Kan man drage nytte af religionshistorien?

„DA JEG gik i skole brød jeg mig ikke det mindste om historie,“ siger Barbara. Men i dag sætter hun pris på at vide noget om for eksempel den første verdenskrig. Sådanne oplysninger hjælper hende til på en virkningsfuld måde ud fra Bibelen at forklare hvorfor der ikke har været fred i verden siden 1914. (Åbenbaringen 6:4) Også religionshistorien kan hjælpe os til at forstå den verden der omgiver os.

Hvorfor har lande, samfund og selv familier siden det 16. århundrede været splittet mellem katolicismen og protestantismen? „I kampen for evangeliets rene lære, der hovedsagelig blev iværksat af tyske, schweiziske og franske kirkelærere, var Rom uvillig til at give efter,“ skriver historikeren Friedrich Oehninger. Dette førte til dannelsen af flere sekter.

Men blev „evangeliets rene lære“ virkelig genindført? At betragte religionshistorien vil hjælpe os til at se hvad det egentlig var der skete.

Hvad afladshandelen afslørede

„Reformationen tog sin begyndelse med Luthers kamp imod afladskræmmeriet, hvilket øjensynlig udelukkende havde praktisk betydning for kirken,“ bemærker historikeren Gottfried Fitzer. „Men i virkeligheden afslørede denne kamp at kirkens anliggender var blevet nært forbundet med økonomi og politik.“ Lad os betragte dette nøjere.

Kurfyrst Albrecht af Brandenburg opnåede adskillige indflydelsesrige poster inden for kirken. Han skyldte Vatikanet hvad der svarer til omkring 1,7 millioner kroner, som han havde modtaget gennem et banklån. Paven udnævnte ærkebiskop Albrecht til kommissær for afladshandelen i en del af Tyskland og delte fortjenesten med ham så han kunne betale sin gæld.

Albrechts afladsprædikanter gjorde et effektivt stykke arbejde og lovede „fuldstændig syndsforladelse“ og øjeblikkelig udfrielse fra skærsilden. Strengt taget tilbød kirken kun fritagelse for bod, men folk troede at afladsbrevene ville løse dem fra alle synder. Dette harmede Martin Luther, og i 1517 offentliggjorde han sine 95 berømte teser „af oprigtig Kjærlighed og Iver for at bringe Sandheden for Lyset,“ som han skrev i forordet.a

Eftersom Luther egentlig blot ønskede en drøftelse om emnet blandt de lærde, hvad han som professor havde ret til, var teserne skrevet på latin. Men teserne vakte „et uventet røre“, skriver Friedrich Oehninger. „I løbet af 14 dage blev [den trykte tyske oversættelse] kendt i hele Tyskland, og i løbet af fire uger var de nået ud til hele kristenheden. Nogle frydede sig over at der langt om længe var fremstået en mand som havde rejst sig mod Roms undertrykkelse; andre mødte Luther med had.“ Luther blev selv overrasket over den virkning teserne havde. Hvad var det de afslørede?

Hvad Luthers 95 teser afslørede

Ifølge den første tese skal „de troendes hele Liv på Jorden . . . være en Bod“. Synderen kunne ikke opnå fred med Gud gennem afladsbreve men ved oprigtig anger og en kristen livsførelse. En af de sidste teser lyder: „Gid derfor alle hine Profeter maatte forsvinde, som sige til Kristenfolket: Fred, Fred, og der er ingen Fred.“ — 92. tese.

Som sandt er, skrev Luther at det er evangeliet og ikke traditionen „som er det større“ og den „sande, ægte Skat“. (55., 62. og 65. tese) Jesus angav mønsteret ved at undervise ud fra de inspirerede skrifter, og om Guds ord sagde han: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17; Lukas 24:44) Ved at afvige fra dette mønster afviste gejstligheden Bibelen som den højeste autoritet og blev fanget i menneskelige læresætningers snare. Det bebrejdede Luther dem idet han sagde: „De prædike Tant og Menneskeværk, der foregive, at saa snart Pengene klinge i Kisten, flyve Sjælene ud af Skærsilden.“ — 27. tese.

