Min kærlighed til basketball måtte vige for to andre slags kærlighed!

JEG var syv år gammel da jeg begyndte at blive glad for basketball. Jeg plejede at gå hen på en vej i nabolaget og spille basketball nogle timer hver dag. Det sidste år jeg gik i highschool var jeg 197 centimeter høj og vejede 84 kilo. Det år vandt vort hold divisionskampen. Jeg fik et legat til UCLA (University of California i Los Angeles), hvor jeg spillede under træneren John Wooden, og i to ud af de sidste tre år jeg var der, blev vi amerikanske mestre.

Det første år efter at jeg var kommet ud af college, nemlig 1975, var et travlt år. Jeg skrev kontrakt med Los Angeles Lakers til omkring 1,6 millioner dollars for fem år. En uge efter blev jeg solgt til Milwaukee Bucks. En måned senere giftede jeg mig med Linda, og en måned efter blev hun gravid.

Jeg fandt hurtigt ud af at det var helt anderledes at spille i NBA (National Basketball Association). I UCLA havde vi vundet 88 kampe i træk, men i mit første år med Milwaukee Bucks tabte vi 44 kampe! Jeg spillede hver anden aften, mod dygtige professionelle spillere. Det var forretning. Det var ens liv. Ikke mindst i spillesæsonen, hvor vi en stor del af tiden var på turné — og ikke havde tanke for andet. Men jeg elskede det!

Imidlertid skete der snart noget som fik mig til at sætte to andre ting endnu højere — ting som ikke var forenelige med min karriere som professionel basketballspiller.

Man kan sige at grunden til denne konflikt blev lagt i 1972, da jeg første gang mødte Linda. Jeg blev straks forelsket i hende. Hun var tidligere samme år blevet døbt som et af Jehovas vidner, men var blevet uvirksom. Alligevel bragte hun ofte sin tro på bane.

„Hvad mener du om Bibelen?“ kunne hun spørge.

„Det er en god mytologibog,“ plejede jeg at svare.

Jeg var blevet opdraget som katolik, men på college havde jeg fået en meget tolerant og filosofisk indstilling. Diskussionerne gik aldrig særlig dybt og varede ikke ret længe.

I 1974 skete der noget der fik mig hen i en af Jehovas Vidners rigssale. Der havde været en dreng — Brian Good hed han — som jeg havde gået i highschool med. Han hadede mig. Vi var en slags rivaler, konkurrenter i sport. Hans forældre var Jehovas vidner, men han ville ikke have noget at gøre med deres tro. Han begyndte at tage stoffer, havde langt hår og var meget utiltalende. Et par år senere, da jeg besøgte Linda i hendes hjem, var Brian der. Han var blevet gift, havde kort hår, bar slips og så nydelig ud. Han var blevet et af Jehovas vidner.

Senere brugte han og hans kone al deres tid til at forkynde i Kansas, og mens de var på vej tværs over landet til et stævne blev de begge dræbt ved en bilulykke. Begravelsen blev holdt i rigssalen. Jeg tog derhen da jeg syntes jeg skyldte Brian det.

Det var en mærkelig begravelse. Taleren stod der og talte om at vi alle skulle se Brian igen. I mine ører lød det nærmest som om han slet ikke var død. Hans familie sad oppe foran og græd stille, men jeg følte mig ikke engang bedrøvet! Det var mærkeligt. Her talte denne mand om positive ting, og jeg sad og tænkte: ’Hvor lyder det godt! De venter at komme til at se Brian igen, og gøre dét og dét sammen med ham!’

Et år senere, i 1975, spillede jeg med Milwaukee Bucks. En af mine holdkammerater var Elmore Smith, der også var blevet solgt til Bucks i 1975. Og samme år var han blevet døbt som et af Jehovas vidner! Hans kone, Jessica, havde været et af Jehovas vidner i tre eller fire år. Det var som om disse mennesker pludselig dukkede op overalt i mit liv! Elmore og jeg blev nære venner, eftersom ingen af os drak eller turede omkring. Han var ganske vist altid efter mig for at få mig til at studere Bibelen sammen med ham eller tage med i rigssalen. Det var jeg dog ikke indstillet på. En dag da vi havde trænet — træningen var gået virkelig godt — og Elmore og jeg gik hen ad gangen, sagde Elmore:

„Dave, jeg skal have min første elevopgave i den teokratiske skole. Jeg ville gerne have at du kom med.“ Jeg hakkede og stammede i det, kom med undskyldninger, gik hjem — og havde det forfærdeligt! Næste dag da vi trænede sagde jeg til Elmore: „Hør her, Elmore. Du må virkelig undskylde. Men nu skal du høre: Linda og jeg vil gerne komme til et andet møde.“ Det var lige hvad han kunne lide at høre!

