Hvad er profetiernes formål?
DE DER hævder at deres forskellige tilbedelsesformer skyldes åbenbaringer fra overmenneskelige kilder, vedgår også at der blandt sådanne usynlige kilder findes både gode og onde magter. Denne indrømmelse afføder følgende spørgsmål: Er det gode magter der har åbenbaret hver enkelt af disse tilbedelsesformer? Eller stammer nogle af dem fra onde magter? Hvilken tilbedelsesform er inspireret af den sande Gud?
Den første religion
Der er enighed om at menneskeheden udgør én familie, og dette stemmer med Bibelens beretning om at Adam og Eva var det første menneskepar. Skaberen, Jehova, gjorde sig kendt for dem. Han åbenbarede for dem hvilken plads de havde i hans hensigt og hvordan deres forhold til ham skulle være. Gud gjorde Adam til sin første profet, med ansvar for at videregive guddommelige åbenbaringer til sin kone og siden til deres afkom, det vil sige til hele menneskeheden. — 1 Mosebog 1:27-30; 2:15-17.
Dette var den eneste religion, den enerådende form for tilbedelse Jehova Gud havde åbenbaret. Gudsdyrkelsen bestod i at man adlød hans vilje. Der krævedes hverken ritualer, ofre, helligdomme eller orakler.
Der opstår falsk religion
Den første „åbenbaring“ der blev fremsat i opposition til Gud, stammede fra en engel der ønskede at blive tilbedt. Denne engel opstillede et alternativ til den sande tilbedelse og forledte Adam og Eva til at slutte sig til ham i oprøret mod deres Skaber. Han blev derved til Satan, Jehovas modstander. Hans ’profetier’ foregav at tilbyde selvbestemmelse og uafhængighed af Gud; men de førte til trældom under Satan og under synden, hvilket medførte døden. — 1 Mosebog 3:1-19; Mattæus 4:8-10; Romerne 5:12.
Med tiden sluttede andre oprørske engle eller dæmoner sig til Satan, og de har uden tvivl udpønset falske trosopfattelser der har bidraget til menneskehedens fordærv. På Adams sønnesøn Enosj’ tid „begyndte man at påkalde Jehovas navn“. Ifølge den palæstinensiske targum skete dette på en gudsbespottelig måde som et islæt i datidens afgudsdyrkelse. — 1 Mosebog 4:26; 6:1-8; 1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:1-4.
Al falsk religion blev udslettet i vandfloden på Noas tid, og kun den sande tilbedelse der blev praktiseret af Jehovas profet Noa, bestod. (1 Mosebog 6:5-9, 13; 7:23; 2 Peter 2:5) Dæmonerne fandtes dog stadig, og de genindførte falske profetier og falske religiøse opfattelser. De fik Noas efterkommere til at krænke Jehova ved at bygge byen Babel som centrum for falsk tilbedelse. Men Gud forvirrede deres sprog og ’spredte dem derfra over hele jordens flade’. — 1 Mosebog 11:1-9.
Hvad kan vi udlede af dette? Vi er alle Noas og Adams efterkommere, og alle kulturer har derfor en fælles oprindelse og har bibeholdt et gudsbegreb der i sin oprindelige skikkelse kan spores tilbage til Noas tid. Men gudsbegrebet er blevet forvansket af de falske religiøse forestillinger der stammer fra dem der spredte sig fra Babel (der senere genopstod som Babylon) til alle dele af jorden. Det har sat sig spor i overtro om genfærd, i forfædretilbedelse og i astrologi, spådomskunst og heksekunst. — Daniel 2:1, 2.
Profetiernes formål
Betyder det at vor tids religioner udelukkende er bygget på opfattelser der stammer fra en fjern fortid? Nej. Satan og dæmonerne inspirerer stadig falske profetier for at vildlede og splitte menneskeheden, forvirre de sande åbenbaringer om Gud og give falske opfattelser og falsk religion fodfæste. (1 Timoteus 4:1; 1 Johannes 4:1-3; Åbenbaringen 16:13-16) Bibelen siger: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind.“ — 2 Peter 2:1.
Men samtidig har Jehova bevaret den sande tilbedelse han indstiftede i Edens have. Han har givet os øget kundskab om ham og om vort ansvar i forbindelse med gennemførelsen af hans hensigt. Sande profetier gør derfor sandheden om Gud, hans vilje og hans moralnormer kendt. De tydeliggør menneskets forhold til ham således at menneskeheden atter kan blive bragt i harmoni med hans hensigt, der vil blive fuldstændig gennemført. — Esajas 1:18-20; 2:1-5; 55:8-11.
Da mennesket gjorde oprør udtalte Jehova en profeti der gav håb til Adams og Evas afkom. Han afslørede at der skulle fremstå en udfrier, et „afkom“, der skulle udslette Satan og hans afkom. (1 Mosebog 3:15) Senere profetier bidrog til at identificere dette lovede „afkom“ eller Guds „salvede“, og åbenbarede at han ville spille hovedrollen i opfyldelsen af Guds hensigter. — Salme 2:2; 45:7; Esajas 61:1.
En af de vigtigste hensigter med profetierne var altså at de skulle forkynde om Guds hensigter og om hans „salvede“ eller „Kristus“, gennem hvem profetierne ville blive opfyldt. Denne udvalgte viste sig at være Jesus, og Jehovas engel sagde derfor: „Tilbed Gud; det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ (Åbenbaringen 19:10) Der kan drages to konklusioner af denne udtalelse. For det første ville ingen formidler af sande profetier forlange at blive tilbedt, for sand tilbedelse tilkommer Jehova Gud alene. (Mattæus 4:4; Johannes 4:23, 24) For det andet måtte enhver sand profeti først og fremmest tjene til at åbenbare begivenheder og omstændigheder vedrørende Jesus. Derved anerkender man den betydningsfulde rolle Jehova tildelte ham i gennemførelsen af sin hensigt: At rense sit navn og gengive jorden dens rette plads i hans ordning. — Johannes 14:6; Kolossenserne 1:19, 20.
