Jeg har fået ’hvad mit hjerte bad om’

FORTALT AF P. J. WENTZEL

DA VORT skib fra Sydafrika lagde til i New York havn, blev vi mødt af en sort herre. Han var der for at køre mig og min kone, Lina, samt en ældre dame der rejste sammen med os, til vore logier. Vi standsede i et sort kvarter, og chaufføren steg ud for at se om det var her den ældre dame skulle bo. „Jamen Piet,“ sagde hun til mig, „her er de jo alle sammen sorte!“

„Vi er i Amerika,“ mindede jeg hende om. „Der er ingen forskel på sorte og hvide her; vi er alle ens.“ (Men inderst inde håbede jeg alligevel at min kone og jeg skulle bo hos hvide!) Så kom chaufføren tilbage efter vores rejseledsagerske, og hun blev budt hjerteligt velkommen af en sort familie.

Så var det vores tur — og vi var stadig i et sort kvarter. Da vores vært og hans kone kom hen imod bilen, bad jeg inderligt Gud om at hjælpe mig til at overvinde den racefordom jeg stadig måtte have — en arv fra mine forældre.

Vore sorte værter i New York bød os hjerteligt velkommen. De viste os vort værelse, hvor alt var skinnende rent. Da vi blev alene, var vi først helt tavse. Så gik Lina hen til sengen, løftede op i et hjørne af sengetæppet og sagde: „Piet, tænk dig, i nat skal jeg for første gang i mit liv sove i en sort kvindes seng!“ Men vi lærte vore værter godt at kende og kom til at holde inderligt af dem.

Hvorfor var det så stor en bedrift for mine rejseledsagere og mig at overvinde racefordom?

Tidlig påvirkning

Bonnievale, hvor jeg blev født i 1922, er en lille by godt 160 kilometer øst for Cape Town. Min fader var medlem af den hollandsk-reformerte kirke. Det var en kirke udelukkende for hvide. De sorte havde deres egne kirker i en særskilt bydel hvor de boede. Vi blev altså opdraget til at acceptere raceadskillelsen.

Og hvor kan racefordom være rodfæstet! Vi fik at vide at vores race var overlegen. Vi betragtede de sorte som folk der ganske vist var mennesker men ikke var nogen man kom sammen med. Da jeg var lille var det skik at modtage dem ved bagdøren, og hvis vi bød dem på te, blev den serveret i et specielt krus som kun blev brugt af sorte. Vi blev forledt til at tro at det måske var anderledes i himmelen, men at der her på jorden måtte være streng raceadskillelse.

Kort efter at jeg var fyldt 17 spurgte jeg min fader om jeg måtte blive konfirmeret, men han mente at jeg var for ung. Året efter sagde han imidlertid til mig at tiden nu var kommet da jeg skulle konfirmeres. Jeg tog dette meget alvorligt. For mig var det ensbetydende med at overgive sig til Gud og gøre hans vilje. Og eftersom jeg levede for verden og dens glæder — jeg var blandt andet storryger — blev jeg klar over at jeg måtte foretage nogle drastiske forandringer i mit liv.

Jeg brugte derfor hver dag det meste af min frokostpause til at læse i Bibelen. For mig var det en åbenbaring — jeg kunne se at min og min families livsstil langtfra svarede til Bibelens krav. Og selv om jeg læste Bibelen på mit eget sprog, afrikaans, var der meget jeg ikke forstod. Derfor læste jeg ikke blot men bad også Gud om at hjælpe mig med at forstå Bibelen.

Da tiden nærmede sig hvor jeg skulle begynde at gå til konfirmationsforberedelse, havde jeg allerede læst en stor del af Bibelen. Jeg spurgte min fader hvor i Bibelen konfirmationen stod omtalt så jeg kunne læse om den.

„Den er ikke omtalt i Bibelen,“ svarede han. „Det er noget kirken kræver.“ Jeg var chokeret!

„Men hvis konfirmationen ikke står omtalt i Guds ord, hvordan kan jeg da gå ind for den?“ spurgte jeg. „Og hvis vi bliver vildledt på dette vigtige punkt, hvordan kan jeg da overgive mit liv til kirken?“

Fra da af begyndte jeg at søge efter sandheden.

Min søgen efter sandheden

En dag indbød en ven mig til at overvære en gudstjeneste i den hollandsk-reformerte kirke — som jeg ikke var kommet i et stykke tid. Præsten talte om håb: „Når vi håber på det vi ikke ser, så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.“ (Romerne 8:24, 25) Det var netop det jeg ønskede! Hvad er vort håb? Hvad lever jeg for? Ville jeg nu få svar? Men præsten undlod at tale om et håb for fremtiden. Som jeg sad dér, bønfaldt jeg Gud om at præsten måtte hjælpe mig!