Luther advarede om at en sådan forkyndelse vil medføre at „Vinding og Havesyge øges“. (28. tese) Religionshistorien viser at præsteskabet ignorerede Bibelens advarsler og faldt som offer for kærligheden til penge. (Hebræerne 13:5) En katolsk historiebog indrømmer: „Hovedårsagen til kirkens forfald i denne periode skal findes i kuriens finanspolitik, der var stærkt skæmmet af simoni.“

Da Luther tog til orde mod „den ’hellige’ kirketradition“ og „uden omsvøb fordømte kirkens forfald til pengenes og magtens domæne,“ som en protestantisk historiker har udtrykt det, nåede han ind til problemets kerne: det store frafald fra de første kristnes lære.

Hvordan frafaldet fra sand kristendom begyndte

Den 11. tese beskrev en ubibelsk læresætning som ukrudt der øjensynlig er „bleven saaet, medens Bisperne sov“. Dette minder os om Jesu lignelse om hveden og ukrudtet, der er en profeti om at der ville fremstå navnkristne. (Mattæus 13:36-43) Efter apostlenes død blandede disse falske kristne og de frafaldne lærere Bibelens rene lære med græsk filosofi og indførte ubibelske læresætninger såsom læren om sjælens udødelighed, læren om et brændende helvede og treenighedslæren.b — Apostelgerninger 20:29, 30.

For eksempel benyttede de første kristne ingen billeder i gudsdyrkelsen, og de såkaldte kirkefædre betragtede det at vise et billede ære som „en overtrædelse og en vildfarelse“. Mod slutningen af det 4. århundrede var kirkerne imidlertid fyldt med portrætter af Jesus, Maria, apostlene, englene og profeterne. Ifølge Epifanios af Salamis blev de portrætterede gjort til genstand for upassende ære og tilbedelse når folk bøjede sig for dem. Lidt efter lidt tilsidesatte man advarselen om at ’vogte sig for afguderne’. — 1 Johannes 5:21; jævnfør Apostelgerninger 10:25, 26.

Nogle navnkristne forkastede Jesu bud da de begyndte at ’spille herrer over’ deres brødre ved at opstille et gejstligt hierarki. (Mattæus 20:25-27; 23:8-11) Senere gjorde Roms biskopper krav på forrang. Mens „kirkelivets forfald under det verdsliggjorte pavedømmes styre fortsatte ukontrolleret“, gjorde kirken forsøg på „at reformere sig selv, uden at det lykkedes for den,“ skriver historikeren Friedrich Oehninger.

I det 16. århundrede indtraf der flere forandringer. „Tidsånden var i [Luthers] favør,“ siger Friedrich Oehninger og tilføjer at „modstandere angreb ham og truede ham med døden for kætteri, men det fik ham blot til at foretage endnu flere undersøgelser grundlagt på Bibelen, indtil hele romerkirkens system begyndte at smuldre for øjnene af ham som det rene og skære menneskeværk.“ Men var de nyoprettede kirker virkelig frigjorte fra „farligt bedrag og falske læresætninger“?

Reformationen — ingen genoprettelse

Kravet om reformation i det 16. århundrede førte hverken til en genoprettelse af den „universelle“ kirke eller af de første kristnes lære men medførte blot at den frafaldne kristenhed blev splittet i forskellige frafaldne retninger der igen delte sig. Vore dages biskopper, heriblandt Luthers arvtagere, lader stadig til at „sove“, som det hed i hans 11. tese.

Protestanterne afviste læren om aflad men antog mange andre falske læresætninger. „Den kristne teologi har også optaget læren om sjælens udødelighed fra græsk filosofi,“ hedder det i Evangelischer Erwachsenenkatechismus (Evangelisk katekismus for voksne). Denne lære blev „forenet . . . med de bibelske vidnesbyrd om kødets opstandelse“.

