Du kan flytte bjerge!
DEN 29. maj 1953 stod der så vidt vides første gang mennesker på toppen af verdens højeste bjerg — Mount Everest, der rager 8848 meter op over havoverfladen. Med et hold på mere end 450 mænd var det lykkedes Edmund Hillary fra New Zealand og Tenzing Norgay, en nepalesisk sherpa, at trodse glat is, blændende sne og iltmangel, og nå deres mål i knap ni kilometers højde.
Det er en enestående bedrift at bestige et knejsende bjerg. Dog kan det ikke stå mål med det som Jesus beskrev for sine disciple med disse ord: „Det siger jeg jer, hvis I havde tro bare så stor som et sennepsfrø, kunne I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra derhen’ — og det ville gøre det. Intet ville være umuligt for jer.“ Tænk engang, ikke blot bestige men flytte et bjerg! — Mattæus 17:20, Seidelin.
Hvorfor sagde Jesus dette til sine disciple? Fordi de uden held havde forsøgt at kurere en dæmonbesat dreng. Jesus gjorde dem opmærksom på hvorfor: De manglede tro. (Mattæus 17:14-20) Han sammenlignede troen med et sennepsfrø, noget disciplene var velkendt med. Skønt det er blandt de „mindste af alle frø“, vokser det på få måneder op og bliver til en trælignende plante. (Mattæus 13:31, 32) Jesus viste således at en lille smule tro kan udrette meget hvis den bliver næret og plejet, ja, det tilsyneladende umulige kan blive muligt.
Men hvilken slags bjerge ville Jesu disciple være i stand til at flytte når de havde opdyrket en sådan tro? Forhindringer der blokerer vores fremgang i Jehovas tjeneste kan synes lige så enorme som bogstavelige bjerge. Hvilke „bjerge“ kan der være tale om, og hvordan kan vi „flytte“ dem?
Apostelen Paulus kom ud for megen modgang. I Andet Korintherbrev 6:4-10; og 11:23-28 kan man læse at han udholdt afsavn, slag, fængslinger, skibbrud og en mængde andre genvordigheder. Derudover havde han en „torn i kødet“, sandsynligvis en øjenlidelse. (2 Korinther 12:7; Apostelgerninger 14:15) Hvordan kunne han klare disse bjerglignende forhindringer og fortsætte med at udføre den opgave Gud havde givet ham? „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft,“ skrev Paulus. Det var „for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv“. (Filipperne 4:13; 2 Korinther 4:7) Paulus stolede således ubetinget på at Jehova kunne give ham styrke til at klare vanskelige situationer. Han havde virkelig tro.
Nutidige bjerge flyttes
Vil du gerne gøre mere i tjenesten for Jehova? Ligesom de hundredtusinder der har sluttet sig til den stadig større skare af heltidstjenere (pionerer), føler du muligvis også at tiden er kort og at du burde udvide din tjeneste. Men måske står du over for en forhindring der synes dig lige så uoverstigelig som et vældigt bjerg? Hvis det er tilfældet, kan du så flytte bjerge? Tusinder har gjort det, for om muligt at udvide deres tjeneste for Jehova. Her følger nogle få af deres erfaringer.
En ung søster skulle forlade skolen og ønskede at blive pioner, men frygten for ikke at kunne finde arbejde tårnede sig op som et bjerg. Hun beretter:
„Min egen tvivlende og negative holdning hindrede mig i at begynde som pioner. Jeg satte ikke hele min lid til Jehova og hans evne til at sørge for dem der søger tilbedelsen af ham først, for jeg var opsat på at finde et arbejde før jeg begyndte som pioner. Jeg blev ved at tænke: ’Jeg vil først finde et arbejde, og derefter udfylder jeg min pioneransøgning.’ Jeg blev altså ikke pioner, men spildte bare den kostbare tid. En af menighedens ældste gjorde mig imidlertid opmærksom på at jo længere jeg ventede med at begynde som pioner, jo mere attraktivt ville et fuldtidsjob synes, eftersom der ikke var noget der afholdt mig fra at tage imod et.“
Hvordan løste hun problemet? „Jeg bad uophørligt til Jehova om at hans hellige ånd måtte lede mine handlinger og min tankegang.“ Efter eksamen blev denne søster hjælpepioner og gik derefter ud i den almindelige pionertjeneste. Og kort tid efter fandt hun sig et verdsligt arbejde der kunne forenes med hendes pionertjeneste.