Senere overværede Linda og jeg et offentligt foredrag og et vagttårnsstudium i rigssalen. Vidnerne var meget venlige. Foredraget gjorde imidlertid ikke noget indtryk på mig, og vagttårnsstudiet handlede om Haggajs eller Habakkuks bog i Bibelen. Jeg forstod ikke noget af det der foregik. Jeg sad og tænkte: ’Hvad er det her for noget, hvorfor sidder jeg egentlig her?’

Kort efter var basketballsæsonen forbi, og Linda og jeg vendte tilbage til Californien. Vi begyndte at glide fra hinanden. Jeg var bekymret over min karriere. Jeg havde spillet det meste af året med et skadet knæ, og nu havde en røntgenundersøgelse vist at knæskallen var revnet. Der var kun gået et år, og der var endnu fire år tilbage til min kontrakt med NBA udløb; og nu vidste jeg ikke engang om jeg ville komme til at spille igen! Der blev fastsat et tidspunkt for operationen af mit knæ, og da jeg tog hen på hospitalet tog jeg Ny Verden-oversættelsen med.

„Er det din mening at tage Bibelen med?“ spurgte Linda overrasket.

„Ja. Det er en god mytologibog. Jeg vil gerne læse den.“

Samme aften på hospitalet læste jeg adskillige kapitler, men fandt det kedeligt da jeg kom til en lang række slægtsregistre. Jeg blev søvnig og lagde bogen væk. Næste morgen blev operationen lykkeligt overstået. Linda kom for at se til mig, men jeg havde smerter og havde fået et bedøvende middel — så jeg vidste ikke engang at hun havde været der. Hun var der ikke da jeg vågnede op, og det blev jeg gal over.

I løbet af nogle få dage kom jeg hjem fra hospitalet, og en uges tid senere var Linda og jeg faktisk holdt op med at tale med hinanden.

Så skete der noget der førte os sammen igen. En aften gik jeg i biografen sammen med en ven. Filmen hed Tegnet. Det var en af disse rædselsvækkende science-fiction-film. Der optrådte dæmoner i den. Da jeg forlod biografen var jeg hundeangst. Den havde handlet om ’Satans barn’. På lærredet var der blevet vist to skriftsteder fra Åbenbaringsbogen. Da jeg læste disse skriftsteder tænkte jeg: ’Siger Bibelen sådan? Skal det virkelig ske?’ Det ene skriftsted handlede om dyrets tal, 666; det andet om et stort lys der oplyste jorden fra den ene ende til den anden. Det gjorde mig virkelig bange. Da jeg kørte hjem blev jeg ved med at se mig tilbage over skulderen, som om jeg forventede at en eller anden dæmon skulle fare på mig.

Jeg gik ind i huset, ind i soveværelset og tændte lyset. Klokken var halv to om natten. Linda sagde:

„Hvorfor tænder du lyset?“

„Jeg er ingenting, jeg er ingenting,“ blev jeg ved med at mumle.

Linda sprang ud af sengen. „Hvad er der i vejen, Dave, hvad er der i vejen?“

„Jeg er bange!“ Jeg fortalte hende om filmen.

Hun fandt Bibelen frem, og vi lagde os begge i sengen. Hun læste Mattæus 7:13, 14 om den brede vej der fører til undergangen og den trange vej der fører til livet. Hun blev ved med at forsikre mig: „Dave, du behøver ikke at være bange for Satan. Du behøver ikke at frygte ham. Frygt Jehova. Det er ham der holder vort liv i sine hænder.“ Hun blev ved med at læse, og pludselig var det som om jeg havde været i et mørkt rum og nogen nu tændte lyset.