Kristenhedens ledere underminerer i dag, som på Luthers tid, Bibelens autoritet ved at antage menneskers lære og blande deres tjenestegerning med verdslige anliggender, heriblandt politik. Derfor viser deres „form for gudhengivenhed“ sig at være kraftesløs, og de er ikke i stand til at udvirke et omslag når det gælder den dalende kirkegang, kirkemedlemmernes ligegyldighed, prædikenernes politisering og det stigende antal udmeldelser. — 2 Timoteus 3:5.

Ligesom det vil hjælpe en læge at kende til patientens fortid for derved bedre at kunne diagnosticere personens sygdom, sådan kan religionshistorien også hjælpe os til forståelse af hvorfor kristenheden i dag forbliver uhelbredeligt syg. Er der da slet intet håb for sand kristendom? Jo. Jesu lignelse lod forstå at hans hvedelignende disciple, de ægte „rigets sønner“, ville blive gjort kendt under høsten i „endens tid“. (Mattæus 13:38, 39; Daniel 12:4) Hvordan ville dette ske?

En lære uddrages af religionshistorien i nyere tid

I 1891 besøgte en gruppe bibelstudenter Luthers hjem i Wittenberg. „Denne stormfulde periode i historien stod lyslevende for os,“ fortalte en af rejsedeltagerne. Blandt dem der besøgte Luthers „studerekammer og sad i hans gamle stol“ var Charles Taze Russell. Rapporten fortsætter: „I dag har [vi] stor grund til glæde, for skønt den store reformations foregangsmænd gik i stå i deres arbejde og begyndte at oprette andre vildfarne systemer, skred renselsen af helligdommen under guddommeligt forsyn ikke desto mindre frem mod sin fuldendelse, og den guddommelige sandheds guldkar er nu atter anbragt på deres rette plads.“ Hvad Luther ikke magtede at opnå hjalp denne besøgende med at fuldføre.

Det var en begivenhed af historiske dimensioner da Russell — sammen med andre sandhedselskende mænd og kvinder — i 1870’erne påbegyndte et uafhængigt studium af Bibelen. I årene 1870 til 1875 fik de imidlertid „kun Omridset af Guds Plan at se, og vi slap mange længe nærede Vildfarelser; thi Tiden var endnu ikke fuldt inde til at forstaa alt klart og i Enkeltheder,“ skrev Russell senere. Men de følgende år skulle blive milepæle i forbindelse med genoprettelsen af de oprindelige kristne normer.

Gennem bladet Zion’s Watch Tower bekendtgjorde bibelstudenterne at den Allerhøjestes navn er Jehova, at sjælen er dødelig (1881), at treenighedslæren er ubibelsk (1882), og at Bibelen bruger helvede i betydningen: graven (1883). Nøjagtig som de falske læresætninger engang var blevet indført gradvis, sådan blev sandhedens lys nu også gradvis klarere og klarere. (Ordsprogene 4:18, 19) Helt fra begyndelsen forstod disse kristne den grundlæggende sandhed om Jesus, der gav sit liv som en løsesum, og de gjorde hans usynlige genkomst og Guds rige til hovedtemaet i deres budskab. — 1 Timoteus 2:6.

For på organiseret vis „at kunne udbrede Bibelens sandheder på forskellige sprog“ ved hjælp af bøger og blade, indregistrerede bibelstudenterne i 1884 det allerede oprettede Zion’s Watch Tower Tract Society i De Forenede Stater. Året forinden havde man trykt publikationer på svensk, og i 1885 udkom de første tyske publikationer. I 1892 overvejede man at iværksætte missionærarbejde i fremmede lande. I dag forkynder bibelstudenterne — nu kendt under navnet Jehovas Vidner — „denne gode nyhed om riget“ i 208 lande og områder på omkring 200 sprog. — Mattæus 24:14.

