til 130 mødtes for at deltage i gruppevidnearbejdet!
Pionertjenesten førte til større privilegier
„I 1974,“ fortæller Milton, „blev jeg opfordret til at påtage mig missionærarbejde i et område 6500 kilometer hjemmefra — på Belau-øerne i Mikronesien.“ Det at skulle gå over lange afstande gennem tropisk regnskov og at sejle med både var nogle af de udfordringer det tog tid at vænne sig til.
Milton fortæller om hvordan de på en varm, fugtig dag havde gået i flere timer på støvede stier: „Vi var helt udmattede da vi nåede frem til en interesseret familie. Moderen sendte sin søn ned til floden. Han kom tilbage til os med en stor vandmelon der var blevet afkølet i det kolde vand. Vi spiste alt hvad vi orkede — og hvor var det forfriskende!“
Milton fortæller at han efter et år i sit missionærdistrikt „havde tre mål som [han] ønskede at se fuldført på Belau, nemlig: at de lokale brødre selv efterhånden kunne overtage ansvarsposterne i menigheden, at de unge deltog i heltidstjenesten, og at menigheden fik bygget sin egen rigssal“. „Efter at jeg har været her i ti år er mine bønner i alle tre henseender blevet besvaret,“ tilføjer han.
Føler Milton at han traf det rigtige valg for 14 år siden da han gjorde heltidstjenesten til sin livsopgave? Han svarer: „I løbet af de år jeg har været i heltidstjenesten har jeg først og fremmest lært dette: Hvis vi er villige, vil Jehova bruge os når tiden er inde. Vi må aldrig give op, men fortsætte med villigt at stille os til rådighed i hans tjeneste. Man vil aldrig fortryde det hvis man stræber efter at gøre tjenesten for Jehova, som heltidsforkynder, til sin livsopgave.“
Hvordan vil du bruge dit liv?
I unge, hvordan vil I bruge jeres liv? På jeres egne interesser eller på Jehovas? (Romerne 14:8) Overvej under bøn at sætte dig heltidstjenesten som mål, nu mens du er ung. Efterlign Jesus ved at bruge resten af dit liv „for Guds vilje“. (1 Peter 4:2) Det vil tjene som beskyttelse mod skadelige, verdslige ambitioner og dårligt selskab. Gennemtænk dine muligheder og sæt en dato for hvornår du vil begynde i heltidstjenesten. Arbejd så henimod det. Og bed Jehova om hjælp til at nå dit mål. — Efeserne 6:18.
Hvis du vælger pionertjenesten som din løbebane kan det medføre mange tjenesteforrettigheder du slet ikke kan forestille dig. Dit liv vil blive fyldt med lykke, tryghed og kærlighed. Det vil være spændende, interessant og tilfredsstillende. Og fremfor alt vil det være et liv der behager Jehova. — Ordsprogene 27:11.