Fantastiske Matterhorn
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SCHWEIZ
„DER findes kun ét Matterhorn på hele jorden, kun ét bjerg med så harmoniske proportioner. Et fantastisk syn!“ Sådan har den italienske bjergbestiger Guido Rey sagt.
Matterhorn er en helt usædvanlig bjergtinde, og er et af verdens mest kendte bjerge. Fotografiet på disse sider er sikkert ikke det første billede du har set af dette majestætiske bjerg.
Matterhorn er pyramideformet og ligger på grænsen mellem Italien og Schweiz, 10 kilometer sydvest for den schweiziske by Zermatt, som tinden er opkaldt efter. Den rager 4478 meter op over havoverfladen og har to tinder med et mellemrum på 100 meter.
Skønt Matterhorn er en del af Mellemalperne, står det helt alene uden naboer i umiddelbar nærhed. Det betyder at man fra alle sider kan tage et flot billede af bjerget.
Matterhorns form er passende blevet sammenlignet med en obelisk. Dets fire sider er tydeligt adskilt af skarpe kanter og vender mod de fire verdenshjørner.
Trods Matterhorns højde er toppen ikke altid sneklædt. Sidst på foråret får solvarmen bugt med is- og snedækket på bjergets stejle klippevægge øverst oppe. Længere nede, mod øst og nordvest, smyger gletschere sig ind til bjerget som et hvidt bælte om dets talje.
Mange af bjergets beundrere har spekuleret på hvordan dette enestående bjerg er opstået. Ved foden af bjerget er der ikke nogen stenbunker der kunne være rester af det materiale hvoraf bjerget blev udhugget. Sådanne bunker må være blevet vasket væk i løbet af de mange tusind år bjerget har eksisteret. Det er nogle magtfulde naturkræfter som har bidraget til dette smukke syn.
Dalens første beboere
Den dal der fører op til foden af Matterhorn var allerede beboet på Romerrigets tid. Historien beretter at den romerske general Marius i år 100 f.v.t. krydsede Theodulo-passet, øst for Matterhorn, i en højde af 3322 meter. Denne bjergrute blev også benyttet i Middelalderen til at transportere varer fra syd til nord.
Dengang havde indbyggerne stor respekt, ja, nærmest overtroisk frygt, for Matterhorn. De kunne ikke drømme om at forsøge at bestige bjerget, som de mente var beboet af Djævelen. For hvem skulle ellers forårsage is- og sneskred og nedkaste klippestykker så store som huse!
Stigende interesse for naturvidenskaben
Det disse jævne mennesker skræmt veg tilbage for, skulle senere blive noget meget mondænt i Englands finere kredse. Interessen for videnskab voksede, og det fik vovehalse til at bestige bjerge for at forøge deres viden inden for geologi, topografi og botanik.
I 1857 blev der grundlagt en bjergbestigerklub i London, og mange velhavende englændere rejste til Frankrig, Italien eller Schweiz for at deltage i bestigningen af Alperne. Eventyrerne besteg det ene bjerg efter det andet, deriblandt Mont Blanc. Skønt dette bjerg er Europas højeste med sine 4807 meter, er der flere udfordringer forbundet med at bestige Matterhorn.
Alle disse anstrengelser blev ikke kun gjort for at fremme naturvidenskaben. Ambitioner spillede også ind. Berømmelsen ved at være den første, den modigste og den sejeste var en vigtig faktor. I datidens England blev ordet ’sport’ kun sat i forbindelse med bjergbestigning.
Sommeren 1865 var en af de travleste inden for bjergbestigningen, især hvad Matterhorn angik. Denne fascinerende pyramide var en af de sidste bjergtinder der endnu var ubesejret. Bjerget blev betragtet som ubestigeligt, og selv lokale førere ville ikke engang forsøge. Deres indstilling var: Alle andre bjerge — men ikke Matterhorn.
Men det var kun et spørgsmål om tid før Matterhorn blev besteget. I begyndelsen af 1860’erne blev flere bjergtinder besteget. Bjergbestigerne lærte af erfaring og udviklede nye teknikker. Som 20-årig blev englænderen Edward Whymper af en udgiver i London sendt til Schweiz for at tegne alpine motiver som billedstof til en bog om emnet. Whymper blev fascineret af bjerge, og bjergbestigning blev hans lidenskab. Han besejrede mange bjerge både i Frankrig og Schweiz og gjorde adskillige forsøg på at bestige Matterhorn — men forgæves.
Matterhorn besejres
I juli 1865 mødtes tre forskellige bjergbestigerhold ganske tilfældigt i Zermatt — alle tre hold var besluttede på at bestige Matterhorn. De var under tidspres fordi et hold fra Italien kunne risikere at komme frem før dem. De tre grupper blev enige om at slå sig sammen i en cordée, et hold bjergbestigere der er forbundet til hinanden med et reb. Gruppen kom til at bestå af syv klatrere — Edward Whymper og lord Francis Douglas, Charles Hudson og hans ven Hadow — alle englændere — to schweizere og en fransk fører som det lykkedes dem at engagere.