Af denne grund pegede fortidens inspirerede budskaber fra Gud hovedsagelig frem til Jesus. Hele ånden, hensigten eller formålet, med sådanne sande profetier var at vidne om ham. Desuden blev profetiernes sandfærdighed godtgjort ved at de blev opfyldt på Jesus. Det er derfor Bibelen siger at „sandheden er kommet gennem Jesus Kristus“. „For uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham.“ — Johannes 1:17; 2 Korinther 1:20; Apostelgerninger 10:43; 28:23.
Hvorfor indtog israelitterne en særstilling?
Jehova begyndte at „vidne om Jesus“ med sin profeti om det lovede „afkom“, og senere åbenbarede han at ’afkommets’ jordiske slægtslinje skulle føres igennem Noa, Sem, Abraham, Isak (ikke Ismael) og Jakob. Disse mænd forblev loyale mod den sande tro og viste sig som trofaste profeter for Jehova, mens alle nationerne blev fordærvet ved deres falske gudsdyrkelse. (1 Mosebog 6:9; 22:15-18; Hebræerne 11:8-10, 16) Slægtslinjen fortsatte gennem disse mænds efterkommere — Israels nation, og især gennem dens mest fremtrædende konges, Davids, slægt. — 2 Samuel 7:12-16.
Om grunden til at Jehova valgte Israel sagde Moses: „Det var ikke fordi I var det talrigeste af alle folkene . . . [men] fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre,“ Abraham, Isak og Jakob. (5 Mosebog 7:6-8; 29:13) Naturligvis kunne det lovede ’afkoms’ slægtslinje kun findes i én nation; men den sande tro var ikke forbeholdt israelitterne. Sandheden blev ikke åbenbaret for andre nationer, men enkeltpersoner herfra kunne slutte sig til Israel i tilbedelsen, og nogle af disse indgik endda i den slægtslinje der førte frem til det lovede „afkom“. (4 Mosebog 9:14; Rut 4:10-22; Mattæus 1:5, 6) Hvis Gud havde fremsat særskilte åbenbaringer over for andre nationer eller racer, ville det kun have forårsaget større religiøs splittelse, men det er Jehovas vilje at menneskeheden skal forenes i én og samme tilbedelse. — 1 Mosebog 22:18; Efeserne 1:8-10; 2:11-16.
Gud stiller enslydende krav til folk af alle racer. Da hans moralnormer og hans hensigter er uforanderlige, viste hans handlemåde over for Israel hvordan han ville handle i lignende situationer på ethvert tidspunkt. (Malakias 3:6) Israel tjente således som et forbillede for alle nationer hvorigennem Jehova tydeligt viste den sande tilbedelses fordele og viste hvor tåbeligt det var at dyrke afguder. Mens israelitterne forblev trofaste mod ham, beskyttede og velsignede han dem. Når de vendte sig til andre nationers falske guder, blev de undertrykt af disse nationer, præcis som Jehova havde advaret dem om. — 5 Mosebog 30:15-20; Daniel 9:2-14.
Desuden tjente Israel som et profetisk forbillede, og David blev en profetisk forudskildring af Jesus, der blev arving til Guds rigspagt med David. (1 Krønikebog 17:11, 14; Lukas 1:32) Den lov der blev givet til Israel, med dens bestemmelser om ofringer og et præsteskab, forudskildrede Jesu offer og pegede frem til hans himmelske rige og præsteskab. Loven blev således „en opdrager der leder os til Kristus“. — Galaterne 3:19, 24; Apostelgerninger 2:25-36; Hebræerne 10:1-10; Åbenbaringen 20:4-6.
Den sande profetiske bog
Disse vigtige oplysninger kunne ikke bevares nøjagtigt nok ved hjælp af mundtlige overleveringer eller særskilte åbenbaringer til forskellige nationer. En nedskrevet beretning var den bedste måde at bevare og videregive disse oplysninger til alle nationer på. Bibelen tjener netop dette formål. Den alene indeholder Guds inspirerede åbenbaringer og har bevaret den historiske og profetiske beretning om hans handlemåde over for mennesker. Den alene viser hen til Jesus Kristus som formidleren af frelsen fra Gud og er ene om at indeholde de profetier der viser hvordan Jesus vil fuldføre sin opgave som Messias. Bibelen udgør således Guds fuldstændige, inspirerede skrevne ord. — Romerne 15:4; 1 Korinther 10:11; 2 Peter 1:20, 21.
De der efter at Bibelen er blevet færdiggjort er fremkommet med nye profetier eller har dannet nye trossamfund eller sekter, kan ikke have været inspireret af Gud. De sande profetier har ikke haft til formål at åbenbare nye religioner. De har bevaret den eneste sande religion intakt og har bekendtgjort hvordan Jehovas hensigt vil blive gennemført. Profetierne er et vidnesbyrd om hans enestående guddommelighed og magt og viser at han alene kan forudsige begivenheder århundreder i forvejen og usvigelig sikkert bringe dem til opfyldelse. — Esajas 41:21-26; 46:9-11.
Alle der ønsker at blive godt kendt med de sande profetier og deltage i den sande tilbedelse må derfor vende sig til Bibelen. Den er Guds profetiske bog — hans fuldstændige budskab til menneskeheden. — 2 Timoteus 3:16, 17.
[Illustrationer på side 7]
Det lovede ’afkoms’ slægtslinje
Noa
Sem
Abraham
Isak
Jakob
David
Jesus