Der var noget andet som foruroligede mig. Jeg lagde mærke til at mange sad og halvsov. Jeg længtes efter at høre sandheden, og her sad folk og sov! Jeg forlod skuffet kirken og vendte aldrig tilbage igen.

Senere drøftede jeg Bibelen med en ven der hældede til pinsebevægelsen. Han sagde at det menneske der ønskede at tjene Gud måtte døbes ved fuldstændig nedsænkning i vand. Jeg overværede så den næste gudstjeneste hos denne lille gruppe og blev døbt i floden. Det gjorde min fader bitter og vred. Han truede endda med at slå mig ihjel fordi jeg vovede at slutte mig til en sekt! Jeg kunne ikke længere læse i Bibelen hjemme men gjorde det sammen med den lille gruppe jeg havde sluttet mig til. Jeg kunne ikke engang spise sammen med min fader længere, og når jeg mødte ham, gav han mig besked på at vende ansigtet bort — han ville ikke se det!

Den lille gruppe pinsevenner læste i Bibelen, sang og bad sammen og talte i tunger. På det tidspunkt havde jeg bragt orden i mit liv — og var blandt andet holdt op med at ryge. Jeg prøvede ihærdigt på at modtage ånden ligesom de andre, og jeg fastede endda et par dage, men der skete ikke noget. Så tænkte jeg tingene igennem. Jeg vidste at der i byen var andre der hævdede at de talte i tunger, men de levede umoralsk. Hvordan kunne Gud give disse mennesker sin hellige ånd når deres liv ikke var i overensstemmelse med hans vilje? Og der var noget andet der forvirrede mig. Jeg besluttede at spørge ham der ledte gruppen.

„Er den hellige ånd som du og andre modtager, den samme som den hellige ånd der inspirerede Bibelen?“ spurgte jeg.

„Ja,“ svarede han.

„Er jorden menneskenes evige hjem eller skal den forgå?“

„Jorden vil forgå, og de kristne skal leve i himmelen.“

„Men her er noget der ikke stemmer,“ svarede jeg, „for Bibelen siger at jorden består evindelig — en udtalelse der er inspireret af Guds ånd — den samme ånd som I hævder at have.“ — Prædikeren 1:4.

Jeg vidste da at vor lille gruppe ikke havde sandheden. Min søgen fortsatte.

En dag kom lederen af pinsevennerne og gav mig en bog med titlen Rigdom, udgivet af Vagttårnsselskabet. Lige så snart jeg begyndte at læse den, kunne jeg se at den stemte med det jeg havde læst i Bibelen. Endelig havde jeg fundet sandheden! Jeg skrev efter flere bøger. De blev ivrigt modtaget af vores lille gruppe, og vi brugte dem til vort bibelstudium og når vi vidnede for andre. Kort tid efter kom et par Jehovas vidner til Bonnievale på et kort besøg, og vi havde en god drøftelse med dem. Endvidere var der fire fra vores gruppe der fulgtes med dem i hus-til-hus-forkyndelsen den følgende søndag.

Vi danner en lille menighed

For at kunne blive ved med at sprede håbets budskab bestilte vi flere bøger fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Cape Town. De svarede at vi først måtte ansøge om at der blev dannet en menighed. I begyndelsen var vi bange for dette, men da behovet for bøger blev mere presserende, ansøgte vi til sidst og dannede en ny menighed — bare vi fire, skønt ingen af os var døbte Jehovas vidner!

Hver måned rapporterede vi den forkyndelse vi havde udført. Men da vi ikke havde fået nogen oplæring, genbesøgte vi ikke de mennesker der viste interesse. Afdelingskontoret gjorde os måned efter måned opmærksomme på dette. Til sidst tog to af os mod til os og gik til et hus hvor det lod til at beboerne var lydhøre. Vi samlede familien og sang en salme sammen. Jeg bad en bøn og spillede så en plade med et af J. F. Rutherfords foredrag. Alle lyttede opmærksomt. Vi sluttede med endnu en salme og en bøn. Da vi gik hjem sagde jeg: „Nå, det var så vores første ’genbesøg’!“

I mellemtiden forblev min faders modstand usvækket. Min bibelkundskab var meget begrænset; men det jeg havde kendskab til, var jeg dybt overbevist om i mit hjerte. En dag kom Rachel, en af mine søstre, for at besøge os. I min frokostpause begyndte hun at diskutere treenighedslæren.