Om morgenen den 13. juli var der afgang fra Zermatt. I roligt tempo begyndte de at bestige bjerget fra østsiden, og opstigningen ad den nederste del forløb uden de store problemer. De slog lejr i en højde af omkring 3300 meter, og i ro og mag nød de resten af den solrige dag.
Næste dag, den 14. juli, fortsatte de opstigningen inden daggry. Kun en gang imellem måtte de bruge reb. Nogle etaper var vanskeligere end andre, men ofte fandt de en vej uden om de store forhindringer. Efter to hvilepauser nåede de den vanskeligste etape — de sidste 70 meter der bestod af en snebræ. Klokken 13.45 nåede de bjergets top. Matterhorn var besejret!
Bjergtinden viste ingen tegn på at have haft besøg af mennesker, så de var tilsyneladende de første. Sikke en følelse! I omkring en time nød sejrvinderne den betagende udsigt i alle retninger, inden de gjorde sig klar til nedstigningen. Det italienske bjergbestigerhold var kommet langt bagud, og vendte om da de indså at kapløbet var tabt.
En meget høj pris
Bjergbestigernes sejr skulle imidlertid komme til at koste dem dyrt. Da de under nedstigningen nåede en vanskelig passage bandt de sig sammen, og den mest erfarne tog føringen. Selv om de var forsigtige, gled den yngste deltager og rev tre andre med i faldet som dominobrikker. Advaret af skriget nåede de tre sidste mænd at klamre sig til nogle klipper. Men rebet kunne ikke holde, og på en brøkdel af et sekund forsvandt de fire første mænd ned i afgrunden.
Stive af kulde befandt Edward Whymber og hans to schweiziske kolleger sig i en meget kritisk situation. De måtte bivuakere om natten, og næste dag foretog de resten af nedstigningen til Zermatt. Den ellers så glansfulde dag var hurtigt blevet vendt til en katastrofe der prægede de overlevende resten af livet.
Tre af de fire omkomne blev senere fundet i en gletscher 1200 meter fra ulykkesstedet. Den fjerde, lord Douglas, blev aldrig fundet.
Disse blev imidlertid ikke de sidste ofre på Matterhorns stejle sider. Mange reb er siden blevet hugget ind i selve klippen langs forskellige ruter på opstigningen eller tværs over klippevægge og snævre kløfter, og samtidig har bjergbestigerne fået større erfaring og langt bedre udstyr. Alligevel har der været 600 dødsfald alene på dette bjerg.
Farer
Vejret er et væsentligt faremoment, da det meget hurtigt kan skifte. En dag kan begynde med smukt vejr, men på næsten ingen tid er bjerget omgivet af tæt tåge eller tunge mørke skyer, og et frygteligt uvejr kan trække op. Måske følger der forfærdende lyn og torden, og det munder ud i et kraftigt snefald. Og det hele begyndte med en smuk sommerdag.
Hvis bjergbestigere bliver overrasket af et sådant vejrskift, kan de være nødt til at tilbringe natten under åben himmel, måske på et lille plateau hvor der kun lige er plads til at de kan stå oprejst. Temperaturerne kan meget vel ligge under frysepunktet. Nedenfor er afgrunden. I en sådan situation vil nogle måske ønske at de havde nøjedes med at betragte Matterhorn på afstand.
En anden fare er stenskred. Nogle gange er ubetænksomme klatrere selv skyld i stenskred, men i de fleste tilfælde er det naturen der spiller ind. Temperaturforandringer, is og sne, regn og stærk sol, såvel som kraftige vinde rundt om Matterhorn, indvirker på klippen og er skyld i at store stykker river sig løs. Disse stykker kan i årevis ligge som en stabel tallerkener, men et sneskred kan pludselig få dem i skred.
Mange bjergbestigere har undret sig over at denne udvikling har kunnet foregå i årtusinder uden at bjerget har mistet sin slanke obeliskform. Man formoder at bjerget består af 2,5 milliarder kubikmeter klippe, og i forhold til dette er stenskredene ikke kraftige nok til at ændre dets form. Ikke desto mindre forvolder de skade og er skyld i dødsfald.
I mellemtiden er det blevet meget populært at bestige Matterhorn. Nogle førere har været oppe på toppen flere hundrede gange. Mange mænd og kvinder har gentaget præstationen ved hver gang at udforske nye ruter.
Der er imidlertid også nogle som gør et forsøg, men som må indse at omstændighederne er ugunstige eller at deres evner, fysiske form eller træning er utilstrækkelig. De må give op, men de har ladet fornuften sejre over den berømmelse de kunne have opnået ved at ’besejre’ Matterhorn.
Uanset om du har set dette betagende bjerg på fotografier eller film, eller du har stået ved dets fod og beundret de skønne farver ved solopgang eller solnedgang, har det kunnet lede dine tanker hen på vor store Skaber. Med dyb respekt for hans bedrifter har du sikkert genkaldt dig ordene i Salme 104:24: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“