Nyheder på nært hold

Nøglen til lykken?

„To års afsavn, derefter evig lykke.“ Dette er ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbun tidens slagord blandt kinesiske studenter i Japan. I håb om at blive rige har de lånt penge til at komme til Japan, hvor de tror det regner med penge. Ved at have et deltidsjob i to år mens de studerer, håber de at kunne opspare to millioner yen (cirka 110.000 kroner) og derefter rejse hjem og leve lykkeligt til deres dages ende.

Den tro at penge er nøglen til lykken findes overalt i verden. En undersøgelse blandt unge har for nylig vist at i 9 ud af 11 lande „står ’penge’ øverst på listen over deres bekymringer og interesser,“ skriver Asahi Evening News.

Kan man blive lykkelig ved at sætte sin lid til rigdom? Den vise kong Salomon sagde advarende: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv.“ (Prædikeren 5:10; 7:12) Det fører hverken til sand tilfredshed eller tryghed at sætte penge først i livet. Bibelen siger for eksempel: „Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag.“ (Zefanias 1:18) Derimod skrev salmisten David: „Lykkelig er den våbenføre mand som har gjort Jehova til sin fortrøstning.“ Ja, nøglen til evig lykke er tillid til Jehova, ikke til penge. — Salme 40:4; Esajas 30:18.

Strid om dåben

Inden for den engelske statskirke er der i den senere tid opstået to problemer i forbindelse med barnedåben. Det første drejer sig om „kritikløs“ barnedåb, som en præst har kaldt „åndelig vaccination“. Det andet drejer sig om at et stigende antal præster nægter at døbe børn hvis forældre ikke aktivt støtter den engelske statskirke.

Mange præster er klar over at forældre ofte ikke har til hensigt at komme i kirken og heller ikke ønsker at deres børn gør det. Hvorfor lader de så børnene døbe? „De afholder barnedåb, ligesom de giver og modtager fødselsdagsgaver, og pynter deres hjem til jul,“ skriver The Times. „Det er en del af deres kultur og behøver derfor ikke at kunne begrundes.“

Én præst trak sig tilbage fordi han nåede den slutning at man ikke bør lade små børn døbe. Han siger: „Kun det enkelte menneske selv kan foretage denne indvielse til Kristus.“ Han kunne have tilføjet at Jesus Kristus var 30 år da han blev døbt og at det græske ord for døbe, baptiʹzō, betyder at dyppe eller neddykke. Da Jesus var blevet døbt i Jordanfloden steg han „op af vandet“. (Markus 1:10; Mattæus 3:13, 16) Bibelen taler ingen steder om at der stænkes vand på spædbørn. Da dåben er et symbol på den enkeltes indvielse til Gud som en discipel der følger i Kristi fodspor, er det ikke en beslutning et spædbarn kan træffe.

Katolikker og prævention

Den katolske kirkes modstand mod prævention blev bekræftet af Johannes Paul II ved Den Anden Internationale Kongres om Moralsk Teologi der i november sidste år blev afholdt i Rom. Ifølge avisen L’Osservatore Romano sagde han: „Det er ikke en lære opfundet af mennesket. Den er skrevet af Guds skaberhånd i selve menneskets natur. At sætte spørgsmålstegn ved den svarer til at nægte Gud vort sinds lydighed.“ Derfor, tilføjede han, „må læren ikke betvivles af katolske teologer“.

Men rundskrivelsen Humanae Vitae som for cirka 20 år siden blev skrevet af pave Paul VI og som Johannes Paul II henviste til, „blev omgående draget i tvivl af et stort antal teologer,“ beretter den italienske avis La Stampa, og ignoreret af „de fleste katolikker“.

Det er tydeligt at kirkens usmidighed i spørgsmålet om prævention har splittet teologerne og i høj grad foruroliget oprigtige katolikker. Den fortsatte strid om brugen af enhver form for prævention har endda gjort det nødvendigt for Johannes Paul II at formane teologerne til at tale „samme sprog“. Alligevel har den italienske avis La Repubblica modsagt pavens påstand om at kirkens holdning til prævention „er skrevet af Guds skaberhånd“. Avisen skriver: „Læren finder ikke støtte i et eneste skriftsted i evangelierne eller Det Gamle Testamente.“

Bibelen taler ingen steder om brugen af prævention i ægteskabet, og den siger heller ikke at kristne er forpligtede til at sætte børn i verden. Guds ord overlader spørgsmålet om familieplanlægning til det enkelte kristne pars samvittighed. Ved at påtvinge katolikkerne sin lære om prævention er den katolske kirke gået „ud over det der står skrevet“. — 1 Korinther 4:6.