„Hvorfor tror I ikke på treenighedslæren?“ spurgte hun. „Vores kirke lærer klart at Faderen, Sønnen og Helligånden er lige i magt og evighed.“

„Hvis den hellige ånd er ligestillet med Faderen og Sønnen,“ svarede jeg, „så kan den gøre nøjagtig det samme for mig som Faderen og Sønnen kan. Altså kan jeg lige så godt bede til den hellige ånd.“

Rachel havde ingen kommentarer. Men min fader, der opholdt sig i stuen ved siden af, råbte: „Rachel, lad ham være! Du kommer ingen vegne med ham.“ Hele familien samlede sig om Rachel for at støtte hende. Så kom min fader farende ind, frygtelig ophidset. Han knyttede hånden og førte den hen mod min pande — men standsede så og trak den til sig. Jeg forblev helt rolig og stille.

„Du sidder dér som en hyklerisk engel,“ råbte min fader. Han mindede mig om dengang jeg frivilligt havde meldt mig til at kæmpe mod Hitler men han havde nægtet at give mig lov da jeg ikke var myndig. „Nu ville jeg ønske at du var taget af sted og var blevet slået ihjel!“ brølede han. Jeg takkede ham roligt for at han havde forhindret mig i at melde mig til krigstjeneste.

Da det hele var overstået gik jeg udenfor og tænkte over tingene. Før jeg blev interesseret i Bibelen havde der været fred i familien. Nu var der strid. Hvad skulle jeg gøre? Vende tilbage til kirken og genoprette freden i familien? Hvis jeg gjorde dét ville jeg svigte de dyrebare sandheder jeg havde lært. Mine forældre havde sat mig i verden, men kun Gud kunne give mig evigt liv. Mens jeg stod dér rank og overbevist, og med min hånd mod et smukt palmetræ, besluttede jeg: „De kan slå mig ihjel, men jeg vil ikke vende tilbage.“

Jeg påbegynder heltidstjenesten

Da jeg var ung, ugift og stærk, begyndte jeg at føle at mit arbejde på en lokal ostefabrik lagde for mange begrænsninger på mig. Jeg arbejdede seks dage om ugen for en lille løn og kunne kun bruge én dag om ugen i hellig tjeneste for Jehova, som jeg forventede ville give mig evigt liv. Hvorfor skulle jeg blive ved med at lave ost, når jeg havde dyrebare sandheder der kunne redde liv? Jeg ønskede at blive heltidstjener.

Jeg skrev til Selskabet at jeg gerne ville være „pioner“, eller heltidsforkynder. „Men hvordan bliver jeg det?“ spurgte jeg. Jeg var kun 18, og min fader ville aldrig gå med til det. Jeg modtog et svar der indeholdt dette smukke citat: „Lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.“ (Salme 37:4) Hvordan kunne mit hjertes ønske blive opfyldt når min fader var så stor en modstander? Ikke desto mindre grundede jeg over disse ord og blev ved med at bede.

Til sidst udtænkte jeg en plan. Jeg sagde til min fader at der ingen fremtid var for mig i Bonnievale og at jeg gerne ville flytte til Cape Town. Han svarede: „Jeg ved godt hvorfor. Det er for at du kan gå og sælge de der bøger af dommer Rutherford!“ Men han indvilligede i det!

I Cape Town arbejdede jeg hårdt for at tjene nok til at kunne købe de få ting jeg havde brug for når jeg skulle begynde i heltidstjenesten. Da jeg mødte afdelingstilsynsmanden, George Phillips, stod jeg over for et problem. Jeg kom fra et samfund hvor man talte afrikaans, så mit engelsk var så dårligt at jeg måtte tale med ham gennem en tolk. Og ved møderne forstod jeg så lidt at jeg engang gik glip af et stævne der blev holdt i Cape Town, fordi jeg ikke havde forstået meddelelsen om det!

I november meddelte broder Phillips mig at jeg havde mulighed for at blive pioner i Kimberley og at jeg kunne begynde måneden efter. Jeg tog hjem for at sige farvel til familien. Jeg måtte beherske mine følelser, for jeg troede at jeg måske ikke ville se dem igen før Harmagedon! Men jeg fortalte dem ikke at jeg skulle være pioner.