Den nat sov jeg ikke. Næste morgen sad jeg i sengen og læste i Bibelen. Først Åbenbaringsbogen, så Første og Andet Timoteusbrev, og så Første og Andet Thessalonikerbrev og Romerbrevet. Alle disse små bøger. De begyndte at sige mig noget. Mens jeg læste tænkte jeg: ’Hvordan kan det være at jeg aldrig har læst det før? Hvorfor har jeg aldrig nogen sinde undersøgt det her?’ Det var som om Jehova åbnede mit hjerte.

Om aftenen kom Lindas svoger. Han var et døbt Jehovas vidne. I fire timer stillede jeg ham spørgsmål, og han besvarede alt ved hjælp af Bibelen. Intet spørgsmål forblev et spørgsmål for mig. Ingen blodtransfusion, ingen treenighed, ingen udødelig sjæl — alt dette fik jeg forklaret ud fra Bibelen. Det afgjorde sagen for mig. Det var som om et lys gik op for mig dér i september 1976. Jeg ringede til Elmore Smith og hans kone og sagde:

„Gæt engang!“

„Hvad?“

„Jeg skal til at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner!“

De kunne ikke tro det. Elmore kunne ikke komme sig af sin forbavselse. Der havde været ét Jehovas vidne i NBA, nu ville der være to, og begge på samme hold!

Jeg blev døbt det følgende år, i august 1977. Jeg holdt meget af forkyndelsen fra dør til dør. I 1978 var jeg hjælpepioner — hvilket betød at jeg i en måned brugte 60 timer eller mere i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Det var også i sæsonen 1977-78 at jeg havde mit bedste år i NBA. Men jeg var begyndt at græmme mig over den tid basketball’en tog fra min forkyndelse! Jeg holdt stadig meget af at spille basketball, men jeg var begyndt at holde endnu mere af forkyndelsen!

Jeg fik også et nærmere forhold til min familie. Linda og jeg stod nu hinanden meget nær. Vi havde en to-årig datter, Crystal. Et år senere, i 1979, blev vores søn Sean født. En diskusprolaps hindrede mig i at spille basketball. Det var smertefuldt, men det var alligevel en velsignelse. Jeg kunne være sammen med min familie hver dag, gå til alle møderne, nå mit personlige studium og igen være hjælpepioner. Det var den sommer jeg i mit hjerte traf beslutning om at trække mig ud af professionel basketball. Jeg ville holde min kontrakt, men jeg ville trække mig ud efter 1979/80-sæsonen.

Den beslutning var alt hvad jeg behøvede! Mine kræfter begyndte at vende tilbage, og begge mine ben begyndte at fungere igen. Efter at have været borte et helt år var jeg så atter tilbage og spillede på holdet, hvor jeg genvandt min tidligere position. Vi nåede frem til finalen og vandt divisionskampen.

Ti dage efter den sidste kamp henvendte jeg mig til bestyrelsesformanden på hans kontor.

„Dave,“ sagde han, „du skal være freelance-spiller,“ og så begyndte han at tale om penge. Han vidste at jeg som freelance-spiller ville tjene mange flere penge.

„Jim,“ afbrød jeg, „jeg vil ikke spille mere.“

„Hvad mener du med at du ikke vil spille mere? Det kan du da ikke mene!“

„Jo. Mine mål og mine værdinormer har forandret sig, og jeg finder ikke at de harmonerer med at jeg spiller basketball.“

„Men du elsker jo basketball!“

„Det er sandt, det gør jeg.“

„Hør nu engang,“ sagde han, kendeligt oplivet. „Du er et af Jehovas vidner, ikke sandt? Din organisation kan bruge nogle penge, ikke sandt? Vi vil skænke en del af din indtægt til den.“

„Nej,“ sagde jeg, „at være et Jehovas vidne indebærer mere end at give penge. Det betyder at man må studere, gå til møder og forkynde fra dør til dør. Basketball tager mig bort fra alt det, Jim. Seks måneders turnering isolerer mig fra det. Det tager mig desuden bort fra mit familieansvar, som også er en vigtig del af tilbedelsen af Jehova.“ — 5 Mosebog 6:6, 7; Efeserne 5:25, 28, 33; 6:4.

