Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w88 1/4 s. 4-7
  • Styrk familiebåndene

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Styrk familiebåndene
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forstå årsagerne
  • Hvor kan man få hjælp?
  • Anvend Bibelens principper
  • Hvorfor løber de hjemmefra?
    Vågn op! – 1971
  • Hvordan vi følger Guds ord i familien
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Skal jeg løbe hjemmefra?
    Vågn op! – 1988
  • Forældre — giv jeres børn en kærlig opdragelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
w88 1/4 s. 4-7

Styrk familiebåndene

Årsagerne til at unge løber hjemmefra er mange. Denne artikel indeholder ikke en udtømmende behandling, men den viser at hvis man anvender Bibelens principper kan man undgå at familien bliver splittet.

DET er svært at sige nøjagtig hvor mange børn der årligt løber hjemmefra. I De Forenede Stater anslår nogle at 600.000 børn årligt savnes, mens andre mener at tallet er helt oppe på 3.000.000. Disse tal dækker både dem der frivilligt er stukket af, dem der er blevet smidt ud og dem der er blevet bortført af den af deres fraskilte forældre som ikke har forældremyndigheden. Her i Danmark har alene Døgnkontakten i København årligt kontakt med 1500 børn der er løbet hjemmefra. Det er dog ikke sikkert at disse tal giver et billede af virkeligheden, for nogle børn stikker af regelmæssigt. „En 16-årig der løber hjemmefra fem gange om året og hver gang bliver borte et døgn, vil figurere i . . . statistikken som fem savnede børn,“ skriver The New York Times. Derfor er det umuligt at sige nøjagtig hvor mange børn det drejer sig om.

Det vigtigste er dog også at finde årsagen til at de forsvinder fra deres hjem. „Når børn og unge løber hjemmefra er det som regel et symptom på at noget ikke er som det skal være i hjemmet,“ skriver bladet Medical Aspects of Human Sexuality. Reaktionen kan skyldes allerede eksisterende problemer, for eksempel fysisk mishandling, ligegyldighed, mangel på kærlighed, at forældrene er blevet skilt, stiller for store krav eller opstiller for strenge regler. Det kan også skyldes frygt for bebrejdelser, for eksempel hvis de er blevet gravide eller er kommet i konflikt med loven. Hvis man spørger unge om hvorfor de er løbet hjemmefra, angiver de fleste nogle årsager der har at gøre med deres forhold til forældrene. „Forholdet til forældrene er åbenbart yderst afgørende for om børnene løber hjemmefra,“ siges der i bladet Adolescence. Bladet tilføjer: „Bortløbne unge nævner et dårligt forhold mellem forældre og børn, ligegyldige forældre, dårlig kommunikation med forældrene, store konflikter i familien og et spændt forhold mellem familiemedlemmerne som de vigtigste årsager til at de er løbet hjemmefra.“

Forstå årsagerne

Vi lever i en vanskelig tid. „Efterhånden som arbejdsløsheden vokser og flere og flere familier kommer i økonomiske vanskeligheder, intensiveres spændingen i hjemmet og problemerne mangedobles,“ skriver bladet Ladies’ Home Journal. „Når en fader bliver fyret og terminen ikke bliver betalt, går det ud over hele familien. Unge, der endnu ikke formår at klare dette pres, løber hjemmefra for at slippe væk fra det hele.“ Somme tider kan forældre ufrivilligt komme til at drive deres børn ud. De siger måske vredt til dem at de skal adlyde eller forsvinde. Den daglige kamp med økonomien har tappet dem for energi og gjort dem irritable, så de ikke har overskud til at tage sig af deres børn.

Samtidig giver ungdommen i sig selv problemer. Teenagere vakler mellem behovet for den tryghed og omsorg de modtog som børn, og følelsen af at være uafhængige af forældrene i deres kamp for at blive voksne. Det skaber forvirring og ængstelse. Desuden sker der legemlige forandringer. Deres tilværelse er pludselig blevet meget kompliceret, og alene dét er måske mere end de føler de kan overskue. De udsættes for pres fra deres forældre og deres jævnaldrende. Til tider tvivler de på sig selv og er deprimerede. „I perioden hvor du prøver at finde ud af dig selv skal du ikke blive overrasket hvis du somme tider føler at de misforstår dig derhjemme,“ skriver bladet ’Teen som et godt råd til unge. „Hvis du ikke forstår dig selv, kan du trods alt heller ikke forvente at dine forældre skal kunne forstå dig.“ Mange forældre er i tvivl om hvor stor frihed de skal give deres børn, især deres første barn. For mange strikse regler og mangel på forståelse har fået mange unge til at løbe hjemmefra.

„Men det løser ingen problemer at løbe hjemmefra,“ skriver forfatteren Judy Blume i bogen Letters to Judy. „At løbe hjemmefra er et symptom, ikke en løsning. Familiens medlemmer bør i stedet sætte sig ned og se kendsgerningerne i øjnene. De må løse de problemer der trænger sig på. Først derefter kan de foretage de forandringer der kan hjælpe dem til at leve sammen i fred. Og de har ofte brug for hjælp til dette.“

Hvor kan man få hjælp?