Det var den 1. december 1941 at jeg, 19 år gammel, påbegyndte min pionertjeneste i Kimberley. Jeg skrev til mine forældre derfra. Jeg bar ikke nag til min fader for den måde han havde behandlet mig på. Mor svarede at hun var glad for at jeg kunne opfylde mit hjertes ønske. Ja, jeg havde fundet ’min største glæde i Jehova’, for han havde givet mig ’hvad mit hjerte bad om’ — heltidstjenesten.

Jeg modtager noget andet ’mit hjerte havde bedt om’

I 1942 symboliserede jeg min indvielse til Gud gennem dåben ved mit første landsstævne i Johannesburg. To år senere mødte jeg en ung pionersøster, Lina Muller. Vi var glade for hinanden, men vi var enige om at vente til efter den store trængsel med for alvor at tænke på ægteskab.

I 1945 begyndte man en kampagne med offentlige foredrag. Jeg tjente da i Vereeniging sammen med to andre pionerer. Den ene af dem var Frans Muller, Linas broder. Lige da vi hørte om denne nye kampagne, var vi enige om at det ikke var noget for os — vi havde ingen erfaring som offentlige talere. Men efter opmuntring fra Selskabet udvalgte vi os nogle foredrag. Når vi skulle øve os på fremholdelsen, valgte vi et roligt sted nær floden Vaal, hvor vi talte til vort „publikum“ — floden. Vi følte det som en stor belønning da der, en måned senere, kom 37 til det første foredrag til forskel fra de 4 eller 5 der plejede at komme til vort gruppemøde!

I 1947 kom jeg ud i kredstjenesten. Året efter blev Lina og jeg gift. Lige siden har min kære hustru tjent ved min side — som en meget loyal livsledsagerske. Så jeg fik her noget andet ’mit hjerte havde bedt om’.

Jeg lærer nogle vigtige ting

I 1953 havde Lina og jeg den store forret at overvære stævnet „Den nye verdens samfund“ i New York i USA — vores første tur til udlandet. Det var dengang en af vore kristne brødre hentede os i havnen og kørte os hjem til en sort familie af Jehovas vidner som vi boede hos. Hvor kom vi til at elske disse kære brødre og søstre!

Den oplevelse hjalp os enormt da jeg senere tjente som områdetilsynsmand for de sorte Jehovas vidner i Sydafrika, hvor vi ofte besøgte meget beskedne hjem — somme tider sad vi på gulvet og én gang sov vi endda på gulvet.

Siden 1966 har min kone og jeg tjent på Betel her i Sydafrika. Efter at have været rejsende tilsynsmand i næsten 20 år fandt jeg det i begyndelsen vanskeligt at vænne mig til betellivet. Jeg holdt meget af at være ude i forkyndelsen og af at undervise og oplære andre. Men som tiden er gået har jeg også lært at sætte stor pris på beteltjenesten. Med tiden fik jeg den forret at arbejde i tjenesteafdelingen, og jeg har nu i flere år været medlem af afdelingskontorets udvalg.

Når jeg ser tilbage husker jeg at vi i 1942, da vi stadig var i Kimberley, hørte at J. F. Rutherford, Selskabets præsident, var død. En nyhedsmeddelelse lød: ’Nu da Jehovas Vidners leder er død, vil denne organisation visne og dø som en græskarplante i solen.’ Men i stedet er organisationen i årenes løb vokset mere og mere — selv under forfølgelsens brændende hede! Og hvilken vidunderlig vækst har der ikke været i Sydafrika siden disse første år i Bonnievale! Dengang var der godt 1000 Vidner i Sydafrika, nu er der over 36.000.

Når jeg tænker på hvad Jehova og hans organisation i årenes løb har gjort for mig og betydet for mig, vil jeg af hjertet tilskynde alle mine unge medforkyndere til at give rum for heltidstjenesten om overhovedet muligt. Det lønner sig rigt. Jeg ved at hvis jeg bliver ved med at finde min største glæde i at tjene Jehova, vil han give mig hvad mit hjerte beder om — en lykkelig tjeneste i al evighed.

[Tekstcitat på side 9]

Vi lærte vore sorte værter godt at kende og kom til at holde inderligt af dem

[Tekstcitat på side 12]

„Du sidder dér som en hyklerisk engel,“ råbte min fader. „Nu ville jeg ønske at du var taget af sted og var blevet slået ihjel!“

[Tekstcitat på side 13]

Organisationen er i årenes løb vokset mere og mere — selv under forfølgelsens hede!

[Illustration på side 10]

P. J. Wentzel og hans kone, Lina