Næste dag blev der holdt en pressekonference. Der var journalister fra Milwaukee-bladene og TV. Mange af artiklerne i Milwaukee-bladene var meget positive. (Se rammen på modstående side.) Men i Los Angeles blev jeg fremstillet som lidt skør: „Denne religion, denne sekt, har fået Dave til at tænke i underlige baner, men han vil komme tilbage.“ Og mere af samme slags.

Interessant var det at så snart jeg havde bekendtgjort at jeg ville trække mig tilbage, begyndte de fristende tilbud at strømme ind. Fra Bucks fik jeg tilbud om en bedre kontrakt for det næste år. Fra Los Angeles Lakers en telefonopringning om at de gerne ville have mig til at spille for dem. De ville betale mine flytteudgifter til Californien og finde et hus til mig. Seattle kontaktede mig også. Det var alt sammen meget fristende. Jeg elskede stadig at spille basketball, men nu elskede jeg min familie og tjenesten for Jehova langt højere. Jeg følte at Jehova var mig ganske nær og hjalp mig til at modstå disse tilbud der drejede sig om millioner af dollars. — Ordsprogene 3:13-18; Zefanias 1:18; 1 Johannes 2:15-17.

Og Jehova har velsignet mig lige siden. Jeg har tid til personligt bibelstudium og til at overvære møderne. Jeg er ældste i menigheden, holder offentlige foredrag og bruger i perioder al min tid i tjenesten for at fortælle andre den gode nyhed om Jehovas rige under Kristus. Disse åndelige aktiviteter er en kilde til glæde for mig. (Mattæus 5:3) Jeg har også tid til at være sammen med min søn og datter mens de vokser op, og jeg kan hjælpe dem i den sande tilbedelse. Nu har jeg også tid til at være sammen med min kone og således styrke det ægteskabelige bånd.

Fremtiden tegner sig trøstesløst for de fleste mennesker i denne atomalder. Men jeg har et vidunderligt håb. Om det paradis der vil blive oprettet på jorden under Guds rige hedder det i Åbenbaringen 21:4: „Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“

Med tanke på disse velsignelser fra Jehova var det slet ikke noget offer for mig at opgive min karriere som basketballspiller. Min kærlighed til min familie og til Jehova — det er det der gør mig lykkelig nu. Samt mit håb om evigt liv på den paradisiske jord.

Det samme vidunderlige håb kan også blive dit hvis du ønsker det. I Åbenbaringen 22:17 siges der: „Lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ — Fortalt af David Meyers.

[Tekstcitat på side 22]

Jehovas vidner dukkede pludselig op overalt i mit liv!

[Tekstcitat på side 22]

Jeg tænkte: ’Siger Bibelen sådan? Skal det virkelig ske?’

[Tekstcitat på side 23]

Den sommer traf jeg en beslutning . . . jeg ville trække mig ud af professionel basketball

[Tekstcitat på side 24]

De fristende tilbud begyndte at strømme ind

[Ramme på side 24]

Bill Dwyre, sportsredaktøren ved Milwaukee Journal, skrev: „Tanken om at Meyers opgiver muligheden for at tjene 500.000 dollars om året ved at spille basketball, så han kan gå fra dør til dør som et af Jehovas vidner, er chokerende. . . . Men før vi alle stiller os op i kø for at tage ud til Meyers og lægge ham i spændetrøje, vil det være berettiget at se nærmere på manden bag denne beslutning. . . .

Han elskede at tale om sin familie — sin kone, Linda, og sin lille søn og datter. Samtaler om basketball [om det han havde udrettet i en kamp] førte uundgåeligt til at han hurtigt skiftede emne og begyndte at rose sine holdkammerater og tale om gamle bekendtskaber og forbindelser. Men samtaler om hans familie, om emner som det at hans datter var ved at lære at gå eller at hans kone var holdt op med at ryge, kunne få ham til at lyse op og ivrigt fortælle.“

„’Mange vil tro at jeg er blevet skør,’ sagde han onsdag aften, nogle få timer efter sin offentlige pressekonference. ’Men det jeg virkelig ønsker er at beskæftige mig med de mere vigtige ting i livet, som min familie og min tro.’

Han bør beundres for at have mod til at leve sin tro.“ — Den 1. maj 1980.

[Illustration på side 24]

Min kærlighed til min familie og til Jehova — det er det der gør mig lykkelig nu