En ældste der havde to børn og hvis kone var pioner, følte at det ikke var nok at han blot sørgede materielt for sin familie. Udenforstående ville måske finde at hans omstændigheder ikke tillod ham at gå ud i pionertjenesten, men alligevel ønskede han at udvide sin tjeneste. Hvilken forandring måtte han gøre?
„Jeg tror at den største forhindring i virkeligheden var mig selv,“ udtaler han. „Jeg havde altid været glad for forkyndelsen, og jeg blev let smittet af den gode ånd heltidstjenerne udstrålede når man talte med dem og iagttog de velsignelser de nød. Jeg kunne let forestille mig hvordan det ville føles at blive heltidstjener en dag. Men problemet var at pionertjenesten var blevet noget jeg kun tænkte på. Jeg havde aldrig fastsat en dato for hvornår mit mål skulle opfyldes.“
Efter at have overvejet sin situation under bøn begyndte denne broder at arbejde hen imod heltidstjenesten. Han henvendte sig til den tilsynsførende på sin arbejdsplads, forelagde ham sine fremtidsplaner og anmodede om kortere arbejdstid. Sådanne aftaler havde imidlertid ingen fortilfælde i firmaet.
Han beretter videre: „Den tilsynsførende afsluttede samtalen med at sige at jeg ikke skulle regne med at min anmodning blev accepteret. Jeg er da også temmelig sikker på at hvis afgørelsen alene havde stået til ham, ville jeg have fået et afslag. Nu var der altså ikke andet at gøre end at håbe på Jehovas hjælp. Halvanden uge senere fik jeg at vide at min anmodning var blevet godkendt af firmaledelsen. Efter at have takket den tilsynsførende gik jeg ud og startede min bil, kørte et stykke hen ad gaden, holdt ind til siden og gav i en bøn til Jehova udtryk for min tak og værdsættelse. Nu var den sidste hindring for at jeg kunne gå ud i heltidstjenesten fjernet.“
En gift søster fortæller hvordan hun klarede at flytte et „bjerg“: Hun fortæller: „Jeg har fire børn og en ikketroende mand. Dengang jeg begyndte at overveje pionertjenesten imødeså jeg en hel del problemer. For det første var min mand midlertidigt arbejdsløs eftersom han har sæsonarbejde, og jeg var nødt til at have deltidsarbejde for at vi kunne klare udgifterne. Jeg sagde derfor til mig selv at skønt jeg havde ønsket, tillod mine omstændigheder mig ikke at blive pioner. Men det var min tankegang der var noget galt med. Jeg indså at så længe jeg bildte mig selv ind at jeg ikke kunne, ville jeg heller aldrig vove forsøget. Der var imidlertid et spørgsmål jeg først måtte have besvaret, nemlig hvorfra jeg kunne hente styrke til at klare det. Jeg fandt svaret i Filipperbrevet 4:13. Ikke alene fremlagde jeg sagen for Jehova i bøn, men jeg begyndte at stole mere og mere på ham. Jeg tog også nogle praktiske skridt til at nå mit mål ved at lægge en god timeplan og melde mig som hjælpepioner. Tiden gik, og efterhånden åbnede Jehova mulighederne for at jeg kunne gå ud i pionertjenesten. Min mand fik igen arbejde, og jeg kunne begrænse mit deltidsarbejde til én dag om ugen. Kort tid efter blev jeg almindelig pioner.“
Senere fik denne søster det privilegium at overvære pionerskolen, der blev til stor gavn i hendes fortsatte tjeneste. „Jeg vil opfordre alle der overvejer pionertjenesten, til at bede til Jehova og lægge det i hans hænder,“ udtaler hun. „Arbejd derefter hen imod målet, så vil han også velsigne dine bestræbelser.“ — Salme 37:5.
Synes du ikke at disse erfaringer viser at når kristne lægger tro for dagen, kan de overvinde bjerglignende forhindringer? Hvis du ønsker at blive pioner, så undersøg dine omstændigheder. Tal med nogle der allerede er pionerer; høst gavn af deres erfaringer. Tag nogle praktiske skridt til at nå dit mål, og hvis du frem for alt i bøn fortæller Jehova om dit ønske og stoler på at han velsigner dine bestræbelser, vil du også kunne flytte bjerge!