Den bedste kilde til hjælp er Guds ord, Bibelen. Hvorfor? Fordi Gud, som menneskenes Skaber, ved hvad der er bedst for dem. Og han har givet os en vejledning der er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Timoteus 3:16, 17) Bibelens principper virker, og de omfatter alle områder af tilværelsen.

Som nævnt før må alle medlemmer af familien være villige til at se kendsgerningerne i øjnene og foretage nogle forandringer. Er de ikke det, vil problemerne ikke blive løst, og barnet vil stadig føle trang til at løbe hjemmefra. Dette gælder især i familier der har problemer med seksuelt misbrug og afhængighed af alkohol og stoffer. Disse problemer må løses før livets normale vanskeligheder kan overvindes. Tro på Gud og et oprigtigt ønske om at behage ham, baseret på nøjagtig kundskab om hans ord, har hjulpet mange familier til at kæmpe sig ud af tragiske situationer som i andre familier har fået unge til at løbe hjemmefra. — Jævnfør Første Korintherbrev 6:9-11.

Bare det at leve i denne moderne verden med dens voksende selviskhed, mistillid og kriminalitet kan være en belastning for familiebåndene. Men „alt det der forud er skrevet [i Bibelen], er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. — Romerne 15:4.

Anvend Bibelens principper

Når man er blevet klar over hvilke faktorer der får børn til at løbe hjemmefra, kan man anvende Bibelens principper. Bibelen behandler disse faktorer, idet den råder forældre til at tilbringe den nødvendige tid sammen med deres børn og give dem en konsekvent og kærlig opdragelse. Forældrene bør hverken være ligegyldige eller gå til den anden yderlighed og tugte børnene alt for strengt. Guds ord giver dette råd: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4; Ordsprogene 22:6.

Ligesom på Bibelens tid skal forældre hele tiden holde øje med deres børn, vise dem opmærksomhed og give dem oplæring, nemlig både ’når de sidder i deres hus og når de vandrer på vejen og når de lægger sig og når de står op’. (5 Mosebog 11:19) Fra tid til anden kan det være nødvendigt at give børnene tugt, men det skal gøres med kærlighed. (Ordsprogene 13:24) Der er ingen tvivl om at enhver familie ville blive mere lykkelig hvis denne vejledning blev fulgt!

Børnene skal også gøre deres del: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder.’“ (Efeserne 6:1, 2) Den vise Salomon, der nedskrev sine ordsprog „for at give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke“, gav også dette råd: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov. . . . giv ikke efter hvis syndere prøver at lokke dig.“ — Ordsprogene 1:1-10.

Hvordan skulle familieproblemer gribes an på Bibelens tid? I kærlighed, for Bibelen siger: „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ (1 Korinther 16:14) Denne kærlighed skulle være dybt rodfæstet, en kærlighed der var villig til at overse de fejl og mangler hos andre som kunne vække irritation og gå en på nerverne. „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden,“ siges der i Bibelen, „for kærlighed dækker over en mængde synder.“ — 1 Peter 4:8.

En sådan kærlighed vil få en til at vise interesse for sine slægtninges lykke og velfærd, og derfor vil den knytte familien sammen. Læg mærke til at den såkaldte gyldne regel kræver at man gør noget aktivt: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) De fleste af de bortløbne børn og unge som i en undersøgelse blev udspurgt, sagde at de havde så lidt som muligt at gøre med resten af familien før de løb hjemmefra. „’Familiefrigørelse’ spiller en stor rolle for børns beslutning om at løbe hjemmefra og lade være med at komme hjem igen,“ skriver Adolescence. Men hvis man følger Bibelens vejledning og „ikke hver især blot har øje for [sine] egne interesser, men også hver især for de andres“, vil man tilbringe mere tid sammen som familie, og problemerne med et køligt forhold og en dårlig kommunikation forældre og børn imellem kan overvindes. (Filipperne 2:4) Hvis forældre og børn viser interesse for hinanden og føler sig knyttet til hinanden, vil børnene heller ikke så let kunne lokkes til at løbe hjemmefra af deres venner.

Hvis man anvender Bibelens principper bliver man klar over at det ikke nytter noget at stikke af fra livets problemer. Hvis hvert enkelt medlem af en familie gør sit, kan familien blive en fredelig oase hvor verdens pres ikke mærkes. Denne lykke kan næres af en større forståelse af Bibelens principper og deres anvendelse, sammen med det håb som Gud giver. Hvorfor ikke tale med Jehovas vidner om det?

[Illustrationer på side 5]

Forholdet mellem forældre og børn har stor betydning

[Ramme/illustration på side 7]

HVAD FORÆLDRENE KAN GØRE

Tilbring tid sammen med jeres børn; kend deres problemer og behov

Vær konsekvente i jeres opdragelse

Undervis og tugt med kærlighed

Gør hjemmet til et dejligt sted at være

HVAD BØRNENE KAN GØRE

Vær lydige, kærlige og respektfulde over for jeres forældre

Hold jer ikke for jer selv; vær aktivt interesserede i familiens anliggender

Betragt familien som et hele, se ikke blot på jeres egne interesser

Vær åbne; tal med jeres forældre

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del