De fleste Jehovas vidner har været medlemmer af kristenhedens kirker eller andre religioner og troet på gudvanærende læresætninger. Efter at have fået nøjagtig kundskab om Gud og udvist tro, har de ændret sind og er vendt om fra deres forkerte vej og er blevet indviede og døbte tjenere for Jehova. „Ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“ har de opnået en ren samvittighed og fred med Gud. — Apostelgerninger 26:20; Johannes 17:3.

Har religionshistorien nogen værdi?

Bestemt. Store dele af Bibelen indeholder værdifuld religionshistorie. (Romerne 15:4) Evangelierne viser hvordan Jesus lærte andre sandheden om Gud og hans hensigter med jorden. Jesu disciple skulle vente på et himmelsk rige der ville løse jordens problemer. „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen,“ sagde Jesus. — Mattæus 6:9, 10; 25:1-13.

Religionshistorien bekræfter at der er fremstået navnkristne som har oprettet deres eget jordiske styre. Reformationen ændrede ganske vist verdensbilledet men genindførte ikke Bibelens rene lære. Historien har også vist at der i dag findes kristne som ’holder sig vågne’, og som „ikke er en del af verden“, men sætter Guds riges interesser først i deres liv. (Johannes 17:16) Dette har hjulpet mange mennesker til at finde frem til Jesu sande disciple i dag.

Barbara, der blev nævnt i begyndelsen af denne artikel, er et af de mere end tre millioner aktive Jehovas vidner der forsøger at nå ud til oprigtige mennesker med „evangeliets rene lære“. Disse forkyndere har også nydt gavn af et vist kendskab til religionshistorien.

[Fodnoter]

[Ramme på side 28]

Aflad er eftergivelse af (timelig) syndestraf . . . Eftergivelsen er virksom både her og i skærsilden. — Den katolske teolog Josef Lortz.

Selv i dag er teologer uenige om hvori aflad består og hvilken betydning den har i en katoliks liv. — Den protestantiske historiker Heinrich Bornkamm.

Aflad — en katolsk læresætning

Skriftefaderen pålægger den angrende katolik en bod (såsom bøn, faste, almisse eller en pilgrimsfærd). Paven kan eftergive disse bodsydelser, for ifølge den katolske lære er han herre over enhver form for timelig straf (også skærsilden) og kan skænke aflad på baggrund af den såkaldte nådeskat af fortjenester som Kristus og helgenerne har tilvejebragt. I middelalderen gav dette privilegium anledning til et alvorligt misbrug og blev beskrevet som „et forretningsforetagende af enorme dimensioner, foranstaltet på bekostning af moralnormer og i modstrid med Bibelens lære“.

Kirken sætter ikke lighedstegn mellem bodsydelse og syndsforladelse. Men ikke desto mindre fik folk i middelalderen „den enfoldige opfattelse at man ved at købe aflad kunne få sin [synde]skyld eftergivet“, og afladsprædikanterne støttede denne forestilling. Luthers teser var rettet mod disse „fabler“ og blev sammenfattet på denne måde: „Afladsordningen er menneskeværk og har intet tilfælles med det rene evangelium.“

Pave Clemens VI indførte læren i 1343 men definerede den ikke særlig klart. Derfor kunne Luther henvise til dens uforpligtende beskaffenhed. Dette opvejede kirken dog hurtigt ved i 1518 at tilvejebringe en officiel definition af aflad. Men pave Leo X’s bulle fremlagde ingen „bibelsk begrundelse for at stille Kristi og helgenernes fortjenester lig med afladsskatten“. Den katolske Luthers reaktion kom øjeblikkelig. Hans afvisning af det ubibelske afladssystem udvirkede reformationen, og afvisningen af hans kritik førte til det store kirkeskisma.

Den alvorlige kritik af afladslæren i nyere tid fra den katolske kirkes egne rækker „førte ikke til en ændring af systemet men blot til reformer vedrørende fremgangsmåden“. I 1967 traf pave Paul VI en afgørelse til gunst for den gamle afladsteori. Det afgørende spørgsmål for katolikker er derfor stadig: Følger jeg Guds ord eller menneskers lære?